dansklærer - Dansklærerforeningens Folkeskolesektion

Fiktion og fakta

Fra forsiden på Nils Hartmanns nye bog “Efterladt i Sibirien”

For 44 år siden debuterede Nils hartmann som børnebogsforfatter. Indtil da havde han udgivet en lang række fagbøger med formidling af hovedsagelig historisk og ulandsrelateret stof.

Men så fik han en skibslæges dagbog fra en sørejse i 1672-73. Den havde farm af dagbogsoptegnelser og tegninger; alt sammen udført af skibslægen Cortemünde. Rejsen gik fra Danmark til kongeriget Bantam i nuværende Indonesien. Formålet var at hente krydderier. Og den næsten 3 år lange tur kostede flere end 125 søfolk livet. Men det, der satte Nils Hartmann i gang, var en note om, at Helsingørs bartskærer, Gregorius Smidt, placerede sin 11 årige søn om bord for at gøre ham til mand.

Den handling krævede mere end en fagbog, hvis man skulle sætte sig ind i drengens liv i de 1000 dage rejsen varede. Nils besluttede sig for at pejle sandheden ved at skrive en roman, hvori han anvendte sin historiske viden, sine rejseoplevelser sin forskellige ulandsdestinationer og sit menneskekendskab.

Med bogen kunne læseren opleve en indlevelse, der bragte nærhed til den tilværelse, som drengen må have haft ombord.

Nu, 44 år senere, er Nils Hartmann atter blevet ramt af en undren, der rækker ud over de sparsomme historiske kilder, der er tilgængelige, om den danske botaniker Wormskiold, der i 1815 påmønstrer det russiske skib Rurik. Han er af den danske konge blevet bedt om at udforske plante- og dyreliv i det østlige stillehav og ved Beringsstrædet. Men på turen er også en tysk naturforsker og digter von Chamisso, som er Wormskiolds foresatte. En voldsom kontrovers mellem de to betyder, at Wormskiold bliver sat i land på Kamsjatka. Her venter han på skibslejlighed til hjemrejsen i to år. Og da han endelig kommer hjem er han nedbrudt. Han opgiver sin videnskabelige karriere og dør på Gavnø Slot i 1845.

Det er en mindetavle i Vejlø Kirkes østgavl, der satte Nils Hartmann på sporet af Wormskiold. Og det lidt, der kunne findes om ham i kilderne, rejste en række spørgsmål, som Nils Hartmann satte sig for at søge svar på – i fiktionens form. Hvordan overlevede han i Sibirien? Hvordan var han liv, efter at han kom nedbrudt hjem?

Disse svar kan læseren blive delagtiggjort i genne læsning af den roman “Efterladt i Sibirien”, som kan forudbestilles nu, og som udkommer til 1. september på forlaget Ringedal. Den ligger allerede på de store netoboghandlers hjemmesider, og den kan i øvrigt bestilles hos forlaget Ringedal.

Jeg har haft fornøjelsen af at læse manuskriptet til den 672 sider lange roman. Og for mig vendte bladene sig af sig selv. Fiktionen kan bringe en historisk virkelighed ind i læseren, når forfatteren bruger sin viden og sin menneskekundskab i digtningens tjeneste.

På cykel gennem Juelsminde med to krager

Forleden åbnede Juelsminde Bibliotek en udstilling i anledning af Dorte Karrebæks forestående 80 årsdag. Og pomeransen i min turban var invitationen til at holde åbningstalen om “Dorte Karrebæks verden”. Og det er ikke så ligetil.

Meget af det åbentbare er, at Dorte har store fødder og er ordblind. Begge dele er der mange spor af i hendes billeder og tekster.

Men jeg fandt åbningen til talen i et citat af Erlend Loe fra forordet til R.L.Stevensons “Vandringer med et æsel i Cevennerne”: “…svagelige børn kan drive det vidt, simpelthen fordi de slipper for den intense socialisering, som skolen fremtvinger, og i stedet kan bruge tiden på at tænke”.

Se, Dorte har drevet det vidt, fordi hun i skolen har brugt tiden på at øjentænke. Og dette kan gennem hendes billeder ramme os andre, så verden pludselig tager sig anderledes ud.

Hun har illustreret Kåre Bluitgens gendigtning af “Jeppe på Bjerget”. De billeder fik jeg til ophængning på “min” skole, og en dag i kommer en tyrkisk dreng fra mellemtrinnet og siger: “Jeg ved, hvorfor Jeppe drikker!”. “?” “Det er fordi hans kone har for meget skole/hjem-samarbejde med læreren!”

På samme skole havde jeg Dorte til at undervise hele indskolingen samlet i at tegne “kroppen i bevægelse”. På udrullet papir og udstyret med pensler og blæk skulle de iagttage Dortes datter, som i stram trikot dansede i midten, og med enkle streger gengive den dansenes arm- og benstillinger. For det første forløb det uden gnidninger af nogen art, og desuden forekom det mig, at børnene bevægede sig anderledes i dagene efter.

Det er ikke tilfældigt, at det er Juelsminde Bibliotek, der introducerer udstillingen. For Dorte er faldet til i byen, selv om hun er en invasiv art, indslæbt af gemalen og Juelsmindedrengen Ole Dalgaard / OscarK. Akkurat som med hybenrosen finder de lokale hendes væsen og kunst velgørende. Hendes stentigre står overalt i byen og lægger op til tigerjagt. Og de er stolte af hendes nyeste malerier, tegninger og fortællinger.

Og så har hun (som Odin, der ikke var ordblind, men enøjet) to krager, som hun fodrer, og som derfor følger hendes færden.

Jo, citatet er ok, hvis man erstatter æslet med krager og Cevennerne med Juelsminde.

Herligt, at der lever en så stor kunstner blandt os – og at hun har en gemal, der får hende promoveret på behørig vis. Tak for det hele!

Ronkedorerne i juni

Den2radios ronkedorer trompeterer igen i deres fagbogssnabler på denne uges udsendelsesflade, https://den2radio.dk/udsendelser/ronkedorerne-sommer-2026/

Egon Clausen beretter om bogen “Pest, tyfus og hedenskab” om de risici og modstande, der mødte danske missionærer i Kina i begyndelsen af 1900-tallet.

Georg Metz dykker ned i den indsats, som “Niels Thygesen. Danskeren bag euroen” har ydet, som en af vores mest fremtrædende økonomer, og som tjenestemand. Og netop dette begreb er måske en tanke værd, når man sammenholder manden med den faglige indsigt, politiske integritet og uopsigelighed med den kontraktansatte embedsmands mere sårbare position, for ikke at tale om mellemlaget af spindoktorer.

Selv har jeg medbragt “Vandringer med et æsel i Cevennerne”, hvor R.L. Stevenson i 1878 begiver sig ud på en gå-tur med æsel det franske Centralmassiv. Det var før turismens tid, så alt lå uberørt af fremmede, når man ser bort fra kongens og kejserens og kirkens undertrykkelse af befolkningen, som bekendte sig til protestantismen. Stevenson iagttager natur, befolkning og reflekterer over mindretals overlevelse trods overmagtens forsøg på knægtelse.

En sådan tur vil være uladsiggørlig i vores tid, hvor turismen har skabt trampestier overalt. Så, hvis man skal have blot et pust af kriblen i hjernen, vil jeg foreslå, at man kaster sig over “De danske digterruter”, hvor litteraturen går i pardans med stederne.

Hurra for de små forlag

I går var jeg til et bogmøde på Christianshavn og skulle videre til en komsammen på Østerbro; jeg valgte at tage turen på gåben.

Da jeg efter en god tids vandren lidt varmetræt kastede et blik til venstre, følte jeg mig pludselig hensat til Donald Trumps “Reflecting pool”, men da jeg fik gnedet øjnene, gik det op for mig, at jeg spejdede ud over de søer, som Københavns Kommune står over for at skulle rense; ingen maling på bundet, ingen mafiøs entreprenør involveret!

Men efter en sådan sjæleryster kender jeg kun én medicin: at besøge den første boghandel, jeg støder på. Og heldigvis ligger Bog og Idé på Østerbrogade, skråt til venstre for udgangen fra søerne, og ikke fjernt fra den tunnel, som Lilian Brøgger lader en Strunge-lignende ung mand færdes i i den udgave af Goethes “Den unge Werthers lidelser”, som udkom i Dansklærerforeningens unikke serie “Illustreret Verdenslitteratur”.

Boghandelmedicinen virkede. Efter lidt kiggen mig omkring på må og få blev mit blik fanget af en reol, hvor boghandleren havde samliet bøger under overskriften Mikroforlag. Her fandt jeg opstillet lodret mange af de titler, som ved årets BogForum kan ses placeret vandret på borde ved indgangspartiet til messehallerne.

Og hvor er der grund til at lovprise de indsjæle, som kaster sig over at berige os andre med kvalitet fra nicherne. Disse passionerede bogelskere bidrager på hver deres måde til, at vi har adgang til en kvalitetslitteratur med et væld af facetter.

Selv om boghandlen på Østerbrogade både har bestseller-lister og stakkevis af krimier, så afsætter de plads til det, der måske ikke er det store salg i, men som kan gøre læsersjælen til mere og andet end en reflecting pool.

Da jeg bevæger mig længere nordpå ad Østerbrogade og østpå ad Nordre Frihavnsgade dukker pludselig Tarps Boghandel op. Den er lige så lille som den er sejlovet. Og her kan personalet tale med om bøgerne.

Tænk på en vandretur i København at finde to så forskellige boghandler, og så har jeg endog passeret flere antikvariater. Det er altså muligt at få læseglæden stimuleret!

Brug PI, den pædagogiske intelligens

Så har DAO leveret DANSK #2 2026, og temaet er denne gang AI, kunstig intelligens.

Det er blevet mig betroet at skrive en artikel om det tilløb til den kunstige intelligens’ indtog i den danske skole, som kan anskues som udslag af den jubeldigitalisering, som for år tilbage skulle løse alverdens problemer i samfundet i almindelighed og i skolen i særdeleshed. Det gik anderledes i SKAT, i skolen og på mange andre felter. Men det virker tilsyneladende i sundhedssystemet og sygehusvæsnet.

Min tese er, at hvis vi ikke håndterer de problemer, der til vores overraskelse sprang ud af digitaliseringens trojanske hest, så risikerer vi – måske for første gang i historien – at uddanne et generation til at være dummere end deres forældre, mere uvidende, mindre dannede. Men det kan givetvis forhindres. I DANSK #2 2026 er der fine udspil til at lære os at omgås AI, til at udnytte de potentialer, som AI rummer, og til at inddæmme de risici, som AT så åbenbart bærer i sig.

Bladets indholdet i overskrifter er derudover:

Skal vi bruge generativ intelligens? (Jeppe Bundsgaard), Mellem snyd og stilladsering. En praktisk guide… (Anders Westermann), Hvorfor lære at skrive, når AI kan gøre det bedre? (Inger-Lise Mournsenier), Et praksisnært forløb fra udskolingen [om litteraturundervisning] (Emil Hamann Mortensen), Nej, ChatGPT kan ikke lave din analyse (Katja Gottlieb), Teknologiforståelse i dansk <8nikolaj Elf) AI i danskundervisningen – vejen til den gode prompt (Lis Zacho), To nyuddannede læreres perspektiv på AI i folkeskolen (Aviaja Stjernstrøm og Sofie Juul) – og et par artikler om andet.

Læs bladet og få mod på næste skoleår. Det er udsendt til medlemmer af Dansklærerforeningens Folkeskolesektion, som også kan læse det på hjemmesiden. Ellers kan det købes i løssalg – eller ved at man melder sig ind i foreningen. Det er måske på tide nu, hvor alle taler om fællesskaber!

Fra debat til samtale

Ved Dansklærerforeningens paneldebat om at gribe det uforudsigelige skete det helt særlige, som professor Nikolaj Elf konstaterer, at jeg som moderator var “usædvanligt tilbagetrukket”, og det finder jeg kalder på en kommentar.

Temaet var meget åbent, og aftalen var, at vi som vanligt startede med Mette Frederiksen, som har sin gang i klasseværelset på skolen. Derefter gives ordet videre til Nikolaj Elf, som har det, der sker i klasseværelset, i fokus i sin forskning. Og slutteligt får Katrine Fylking og Ida Geertz- Jensen taletid, fordi de repræsenterer de to foreninger, der skal sikre lærerne vilkår og faglighed via deres foreninger, Danmarks Lærerforening og Dansklærerforeningen. De foregående år har tiden været afmålt med 5 minutter til hver over to runder – og måske et par spørgsmål fra de fremmødte.

I år havde jeg ikke meldt noget ud om taletidens begrænsning. Kun temaet vajede i den bornholmske vind. Mette Frederiksen startede og gav efter 3 minutter ordet videre til Nikolaj Elf, som på 4 minutter kommenterede, hvorefter både han og Katrine Fylking kiggede på mig, fik et nik og Katrine overtog. Hun brugte sine 5 minutter og gav stafetten videre til Ida. Derefter ville jeg på podiet for at lægge op til anden runde, men lige så venligt som bestemt fik jeg et stopsignal fra Mette, som tog ordet. Derefter fortsatte panelet mad at afløse hinanden, og selv om talerækkefølgen blev brudt gav de hinanden plads til cirka samme antal minutters taletid. DEBATTEN VAR AFLØST AF SAMTALE. Og da tiden var gået, kunne jeg blot opsummere, hvad der ud fra deres samtale må blive temaet for vores debat næste år: Dannelse og oplivning.

For nogle år siden havde jeg en samtale med en pige, der var vendt hjem fra en amerikansk eliteskole til dansk skole, og hun var rystet. I den danske skole mødte hun det, hun betegnede som ‘turtle teaching’: læreren spørger, og en elev stikker hovedet ud og svarer, og vender tilbage til sit skjold. I New York havde hun haft rundkredspædagogik, som mindede om den aktuelle paneldebat, der skiftede til samtale: Eleverne fik udstukket et tema, som de skulle indkredse og i fællesskab fordybe sig i gennem samtale. Lærere greb kun ind med mellemrum for at påpege, om nogle blev holdt eller holdt sig uden for samtalen. Først når den aftalte tid var gået, opsummerede læreren.

Paneldebatten kom i min optik til at udvikle sig til et helt konkret billede på, hvordan en samtale i skolen kan udfolde sig, når deltagerne føler sig kaldede til at nå frem til en fælles forståelse eller indkredsning af en problematik, der vedkommer dem.

Jeg fornemmede, at det, der adskilte denne samtale, fra tidligere års debatter, var den fælles søgen efter en betydning frem for hver enkelts holden sig til sit fagfelt.

Tak til panelet for en for mig helt særlig oplevelse!

En død due fra Køge

Jeg tilhører den generation af dansklærere, der havde muligheden for at finde glæden i lærerarbejdet ved at have muligheder for at håndtere det uforudsigelige, som ofte udsprang af elevreaktioner – markante eller antydede.

En stor del af den danskfaglige inspiration udsprang af at skulle få elevernes ønsker og behov til at gå i spænd med det danskfaglige stof. Men når det lykkedes, voksede man som lærer.

Her er et par eksempler:

På et kursus blev jeg besnæret af en metode, der skulle basere læseundervisningen på elevernes tale. Alle skulle deltage i samtalen, og alle skulle bidrage til den tekst, der skulle læses. Det var en metode, som byggede på alle tidens rigtige pædagogiske tilgange, men ingen havde fortalt, at den var udviklet af en pædagogisk tænker i samarbejde med en gruppe praktikanter. Den var krævende at holde styr på. Og en dag – i anden klasse – skulle klassen ud for at finde inspiration til en samtale og en tekst, da en pige udbrød: “Nu står vi på to rækker for at gå ned til kanalen. Vi skal se en rapand og få en kvalificeret oplevelse.” Hendes forældre havde givetvis refereret fra et forældremøde kort tid forinden. Og jeg blev ramt; hendes ordvalg afslørede hulheden i den helhedstænkning, som jeg ikke magtede at praktisere. Jeg læste op for eleverne i en uge af gode svenske forfattere, indtil jeg igen havde fået fodfæste: Jeg valgte at lave læseundervisning på basis af Celestin Freinets tænkning om ‘fri tekst’.

Eleverne skulle udforme små bøger, som skulle indgå i klassens bibliotek. Hver uge skulle én udvælges til fælleslæsning, men de øvrige kunne bruges til frilæsning – i skolen og hjemme. En uge skulle vi skrive om dyr, særligt om kæledyr. Og der blev produceret mange historier om marsvin og katte. Men elevernes valg af ugens tekst faldt på en ultrakort, skrevet af en dreng, som ofte skrev stort og med vanter på, for han skulle ud i frikvarter inden længe. Han skrev: “Jeg har fundet en død due fra Køge.” Den tekst har jo det, der skal til: død og lokalitet. Og spørgsmålene væltede over hinanden. Hvor fandt du den? Ved siloen på havnen. Hvordan ved du, at den var fra Køge? Den havde ring på, så jeg klippede benet af den og viste ringen til vores nabo, der har brevduer. Den var på vej hjem fra Paris. Hvordan kunne den finde vej hjem; det kunne min far ikke, da han var i Paris? Og vi spurgte skolens biologilærer, som fortalte om fuglehjerner og jordens magnetfelter. Og undervisningens fokus blev for et par uger flyttet fra læsning til et naturfagligt tema om trækfugle.

Sådan kunne det uforudsigelige påvirke undervisningen og give frugtbare afvigelser fra det planlagte.

Jeg venter spændt på paneldebatten på Klippescenen i morgen for at få en fornemmelse for, hvad det uforudsigelige rummer i dagens skole.

Til sultne dansklærere og slunkne skolebiblioteker

Man tror, det er løgn. Når man åbner døren til Bogskabet på klem, kan man få øje på de utroligste tilbud – på kasser med flere titler til indskolings- og mellemtrinslæsning, med ungdomsromaner af fineste karat, forfatteres og illustratorers erindringer fra barndommen, stedbaseret undervisning på mellemtrinnet og mange andre danskfaglige titler.

Hvis det fortsat er muligt at se fra den ene ende af skolebiblioteket til den anden på grund af tomme hylder, så byder muligheden for at få dette mistrøstige syn erstattet af en udsigt til en danskfaglig samling til god undervisning.

Og hvis man som dansklærer mangler stof til forløb, der kan ægge elevernes nysgerrighed og bidrage til, at de bliver hørt, så er der her titler, som vil være oplagte, både fordi de har høj kvalitet, og fordi der i de fleste tilfælde er udarbejdet undervisningsforløb eller lærervejledninger, som inspirerer uden at binde.

Jeg vil gerne nævne nogle få af mine favoritter:

“Sansespor”, som inviterer til skrivning og skrivelyst på baggrund af stedbaserede oplevelser og sansninger (fra 3. – 8. kl.)

Romaner fra “Frit for fantasi-serien”. Alle er fine, men især hæfter jeg mig ved “Ægte brøker”, som efter min mening hører til blandt Jesper Wung-Sungs fineste.

Og så er der fine barndomserindringer fra serien “Min historie”, her husket af Merete Pryds Helle, Mette Hegnhøj, Annette Herzog og Otto Dickmeiss.

Men der er altså meget andet at komme efter. Og det, der tiltaler mig mest, er måske, at titlerne i bogskabet er så uforskammet billige, at der OGSÅ kan blive råd til at købe undervisningsbøger til normalpris”

At ærgre sig er gratis….

Det skulle have været audiensens og velsignelsens dag, men for Ole Dalgaard og mig druknede det hele i et romersk vandfald fra over, ledsaget af lyn og torden, som cirkulerede lige over os, der ventede på velsignelse.

Det er ærgerligt. Men som Oles mormor havde broderet på en klokkestreng: “At ærgre sig er gratis, og det er faktisk skidt, for hvis det kostede penge, så ærgrede man sig ikke så tit”.

Det var den mormor, som stod for husholdningen i det hjem, som Ole om sommeren besøgte og ferierede i. Vi bordet var der faste pladser. Morfaren var musiker. Han kom hjem et godt stykke ud på aftenen, og en dag havde han en kollega med hjem. Det betød, at Ole fik en anden plads ved bordet end vanligt. Og her gik det op for ham, at verden kan se helt anderledes ud, når man skifter plads.

Denne epokegørende opdagelse beskriver han i den af Dorte Karrebæk så smukt illustrerede erindringsbog “Og så var der verden som den var” (Dansklærerforeningen, i serien Min historie”. Dette er for mig at se denne smukke bogs clou, og det peger på nogle af de litterære greb, som Ole / OscarK anvender i sine tekster. Og det gør han ikke for at komplicere, men for at nærme sig den virkelighed, vi er bundet til – så godt som det nu lader sig gøre.

Hvis jeg skulle råde de skolebiblioteker, der nu måske får penge til bøger, så ville jeg pege på OscarK’s værker til børn og unge – fra Hugo & Holger over Ungerne fra Strandholt til Biblia Pauperum Nova – fordi de kan anfægte både børn, unge og undervisere. Og den fælles anfægtelse er måden at nærme sig virkeligheden på!

Og apropos vores audiens: Det kan godt være, at de himmelske tegn udviklede sig anderledes end forventet. Men da vi gennemblødte søgte ind på en cafe nær Vatikanet, havde en andet også søgt ly for styrtregn og donnerwetter: en gråspurv, der satte sig på vores bord. Og med ét var ærgrelsen afløst af smil.

Samtaler om det usagte

Jeg sidder sammen med Ole Dalgaard, for nogle bedre kendt som Oscar K, og vi taler om litteratur, tilværelsen i almindelighed og om det forunderlige i, at ingen ved, hvad hinanden har af tanker. Kort sagt: Vi lader op til, at vi i morgen tidlig, meget tidligtt, skal i audiens hos Pave Leo, som måske er den eneste statsmand af format, der stiller op mod den galskab, som Trump, Putin, Natanyahu og ligesindede står som eksponenter for.

Under samtalen må vi selvfølgelig vende litteraturens rolle og væsen, for den sætter spor alle steder. Lige over for vores café er der et solarium, som bærer navnet Seherazade. Det matcher fint Frederiksbergs Monrad Thai Massage.

Ole beklager den mangel på fordybelse, som ligger i mange læreres udsagn om, at de ikke kan nå at læse og arbejde med hele romaner. For hvad skal de nå, som ikke kan opnås gennem arbejdet med én roman. Ole husker selv, at hans klasse i engelsk brugte et halvt år på at læse balkonscenen fra Shakespeares Romeo og Julie.

Og jeg har selv været med til at udarbejde arbejdsoplæg til OscarK’s trebindsroman om Ungerne fra Strandholt, som efter min mening kunne række til flere måneders fordybende litteraturundervisning på mellemtrinnet. Men nej, der er så meget vi skal nå, så både fordybelsen, fagligheden og fællesskabet får åndenød i afvekslingens navn.

Vi taler også om hvilke af Oles bøger, han sætter mest pris på. Og det er lidtsom at spørge en mor om, hvilket af hendes tre børn hun holder mest af. Men så lad min hjælpe: i den oprørske ende finder vi De tre. I den eksistentielle ende Idiot, Lejren og Biblia Pauperum Nova, og så er der en stribe, der er glemt.

Det karakteristiske ved OscarK’s forfatterskab er, at han vil læseren noget, men at læseren ofte ikke med på turen, fordi den er kompleks. Ja, den er faktisk så flertydig, at man kan komme i nærheden af en tilværelsesforståelse. For gennem den indre monolog får man et kig ind i, hvad andre mennesker tænker og føler.

Og i morgen vil jeg måske opholde mig ved de tanker, som mødet med Pave Leo afføder.