Forleden var min kone og jeg til bedsteforældredag i vores treårige barnebarns udflytterbørnehave, hvor vi skulle tilplante deres højbede med vores medbragte urter og blomster.
Der var en intens aktivitet og en stemning, der fik mig til at erindre Johannes Møllehaves udsagn om, at børn ville have det optimalt, hvis man sprang forældregenerationen over. Han havde nok overset det gode, at vi bedsteforældre kan sende børnene hjem, når vi er kørt trætte. Og jeg har her nok ignoreret det faktum, at de empatiske og dygtige pædagoger hver dag skaber en dagligdag, som børnene glæder sig til deltage i.
Men her på plantedagen gik alle omkring med vandkander. Nogle vandede planter, andre rutsjebanen for at undersøge turen ned i væde, og en af vores barnebarns gode venner vandede mig sko og sagde, at nu kunne jeg vokse.
Jeg rejste mig langsom op, mens han stirrede. Jeg måtte imidlertid stoppe, inden fødderne slap jorden. Men han nikkede anerkendende. Og jeg kom i tanke om Kim Fupz Aakesons novelle om onklen, der føler, at han er en rhododendron, sætter sig på familiens carporttag, hvor han bliver vandet og bliver en turistattraktion – indtil den dag han ikke vil mere. Kim Fupz er en af dem, der mestrer de fleste litterære greb, men på samme tid kan holde barnet i sig levende.
På samme vis forholder det sig med mange andre og i særklasse Jakob Martin Strid, der med Den fantastiske bus har skabt et af de værker, der er et par hundrede år imellem tilsynekomsten af. Jeg har overværet vores treårige læse i bogen sammen med sin mor og farmor, og han spotter detaljer, som de voksne overser, og refererer til erfaringer fra sin barneverden. At lytte til det er en dør ind til barndommens land.
Det skriver Mac Barnett om i den forunderlige Barne(t)ts hemmelige dør. Læs den, for det han skriver om børnebogsforfattere har også bud til pædagoger og lærere.
Endelig vil jeg nævne forfatteren Nils Hartmann, som i Børnenes Verdenshistorie husker, hvordan det er at være barn. Og derfor antager han altid børnenes vinkel, selv om de ofte er ofre på storpolitikkens altre – eller netop derfor gør han det.
Uden sådanne forfattere, der husker, hvordan børn tænker, føler og lever, ville vores verden være fattig; forvokset så at sige!
Fotograf Bjørn Hernes har i løbet af godt et års tid kørt rundt i området omkring Ringkøbing Fjord, standset sin blå Renault Clio på forskellige steder, hvor vandet og landet mødes. Dér har han knipset 1500 billeder, hvoraf de 50 bringes i bogen Fjordens kant, hvor de betegnes som et billedessay. Og det genrevalg er nemt at følge, idet hvert eneste foto er et forsøg på at skildre et NU – tilsyneladende uden handling og uden arrangeret skønhed, men på nuernes egne betingelser.
Umiddelbart sænker roen sig i beskuerens sind. Men efter en behagelig stund med fred i sjælen melder en eftertænksomhed sig. Billederne skildrer ganske rigtigt mødet mellem vand og land, men en tredje part melder sig i synsfeltet: spor af menneskelig aktivitet eller mennesket selv. Der er menneskeliv her på kanten, og man kan fundere over om det bygger på tilkæmpet tilværelse eller våde drømme eller begge dele. Bogens undertitel, Midlertidigheden, nærer tankerne, og billederne giver, som billeder nu engang har for vane, anledning til både dvælen og refleksion. Derfor er det oplagt at have bogen liggende inden for rækkevidde, så man kan række ud og blive ramt af lidt vandkant.
De 50 fotos står ikke alene, for forfatteren Egon Clausen har skrevet et tilsvarende antal tekster. De er ikke direkte koblet på fotografierne, men giver alligevel næring til de tanker, der er blev sat i gang af billedsproget. Dog er det værd at notere sig det, som Egon Clausen selv skriver i forordet, at teksterne står i egen ret. Og ja, de kan læses uafhængigt af billederne. Langt omkring kommer man i de vellykkede forsøg på med ømhed, lune og indføling at skildre vestjyders sprog og karaktertræk, med stor viden at tage læseren med til skelsættende begivenheder og med undertrykt vemod at udsige noget om det, der hører fremtiden til. Mange af disse korte tekster er værd at gribe ud efter i stunder, hvor man lider af enten pessimisme, optimisme eller det, der ligger imellem.
Bogen skildrer, som nævnt, mødet mellem land og vand. Og helt konkret afspejles dette i det møde mellem billed- og verbalsprog, som vi er vidner til i bogen. Begge sprog fungerer “i egen ret”, men får tilført en ekstra dimension ved at mødes.
Bogens undertitel om midlertidigheden kradser i den ro, som billederne tilsyneladende afdækker, og får næring af de registreringer, som teksterne sætter ord på. Måske er det hele anderledes om få år, sådan som det hele tiden har været: kanten flytter på sig.
Bogen har fået mig til at interessere mig for det folkefærd, som har befolket den vestlige vandkant af Danmark.
Det har ført til læsning af H.C. Andersens beskrivelse i En historie fra Klitterne, som Lemvig Gymnasium og Lemvig Bogtrykkeri udgav i 2005. Hvor kan han dog skrive! Og hurra for et gymnasium, som beriger os med en mindre kendt, dragende rejseaffødt beskrivelse fra HCA’s hånd.
Videre har jeg læst Anders Bunes Bøvling Klit. En vestjysk fortælling, som er udgivet på Forfatterskabet.dk i 2019. Den fortæller om det liv, som blev levet på det golde stykke klitland, og hvoraf der nu kun er nogle få stednavne tilbage. Men engang var der mulighed for at fornemme det barske liv derude, idet forfatteren og Fjaltring-læreren A. Chr. Westergaard skrev Klit Per-bøgerne. Måske en idé til en grafisk novelle?
Se, det var også, hvad dobbelthederne i Hernes og Clausens fine vandkantbog inspirerede til.
Der er grund til at lykønske de vedholdende dansklærere i gymnasiet, som har fået sat en revision af den litterære kanon på dagsordenen. Det er tiltrængt, finder jeg, der var medlem af de to tidligere kanonudvalg i 1994 0g 2004.
Når den fra 2004 har holdt så længe, beror det givetvis på, at en del af den blev gjort obligatorisk. Selv foreslog vi ved udgangsdøren fra udvalgsarbejdet, at den ville have en levetid på omkring 10 år; for en kanon er tidsbunden.
Og også det at en del af kanonen blev gjort obligatorisk havde en uddannelsespolitisk bevæggrund, idet vi ville sikre en bedre overgang mellem grundskole og gymnasiale uddannelser. Derfor var de forfatterskaber, som blev gjort obligatoriske, ikke et udtryk for, hvem udvalget fandt væsentligst, men alene hvem, der kunne læses på begge sider af overgangen mellem de to institutionsformer. Læg mærke til, at den samlede kanon havde Tove Ditlevsen på grundskoledelen og Inger Christensen på gymnasiedelen.
En kanon kan retfærdiggøres af en politisk dagsorden, og derfor er det på sin plads, at man nu søger at etablere en ny kanon i gymnasiet, fordi den nuværende er udtryk for en historisk kønsskævhed.
Men fordi den hidtidige var udtryk for et ønske om at skabe sammenhæng mellem grundskole og gymnasium, giver det ingen mening at fastholde den obligatoriske kanon i folkeskolen; tværtimod er den skadelig i den forstand, at den er så gymnasietung, at den skygger for litteratur, der er relevant for elever i grundskolen.
Hvad der er behov for i grundskolen, er en ramme, der sikrer, at der læses ældre litteratur, for at eleverne også kan kigge gennem det historiske vindue i det historiske spejl. Men når jeg skriver ramme, så beror det også på erfaringerne fra debatten i det kanonudvalg, som i 1994 bragte en vejledende kanon, som inspirere lærerne til nogle valg. Denne inspiration er måske ikke så ringe endda i dag heller, da lærer- og pædagoguddannelserne just ikke er tynget af værklæsning eller af animering til belæsthed. Men en inspirationsliste vil inspirere forlag til at udgive anvendelig undervisningsmaterialer.
Men vigtigst er det, at rammerne udfyldes lokalt, for det er ikke nødvendigvis den samme ældre litteratur, der fænger i Roskilde og i Ringkøbing eller i Maribo og på Mors. Hvis vi skeler til Danske digterruter, kan vi finde inspirationer til lokale læsninger, og hvis vi fx ser på Susanne V. Knudsen og Else Bisgaards Limfjordsdigterne, møder vi en litteraturhistorie, der har rod i stedet.
Irene Vallejos Evigheden i et siv, der fortæller bogens historie, og som i min optik er en af de seneste års væsentligste udgivelser, tager også hånd om kanonbegrebet. Titlen refererer måske til de tidlige bøger, som blev skrevet på papyrusruller, men også til de høstede kæmpesiv, arundo donax, som blev skåret op i rør (kanon betyder opret som et rør) af en bestemt længde, hvilket blev brugt til at afgøre tvistigheder mellem handlende. Senere fik kirken annekteret begrebet for at kunne måle den rette lære. Og atter senere fandt kanon-begrebet vej til alle, som mente at vide bedre end andre.
Så efter at have bidraget til to undervisningsministerielle kanonrapporter finder jeg det på sin plads at opfordre til at foreslå den eksisterende folkeskolekanon afviklet og erstattet af nogle rammer, der kan suppleres med inspirationslister.
Lad mig til støtte for dette synspunkt citere Irene Vallejo, som betegner kanon, som en forkert anvendt metafor: “Sivets stive, oprette stængler passer ikke til kanons snørklede vej. Det er snarere floden, der ændrer sit slyngede løb og aftegner mæandere, svulmer af vand og tørrer ud, men bliver ved med at løbe; den synger sin utrættelige sang, altid den samme, men aldrig med det samme vand.”
Lad os bade i det foranderlige vand i litteraturens flod, og ikke rørlægge den!
Inspireret af den vellykkede filmatisering af Lampedusas roman Leoparden forærede jeg min kone den udgave af romanen, som udkom i Rosinantes Klassikerserie, og benyttede lejligheden til at genlæse den. Den kan anbefales.
Mikkel Fønsskov har skrevet et veloplagt forord. Heri beretter han om en eksamen i historie, han var til ved et universitet i Rom. Han trak spørgsmålet: “Fortæl, hvad du ved om Italiens samling i 1861”. Efter en lidt brainstorming indledning prikkede hans professor på en bog, der lå på bordet, Lampedusas Leoparden, og så kunne eksaminanden samle sig om en sammenhængende præstation. for der “er nemlig både det sælsomme og vidunderlige ved det italienske uddannelsessystem, at studerende på samfundsvidenskabelige uddannelser også skal læse skønlitteratur”.
Den sætning rungede i mit hoved, da Bjarne Corydon proklamerede, at han som ny generaldirektør for DR ville fokusere på det faktabaserede. Og tankerne løb videre til en overvejelser om, hvorvidt det danske folketing, som jo er domineret af medlemmer med samfundsfagsuddannelser, ville agere anderledes, hvis skønlitteratur havde været en del af pensum.
Og hvad om folkeskolereformens mødre og fædre havde haft samme fortrolighed med skønlitteratur som med statistik?
Men også et markant foredrag ved Dansklærerforeningens nyligt afholdte generalforsamling randt mig i hu: Thomas Illum Hansen præsterede et fornemt slalomløb i læsningens bjerglandskab. Og da han kom i mål, blev jeg ud over en fornemmelse af begejstring ramt af den sære tanke, at udviklingen i folkeskolens omgang med læsning og litteratur kan ses som et initiativ, der går ud på at minimere dybdelæsningen og skønlitteraturens værdi gennem en instrumentalisering.
Lad min blot nævne to eksempler fra afgangsprøvens univers. Da man ved den skriftlige afgangsprøve afviklede de litterære genrer med begrundelsen, at eleverne jo ikke skulle være forfattere, svingede vægten over til journalistiske genrer. Og når man ved afgangsprøven i læsning har et særligt fokus på læsehastighed, lyder begrundelsen, at det er vigtigt, at eleverne lærer at skimme, at søge oplysninger.
I dag lyder det fra undervisere på ungdomsuddannelserne og nogle af de videregående uddannelser, at de unge nok er i stand til at søge, men at de på den anden side har vanskeligt ved at læse indholdet i det, de finder – især da, hvis det har en længde af mere end nogle få linjer.
I konkurrencestatens navn er det lykkedes at fuldbringe den ulidelige lethed, som er blevet åndslivet til del siden det angreb, som skolen blev udsat for i 2006, da Bertel Haarder gjorde Niels Egelund til pennefører på formålsparagraffen, hvorved folkeskolen mistede sin egenværdi; den skulle nu forberede eleverne på videre uddannelse.
Man har altid forsøgt at styre folkeskolen gennem udformningen af prøverne, men efter 2006 fik denne bestræbelse mere autoritet. Og nu ser vi resultatet af, at fiktion afløses af journalistik, og dybdelæsning erstattes af skimning: skriftsprogsarmod.
Lad os få en kampagne, der satser på at sætte fantasien fri i skrivningen og at læse langsomt og læse om, pausere og genlæse det læste. Det vil kunne give skriftsprogsrigdom.
Jesper Wung-Sung modtog den 1. april 2025 den H.C. Andersen-pris og -medalje, som H.C. Andersen-Samfundet i København uddeler hvert andet år. Og det var en både ydmyg og synligt fornøjet forfatter, der takkede for hæderen med en tale, der på en og samme gang priste den store digter og vedkendte sig den store påvirkning, han udøver på Jesper Wung-Sungs forfatterskab.
Dette fremgår utvetydigt af de to bøger, der var årsagen til, at han fik prisen: Livsskildringen H.C. Andersen i billeder og romanen Hans Christian, som i øvrigt et par dage tidligere var blevet fulgt op af romanen Ungdomsforsøg.
Men også indirekte ligger HCA ofte som en særlig toning af bevidstheden, når Jesper Wung-Sung skriver. Dette gav han eksempler på i den takketale, han berigede forsamlingen med.
Hans blik for Andersen blev vakt, da han til studentereksamen i dansk trak en Klokken, som den tekst, han skulle eksamineres i. I første omgang ærgrede det ham, fordi han havde foretrukket en moderne tekst. Men efterhånden som han under forberedelsen fordybede sig i teksten, blev det mere og mere klart, at her var der tale om en forfatter af helt særlig karat.
Selvfølgelig havde han som så mange andre børn hørt nogle af de eventyr, som gør Andersen til det, Jesper Wung-Sung for prælitterær; vi kender ham, før vi selv kan læse. Men alligevel var det overraskende at opdage, hvor fræk og frisk han var som forfatter. I talen blev der givet eksempler på den særegne tegnsætning og poetisk legende ordkunst, H.C. Andersen mestrer.
Derfor sidder han i Jesper Wung-Sungs forfattersjæl. Og eksemplerne herpå var mange. Her er et par eksempler:
Ungdomsbogen Den sidste henrettelse har på titelbladet et H.C. Andersen-citat: “Alle ville til denne henrettelse. Det var en festdag.” Historien udspiller sig i Svendborg, hvor en dreng dømmes til døden for en ildspåsættelse. Og Andersen blev med skolen fragtet til en henrettelse i Skælskør. Men absurditeten træder frem, når de to begivenheder kombineres.
I billedbogen Den hvide kanin og den sorte hat, indfølende naivt illustreret af Anna Margrethe Kærgaard, mister kaninen sit hjem, da tryllekunstneren i hvis hat, den bor, dør. Efter af have halte-hoppet sig frem i livet finder den et nyt hjem i en hat, der sidder på hovedet af et fugleskræmsel; en figur, der minder meget om H.C. Andersen.
I børnebogen Guldfisken Glimmer bliver fisken tømt ud i kloarken, da pigen, der ejer den, får en kæreste, som ikke kan holde ud, at den svømmer i glasbowlen og beglor dem. Den går til bodybuilding og træder op fra kloarkens dyb, da det bliver halloween, og besøger familien, som påskønner den udklædning og byder den slik fra den bowle, som engang var den hjem. Han går grassat, men ligger senere på vejen med fare for at tørre ud. Han reddes af pigens tårer. Har vi hørt om både at blive kasseret og blive reddet af tårer før?
I Danser med virus udgav Jesper Wung-Sung den bog, som forlaget betegnede som et litterært kram til dem, der på grund af coronaen måtte gå kramløse omkring. Digtene danser sammen med nogle af H.C. Andersens papirklip.
I billedromanen Tre små kinesere sender kejseren Tjung, Tjang og Tjing til den anden side af jorden, hvor de skal finde den største digter og bringe ham til Kina. Efter mange genvordigheder, som blandt andet Homer har inspireret til, lykkes missionen. Og hvem den største digter er, er der vel næppe grund til at nævne her. Denne bog er illustreret af Otto Dickmeiss så smukt så smukt, at man blot får trang til at dunke sig på maven og råbe “P”.
Disse eksempler skal blot vise, at Jesper Wung-Sung er enestående, men ikke i ordets smalleste betydning – alenestående, for han står stedse sammen med den største digter.
H.C. Andersen-Samfundet i København har valgt Jesper Wung-Sung som modtager af den sølvmedalje, som uddeles hvert andet år. Overrækkelsen skete i forbindelse med årets generalforsamling, hvor formanden Kirsten Dreyer motiverede valget med følgende ord:
Velkommen til uddelingen af H.C. Andersen-Samfundets kulturelle Fonds Pris og Medalje 2025.
Og hjertelig velkommen til årets prismodtager Jesper Wung-Sung.
I paragraf 1 i vedtægterne for H.C. Andersen-Samfundets kulturelle Fonds Pris og Medalje hedder det – og jeg citerer – at ”fondens formål er at fremme interessen for H.C. Andersen’s liv og værk, dels ved støtte til herhørende studier, dels ved at yde anerkendelse til betydelige indsatser på dette område, herunder tildeling af H.C. Andersen-Samfundets Pris og Medalje.”
Gennem årene har det betydet, at prisen og medaljen har været givet til en lang række litteraturforskere og skuespillere – ingen nævnt, ingen glemt, når jeg måske lige undtager Hendes Majestæt dronning Margrethe og H.C. Andersenforskningens helt store navn, som ingen, der beskæftiger sig med H.C. Andersen, kommer udenom, Helge Topsøe-Jensen. Uden hans brevudgaver og udgaver af Andersens selvbiografier, ville det være svært at sige noget om endsige skrive om H.C. Andersen. Ser man listen igennem over de talrige prismodtagere, vil man bemærke, at den aldrig er givet til en skønlitterær forfatter. Villy Sørensen modtog den ganske vist i 1993, men det var for sine nyfortolkninger af Andersens forfatterskab ikke for sine egne fiktive værker. I dag skriver vi imidlertid historie, for vi har besluttet at give den til Jesper Wung- Sung for to bøger, der begge er kommet i løbet af det seneste års tid, nemlig romanen ”Hans Christian” og livsskildringen, som den kaldes, ”H.C. Andersen i billeder”, altså et stykke fiktion og et faktuelt og biografisk værk.
Men lad mig, inden jeg kommer nærmere ind på de to værker, gå knap hundrede år tilbage til 1926, hvor det vakte sensation, da litteraturhistorikeren Hans Brix offentliggjorde en hidtil ukendt selvbiografi af H.C. Andersen, som han døbte ”H.C. Andersens Levnedsbog” og som faktisk havde ligget i den Abrahamske Manuskriptsamling på Det Kongelige Bibliotek siden 1878. Bogen var skrevet omkring 1832 og aldrig gjort færdig, for den slutter midt i et brev fra Ingemann dateret 9. januar 1831. Her fik vi en uretoucheret beretning om H.C. Andersens barndom, rejsen til København i 1819, skolegangen i Slagelse og Helsingør og forelskelsen i Riborg Voigt. Da H.C. Andersen skrev sin første trykte selvbiografi, der kom på tysk i 1847 og først på dansk i 1942 under titlen ”Mit eget Eventyr uden Digtning”, var han allerede en kendt forfatter og eventyrdigter i store dele af Europa og godt i gang med at skabe den myte om sig selv, som han formulerede i den første sætning, som han gentog i hans store danske selvbiografi fra 1855: ”Mit Liv er et smukt Eventyr, saa rigt og lykkeligt” – i ”Mit Livs Eventyr” blev ”lykkeligt” i øvrigt til ”lyksaligt”!
Nu har vi så fået endnu en selvbiografi af Andersen udgivet af Jesper Wung- Sung under titlen ”Hans Christian”, og pudsigt nok kom den samtidig med Joakim Garffs roman ”Solisterne” om Andersen og Søren Kierkegaards fiktive rejse til Italien i 1849, hvor Garff har ladet Andersen skrive dagbog, så vidste man ikke bedre, kunne man tro, at det var Andersen, der havde skrevet den, for vi genkender fuldstændig Andersens sprog stil. Det er anderledes med ”Hans Christian”. Den er præget af en sproglig opfindsomhed, som i øvrigt adskiller den fx fra Jesper Wung-Sungs roman om Ida Hammershøj ”Kvinde set fra ryggen”. Lad mig komme med nogle eksempler som ”benbevendt”, ”fodfærdig”, ”stofbarlig”, ”bugspark” eller ”ødseløjethed”. H.C. Andersens fiktive selvbiografi vil i allerhøjeste grad være et fund for ordbogsredaktørerne i Det danske Sprog- og Litteraturselskab og i Sprognævnet. Der er stof til en hel ordbog.
Det fremgår ikke, hvornår vi skal forestille os, at ”Hans Christian” er skrevet. Er det den unge og endnu ret ukendte Andersen, der har grebet pennen eller den berømte digter? Det er nemlig ikke mytens Andersen vi møder, men Jesper Wung-Sungs fortolkning af Andersens selvfortolkning, vi læser. Og ikke nok med det. Det er åbenbart også et skuespil, vi er vidne til, for selvbiografien er inddelt i akter og scener, helt præcist 3 akter med 57 scener, så går vi ud fra det klassiske drama, hvor der altid er fem akter, må vi forvente en fortsættelse med den såkaldte peripeti, der rummer det afgørende vendepunkt i dramaet. I ”Hans Christian” efterlades vi nemlig ikke som i ”Levnedsbogen” midt i et brev fra Ingemann, men i historien om Andersens ankomst til København i 1819 og hans besøg hos mosteren, der er bordelværtinde i Borgergade. Vi er dog ikke i tvivl om, at Andersen nok skal klare sig, for hvem andre end Andersen kunne finde på at skrive ”Endelig blev jeg født!” og hvem vil kunne skrive, at ”alt vil komme i tvangfri hæfter”. H.C. Andersen har kort sagt store planer, og kender man hans eventyr, og det gør vi jo alle sammen, så ser vi også, hvordan Jesper Wung-Sung har indlagt små episoder eller replikker, der peger fremad på eventyrene.
Fiktion kan være en farlig genre, når den vil beskrive historiske personer. Mon ikke mange i hvert fald i den lidt ældre generation, der har set ”Elverhøj” forestiller sig Christian IV, som han optræder i skuespillet. Og kunne vi ikke sagtens forestille os, at Andersen virkelig havde tabt de kunstige tænder, da han ville læse et digt op for Frederik VII og grevinde Danner, som det er tilfældet i P.O. Enquists ”Fra regnormenes liv”? Fiktionen ender måske en dag med at blive virkeligheden, hvis vi ikke ved bedre.
Lige præcis det opvejes med Jesper Wung-Sungs ”H.C. Andersen i billeder”. Det er ikke en humoristisk fiktiv selvbiografi men fakta, vi bliver præsenteret for, og da jeg stod med bogen i hånden, lagde jeg især mærke til undertitlen ”En livsskildring af Jesper Wung-Sung”. Der står ikke ”en biografi af Jesper Wung- Sung” men ”en livsskildring”. Når jeg hæftede mig så meget ved ordet, skyldtes det, at der er forfattere, der gerne vil give indtryk af, at de har skrevet den autoritative biografi om en eller anden. Ergo er der ikke mere at sige. Men sådan er virkeligheden jo ikke. Vi kan og vi bliver også ved at omfortolke historien, og det gjorde H.C. Andersen jo også selv, efterhånden som hans berømmelse steg og han mere og mere så sit liv i mytens skær. Ligesom Jesper Wung-Sung har betrådt nye veje med sin fiktive selvbiografi om Andersen, gør han det langt hen ad vejen også i livsskildringen. I 1925 udgav forfatteren Karl Larsen bogen ”H.C. Andersen i Tekst og Billeder”, men det er lidt af en torso, for det er ikke meget, man får at vide om de sidste tyve år af Andersens liv. Senere har vi fået et par regulære billedbøger af henholdsvis Topsøe-Jensen og Niels Oxenvad, men med Jesper Wung-Sungs bog har vi en hel livsskildring – og det er altså H.C. Andersens liv, der er i centrum, ikke en fortolkning af hans forfatterskab – hvor hvert afsnit er knyttet sammen med et billede. Den er skrevet i et moderne sprog og let læst og samtidig har jeg noteret mig, at den i mange tilfælde forholder sig til billedmaterialet, altså fortolker fx portrætter af Andersen for at få noget frem om hans personlighed eller liv, vi måske ellers ikke ville være opmærksomme på.
Og med den bemærkning vil jeg nu bede dig modtage H.C. Andersen-Samfundets kulturelle Pris og Medalje. Hjertelig tillykke!
Ole Dalgaard har et omfattende CV. Tidligere teater- og TV-direktør, TV-producer, dramatiker og forfatter til flere end 40 skøn- og faglitterære værker. Sammen med hustruen Dorte Karrebæk har han bidraget til at flytte grænserne for, hvad børnelitteraturen formår. Og så er han belæst, hvilket gør ham til et ualmindeligt vidende menneske. I gamle dage ville han have fået betegnelsen polyhistor. Men også nu, hvor han i en moden alder udfolder sig med uformindsket styrke, men med en anderledes indsigt og melankolsk overbærenhed, er han produktiv på et bredt felt:
”Det er aldrig for sent at få en dårlig barndom” var titlen på et foredrag, hvori Ole Dalgaard, alias OscarK, for et par uger siden på et af Dansklærerforeningens arrangementer søgte at belyse erindringen som konstrueret forestilling om fortiden. Hans barndomserindringer ”Og så var der verden som den var” var anledningen til disse overvejelser, og her beskriver han den mageløse barndomsoplevelse, at verden forandrer sig alt efter hvilken stol, man sidder på ved bordet.
Denne opdagelse giver han børn og unge mulighed for at reflektere over gennem børneromanen ”Ungerne fra Strandholt”, som kan åbne øjnene for livet i 1950erne, hvor der var fritgående børn, som på egen hånd måtte søge at gribe og begribe tilværelsen.
I de mange børnebøger, som OscarK har begået i de seneste år, ofte sammen med illustrator Teddy Kristiansen, får de unge læsere mulighed for at få nye perspektiver på verden, hvad enten det er i de poetiske og finurlige bøger om ”Hugo og Holger” og om ”Den venlige flodhest” eller i de opskruede og grovkornede ”Drengerøvshistorier”.
Overalt finder man bag det absurde eller det anderledes en ømhed og poesi, som kan give anledning til at undres og få lyst til at søge mere viden.
Dette gælder også i udpræget grad hans seneste udgivelser til det voksne publikum. Måske blev sporene lagt i romanen om Luther, ”Viae Deus Audet Scire, eller Den melankolske reformator”. I hvert fald har han nyoversat gammeltestamentlige tekster, ”Sangenes sang” (Højsangen) og ”Skeptikerens bog” (Prædikerens bog) og senest beskæftiget sig med tilværelsens største spørgsmål, hvor to romaner i en planlagt trilogi er udkommet: ”Ars Moriendi” og ”Dødedans”, mens arbejdet med sidste bind udfolder sig lige nu. Her søger OscarK med den tyske atomfysiker Werner Heisenberg som hovedfigur at belyse slægtskabet imellem den moderne kvantefysik og middelalderens alkymi.
Ole Dalgaard/OscarK giver os litteratur, der udspringer af en tro på, at der fortsat eksisterer undrende mennesker, som har trang til at fordybe sig, for at få åbnet vinduer til en større verden. Videbegærlige børn og unge fortjener hans litteratur, akkurat som lærere, lærerstuderende og alle andre voksne gør.
Ole Dalgaard afsluttede sit foredrag med følgende konklusion: ”En dyb søgen efter sandhed vil lede til usikkerhed, som måske er den højeste form for visdom, vi kan stræbe efter”.
Ole Dalgaard er imidlertid også den, der har lagt ord og stemmer til de tigerhistorier, som kan findes på QR-koder rundt om i Juelsminde, hvor han bor. Her står 25 pullerter med tigre, som hans ægtefælle, illustratoren Dorte Karrebæk, har malet på strandens sten og dermed givet anledning til tigerjagt i byen.
Virkeligheden er mangfoldig og på mange måder uhåndgribelig. For at understrege dette er det pirrende, at de nævnte værker angiveligt er skabt af OscarK, som ifølge Ole Dalgaards hjemmeside afgår ved døden den 14. juni 2014.
Jesper Wung-Sung beriger os med endnu en genoplivning af HCAs person
I 1822 udkom bogen Ungdoms-Forsøg af William Christian Walter. Bag forfatternavnet gemte sig den dengang mis- og ukendte Hans Christian Andersen, som havde konstrueret navet med henvisning til idolerne Shakespeare og Scott og med eget mellemnavn klemt ind.
Denne titel har Jesper Wung-Sung med vanlig sans for det velvalgte anvendt på romanen, der følger op på Hans Christian, der i jeg-form fortæller om H.C. Andersens barndom. Beretningen om hans ungdom fortælles logisk nok fortsat med Hans Christian som fortæller; logisk fordi den kraftpræstation, det var at leve sig ind i den krøllede barnesjæl, har alle forudsætninger for nysgerrigt at se nærmere på, hvordan drengen vil udvikle sig. Og det kommer der en roman ud af, som er lige så vellykket som forgængeren, vil jeg mene efter anden gennemlæsning.
Ved den første læsning fandt jeg indledningen en kende anstrengt med anvendelse af lidt for mange sært konstruerede ord. Men efter en ny læsning forekom ordene ganske andersenske; et ændret syn, som måske beroede på, at jeg havde læst andre romaner mellem Hans Christian og Ungdomsforsøg. Jeg var ganske enkelt gledet ud af Jesper Wung-Sungs indlevelsesunivers, som ellers havde bjergtaget mig i Hans Christian.
Jesper Wung-Sung formår at give et troværdigt og dragende indblik i den drivkraft og den sårbarhed, som denne unge mand udvikler sig til at være i besiddelse af. Det forunderlige ved H.C. Andersens person er, at den har et ben i såvel virkelighedens som fantasiens verden; ja, mere end det: Han er mangebenet, idet han også har ben plantet på hver side af skellene mellem angst og mod, mellem følelsen af utilstrækkelighed og storhedstro, mellem blufærdighed og nysgerrighed, mellem generthed og grænseoverskridende adfærd, mellem erotik og skræmthed og mellem kærlighed og kunstens kald. I det ene kapitel efter det andet blotlægger bogens jeg springende, hudløst og naivt alle disse i væremåde og tanker i kampen for at få foden indenfor i teaterverdenen som danser, som sanger, som skuespiller og endelig som forfatter. Vejen må gå fra afslag på afslag via skolegang, dog betalt af kongen, og gryende digtning til en stormende, men umulig forelskelse i Riborg. Her slutter ungdomsforsøgene på en måde, der antyder, at flere bind vil se dagens lys.
Og det er en glæde, for Jesper Wung-Sung har placeret sig så indsigtsfuldt i H.C. Andersens modsætningsfyldte tænke- og væremåde, at science fiction-forfattere kan gå hjem og vugge, når de spekulerer på at genoplive dinosaurer af fundne gener, eller når kvantefysikere forudser, at de på et tidspunkt vil kunne give Søren A. Kierkegaard ny gang på jorden ud fra få levninger. Det lykkes nemlig Jesper Wung-Sung her og nu at give vores store digter et liv, som ikke blot gør ham stor i sin tid, men i al tid – altså også i vores nutid, hvor mange, der surfer på sociale medier, kan få sat både spørgsmåls- og udråbstegn ved deres angst for ikke at få det hele med.
Og til dem, der ikke er net-surfere, kan der måske være en sport i at gå på opdagelse i de mange eventyrreferencer, som Jesper Wung-Sung anvender som pejlemærker i jeg’ets tanker, som om frøene til nogle af eventyrene, romanerne og operaerne bliver sået lige her.
Det er den type digterisk frihed, der virkelig får det hele til at virke troværdigt.
Udsnit af forsiden på Jesper Wung-Sungs Ungdomsforsøg, der er en selvstændig fortsættelse af Hans Christian. Ill. John Kenn Mortensen
H.C. Andersen-Samfundet i København uddeler hvert andet år en pris og en smuk medalje i sølv til en, der gennem kunstnerisk virksomhed eller forskning har bidraget på anerkendelsesværdig vis til at vedligeholde interessen for og udbrede kendskabet til den vel nok mest originale og største digter, vi har oplevet i Danmark.
I 2025 er valget naturligt nok faldet på forfatter Jesper Wung-Sung, som i romanen Hans Christian (Politikens Forlag) lader os følge den odenseanske dreng gennem barndomsårene – vel at mærke fortalt i første person. Den præstation, som en sådan troværdig indlevelse er udtryk for, berettiger i sig selv til en stor medalje. Men sideløbende med den udkom en livsskildring med 100 nedslag i H.C. Andersens liv beskrevet levende og originalt ud fra 100 billeder. H.C. Andersen i billeder (Gyldendal) er bogens titel.
Endelig udkom i samme periode billedbogen Edderkoppen (Forlaget Fugl), der er inspireret af et H.C. Andersen-digt med samme titel; et digt som Jesper Wung-Sung stødte på under sin research, hvor H.C. Andersen var blevet inspireret til sit digt under et ophold i Goslar.
Jesper Wung-Sung får overrakt prisen og medaljen efter H.C. Andersen-Samfundets generalforsamling, som finder sted den 1. april 2025 på Biblioteket, Danasvej 30, Frederiksberg.
Og for at understrege at pris og medalje falder på rette sted, så udkommer den selvstændige fortsættelse af Hans Christian den 28. marts, altså en håndfuld dage før prisoverrækkelsen. Ungdomsforsøg (Politikens Forlag) er dens titel.
I en ny bog benytter hun et litterært greb, der binder historie og nutid sammen
Jens Raahauge
Jens Raahauge
For et par uger siden udkom Dansklærerforeningens seneste bogpakke med flere end 30 titler. Et par af dem har jeg bidt særligt mærke i – eller rettere de har bidt et mærke i mig. Den ene af dem vil jeg omtale i denne blog, fordi den er noget helt specielt i dagens børnelitteratur. I Dansklærerforeningens folkeskolesektion arbejder vi på at fastholde et fokus på det dannelsesorienterede danskfag og dets kerneområder. Det er en hovedopgave at sikre og skabe rum for det danskfag, vi alle brænder så meget for. Det gør vi gennem åbenhed og samtale. Vi tror på, at det er det, der skal til for at sikre et spændende danskfag sammen med grundskolens dansklærere. Dét at være en del af fællesskabet i Dansklærerforeningen har en værdi for den enkelte lærer. Dansklærerforeningen har fortsat en stærk stemme i den fagpolitiske og i den uddannelsespolitiske debat, hvilket kommer danskfaget og dansklærerne ude på skolerne til gode. Læs med her på siden og giv din mening til kende.
Det er Cecilie Eken, der har forfattet en historie om englændernes fejlbombardement af Den franske Skole i København; målet var Gestapos hovedkvarter i Shell-huset. Og bogen er illustreret af Els Cools, som formår at matche og udvide en tekst af litterært kvalitet.
Bogen fører os nok tilbage i den historiske tragedie, men sætter læseren på et andet spor samtidigt. Ved bogens begyndelse fanger en syrisk skolepiges blik gennem en busrude i et glimt en pige, der er dækket af gråt støv. Da hun kommer tilbage fra en ekskursion, er pigen væk. Senere ser hun et gråt monument med en søster, der breder sine arme ud over to børn.
Og nu tager historien fart: Vi hører om to søskende, der er på den franske skole i 1945. Parallelt hermed hører vi om livet i syriske Monas hjem, hvor livet er præget af oplevelserne i den krig, de er flygtet fra. De to spor løber sammen, da Mona møder en gammel dame, Gerda, som blev gravet fri af murbrokkerne efter bombardementet i 1945, mens hendes søster omkommer.
De to, Gerda og Mona, finder sammen som følge af det skæbnefællesskab, som krige har påført dem. Og det må vi sætte ord på, for som Gerda siger: “Børn glemmer ikke, selvom man ikke taler om det” – men fortællingen skal ikke forceres: “Det kan være du har lyst til at komme og besøge mig en anden dag:”
Gerdas – og Cecilie Ekens – pointe er, at børn er de stærkeste. Og derfor er bogens titel De stærkeste. Dette understreger Cecilie Eken i en epilog, som jeg godt kunne være foruden, for det fremgår af historien; ikke mindst som følge af det litterære greb med de to parallelhistorier, som giver læseren et indblik i rædslerne under bombardementet i 1945, men som i sammen moment minder om, at der er børn i dagens skole, som bærer rundt på lignende erfaringer, og som lever med forældre, der er traumatiserede.
Bogen er fortalt som et langdigt. Denne hybrid mellem prosa og poesi giver beretningen en særlig nerve, fordi den kun fungerer, når forfatteren som Cecilie Eken er fortrolig med sprogets bærekraft. Dertil kommer, at nogle elever, som ikke just er lystlæsere, opdager, at man kan boltre sig i de korte sætningers univers.
Til bogen har Katja Gottlieb udarbejdet et arbejdsmateriale, som dels fører undervisningen ind i bogen, og dels fører bogen ud i den sanselige virkelighed, fx ved at gå på monument- og skulpturjagt i skolens lokalområde for at finde historierne bag.
Dette er en væsentlig bog om begivenheder, der udfolder sig hver eneste dag i Mellemøsten, i Ukraine og i de mange lande rundt om i verden, som ikke når danske medier. Efter at have læst bogen kan jeg ikke åbne en avis eller se en nyhedsudsendelse uden at tænke på den: vores håb må være, at børn er de stærkeste.
Måske er det også en idé at læse ukrainske Min tvungne skoleferie, der har tekst på både dansk og ukrainsk, og smukke illustrationer. Den er anmeldt af Bodil Christensen på Bogbotten
Undervisningsforløbet til De stærkeste kan downloades her.
Forleden sad jeg i et radiostudie sammen med Georg Metz for at samtale om fagbøger; det var til den2radios Ronkedorerne. Den udsendelse skal jeg nok omtale senere, når…
I disse tider, hvor en del forfattere tager markante faderopgør, er det velgørende at…
Udforsk inspirerende historier og ekspertindsigter.
Denne sektion fremhæver formålet med bloggen, ved at tilbyde engagerende historier, ekspertudtalelser og værdifulde indsigter, som læserne kan lære og vokse af.
