Det litterære folkemøde blev logisk nok åbnet af skuespiller Jørgen Bing, der havde påtaget sig rollen som Herman Bang. Logisk, fordi Herman Bang-Selskabet står bag dette litterære træf. Åbningstalen markerede i fin impressionistisk stil, hvorfor vi var samlet, og skuespilleren faldt aldrig for fristelsen til at parodiere forfatteren, der ellers er gået over i historien for sine mange selviscenesættelser. Så på den måde var scenen sat: Det litterære folkemøde er en nutidig og seriøs begivenhed for mennesker, der interesserer sig for ældre litteratur og for dens mange bud til vores tid og til vores eftertanker.
Selv repræsenterede jeg H.C. Andersen-Samfundet i København. Og jeg havde valgt af medbringe print af de mange anmeldelser af HCA-relaterede udgivelser, som jeg har skrevet i de seneste to år. Herved har jeg villet vise, at den store digter fortsat rører os. Her er alt fra Jesper Wung-Sungs imponerende to bind, hvori han foregiver, at bøgerne er skrevet af digteren selv, over udgivelser til ungdomslæserne, hvori vort tids forfattere har ladet sig inspirere, til videnskabelige bøger med analyser af Andersen og med oplysning om den aktuelle Andersen-forskning. Det er ganske enkelt overvældende, hvor meget Hans Christian Andersen fortsat fylder.
Som noget særligt vil jeg nævne, at jeg havde en stak hæfter af maleren Lars Ravn med. Han plæderer for, at HCA er en formidabel billedkunstner, som Lars Ravn går i billeddialog med, både i en fin kunstbog, “H.C. Andersen som billedkunstner” og ved en udstilling på Silkeborg Bad fra den 30. januar 2027.
Ved siden af HCA-standen havde Modersmål-Selskabet dækket op, mest iøjenfaldende med to bøger, hvori fem af H.C. Andersens eventyr er oversat til henholdsvis vestjysk og til vendelbomål. Bøgerne er farvestrålende illustreret af Una Isailovi´c. Jeg har tidligere været kritisk over for en oversættelse af HCA til bornholmsk, men har fået en mail, der fremhæver kvaliteten ved, at man lærer den mistede dialekt via de kendte tekster. Og den pointe kan jeg sagtens se. Og efter at have læst de to nye oversættelser med “indre lyd” på, finder jeg, at man både får en fornemmelse af de særlige dialekter og af det skriftsprog, som er afsættet for oversættelsen. Det er givtigt for en etsproget kultur at få andre sprog, her dialekter, at sammenholde sproget med.
ps. Modersmål-Selskabet fortæller mig, at deres dårligst sælgende bog er bogen om ordblinde Adrian. Det er oprindeligt en svensk bog; den har fine illustrationer, fin dansk tekst og en handling, der kan give livsmod for ordblinde læsere, der nok kan have grund modløshed. Den bør stå i alle klasser med ordblinde elever!