På denne uges sendeflade bringer www.den2radio.dk blandt andre fine udsendelser en genudsendelse af en samtale, som jeg har haft med den unge forfatter Sofie Riis Endahl. Den er 5½ år gammel og fandt sted i forbindelse med hendes chatroman “Undskyld, men jeg har ingen andre steder at gå hen”.
Når jeg inviterede Sofie til en samtale, skyldtes det især to oplevelser, jeg havde haft som læser af bogen.
Den var den første chatroman, jeg havde læst: alt formet som denne særlige hybrid mellem mundtlighed og skriflighed, hvor det smidige talesprog bliver holdt fast, og hvor det bundne skriftsprog får flygtighedens karakter på en fastholdt måde.
For det andet gik det sent under læsningen op for mig, hvad der var det helt særlige ved chatten: det er ikke dem, der deltager, men dem, der bliver smidt af tråden, men de øvrige chatter. Her bliver det åbenbart, hvordan man i en digital verden kan gøre andre ensomme.
Nu har jeg genlæst bogen, og den holder.
Da den udkom, fremhævede Sofie, at den var tilegnet de unge, som er anbragte; de, som mister deres “familie” den dag, de fylder 18 år. Som et udslag af denne tilegnelse fik alle anbragte unge bogen tildelt som e-bog.
Den har for mig, der ikke er chat-fortrolig, været en øjenåbner – både sprogligt og genremæssigt. Så endnu en gang tak til Sofie for at åbne for en mig ukendt verden.
For en uges tid siden udkom årets første nummer af DANSK, medlemsbladet for Dansklærerforeningens grundskolelærere. Heri havde jeg en artikel, som har fået titlen “Vær belæst”, som er en opfordring til dansklærerne om at få øjnene på gled, så de bliver troværdige rollemodeller for de elever, som får at vide, at de skal læse.
Det var den tidligere formand for Læsepædagogerne, som i en kommentar til børns og unges nedadgående læsekurver konstaterede, at alle voksne siger, at børnene skal læse, men ganske få børn griber en voksne i at sidde med en bog – eller for dens sags skyld en avis.
Som en udløber af artiklen har jeg talt med flere om det glædelige i, at vores undervisningsminister har relanceret SKOLEBIBLIOTEKET. Men i flere af samtalerne har flere peget på, at den store forandring ikke sker ved, at en minister agerer omdøber; der skal handling bag ordene. Ikke nok med at der skal anskaffes læsestof, bøger, men også uddannes og ansættes formidlere.
Andetsteds i DANSK #1 2026 refererer jeg til en bacheloropgave, som er skrevet af Emilie Lykke Nielsen. “Fra udlånsmaskine til læseløfter” betitler hun sin besvarelse, som udspringer af en undren over, at det pædagogiske læringscenter eller nu skolebiblioteket lever et så anonymt liv på skolerne. Hendes registreringer er i øvrigt et tegn på værdien af de friske blikke, som lærerstuderende i praktik kaster på skolen, og som formidles af lærerprofession.dk.
Forleden hørte jeg om en pensioneret skolebibliotekar, der besøgte sin tidligere skole og kunne registrere, at de velassorterede bibliotek, hun gennem årene havde opbygget, nu var reduceret til et bogskab.
Så kære undervisningsminister. Ord kan skabe virkelighed, hvis de følges op af handling. Ord kan skjule virkeligheden, hvis de smøres ud som glasur over laden stå til.
Udsnit af Kristian Eskild Jensens forsideillsration på “Ottoseen”
Mens vi venter på Jesper Wung-Sungs næste store roman, der er inspireret af Martin A. Hansens “Løgneren”, er der blevet luft i skrivemanien og -magien til at give os en fin lille, rigt illustreret fortælling, “Ottoseen”.
Som titlen signalerer er inspirationen hentet fra Homers “Odysseen”, fordi den handler om Ottos daglige tur i virkeligheden fra den ene udfordring til den anden, hvor han savner Odysseus styrke. Den finder han på nettet hos influenceren Victor, der lykkes med alt her i tilværelsen. De eneste Otto regerer over er en flok vandrende pinde.
Otto, der lyver sig stor og stærk og succesfuld, kontakter Victor og får en aftale om, at de skal mødes. Her falder maskerne, og Jesper Wung-Sungs bog er en afdækning af de sociale mediers snydepelseagtige selvpromovering og en ømhed i forhold til hverdagen. Derfor er bogen sund læsning midt i en trivselsdebat.
Men den er også vedkommende i en litteraturdebat, for nok er H.C. Andersen, Vilhelm Hammershøi og nu om lidt Martin A. Hansen inspirationerne til hans nyeste romaner, men tydelige spor af de klassiske forfattere er også afsat i mange af hans bøger, der henvender sig til børn og unge. Kig efter i hans fine bog om “Læsehunden”. Og se selv, hvor ofte han optræder i seneste nummer af Klods Hans, tidsskriftet fra IBBY, der denne gang har temaet “Genfortællinger”.
Jesper Wung-Sungs markering af inspirationskilderne til hans bøger rummer for mig at se en markering af, hvordan den ældre litteratur bliver gangbar i grundskolen. Stop obligatoriske kanonlister, der kaster eleverne ud i litterære ørkenvandringer, og giv dem i stedet veje til litterære oaser via ny børne- og ungdomslitteratur, der af forfatterne eller af belæste formidlere inddrager det, den aktuelle litteratur står på skuldrene af.
Teddy Kristiansens illustration fra “Ungerne fra Strandholt”
Foranlediget af Cecilie Ekens vellykede greb i “Søren fra Sønderslev” (forlaget Tallulah), hvori hun lader Søren, der er flyttet fra byen til landet, opleve, hvad det vil sige at være fritgående barn uden voksenovervågning, og hvor hun som fortæller bryder handlingen af for at fortælle om forskellen på nu og tiden fra cirka 60 år siden, har jeg tænkt over, hvor børn – sammen med voksne – har godt af at høre om ‘gamle dage’.
For år tilbage kunne man i Gary Larsons album “Langt ude” (vistnok Gyldendal) se en tegning, hvor far, datter, søn og hund sidder of stirrer ind i en bar, hvid væg. Titlen på billedet er “Før fjernsynets opfindelse”. Og ja, det fanger på kornet den undren, som mange børn og unge har over, hvordan man kunne have et liv uden mobil, internet osv. De, der er vokset op med prognosen som rettesnor for udviklingen, må også se historien som en bagudrettet prognose.
Derfor skal børn og unge læse om gamle dage, så de får syn for, at prognosen er en raffineret løgn, fordi udvikling sker i hop og spring. Ingen havde forudset opdagelsen af antibiotika, af Murens fald og af antallet af topfolk i Epstein-filerne – eller i internettets indvirkning på børn og voksne og på uligheden i verden. Men måske kan man finde mønstre, der karakteriserer vores samvær. Lige nu taler vi om alt det børn udsættes for på sociale medier, men læs om gamle dage og se, hvad børn udsatte sig for, når de legede frit uden voksenopsyn. Cecilei Eken kan sætte os på sporet.
I den børnelitteratur, som efter min opfattelse stærkest kombinerer litterær kvalitet med en konkret periode, 1950erne, er OscarK og Teddy Kristiansens 3 bind børneromaner “Ungerne fra Strandholt” (Dansklærerforeningen 2023), hvor vi kan læse om et børneliv uden tidsfornemmelser og et ungdomsliv, hvor man får et ur i konfirmationsgave. En tid, hvor børn og unge går i skole og har fritid sammen med kammerater fra vidt forskellige sociale lag. En tid, hvor børn og unge må tage del i de voksnes arbejde, men er mere optaget af egne end af voksnes gøren og laden.
Som supplement til denne serie kan man med udbytte læse Thorkild Thejsens barndomserindringer, “Er det dig, der har kastet op på mine roser?” (Fjordager 2025). Velkommen til en vestjysk landsby med frihed og omsorg, med alskens forretninger og med overraskende tilgange til opdragelse.
Giv børn og unge lidt fremtidstro og tro på mulighederne for at handle ved at vise dem andre måder at være børn og unge på. Skrot prognoserne og ret undervisningens blik på menneskelivet, som man lettest får øje for, når man får en nær fortid at holde nutiden op imod.
Forleden blev et nyt forlag født. Tallulah er vokset ud af asken efter Gutkinds affyrede børnebogsafdeling. Og det er dansk børnelitteratur, der skal fokuseres og satses på. Dette er interessant for dansk børnelitteratur i almindelighed og for tidens undervisere og formidlere i særdeleshed nu, hvor bogen som medium bliver forsøgt relanceret i undervisning og børnekultur.
Rebecca Bach-Lauritsen har begået en meget personlig poetik om at skrive for børn. “Når jeg bliver lille igen” er titlen, og hold da op, hvor hun er ved sine metaforers fulde fem. Man får sat ordbilleder på det, der ikke findes ord for, og det gør en til en bedre læser og formidler, tror jeg.
Samme Rebecca Bach-Lauritsen lægger ord til “Kitte Kitte”, som er en værdig efterkommer af Egon Mathiesens kanoniske “Mis med de blå øjne”. Her møder vi en kat, der leder – ikke efter landet med de mange mus – men efter sig selv. Tilgangen er eventyrlig som i Louis Jensen og Hanne Vibeke Jensens “Hør her stær”, men det, der virkelig smyger sig eventyrligt ind i ens øjne, er samspillet mellem ordne og Charlottes Pardis kat; den der også er blevet forlagets logo. Katten bevæger sig rundt i de ledige pladser mellem tekstens ord, og ordene får katten til at spinde. Hvis der er retfærdighed til, sidder vi her med en nyfødt klassiker.
De næste bog i kuldet er Cecilie Ekens “Søren fra Sønderslev”. Det er en rigtig drengerøvsroman, ville jeg skrive. Men Søren har en ven fra byen, Siggi, som er en pige, der er rødstrømpe. Så jeg må korrigere: det er en personrøvsroman. Der er fuld fart over de begivenheder, som Søren og vennerne får til at opstå. Søren er fra byen, men familien er flyttet på landet, hvor han bliver kammerat med et par landbodrenge. Man få mindelser om Astrid Lindgrens tese om, at ens barndom skal være lidt livsfarlig for at føre til livsmod. Handlingen udspiller sig i “gamle dage”, og Cecilie Eken forklarer flere steder forskellene på dengang og nu. en teknik som ofte tager luften ud af handlingens drive, men ikke her. Hendes suveræne sprog- og fortællebeherskelse overvinder dette benspænd. Ja, faktisk bliver bogen både fængslende og oplysende. Denne dobbelte formåen understreges af illustrationerne af Peter Heydenreich, som leverer gamle dage i nutidig dynamikstreg.
Men der er også en herre i kuldkurven: Lars Daneskov. Han bidrager med “Der var engang et eventyr”. Og her er et tempo og en skævhed, der vækker mindelser om Rune Kiddes rablende (på den gode måde) skriverier. Men Lars Daneskov letter foden lidt på speederen, selv om han sine steder er på speed. Der er et væld af referencer til kendte eventyr. Men kender børnene dem? Hvis ikke, så er der her god anledning til at rette op på uvidenheden. Og denne øvelse er ikke mindre påtrængende, når blikket falder på de mange referencer til talemåder, som giver morskaben et ekstra krydderi, men måske mest for voksenlæseren. Her er der stof at hente i nogle af de små bøger om faste vendinger, som Den danske Sprogkreds har udgivet.
Til alle bøgerne i kuldet er der udgivet “Læs og tal sammen”-hæfter. De signalere oplagt undervisning, men forældre, der mener det alvorligt, at deres børn skal læse, får her en håndsrækning til at give deres ord troværsighed.
Charlotte Pardis kat, som er logo for det nye forlag.
I går overværede jeg en fødsel. Ud af den børnebogsafdeling, som Gutkind for 9 måneder opgav, udsprang børnebogsforlaget Tallulah. Og det blev fejret med en reception, sådan lidt a la Holbergs barselstue, bortset fra at ophavskvinden Tine Flyvholm var oppegående og aktiv.
I sin velkomsttale understregede hun, at forlaget Tallulah er en holdsport, men hun blev dog i det humanistiske sprog, da hun skulle omtale de første udgivelser. Hun kaldte dem ikke for ‘vores katalog’. Hun kaldte dem ikke ‘vores første produktion’. Hun kaldte dem ikke ‘vores første udgivelser’. Nej, hun omtalte dem, som ‘vores første kuld’. Heri ligger en omsorg og en veneration, der til fulde matcher forlaget logo – en sort kat, Kitte Kitte, der undersøger verden, og ser ud, som om den er i familie med “Mis med den blå øjne”.
Forlaget vil koncentrere sig om at udgive dansk børnelitteratur. Og derfor er det vel ikke et tilfælde, at første kuld består af tre børnebøger og en art børnebogspoetik af Rebecca Bach-lauritsen. “Når jeg bliver lille igen” er titlen.
For år tilbage læste jeg “Selv om du er så voksen og klog bør du læse en børnebog” af Katherine Rundell (Jensen&Dalgaard 2021). Den fik mig til at blive findist, til at søge ind i børnebøger, der gav mig indsigt i barndommen. Nu, efter at have læst Rebecca Bach-Lauritsens bog, ved jeg, ikke alene, at man som voksen bør læse børneboger, men også hvorfor.
I bogen læser jeg et essay om de sprogsansninger, som trækker tråde til barndom og andre urtider, som giver næring til sprog på det ordløse; akkurat som det er alle børn forundt at erobre verden. “Når jeg bliver lille igen” er essayets titel. En bekendelse i fire afsnit, “Mit arbejde”, beretter om det “noget, der skal skrives”. Her er en beskrivelse af skrivenødvendigheden, som fanger de celler, sprogskindet er gjort af.
I bogens tredje afsnit beskæftiger Rebecca Bach-Lauritsen sig med litteratur og sociale medier. “En rolig linje” kalder hun det, og er herligt overgivende til den store verden, som sociale medier tilbyder, men sætter så trumf på digtets (Bogens) styrke: Den starter et sted, og den slutter et sted. Det er da befriende!
I fjerde afsnit, “Tis, trods og turkise termostøvler”, erindrer hun barndom og lover at os sandheden, når hun digter og finder på. “Dødløft” hedder opfølgeren, som beskriver læsning som fitnesscentrets dødløft, hvor forfatterens ord er stangen, mens resten er op til det barn, der skal læse teksten. Derfor skal der være noget at komme efter, som “igler, der bider sig fast i låret”.
Endelig bekender Rebecca Bach-Lauritsen i “Hvor skriver jeg fra, når jeg skriver til børn”, at hun skriver “fra et sted med flere spørgsmål end svar”, “fra barnet til barnet”, “fra mørket”, “med lys”, “fra et sted lige under huden”, “fra sproget”, “fra grænsen” og “fra friheden” – alt sammen stillet op som afrundingen af en prosasonet.
Det er en overvældende lille bog, der skaber metaforer, som sætter ord på det ordløse, som giver læseren mod på at finde de vibrationer mellem linjerne i børnelitteraturen, som masserer ens verden.
Udsnit af forsiden på Anja Hitz’ ungdomsroman “Den dag vi var helte” (abc forlag 2025)
Der er gang i salget af papirbøger, hvis man da skal tro på de mange meldinger, der er fulgt i kølvandet på kulturministerens bogstøtte. Og det er fint, at der bliver købt klasse- og gruppesæt ind til dansktimerne. Men lige så vigtigt er det, at der kommer bøger på reolskelettet på det, der nu atter bærer navnet ‘skolebiblioteket’. Det er herfra et belæst personale kan stimulere læsningen og læselysten ved at have en mangfoldighed af titler til mangfoldigheden af læsere.
Som et udspring af den opfattelse har jeg vendt blikket på en række mindre forlag, der ofte har blik for andre titler end de store mainstream-udgivere
Jeg er lige faldet over et par nye titler fra ‘abc forlag’, som ofte har overrasket med en sikker sans for kvalitet. Det har således været påfaldende så ofte en vinder af Nordisk Råds Børne- og Ungdomsbogspris er blevet udgivet her – før prisen var besluttet.
Blandt de seneste ungdomsbøger herfra er jeg blevet grebet af Anja Hitz’ ungdomsroman ‘den dag vi var helte’ om en pubertetsdreng, hvis far dør, og hvis verden derfor krakelerer. Han kan ikke tage imod kærlighed fra hverken farmoren eller en jævnaldrende pige, men bliver besat af en færden på sociale medier – lige frem til dette får uforudsete og voldsomme konsekvenser. Han får brug for en ny begyndelse, hvilket bliver muligt som følge af farmorens og venindens kærlighed og en dåsering. Han begynder på efterskole.
Anja Hitz skriver i et let, men aldrig overfladisk sprog, og hun kan komponere en historie, så det ene kapitel fordrer det næste. Faktisk er hun i stand til at spille på sproget, så selv en bedaget læser bliver opslugt af handlingen, må slå op for at lære nye ord at kende og af og til må bekæmpe en snigende grådlabilitet. Dertil kommer, at hun rammer markante temaer i tiden: tab, kærlighed, sociale medier, skolevægring og meget mere.
Her er undervisningsstof til mange lektioner – og titler, der kan perspektivere står i kø, som fx Jesper Wung-Sungs ‘ Det år sjæle slår smut’, en anden ny begyndelsesbog fra ‘abc forlag’ Daniel Zimakoffs ‘Papbrødre’, som også beskæftiger sig med det, der er værre end skilsmisse: sammenbragte børn, og norske Iben Akerlies ‘Nils non grata’, om at starte i ny klasse for ottende gang.
Nåe jeg nævner flere titler, så er det for at pege på det oplagte, for nu at bruge et Jesper Wung-Sung-citat: at lade den ene bog tænde den næste, at skabe lystne kædelæsere.
Kig mod de små forlag, hvor det spirer. Derfor må jeg også lige nævne Dansklærerforeningens serie ‘LÆSBAR’, hvor hver titel er letlæst og er blevet til i sambejde mellem forfatteren og en ung læser,
Her i weekenden var jeg til børnefødselsdag hos en familie, der har en opslagstavle i stuen, hvor børnenes frembringelser fra børnehave og skole kommer til deres ret, hvis de altså er præget af den umage, der giver dem adkomst til at pryde væggen.
Her faldt jeg over et forfatterskab, der kan åbnes. På forsiden står ‘Ole Lund Kirkegaard’, og et par ting fra hans univers står malet på døren, bl.a. hans pibe (der har facineret pigen i 2. klasse, som var hun FOX News-journalist, der havde mødt Lars Løkke).
Når man åbner skabet, finder man et vue over udpluk af forfatterens biografi og en bibliografi, skrevet i fin håndskrift, mensb der er en tegning af Orla Frøsnapper og et folde-ud-billede af næsehornet Otto, der træder ud fra væggen. Og endelig er der en slikpose med ‘ordgodter’.
Se, dette skab emmer af god undervisning. Her er billeder af to centrale titler, som klassen har hørt, men også en biografi, for “så kan vi låne dem på biblioteket og læse videre”. Der er en skelnen mellem plakaten af Orla og folde ud-billedet af Otto, som jo er en tegning, der bliver levende. Her er tegn på, at håndskriften har plads i de daglige rutiner. Og endelig er der slikposen, som signalerer, at nogle ord ligger godt i munden og smager helt særligt.
Hvor er det herligt, at fagligheden finder vej til familiers stuer! I min optik er dette et væsentligere bidrag til skole/hjem-samarbejde end tasteadfærd på AULA.
Måske har dansklæreren i 2. klasse set det vidunderlige ‘forfatterskab’, som Katja Gottlieb producerede som en introduktion til Jesper Wung-Sungs forfatterskab. Jeg har just genfundet det på Bausagerbooks facebookside fra 9. september 2019. Katja Gottlieb lancerede ideen i Dansklærerforeningen og ved nogle af de kurser, hun afviklede om forfatteren. Siden ved jeg, at en del danskfagudvalg tog ideen op.
Hvor er det værdifuldt at se, at direkte eller indirekte inspirationer kan forplante sig til begejstring i eleverne.
Udsnit af forside på bogen “H.C. Andersen ved skrivebordet”
For det akademisk utrænede øje kan det udfordre at kaste sig over en udgivelse som ”H.C. Andersen ved skrivebordet” (Nord Academic 2025), hvori forskere giver et indblik i forskningen af digterens manuskripter og deres vej frem til udgivelser. Men hold da op, hvor har det været berigende at tage udfordringen op og holde ved: Andersens storhed vokser for hvert kapitel.
Professor Johnny Kondrup indleder med et kapitel om skrivestrategier og skelner mellem dem, der har hele historien i hovedet før skrivning, og dem, der skriver og retter og skriver. Vi kommer rundt om skriveprocessen ved bl.a. at se på Kierkegaard, Grundtvig og Ingemann. Med et forstår man, hvor tåbeligt det var at kræve udarbejdelse af disposition af alle.
Seniorforsker Ejnar S. Askgaard giver indblik i Andersens optegnelser i kladdehæfter og på løse blade. Lad det være en inspiration til at give elever ideen til at samle på særlige ord, vendinger og citater til senere brug på papir eller digitalt.
Seniorforsker Finn Gredal Jensen beskriver arbejdet med at klassificere manuskripterne og fører læseren ind i en forskning, hvor blæktyper og vandmærker spiller en rolle.
Endnu vildere bliver det, når fotograf Maja T. Ronnell og konservator Birgit V. Hansen bruger ny billedteknologi til at trænge ind i skrift, der ellers er ulæselig pga. tidens nedbrydning af blæk og papir. Jeg spekulerer på, hvordan man sikrer bevarelsen af nutidens digitale materialer.
Lektor Ane Grum-Schwensen beskriver H.C. Andersens skiftende arbejdsformer og hans digteriske særkender. Dette kapitel har for mig været det lettest tilgængelige, fordi Grum-Schwensen sprogligt er en unik formidler. Derfor vil jeg foreslå læsere, der ikke er vant til akademiske skrifter, at starte her for at få mod på hele bogen og dermed de mange aspekter af Andersen-forskningen.
Historiker Holger Berg tager os med helt ind i trykkeriet og i Andersens samarbejde med de ansatte hos trykkeren, hvor han i øvrigt var venlig over for alle, høj som lav. Det er fin læsning om en rasende produktiv forfatters følgen manuskripterne til tryks med rettelser og tilføjelser frem til sidste øjeblik.
Denne første halvdel af bogen giver et fascinerende indtryk af den H.C. Andersen-forskning, der udfoldes her i landet. For mig giver det både et mere nuanceret syn på Andersen og nogle oplagte inspirationer til at berige folkeskoleelever med Andersens tilgange – til aktiv efterfølgelse, ikke for at ville gøre dem til digtere, men for at styrke deres sproglige bevidsthed og fortælleglæde.
I bogens anden del analyserer fem Andersen-kendere, Kathrine Vig Nielsen, Jacob Bøggild, Frederike Felcht, Josefine Hilfling og Helena Brezinovà tilblivelsen af syv eventyr/historier med skyldig hensyntagen til den forskning, som er beskrevet her i bogen.
Fordi jeg har overværet flere end 100 elevoplæsninger af ”Sneglen og rosenhækken”, har jeg her især hæftet mig ved de bearbejdelser, Andersen har foretaget. Og for mig tyder elevernes forskelligartede tolkninger på, at nogle tidlige tanker forbliver aktive i den endelige tekst. Måske er det min efterrationalisering, men vel ikke helt skæv.
Tak for formidling af en forskning, der gør Andersen større og dermed beriger os alle.
Hanne Kvist takker Det Danske Akademi for Silas-prisen
Så kom Det Danske Akademis taler på nettet; sekretær Dan Ringgaards og den fem prismotiveringer. Og her er inspiration at hente – til biblioteks- og boghandlerbesøg og til undervisning.
Sekretærens tale har ud over formalia interessante overvejelser omkring akademiets formål, “at virke for dansk ånd og sprog”, når dansk litteratur både historisk og nutidigt ofte skrives på andre sprog end dansk. Han sætter problematikken i relief ved at berette om Dantes skelnen imellem folkesprog og det lærde (latin).
Anne-Marie Mai motiverede Mikael Josephsens modtagelse af Beatrix-prisen ved at betone “den mavepuster af indblik i liv”, han beriger læseren med i sine skildringer og digtninger om mennesker på kanten. Hun citerer bl.a. en læge for at gøre opmærksom på, at “det ikke er symptomer, der ligger i sygesengen, men et menneske med en historie”.
Ursula Andkjær Olsen satte ord på begrundelse for tildelingen af Michael Strunge-prisen til Nath Krause, og opholdt sig ved vanskeligheden ved at fastholde og zoome ind i hans dobbeltbundne vorker, hvor læsningen giver dobbelt svimmelhed.
Mette Mostrup spillede Otto Gelsteds Mindelegat i hænderne på Amalie Smith for hendes vidensbegær og skabermagi, som også handler om at leve i klimakrisernes tid. Hun veksler mellem materiale og poesi, som når hun peger på, at ‘materiale’ er afledt af latin ‘mater’, som betyder ‘mor’.
Harald Voetmann slog med elegante, verbale ordhug fast, at Annette Lassens arbejde med de islandske sagaer helt oplagt skulle have Selskabets pris. Hun har udvirket, at en skare af nyoversættere har leveret et ensartet præg og perspektiveret med egne ledsagebøger. Hun placerer sagaerne i den europæiske verdenslitteratur med reference til sagaskrivernes kendskab til samtidens europæiske digtning.
Endelig navigerede Jesper Wung-Sung elegant Silas-prisen i hænderne på Hanne Kvist ved at fremhæve, at man aldrig vidste, hvad hendes næste værk ville bringe med sig: Hun genopfinder kunsten at skrive børnebøger hver gang – og lod hende referere til H.C. Andersen og Ole Lund Kirkegaard.
Denne talestrøm tændte lys i min læselyst. Jeg havde kun læst Hanne Kvist i forvejen, men fik omkring hende nye impulser til indsigt og formidling. På biblioteket fandt jeg de øvrige, undtagen Nath Krause, som jeg er på jagt efter. Men hvor er det berigende læsning. Og jo, De islandske Sagaer kendte jeg da også, men føres igennem dem med helt nyt blik. Men her er altså forfattere, jeg vil følge.
Hvor er det berigende at høre mennesker, der er belæste end en selv, anbefale bøger og forfatterskaber, man ikke vidste, man har brug for. Det er en attitude, man gerne ydmygt må tillægge sig, når man er underviser og formidler.
Læs disse berigende motiveringer i deres helhed: https://www.danskeakademi.dk/
