Så er der atter gået to år – og hverandensårsbegivenheden Litterært Folkemøde i Skørping slog i weekenden dørene op til et fornemt program på Kulturstationen i Skørping. Det er Herman Bang-Selskabet, der har lagt kræfter i at få det imponerende program lagt til rette. Længe leve frivillinghedens Danmark!!!
Skørping er en forunder lig by at komme til, ikke mindst når man har deltaget i en af Herman bang-Selskabets byvandringer. Her er stationen med vandtårnet, hvor Bang fik øje på en bleg og sørgmodig kvinde, der blev inspirationen til Katinka i “Ved vejen”. Længere fremme lå fotograf Ingeborg Hansens atelier, hvor så mange portrætter er blevet til. Hun holdt til i Bakkehuset, som nu ganske skandaløst har måttet lade livet for nyopførelsen af et parcelhus; Rebild Kommune passer dårligt på deres kulturarv! Længere væk ligger enkeskovriderinde fru Skovs sommerpensionat, hvor Herman Bang indlogerede sig på et lille gavlværelse, mens han gjorde romanen “Ludvigsbakke” færdig.
Men byer er også præget af frivillige bogelskere, der sammen sørger for, at det er værd at aflægge antikvariatet “Bogby 9520” en visit. De har mange bøger til en billig penge, og det er nemt at finde bøgerne, fordi der er system i sagerne. Og bemandingen af frivillige er vidende rådgivere. “Bogby 9520” ligger tæt ved Kulturstationen; lige rundt om hjørnet og over torvet, så er man fremme. Da jeg slog et smut derover, havde de just fået nogle kasser med bøger, vistnok fra et dødsbo. Bøgerne blev sorteret. Halvdelen røg i genbrugsstationens genbrugscontainer. Men den anden halvdel kom på reolerne, fordi her ville være berigelse at hente for læsende borgere. Tænk, om alle byer havde en praksis, der lod kasserede bøger få en tur gennem hænderne på frivillige bogelskere, som kunne lade dem give nyt lys i øjnene på læsere, og så kun den ubrugelige halvdel røg til forbrænding!
På vejen fra Kulturstationen til antikvariatet løb jeg ind i en mindeplade, som stod ud for torvets blomsterbutik. Den stod placeret så lavt, at man var nødt til at bukke sig for at læse teksten: “MINDEPLADE. HER PÅ DETTE STED DEN 18. FEBRUAR 1892 SKETE DER ALDELES OG OVERHOVEDET INGENTING”. Da jeg havde fået styr på min egen overraskelse og velgørende latter over dette minde i en by, hvor vi var så mange samlet for at dyrke afdøde forfattere, satte jeg mig for at se de ret mange, som fik øje på pladen, bukkede sig og besværet af grin rejse sig.