dansklærer - Dansklærerforeningens Folkeskolesektion

Fra debat til samtale

Ved Dansklærerforeningens paneldebat om at gribe det uforudsigelige skete det helt særlige, som professor Nikolaj Elf konstaterer, at jeg som moderator var “usædvanligt tilbagetrukket”, og det finder jeg kalder på en kommentar.

Temaet var meget åbent, og aftalen var, at vi som vanligt startede med Mette Frederiksen, som har sin gang i klasseværelset på skolen. Derefter gives ordet videre til Nikolaj Elf, som har det, der sker i klasseværelset, i fokus i sin forskning. Og slutteligt får Katrine Fylking og Ida Geertz- Jensen taletid, fordi de repræsenterer de to foreninger, der skal sikre lærerne vilkår og faglighed via deres foreninger, Danmarks Lærerforening og Dansklærerforeningen. De foregående år har tiden været afmålt med 5 minutter til hver over to runder – og måske et par spørgsmål fra de fremmødte.

I år havde jeg ikke meldt noget ud om taletidens begrænsning. Kun temaet vajede i den bornholmske vind. Mette Frederiksen startede og gav efter 3 minutter ordet videre til Nikolaj Elf, som på 4 minutter kommenterede, hvorefter både han og Katrine Fylking kiggede på mig, fik et nik og Katrine overtog. Hun brugte sine 5 minutter og gav stafetten videre til Ida. Derefter ville jeg på podiet for at lægge op til anden runde, men lige så venligt som bestemt fik jeg et stopsignal fra Mette, som tog ordet. Derefter fortsatte panelet mad at afløse hinanden, og selv om talerækkefølgen blev brudt gav de hinanden plads til cirka samme antal minutters taletid. DEBATTEN VAR AFLØST AF SAMTALE. Og da tiden var gået, kunne jeg blot opsummere, hvad der ud fra deres samtale må blive temaet for vores debat næste år: Dannelse og oplivning.

For nogle år siden havde jeg en samtale med en pige, der var vendt hjem fra en amerikansk eliteskole til dansk skole, og hun var rystet. I den danske skole mødte hun det, hun betegnede som ‘turtle teaching’: læreren spørger, og en elev stikker hovedet ud og svarer, og vender tilbage til sit skjold. I New York havde hun haft rundkredspædagogik, som mindede om den aktuelle paneldebat, der skiftede til samtale: Eleverne fik udstukket et tema, som de skulle indkredse og i fællesskab fordybe sig i gennem samtale. Lærere greb kun ind med mellemrum for at påpege, om nogle blev holdt eller holdt sig uden for samtalen. Først når den aftalte tid var gået, opsummerede læreren.

Paneldebatten kom i min optik til at udvikle sig til et helt konkret billede på, hvordan en samtale i skolen kan udfolde sig, når deltagerne føler sig kaldede til at nå frem til en fælles forståelse eller indkredsning af en problematik, der vedkommer dem.

Jeg fornemmede, at det, der adskilte denne samtale, fra tidligere års debatter, var den fælles søgen efter en betydning frem for hver enkelts holden sig til sit fagfelt.

Tak til panelet for en for mig helt særlig oplevelse!

En død due fra Køge

Jeg tilhører den generation af dansklærere, der havde muligheden for at finde glæden i lærerarbejdet ved at have muligheder for at håndtere det uforudsigelige, som ofte udsprang af elevreaktioner – markante eller antydede.

En stor del af den danskfaglige inspiration udsprang af at skulle få elevernes ønsker og behov til at gå i spænd med det danskfaglige stof. Men når det lykkedes, voksede man som lærer.

Her er et par eksempler:

På et kursus blev jeg besnæret af en metode, der skulle basere læseundervisningen på elevernes tale. Alle skulle deltage i samtalen, og alle skulle bidrage til den tekst, der skulle læses. Det var en metode, som byggede på alle tidens rigtige pædagogiske tilgange, men ingen havde fortalt, at den var udviklet af en pædagogisk tænker i samarbejde med en gruppe praktikanter. Den var krævende at holde styr på. Og en dag – i anden klasse – skulle klassen ud for at finde inspiration til en samtale og en tekst, da en pige udbrød: “Nu står vi på to rækker for at gå ned til kanalen. Vi skal se en rapand og få en kvalificeret oplevelse.” Hendes forældre havde givetvis refereret fra et forældremøde kort tid forinden. Og jeg blev ramt; hendes ordvalg afslørede hulheden i den helhedstænkning, som jeg ikke magtede at praktisere. Jeg læste op for eleverne i en uge af gode svenske forfattere, indtil jeg igen havde fået fodfæste: Jeg valgte at lave læseundervisning på basis af Celestin Freinets tænkning om ‘fri tekst’.

Eleverne skulle udforme små bøger, som skulle indgå i klassens bibliotek. Hver uge skulle én udvælges til fælleslæsning, men de øvrige kunne bruges til frilæsning – i skolen og hjemme. En uge skulle vi skrive om dyr, særligt om kæledyr. Og der blev produceret mange historier om marsvin og katte. Men elevernes valg af ugens tekst faldt på en ultrakort, skrevet af en dreng, som ofte skrev stort og med vanter på, for han skulle ud i frikvarter inden længe. Han skrev: “Jeg har fundet en død due fra Køge.” Den tekst har jo det, der skal til: død og lokalitet. Og spørgsmålene væltede over hinanden. Hvor fandt du den? Ved siloen på havnen. Hvordan ved du, at den var fra Køge? Den havde ring på, så jeg klippede benet af den og viste ringen til vores nabo, der har brevduer. Den var på vej hjem fra Paris. Hvordan kunne den finde vej hjem; det kunne min far ikke, da han var i Paris? Og vi spurgte skolens biologilærer, som fortalte om fuglehjerner og jordens magnetfelter. Og undervisningens fokus blev for et par uger flyttet fra læsning til et naturfagligt tema om trækfugle.

Sådan kunne det uforudsigelige påvirke undervisningen og give frugtbare afvigelser fra det planlagte.

Jeg venter spændt på paneldebatten på Klippescenen i morgen for at få en fornemmelse for, hvad det uforudsigelige rummer i dagens skole.

Til sultne dansklærere og slunkne skolebiblioteker

Man tror, det er løgn. Når man åbner døren til Bogskabet på klem, kan man få øje på de utroligste tilbud – på kasser med flere titler til indskolings- og mellemtrinslæsning, med ungdomsromaner af fineste karat, forfatteres og illustratorers erindringer fra barndommen, stedbaseret undervisning på mellemtrinnet og mange andre danskfaglige titler.

Hvis det fortsat er muligt at se fra den ene ende af skolebiblioteket til den anden på grund af tomme hylder, så byder muligheden for at få dette mistrøstige syn erstattet af en udsigt til en danskfaglig samling til god undervisning.

Og hvis man som dansklærer mangler stof til forløb, der kan ægge elevernes nysgerrighed og bidrage til, at de bliver hørt, så er der her titler, som vil være oplagte, både fordi de har høj kvalitet, og fordi der i de fleste tilfælde er udarbejdet undervisningsforløb eller lærervejledninger, som inspirerer uden at binde.

Jeg vil gerne nævne nogle få af mine favoritter:

“Sansespor”, som inviterer til skrivning og skrivelyst på baggrund af stedbaserede oplevelser og sansninger (fra 3. – 8. kl.)

Romaner fra “Frit for fantasi-serien”. Alle er fine, men især hæfter jeg mig ved “Ægte brøker”, som efter min mening hører til blandt Jesper Wung-Sungs fineste.

Og så er der fine barndomserindringer fra serien “Min historie”, her husket af Merete Pryds Helle, Mette Hegnhøj, Annette Herzog og Otto Dickmeiss.

Men der er altså meget andet at komme efter. Og det, der tiltaler mig mest, er måske, at titlerne i bogskabet er så uforskammet billige, at der OGSÅ kan blive råd til at købe undervisningsbøger til normalpris”

At ærgre sig er gratis….

Det skulle have været audiensens og velsignelsens dag, men for Ole Dalgaard og mig druknede det hele i et romersk vandfald fra over, ledsaget af lyn og torden, som cirkulerede lige over os, der ventede på velsignelse.

Det er ærgerligt. Men som Oles mormor havde broderet på en klokkestreng: “At ærgre sig er gratis, og det er faktisk skidt, for hvis det kostede penge, så ærgrede man sig ikke så tit”.

Det var den mormor, som stod for husholdningen i det hjem, som Ole om sommeren besøgte og ferierede i. Vi bordet var der faste pladser. Morfaren var musiker. Han kom hjem et godt stykke ud på aftenen, og en dag havde han en kollega med hjem. Det betød, at Ole fik en anden plads ved bordet end vanligt. Og her gik det op for ham, at verden kan se helt anderledes ud, når man skifter plads.

Denne epokegørende opdagelse beskriver han i den af Dorte Karrebæk så smukt illustrerede erindringsbog “Og så var der verden som den var” (Dansklærerforeningen, i serien Min historie”. Dette er for mig at se denne smukke bogs clou, og det peger på nogle af de litterære greb, som Ole / OscarK anvender i sine tekster. Og det gør han ikke for at komplicere, men for at nærme sig den virkelighed, vi er bundet til – så godt som det nu lader sig gøre.

Hvis jeg skulle råde de skolebiblioteker, der nu måske får penge til bøger, så ville jeg pege på OscarK’s værker til børn og unge – fra Hugo & Holger over Ungerne fra Strandholt til Biblia Pauperum Nova – fordi de kan anfægte både børn, unge og undervisere. Og den fælles anfægtelse er måden at nærme sig virkeligheden på!

Og apropos vores audiens: Det kan godt være, at de himmelske tegn udviklede sig anderledes end forventet. Men da vi gennemblødte søgte ind på en cafe nær Vatikanet, havde en andet også søgt ly for styrtregn og donnerwetter: en gråspurv, der satte sig på vores bord. Og med ét var ærgrelsen afløst af smil.

Samtaler om det usagte

Jeg sidder sammen med Ole Dalgaard, for nogle bedre kendt som Oscar K, og vi taler om litteratur, tilværelsen i almindelighed og om det forunderlige i, at ingen ved, hvad hinanden har af tanker. Kort sagt: Vi lader op til, at vi i morgen tidlig, meget tidligtt, skal i audiens hos Pave Leo, som måske er den eneste statsmand af format, der stiller op mod den galskab, som Trump, Putin, Natanyahu og ligesindede står som eksponenter for.

Under samtalen må vi selvfølgelig vende litteraturens rolle og væsen, for den sætter spor alle steder. Lige over for vores café er der et solarium, som bærer navnet Seherazade. Det matcher fint Frederiksbergs Monrad Thai Massage.

Ole beklager den mangel på fordybelse, som ligger i mange læreres udsagn om, at de ikke kan nå at læse og arbejde med hele romaner. For hvad skal de nå, som ikke kan opnås gennem arbejdet med én roman. Ole husker selv, at hans klasse i engelsk brugte et halvt år på at læse balkonscenen fra Shakespeares Romeo og Julie.

Og jeg har selv været med til at udarbejde arbejdsoplæg til OscarK’s trebindsroman om Ungerne fra Strandholt, som efter min mening kunne række til flere måneders fordybende litteraturundervisning på mellemtrinnet. Men nej, der er så meget vi skal nå, så både fordybelsen, fagligheden og fællesskabet får åndenød i afvekslingens navn.

Vi taler også om hvilke af Oles bøger, han sætter mest pris på. Og det er lidtsom at spørge en mor om, hvilket af hendes tre børn hun holder mest af. Men så lad min hjælpe: i den oprørske ende finder vi De tre. I den eksistentielle ende Idiot, Lejren og Biblia Pauperum Nova, og så er der en stribe, der er glemt.

Det karakteristiske ved OscarK’s forfatterskab er, at han vil læseren noget, men at læseren ofte ikke med på turen, fordi den er kompleks. Ja, den er faktisk så flertydig, at man kan komme i nærheden af en tilværelsesforståelse. For gennem den indre monolog får man et kig ind i, hvad andre mennesker tænker og føler.

Og i morgen vil jeg måske opholde mig ved de tanker, som mødet med Pave Leo afføder.

Tak for “Dansen gennem sommeren”

Udsnit af Birgitta Fabers omslaget til Dansen gennem sommeren (Tranebog)

Bo Green Jensen, forfatter, anmelder, kulturjournalist, er død, og læs fx Annegrethe Rasmussens smukke mindeord om ham.

Her skal lyde en tak for hans ungdomsroman “Dansen gennem sommeren”, som for mig blev anledning til en helt enestående oplevelse af, hvad god litteratur kan berige en undervisning med. Det var i 1985, og det var i 9. klasse. Jeg havde fået bogen hjem i klassesæt fra Amtscentralen efter at have læst den og være blevet grebet.

Jeg fremlagde for eleverne, at vi kunne læse romanen og følge en af de måder, vi plejede at anvende, når vi arbejdede med litteratur, eller vi kunne prøve noget nyt: at skrive en folkevise over bogens handling og “morale”. Eleverne valgte det sidste forslag, fordi vi kunne slå to fluer med et smæk: lave en kreativ analyse af bogen og få et godt afsæt for arbejdet med folkevisegenren.

I al korthed beskriver bogen en cykelferietur til Bornholm, hvor kæresteparret Lisa og Jac får følgeskab af Jacs ven Stankelben. Alene kælenavnet signalerer det irriterende ved, at han hægter sig på. Da en motorcykelbande indfinder sig på den campingplads, hvor trekløveret har slået deres telt op, brydes freden. Bandelederen forlanger at få stillet Lisa til rådighed. Jac forholder sig overvejende, mens Stankelben går fysisk løs på overmagten og mister livet. Efter hjemkomsten går Lisa og Jacs forhold i opløsning.

Og det gik bedre end jeg havde drømt om. Efter aflytning af nogle indsungne folkeviser valgte vi “Ebbe Skammelsøn”, som er indsunger af Daimi, og som har et omkvæd på to linjer, hvilket giver lidt mere spillerum.

Referatet af bogens handling kunne alle klassens fem grupper få hold på i visens fortløbende vers, og den overordnede fortolkning skulle derpå sammenfattes i omkvædet, hvilket naturligt nok gav svare problemer. Mens fire af grupperne valgte en ret nem og overfladisk løsning som fx “Tag aldrig mer end to af sted / på tur til Bornholm”, skrev en femte gruppe: “Da Stankelben døde, blev han en grav / mellem Lisa og Jac”.

Mens de overfladiske løsninger gav anledning til almindelig moro, var der enighed om, at gruppe fems omkvæd var stærkt. Og det gav anledning til en samtale, der blev i fin overensstemmelse med Villy Sørensens analyse af folkevisen i “Digtere og dæmoner”. “Dansen gennem sommeren” tryllebinder, fordi den beskriver det, der er svært at fatte. Den er som Villy Sørensens analyse ‘klar og tvetydig’.

Vi afsluttede med at danse visen som kædedans. Og det blev åbenbaret, at alle er fælles om handlingen, mens forsangeren “ejer” omkvædet, der kan få det til at gyse i alle.

I klassen var der enighed om, at folkevisen viste, at “Dansen gennem sommeren” er en stærk roman, der handler om unges vilkår her i livet.

Jeg tænker af og til tilbage på dette nu mere end 40 år gamle undervisningsforløb, som blev et væsentligt bidrag til min tro på, at god litteratur kan påvirke de læsende sjæles gangart – og de undervisnede dansklæreres undervisningsmod.

Tak for dansen, Bo Green Jensen.

Vane og opmærksomhed

“Jeg vil læse noget op for dig,” sagde min kone forleden. Og hun læste: “de stod og talte om…. den unaturlige grad af uvidenhed og kejtethed hos mænd, hos fornuftige og veloplyste mænd, når de pludselig blev stillet overfor den opgave, at læse højt, med eksempler på bommerter og misforståelser, mangel på herredømme over stemmen, på modulation og eftertryk, på opfattelse og dømmekraft – alt sammen stammende fra den første årsag: Mangel på opmærksomhed og vane i de tidlige år.”

“Og hvor stammer det så fra?” spurgte min kone. Under læsningen havde jeg tænkt på det, jeg havde læst som baggrund for min egen promovering af oplæsningen som ædel disciplin i skolen, men ingenting ringede, før jeg fik et glimt af bogen, som teksten står i: “Mansfield Park” af Jane Austen, skrevet i årene 1811-13 og udgivet i 1814. Det er den bog, vi skal tale om ved vores næste træf i vores lokale læsekreds.

Ræsonnementet er altså 212 år gammelt, men fortsat gyldigt. Jeg tænker på det, når jeg er dommer ved oplæsningskonkurrencer, senest på Campus i Rønne, hvor 4. og 6. klasserne dyster. Det grundlæggende er ‘vane og opmærksomhed’! Og begge dele er det oplagt at arbejde med i skolen fra første skoledag.

Og så kan man indvende, at børn ikke kan læse højt i børnehaveklassen. Men så kan man starte med højtlæsningens mundtlige forløber: Fortællingen, som også kræver ‘vane og opmærksomhed’, og som alle talende mestrer, eller kan lære at mestre.

Jeg traf i går en pige, der går i børnehave. Hun havde, da den ældste gruppe skulle forlade børnehaven til fordel for skolen, rejst sig op for at ønske ‘de store’ alt godt i skolen og for at sige dem tak for den tid, de havde haft sammen i børnehaven. Hun har givetvis set voksne udvise denne adfærd: ‘vane og opmærksomhed’.

I det frirum, som de nye fagplaner forventeligt giver, har vi (dansk)lærere muligheden for at dyrke fortællingen og højtlæsningen, så eleverne kan bidrage til fællesskabet med fortællingens frie ord og med højtlæsningens brobygning mellem fri tale og skriftsprog. Vi kan dyrke elevernes ‘vane og opmærksomhed’.

En sidegevinst: måske kan vi få studieværter i TV, som ikke forfalder til uvaner og manglende opmærksomhed.

Kanon nordisk

På vej til Madens Folkemøde havde jeg taget et par bøger fra Dansklærerforeningens seneste bogpakke med til togturen til Nykøbing Falster. Og ikke mindst som association til Claus Meyers prisværdige indsats for nordisk mad (NOMA) havde jeg valgt Lotte Prætorius og Ditte Eberth Timmermanns “Tema. Blik mod Nord. Nordiske kanonforfattere” og som perspektivering fra serien “Tendens” Peter Jensen, Jan Aa.H. petersen og Sune Weiles “Kanon i dansk”.

Det blev en øjendans på skinner. Temabogen præsenterer seks forfattere. Hans Lynge, Heinesen, Skram, Ibsen, Lagerlöf og Södergran. De præsenteres kort og præcist ved forfatternes ord og hver et velvalgt tekststykke. Herefter følges op med spørgsmål til teksten og tekstens perspektiver, samt kreative opgaver.

Det er en bog, der får en til at juble over, at det nordiske perspektiv er taget ind i kanonarbejdet.

Tendens-bogen kommer fornemt rundt om de fleste af de aspekter, der knytter sig til kanon-tænkningen, og er som sådan et fint bidrag til de studerendes kritiske stillingtagen til det at skulle læse noget centralt udvalgt.

På illustrationen ses en mark med høje planter af græsfamilien. Når de høstes, vil marken som en høstet majsmark stå med stive og lige høje stubbe. Det var de rør, der blev anvendt som målestok for alskens ting i tidligere tider. Og de kanonformede rør på den høstede mark fortæller til den, der erindrer den uhøstede mark, at der findes megen næring ud over de tilbageværende rør.

Alligevel tilhører jeg den gruppe, der finder det frugtbart, at en lille gruppe med indsigt kommer med forslag til udvælgelse blandt den uoverskuelige litteraturjungle af undervisningsstof. Men også, at den kritiske sans konstant er i spil. Det er for mig tydeligt, at dene nuværende kanon har skullet rette op på en kønspolitisk uretfærdighed. Og af samme grund er tekstvalget, opgaverne og spørgsmålene tæt knyttet til identitet og køn. Derfor vil også denne kanon have en afmålt levetid.

Men hvor er den forfriskende. Og set med grundskolebriller viser den klart, at den spændetrøje, som den tidligere var iført: at skulle pege på fælleskanon for grundskole og gymnasium, ikke var frigørende. Det er den nuværende tænkning med få obligatoriske og en stor kreds at skulle vælge imellem.

Lad også grundskolen slippe ud af spændetrøjen, da det nu aldeles ikke giver mening at operere med en fælleskanon med gymnasiet, der har forladt det fælles og fundet en frugtbar frihed.

ps. en ærgerlig fejl i omtalen af Edith Södergran, som ifølge bogens tekst dødede i en ung alder. Er det en svedisme? Begik hun selvmord? Eller er det bare en korrekturfejl?

Men tak for de to inspirerende bøger!

Hyp dine egne æg!

I de næste par dage er der Madens Folkemøde i Nykøbing F. Som led i dette folkemødes start tilbød Den Danske Sprogkreds og forfattergruppen Os hernedefra en quiz om “Faste udtryk og ordsprog” på Hovedbiblioteket i Nykøbing F.

Der var kommet en pæn lille skare af mennesker, der var nysgerrige på sprog, og de quizzede med på livet løs. Modellen var enkel: Nogle af forfatterne til små historier og digte, der alle omhandlede fødevarer, om faste udtryk, som er udkommet i bøgerne “Tag tyren ved hornene” og “Så englene synger” blev læst op, men med udeladelse af det faste udtryk. Og så skulle deltagerne gætte det udtryk, som oplæsningen handlede om.

Et af formålene med at sætte fokus på de faste udtryk og ordsprogene er, at de indgår i daglig tale, men kan være vanskelige at forstå for børn og mennesker med andet modersmål end dansk. Ja, selv blandt voksne kan der være usikkerhed.

En af deltagerne, som i øvrigt var den, der havde flest pletskud, undrede sig over, at udtrykket ‘at hyppe sine kartofler’ var et fast udtryk, for hun huskede, at hendes far brugte ordene, når han netop skulle ud at hyppe kartofler.

Dette gav anledning til en god samtale, og jeg huskede en episode fra min tid i et fælleslærerråd, der havde møde med en skolekommission om lærernes ønsker til opgradering af skolernes faglokaler. Ja, det var dengang politikere havde pligt til at høre synspunkter fra dem, der havde praktisk erfaring, så de kunne tage lokale beslutninger på et bedre grundlag!!

På mødet blev der argumenteret for ønskerne, som ville blive ganske dyre. Og skolekommissionens formand takkede for det tilsendte, pegede på de mindre dele, som kunne imødekommes og afrundede ved at konstatere at ‘lærerne altid ønsker at hyppe deres egne æg’.

Om dette beroede på en uoverlagt sammenblanding af faste talemåder, eller om det var et strategisk sats for at afbøde lærernes frustration, ved jeg ikke. Men vi forlod mødet med hovedrysten og gode grin.

I øvrigt sluttede quizzen om de faste udtryk med et hyldestdigt til sydhavsøernes smagfulde søn, Claus Meyer, som også har en finger med i spillet omkring Madens Folkemøde.

Det får mig til at minde om, at jeg har lyrikværksteder og det, der i dag hedder en talk om fortælling, ved Verdens bedste Skovtur i Udsholt medio juli.

Her er et af digtene fra forrige år:

Meyer havde haft sit mas

med at finde fyrrekvas,

så han kunne skaffe ilden

og få fut i skovtursgrillen.

Men det lykkes; grillens glød

braser blidt det ferske kød.

Røgen skaber næsespil:

lokker lækkersultne til.

Magert kød gør godt i munden.

Meyer spejder: Hvor er hunden?

Faste vendinger – og knapt så faste.

Hvis du ikke ved, hvad du skal lave i morgen eftermiddag og er på Lolland-Falster, så tag til Madens Folkemøde, hvor man kan møde mange foirskellige mennesker, der ‘holder ganen højt’. Og midt imellem smagsprøver og debatter deltager jeg i et quiz-program sammen med forfattergruppen ‘os her nedefra’ på Hovedbiblioteket i Nykøbing kl. 16-17.30. Vi læser digte om faste vendinger og mad som oplæg til en gættekonkurrence om fast udtryk.

Og apropos digte, så laver jeg lyrikværksteder ved Claus Meyers ‘Verdens bedste skovtur’ ved Udsholt Strand medio juli; det skal jeg nok fortælle mere om, når tiden nærmer sig. Men det er nu sjette gang, jeg arbejder med skovturslyrik, og det kommer ofte til at handle om mad. Her er et eksempel:

Branke branke på

Grill på overarbejde

Kokkens svedne smil

Ellers nyder jeg StormP-kalenderen, som er værd at stå op til, fordi han kan vride og tviste sproget:

To mænd går sammen. Den ene med violinkasse. Den anden spørger: “Har du spillet violin hele dit liv?” Den anden svarer: “Næh – ikke endnu!”

Og så en børnelogiker i samme boldgade. Mit 4-årige barnebarn så en film, hvor en dinosaurus døde, og han konstaterede: “Nu må den bare leve med at være død!”

Hvor er sprogleg dog oplivende!