dansklærer - Dansklærerforeningens Folkeskolesektion

Dansklærerforeningens bogpakke. 5.

Nu afslutter jeg læsningen af det varierede indhold, af efterårets bogpakke. Det er et indhold, der spænder vidt i målgruppe og fagligt indhold. Men det giver først og fremmest en læsning, der fylder én med fagfryd. Hvor er det et privilegium at undervise i faget dansk.

Min seneste læsning har omhandlet et nyt materiale til ”Årets gang i børnehaveklassen” med grundbog, arbejdsbog, vejledning og bogstavkort.

For mig at se er tonen i de fortællinger, som indfanget skoleårets måneder, er herligt befriet for det sødladne talen ned til børnene-sprog. Her er eventyr, sagn og andre fortællinger, der signalerer, at den mundtlige fortælling er en basal del af skolestartens undervisning i modersmålet. Det er vigtigt, at bogstavarbejdet finder sin begyndelse i børnehaveklassen, men prioriteringen med et stærkt fortælle-islæt er velkommen.

Der er Maria Rørbæk, der begået grundbogens tekst, mens Rita Grønkjær og Ulla Olander Vangsted har stået for udviklingen af den arbejdsbog, som satser på en sproglig opmærksomhed hele året; en opmærksomhed som leder eleverne fra mundtligheden ind i skrivningens og læsningens univers. Det hele er illustreret af Anne Pedersen, som formår at forene det stringente med den finurlige. Jeg har glædet mig ved hendes streg fra første færd, da hun i et afgangsprojekt fra Designskolen illustrerede Peter Sebergs ”Patienten”, hvor tonen blev slået an: fascination af det organiske og det mekaniske i kombination.

Jeg håber, at mine børnebørn og oldebørn bliver udfordret at dette univers!

Og så til slut har jeg læst to bøger i serien ”Tendens”, en serie, der består af ”korte bøger om centrale tendenser i undervisningen”, og som søger at forene teori, didaktik og praksis. Målgruppen er altså primært læreruddannere og lærerstuderende, men de fagudvalg, der lader disse titler gå deres næser forbi, snyder sig selv for inspiration og nytænkning.

De to seneste, som jeg lige har læst, er Johanne Helbo Bøndergaard og Mette-Marie Friis Bøeghs ”Lytning i dansk”, hvor forfatterne ganske befriende sætter ørerne i fokus. For hver er det pudsigt, at vi er så vilde med at få alle til at tale, når dette kun giver mening, hvis der er nogle, som lytter. En velgørende bog!

Den anden er Natascha Drachmanns ”Flersprogethed i dansk”, hvor hun plæderer for, at vi inddrager al den sprogformåen, som eleverne/de studerende har samlet op i skolen, men også alle andre steder. I en tid, hvor alle begræder det tab af sproglige kundskaber, som sætter sit præg på samfundet i det almindelighed og uddannelserne i særdeleshed, kan denne bog sende små lysglimt, hvis vi med den anvisninger linder lidt på døren til nysgerrighed på sprog. Min eneste anke imod bogen er den brug af fagudtrykket ”flersprogethed, flersprogethedsdidaktik”. Det er nok et præcist udtryk, men det klinger fælt i mine ører. Hvorfor ikke bare ”flersprogsdidaktik”?

Men som konklusion: Tak for et par ugers læsning i fagfrydens vold!

Dansklærerforeningens bogpakke. 4.

I årene omkring 2000 fik Dansklærerforeningens serie ”Frit for fantasi” fint fodfæste i undervisningen med titler som ”Intet” af Janne Teller og ”En-to-tre-NU!” af Jesper Wung-Sung. Det var forfatter Hans Otto Jørgensen, der redigerede, og han havde via Forfatterskolen fornemmelse for kvalitet og det, der rørte sig i forfatterverdenen. Han har i øvrigt fortsæt sin indsats for at udbrede kvalitetslitteratur gennem forlaget Gladiator, som han står bag.

Han var garant for, at ”Frit for fantasi” leverede det ypperste, også selv om nogle titler ikke blev bedstsælgere. En af de virkelig fine var Pia Juuls ”Lidt ligesom mig”, som forlaget nu lykkeligvis har valgt at genudgive, så den igen kan friste danskundervisere, der vil eleverne og de studerende det bedste.

Pia Juul skriver intenst og enkelt om et komplekst og beklemt pige-/kvindeliv, som omhandler kvinder i flere generationer og piger i dagligdags skole-, veninde- og søskenderelationer. Pia Juul er i den fine bog, ”Kanon på kryds og tværs”, repræsenteret med novellen ”En eftermiddag i Bath” under temaet ”Fart på”. I ”Lidt ligesom mig” præsterer hun et sprogligt kunststykke: at levere spænding i slowmotion!

I bogpakke får hun følgeskab af to nyskrevne titler i ”Frit for fantasi”-serien: Lilja Scherfig giver os med romanen ”Bare kald mig Milo” en fortælling, som med et balanceret mix af barske hændelser og eventyrlige realiteter giver mæle til forældreløse, anbragte børn, der manipuleres af voksne magtmennesker. Selv kæmper de for den retfærdighed og den kærlighed, der må findes hinsides af al snak om hudfarve og andre udvortes træk.

Jeg var utroligt betaget af billedbogen ”Rævefælden”, som Lilja Scherfig havde skrevet og Otto Dickmeiss illustreret. Det var en helstøbt bog med så fine illustratuiner, at de måske har sløret mit blik for, hvor god en forfatter Ilja Scherfig er. I ”Bare kald mig Milo” bliver dette slør fjernet fra øjnene: Hold op, hvor hun mestrer både sprog og opbygning af handling!

I ”Cecilie siger” får læseren ti noveller af Jesper Wung-Sung. Det er den af de tre bøger, jeg har brugt længst tid på at læse, fordi hver novellen indbyder til at gå om bord i andre af forfatterens mange værker. Her er sygdom, der mødes af livslystens trods – og ”En-to-tre-NU!” må genlæses. Her er åleglat selvpromovering, der kalder på behov for menneskelighed – og ”Det år sjæle slår smut” og ”Ottoseen” må ned fra reolen. Jesper Wung-Sung gennemspiller de temaer, der som regel ligger ham på side, men med nye lys fra skriveprismen.

Jeg må som normalt, når jeg sidder med en af hans bøger i øjnene, overgive mig til en begejstring over hans høje litterære ambitionsniveau, som normalt indfries – og hans enorme produktivitet.

Han er en pæn mand, Jesper Wung-Sung, men en kompromisløs forfatter. Under en samtale med Lea Fløe Christensen – ifølge ham selv – betegnet han som en punkanarkist forklædt som enhver svigermors drøm.

Hvor er de tre ”Frit for fantasi”-romaner en fornem manifestation af en danskfag, der satser på, at eleverne skal have noget at leve for!

Dansklærerforeningens bogpakke. 3.

I gamle dage, altså i 1970erne til 1990enre, var der kronede dage for undervisningsmaterialer, der foregav at træne skriftlig dansk. Et af de mest populære hed ”Skriftlig for…”. Og onde tunger mente at vide, at det pr årgang solgte flere eksemplarer, end der var elever, fordi alle viceskoleinspektører ville sikre sig, om der skulle komme tilflyttere.

I en kvalitetsrapport om skriftlig fremstilling i den serie, som i folkemunde kaldtes Bertels Bregnebøger, kunne forskere fastslå, at ”Skriftlig for…” og lignende materialer ikke havde nogen faglig effekt. Men de gav ro i klassen, og lige så onde tunger så en sammenhæng mellem spanskrørets afskaffelse og indsætningsøvelsernes indførelse. Og indrømmet: spanskrøret og papiret er gjort af samme stof!

Nu udgiver Dansklærerforeningen hæfter i serien ”Meget mere dansk” – og indrømmet, jeg var skeptisk, da jeg hørte om planerne. Men jeg overgiver mig, fordi disse hæfter ikke er tænkt som fleksible aktivitetsmaterialer med stor variationsgrad, men som hæfter til repetition af skriftligt stof, der er undervist i, og hvor man af erfaring ved, at der gemmer sig genkomne problemer. De to hæfter i denne rundes bogpakke tager hånd om ”120 hyppige ord” (indskolingen), som alle er så slidte i brug, at de afviger det lydrette, og om ”Hyppige stavefejl 1” (mellemtrin), som bl.a. omhandler nutids-r og stumme bogstaver.

Der er altså forudgående undervisning, diagnosticering og fordybelse til forskel på ”Meget mere dansk” og gamle dages aktivitetshæfter.

Og når nu jeg er ved skriftlig dansk, så må jeg overgive mig til det nye hæfte i serien ”Stjerneskud”, hvor nr. 8 holdes sammen af temaet vand, og hvor undervisningen på elegant vis boltrer sig i det store sproghav. For mig at se leverer Yvonne Roug-Andersen og Merete Schou von Magius her stof, der kan udgøre en sikker havn for et års undervisning i skriftsprog, altså i både skrift og sprog.

Og endelig har jeg nået at læse de tre små fagbøger, som er udkommet i serien ”Læsbar”. En lille, lækker bog om ”Rap”, som både giver en overblik over en udvikling og et appetitvækkende kendskab til en række artister. Den er skrevet af Mette Telefoni.

Endvidere har Kit A. Rasmussen skrevet de to næste om ”Dyr der dræber mennesker” og om ”Dyr der spiser mennesker”. Jeg har læst dem sammen med et barnebarn på 5 år – de er til mellemtrinnet – og her er jubel over, at vores farligste rovdyr på det nærmeste er usynlige for det blotte øje eller i hvert fald uendeligt små. ”Tænk, at flåten er vildt meget farligere end ulven!”

Og nu er jeg snart igennem bogpakkens bøger. Hvor er det imponerende, at et så lille forlag kan præstere en så omfattende bogpakke med så megen kvalitet.

Dansklærerforeningens bogpakke. 2.

I min læsning af titlerne fra Dansklærerforeningens seneste bogpakke har jeg nu set nærmere på to nyheder i serien ”Læsbar”; Line-Maria Långs ”Misse Mary” og Morten Dürrs ”Et nemt job”. Begge bøgerne har en særlig tone, som måske beror på, at det er elever i 10-13 årsalderen, der er konsulenter på udgivelserne, eller også skyldes det bare, at forlaget har valgt forfattere, der bare er gode til at skrive for børn på en måde, der både sikrer godt sprog, relevante problemstillinger og en fængslende fremadskriden i handlingen. Selv jeg bedagede læser har følt mig godt underholdt og oplevet genkaldte episoder fra både dansklærerens lektioner, skolelederens elev- og forældresamtaler og privat samvær med børn, børnebørn og oldebørn, når temaer som ensomhed, ignorering, påtagen sig voksenansvar og mod sætter dagsorden i et børneliv.

Det er sigende, at de børnekonsulenter, der citeres på bagsiden af bogen, betoner, at læsningen kan føre til både latter og gråd, til spænding og til indblik i pigeproblemer, og i at nogle børn kan have det svært.

Det andet, som fremhæves, er, at bøgerne er overkommelige at læse, både hvad angår fortællingernes omfang og fremstillingens læsbarhed. Jeg finder, at denne kombination er et scoop, når man ønsker at indfange og fastholde nye læsere. Faktisk mindes jeg ikke at have set denne kombination så gennemført, siden Leif Esper Andersen skrevet Ditte-bøgerne i Dingo-serien for en menneskealder siden. Og hvor er det godt, at børn, der har det svært med læsning, får tilbud om relevans og kvalitet lige på det tidspunkt i deres (skole)liv, hvor mange dropper læsningen.

Et andet forhold, jeg noterer mig på sympatisiden, er, at forlaget har afsat en del af overskuddet fra salget og et antal frieksemplarer til projektet ”læs for livet”, der opbygger biblioteker på institutioner for børn og unge, der har vanskelige vilkår at leve under. I øvrigt vil det være en god idé at betænke netop ”læs for livet”, når man står med børne- og ungdomsbøger, der ikke længere er plads til på reolen. Her er et livgivende alternativ til genbrugsstationens bogcontainer.

Dansklærerforeningens bogpakke. 1

Anders Bondo Christensen har et opslag på LinkedIn om præsentationen af nye titler fra matematik- og Dansklærerforeningens Forlag.

Han skriver bl.a. ”Er I klar over, at I har jeres egne forlag, der bestræber sig på at udgive de bedst mulige undervisningsmaterialer til jeres fag?” og ”Her finder I super relevante analoge undervisningsmaterialer (og der er også en lækkerbisken til børnehaveklassen😊)”.
Slå op | LinkedIn

Nu er jeg i gang med at læse bøgerne i Dansklærerforeningens bogpakke. Og i første omgang vil jeg opholde mig ved de udgivelser, der relaterer til ungdomsuddannelsernes kanon, fordi når det regner på ungdomsuddannelserne, drypper det ofte på grundskolen.

Dels indeholder pakken to værker i serien ”Til værks”: Henrik Ibsens ”Lille Eyolf” og Søren Kierkegaards ”Gentagelsen”. Begge bøger har forord, som er læseværdigt undervisningsinspirerende. Dertil kommer en fornem udgivelse, ”Kanon på kryds og tværs”, hvori Peter Jensen, Jan Aa. Haugaard Petersen og Sune Weile dels holder fine tekster sammen under frugtbare tematikker og dels indleder med et litteraturhistorisk overblik. Den bør stå på ethvert lærerbibliotek! Og så har man valgt at genudgive Pia Juuls fortælling ”Lidt ligesom mig”, der udkom i 2004 i serien ”Frit for fantasi”. Den holder og har et budskab, der bestemt ikke er blevet mindre aktuelt med tiden; om at forstå, hvad man kommer af. Og hvor kunne hun dog skrive!

Jeg er ved at boge de øvrige titler og vender tilbage, når læsningen er omme.

Ps.

Hvor bliver man stolt af at være medlem af en faglig forening, der udgiver værker som disse!

Hvad har du fået ud af besøget?

Igen i år lægger Politikens Pressen hus til World Press Photo-udstillingen, hvor nogle af årets udvalgte pressefotos præsenteres.

I år havde man droppet den særlige udstilling af Politikens egne fotografers billeder, og det var en forringelse efter min mening. I stedet kunne man se en billedkavalkade over pressefotografiet i demokratiets tjeneste. Og ærlig talt; det væsentligste for mig ved fotografiet er, at man kan fordybe sig i det, og derfor fremkalder den evindelige bladren irritation. Man kalder det slide show, og det kan være både show-præget og slidsomt at se på.

Men andre år har jeg besøgt udstillingen på åbningsdagen, hvor en række pressefolk og fotokendere er til stede, men i år stod jeg midt i vrimlen af elever fra skolernes overbygningsklasser, og det gav en helt nyt dimension på oplevelsen. Jeg kontaktede en gruppe fra en nordsjællandsk efterskole, så deres opgavesæt, som de var pænt optaget af, og spurgte til deres opfattelse af udstillingen. “Jo, det er spændende at se, men det handlen næsten kun om katastrofer;” udtalte en, mens andre nikkede.

Og så er det underligt, at “vinderbilledet er et, man ikke sådan lige får øje på:” “Man må læse teksten for at finde ud af, hvad det forestillet.” (Børn, der klamrer sig til deres far, som bliver arresteret af ICE). “Det er nok valgt, fordi det handler om ICE!?”

Og alle var enige om, at ét billede havde fanget blikket og sat sig fast i beskueren: Et billede af en mand foran et brændende højhus. Det viste umiddelbart en rædsel, som blev understøttet af teksten: Han kone opholdt sig i det huset.

Det gav anledning til en ordveksling om de kriterier, der ligger bag valg af vindere. Og på mit spørgsmål om, hvad de havde fået ud af besøget, lød svaret: “At vi kan se, hvor godt vi har det her i landet!”

Udstillingen sluttede i går samtidigt med efterårsferien.

Et bidrag til udvikling af dansk sprog

Da menneskene i tidernes morgen fik nøkker og stræbte efter himlen, gjorde Gud deres forehavende umuligt ved at udstyre dem med forskellige sprog, så de umuligt kunne tale sammen. Men akkurat som Guderne i den nordiske mytologi havde glemt at tage misteltenen i ed, sådan har Gud også overset en flok mennesker, der får os alle til at ane en storhed, der rækker ud over vores modersmål: tolkene og oversætterne.

Dette får man et overbevisende og markant indtryk af ved at fordybe sig i Thomas Harders velskrevne og grundige (til det nørdede) nye bog: ”Oversætterens anmærkninger”. Nu vil nogle, som har fulgt den seneste tids debatter om AI indvende, at oversætternes tid er ved at rinde ud. Men tro om igen: ved at give læseren indblik i de valg, der skal træffes, når man oversætter fra et sprog til et andet, indebærer, at man også skal oversætte kulturelle normer, historisk afslebne talemåder, fundamentale grammatiske forskelle og en lang række tilsvarende fænomener, som ikke blot fordrer sproglig kunnen, men også forståelser for de mange betydninger, som hvert sprog bærer på.

Dette stiller store krav til oversætteren, og Thomas Harders påpegning af, at man for at anmelde en oversættelse må have dyb indsigt i begge de sprog, der er tale om, virker på mig både indlysende og en kende utopisk, fordi det er de meget få, der kan honorere dette krav – og alligevel fornemme om en oversættelse er god eller dårlig.

Gennem en række overvejelser føres vi ind i oversætterens/tolkens vilkår, forberedelser og valgmuligheder, mens vi gennem en række konkrete eksempler får mulighed for at få teorierne foldet ud i levende sprog. Det er ganske enkelt mageløs læsning.

Og mere end det: Når man lever i et land, der på det nærmeste er etsproget, kan man nemt – og politisk – forledes til at mene, at dansk sprog er gudgivet. Men i samvirket med andre sprog fornemmer man, at vores sprog er på én gang foranderligt, levende og originalt, men dog medgørligt i den seriøse, vidende og engagerede oversætters/tolks varetægt.

Thomas Harders kollega og hustru, Lene Ewald Hesel, bidrager med et selvstændigt kapitel om at oversætte børnelitteratur. Hun skriver veloplagt og med indsigt og forærer læseren den samme glæde ved sproget som bærer resten af bogen. Men hun begræder også den lavstatus, som kulturarbejde for børn OGSÅ på oversætterfeltet er udstyret med. Man må håbe at kulturministeren og forlagsredaktørerne læser med!

Når man beskæftiger sig med sprog, må man nødvendigvis også tage stilling til den politik, som sproget er bærer af. Og her rummer bogen befriende debatstof, fx vedrørende oversættelser af n-ordet, og politiske beslutninger om at lade ikke-dansksprogede medborgere være selvbetalende for tolkebistand i rets- og sygehusvæsen. Her citeres en overlæge for at konstatere, at når man ikke kan tale med sine patienter, så reduceres man til dyrlæge.

Læs denne bog og blive begejstret for, at Vorherre får lidt modstand i den babyloniske sprogforbandelse – og at vores modersmål får omhyggelig pleje – tilsat toner fra en større verden.

Litterært Folkemøde i Skørping. 3.

Ved et folkemøde hører det til blandt udkommet, at man falder i samtale med mennesker, der kan rykke ved vante forestillinger om litteraturen og dens omegn. Således også i Skørping.

Fordi jeg skulle tage hånd om HCA-Samfundets stand, fik jeg ikke hørt nogle af de mange interessante foredrag og optrædender, men fik så talt med så mange desto flere gæster og standpassere.

Især fik jeg en del gode samtaler med Michael Clausen fra Bog & Idé i Hadsund. Han forstærkede mit indtryk af, at den boghandlerkæde, han er tilknyttet, nok også er en Legekæde, så har den også medarbejdere, der er dedikerede bogmennesker. Han var ud over at være en fin samtalepartner og en interesseret og vidende litteraturnyder. Når jeg kalder det et forstærket indtryk, så beror det på dels et besøg i Rønde, hvor Bog & Idé på førstesalen huser landets største kunstboghandel, og dels på et eventsamarbejde med Langes Boghandel, Bog & Idé i Næstved. For ikke at tale om den service jeg bliver tildelt i min lokale Bog & Idé i Helsinge. Besklageligvis konstaterer jeg så også, at boghandlere i en del byer lukker. Og hvad er en by uden boghandel?

Jeg havde også en god snak med Forlaget Praksis, som har udgivet en imponerende kanonserie. Af samtalen fremgik det, at især tilstedeværelsen af flere kvindelige forfattere var et markant fremskridt for litteraturen. Da jeg replicerede, at Dansk Litteraturkanon fra 1994 havde repræsentation af alle de kvinder, der var på listen nu, rynkede Praksis-medarbejderen panden. Heldigvis stod Erik Skyum-Nielsen, som jeg i 1994 var i kanonudvalg sammen med, ved siden af og kunne bekræfte mit udsagn. Forskellene på dengang og nu er, at 1994-listen var frivilling, til inspiration, og at folkeskoledelen bestod i inspirationer til at lade nutidige forfattere læse i en belysning af nogle af de kanoniske. Dette kunne tjene til efterfølgelse nu, hvor den obligatoriske folkeskolekanon har overlevet både sit oprindelige formål og sin relevans, hvis den da skulle fremme litteraturglæde og læselyst.

Endelig må jeg også nævne, at Christina og Jesper Wung-Sung kom forbi, så jeg kunne få aftalt et interview til Dansk i anledning af, at han får udgivet en fin novellesamling på Dansklærerforeningens Forlag her i efteråret. Og at enmandshæren fra Måle Fortælleteater, Anette Jahn lagde vejen forbi mellem hendes optrædender med den nye forestilling Brændenældernes sang og den afprøvede om Selma Lagerlöfs Skiftingen. Vi fik vendt væsentligheden i, at fortællingen kommer styrket ind i skolens nye fagplaner!

Og så var der alverdens småsnak om revision af ældre tekster, hvor åsyn skal erstattes af ansigt, fordi ingen længere bruger åsyn-ordet, selv om det anvendes dagligt i Morgenandagten. “Den er sgu da ingen; der hører.” “Jo, den har flere tusinde lyttere!” Og mere småsnak om dette og hint, hist og pist.

Og da jeg kommer hjem for at slappe af med lidt skærm, toner Herman Bang fra i udsendelsen om “Huse med hemmeligheder”, fordi han har været alumne på Valkendorfs kollegium. Han, der gav os impressionismen i litteraturen og new journalisme i journalistikken.

Verden hænger sammen – hvis man tilstræber det.

Litterært folkemøde i Skørping. 2.

Det litterære folkemøde blev logisk nok åbnet af skuespiller Jørgen Bing, der havde påtaget sig rollen som Herman Bang. Logisk, fordi Herman Bang-Selskabet står bag dette litterære træf. Åbningstalen markerede i fin impressionistisk stil, hvorfor vi var samlet, og skuespilleren faldt aldrig for fristelsen til at parodiere forfatteren, der ellers er gået over i historien for sine mange selviscenesættelser. Så på den måde var scenen sat: Det litterære folkemøde er en nutidig og seriøs begivenhed for mennesker, der interesserer sig for ældre litteratur og for dens mange bud til vores tid og til vores eftertanker.

Selv repræsenterede jeg H.C. Andersen-Samfundet i København. Og jeg havde valgt af medbringe print af de mange anmeldelser af HCA-relaterede udgivelser, som jeg har skrevet i de seneste to år. Herved har jeg villet vise, at den store digter fortsat rører os. Her er alt fra Jesper Wung-Sungs imponerende to bind, hvori han foregiver, at bøgerne er skrevet af digteren selv, over udgivelser til ungdomslæserne, hvori vort tids forfattere har ladet sig inspirere, til videnskabelige bøger med analyser af Andersen og med oplysning om den aktuelle Andersen-forskning. Det er ganske enkelt overvældende, hvor meget Hans Christian Andersen fortsat fylder.

Som noget særligt vil jeg nævne, at jeg havde en stak hæfter af maleren Lars Ravn med. Han plæderer for, at HCA er en formidabel billedkunstner, som Lars Ravn går i billeddialog med, både i en fin kunstbog, “H.C. Andersen som billedkunstner” og ved en udstilling på Silkeborg Bad fra den 30. januar 2027.

Ved siden af HCA-standen havde Modersmål-Selskabet dækket op, mest iøjenfaldende med to bøger, hvori fem af H.C. Andersens eventyr er oversat til henholdsvis vestjysk og til vendelbomål. Bøgerne er farvestrålende illustreret af Una Isailovi´c. Jeg har tidligere været kritisk over for en oversættelse af HCA til bornholmsk, men har fået en mail, der fremhæver kvaliteten ved, at man lærer den mistede dialekt via de kendte tekster. Og den pointe kan jeg sagtens se. Og efter at have læst de to nye oversættelser med “indre lyd” på, finder jeg, at man både får en fornemmelse af de særlige dialekter og af det skriftsprog, som er afsættet for oversættelsen. Det er givtigt for en etsproget kultur at få andre sprog, her dialekter, at sammenholde sproget med.

ps. Modersmål-Selskabet fortæller mig, at deres dårligst sælgende bog er bogen om ordblinde Adrian. Det er oprindeligt en svensk bog; den har fine illustrationer, fin dansk tekst og en handling, der kan give livsmod for ordblinde læsere, der nok kan have grund modløshed. Den bør stå i alle klasser med ordblinde elever!

Litterært folkemøde i Skørping. 1.

Så er der atter gået to år – og hverandensårsbegivenheden Litterært Folkemøde i Skørping slog i weekenden dørene op til et fornemt program på Kulturstationen i Skørping. Det er Herman Bang-Selskabet, der har lagt kræfter i at få det imponerende program lagt til rette. Længe leve frivillinghedens Danmark!!!

Skørping er en forunder lig by at komme til, ikke mindst når man har deltaget i en af Herman bang-Selskabets byvandringer. Her er stationen med vandtårnet, hvor Bang fik øje på en bleg og sørgmodig kvinde, der blev inspirationen til Katinka i “Ved vejen”. Længere fremme lå fotograf Ingeborg Hansens atelier, hvor så mange portrætter er blevet til. Hun holdt til i Bakkehuset, som nu ganske skandaløst har måttet lade livet for nyopførelsen af et parcelhus; Rebild Kommune passer dårligt på deres kulturarv! Længere væk ligger enkeskovriderinde fru Skovs sommerpensionat, hvor Herman Bang indlogerede sig på et lille gavlværelse, mens han gjorde romanen “Ludvigsbakke” færdig.

Men byer er også præget af frivillige bogelskere, der sammen sørger for, at det er værd at aflægge antikvariatet “Bogby 9520” en visit. De har mange bøger til en billig penge, og det er nemt at finde bøgerne, fordi der er system i sagerne. Og bemandingen af frivillige er vidende rådgivere. “Bogby 9520” ligger tæt ved Kulturstationen; lige rundt om hjørnet og over torvet, så er man fremme. Da jeg slog et smut derover, havde de just fået nogle kasser med bøger, vistnok fra et dødsbo. Bøgerne blev sorteret. Halvdelen røg i genbrugsstationens genbrugscontainer. Men den anden halvdel kom på reolerne, fordi her ville være berigelse at hente for læsende borgere. Tænk, om alle byer havde en praksis, der lod kasserede bøger få en tur gennem hænderne på frivillige bogelskere, som kunne lade dem give nyt lys i øjnene på læsere, og så kun den ubrugelige halvdel røg til forbrænding!

På vejen fra Kulturstationen til antikvariatet løb jeg ind i en mindeplade, som stod ud for torvets blomsterbutik. Den stod placeret så lavt, at man var nødt til at bukke sig for at læse teksten: “MINDEPLADE. HER PÅ DETTE STED DEN 18. FEBRUAR 1892 SKETE DER ALDELES OG OVERHOVEDET INGENTING”. Da jeg havde fået styr på min egen overraskelse og velgørende latter over dette minde i en by, hvor vi var så mange samlet for at dyrke afdøde forfattere, satte jeg mig for at se de ret mange, som fik øje på pladen, bukkede sig og besværet af grin rejse sig.