dansklærer - Dansklærerforeningens Folkeskolesektion

I skyggernes spil

Når man ikke bestiller julegaver via Ønskeskyen, risikerer man at få gaver, som man ikke har ønsket; ja, som man måske end ikke vidste fandtes. I min optik er Ønskeskyen derfor en absurd størrelse, fordi den afmystificerer gavens natur og så at sige målstyrer den. Dermed bliver gavegivningen en handling, der er i familie med den mangesteds nærværende afsjæling af menneskeligt samspil.

Dette blev åbenlyst for mig, da en god ven til jul forærede mig japanske Junichiro Tanizakis ”Til skyggernes pris” (Forlaget Korridor,2024). Heri begræder forfatteren det kulturtab, som det elektriske lys har påført japanerne. Deres huse har været præget af skygge og dæmpede belysninger, som gav spil i skyggerne og liv i oplevelserne.

Bogen fik mig til at mindes et samarbejde, jeg for mange år siden havde, med folkemindeforskeren Iørn Piø i forbindelse med et par bøger om ”Nissen” (Gyldendal 1980) og ”Julemanden” (Foreningen Danmarks Folkeminder 1989). Piø brugte om det, vi normalt benævner ’overtro’, begrebet ’tiloverstro’ og uddybede dette ved at påpege, at alle de væsner, som ingen havde set tydeligt, men som mange havde anet, befandt sig i skyggerne i det dårligt oplyste rum. På forunderlig vis blev det klart, at hele den danske folketro, som Evald Tang Kristensen og andre registrerede, var livet i skyggernes spil.

Da jeg senere læste og blev betaget af Knud Erik Pedersens ”Esben” (Gyldendal 1982) og de opfølgende bind, blev det klart, at den forsigtige og ængstelige dreng, som frygtede at gå op på deres mørke loft med alle skyggerne, fik fordrevet angsten sammen med mørket, da der kom elektrisk lys på loftet.

Det er dette lys, der fjerner skyggernes spil, og som ifølge Tanizaki får vesterlændingen til at dyrke det skinnende, det blanke, det påtrængende. For ikke at lade hvidheden spolere skyggernes spil farvede japanske kvinder tidligere deres tænder sorte, hvor jeg bemærkede, at alle kvindelige kandidater ved kommunalvalget på Frederiksberg havde smil med kridhvide tænder. Og de mange influencere overgår politikerne i lysende hvidhed. Derfor må det være oplagt at spørge om, hvad det er de skjuler i al deres belysthed?

Måske kan vi finde en af forklaringerne på, at litteraturundervisningen ofte har trange kår, at den foregår i en sammenhæng, hvor idealet er ’at forstå’, mens det må være ’fortolkningen’, trangen til at forstå, der må drive værket.

Da lærer Mette Frederiksen og jeg lavede mellemtrinskursus for 358 dansklærere, tog vi afsæt i et sagn om ”Aamanden”, og da kursisterne selv skulle frembringe fortællinger om ’det farlige vand’ blev det ofte klart, at ’spillet i skyggerne’ findes i nogle situationer af vores liv. Vi kan søge at skabe fortællinger om tilværelsen i uoplyste rum, eller vi kan lege med skyggerne i solskin, hvor skyggerne får deres eget liv, men styret af os, der kaster skygger. Det er en sjov indskolingsleg at lade skyggerne danse, aftegne og spille sammen. Jeg har også set teenagere på tur finde det forunderligt at lade deres skygger smelte sammen eller spille ping pong.

Jeg er taknemmelig over at have fået en gave, jeg ikke vidste fandtes. Den japanske æstetik, som den var tidligere før illumineringen, forekommer mig i fuld skala ikke attraktiv, men den kan få os til at reflektere over vores dyrkelse af, om spotlightet er den mest givende form for oplysning. Narrer vi ikke os selv, hvis vi fornægter det leben, der trives i skyggerne?

Så tak for den overraskende gave, som jeg ikke kunne have rekvireret gennem Ønskeskyen. At få en sådan gave kan lignes ved at komme på et skolebibliotek, der er betjent af en skolebibliotekar, der kan få mig til at læse en bog, jeg ikke vidste fandtes, og som jeg derfor ikke kom for at få med mig.

Lavthængende læsningsfrugter.3

Uddrag af tekst der er skrevet på Olivetti Valentine

Juleaften fik en pige på 8 år en speciel gave; en rød rejseskrivemaskine – Olivetti Valentine. Og voila, pigen satte sig prompte til tasterne og skrev og skrev og var uden for anden rækkevidde, end den historien indbød til.

Denne hændelse fik mig til at erindre en episode, som udspillede sig på Jensen & Dalgaards stand ved BogForum det år, hvor de havde udgivet Mette Hegnhøjs aldeles unikke fortælling om “Ella er mit navn. Vil du købe det” (2014). Udgivelsen bestod af en æskefuld maskinskrevne løsblade garneret med poetsne (konfetti lavet af den evigt og altid fraværende mors bøger). Selvfølgelig havde det krestive forlæggerpar udstyret deres stand med nogle gamle, men funktionsdygtige skrivemaskiner. To pubertetsdrenge, som talte med frisk nydansk accent, så disse anordninger med tastatur. Den ene satte sig og skrev et ord, hvorefter han råbte til sin ven: “Aj, bror, kom og se. Den printer med det samme!” Og så skrev de begge videre.

Denne fascination af det analoge, denne fornemmelse af den direkte forbindelse mellem det hånden gør, og det øjenene ser, er et uvurderligt bidrag til stimulering af omgangen med bogstaver; det vi med andre ord kalder læsning og skrivning.

På gengivelsen af arket fra “Bobo og Kalles rejse” kan man både læse en bid af historien og se rettelser. Jeg har just set samme fænomen i den fine bog om forskningen af H.C. Andersens manuskripter, “H.C. Andersen ved skrivebordet” (Nord Academic 2025). Det er oplagt at stimulere skriveinteressen ved at vise den meget unge skribent kopi af et HCA-ark.

Den nu afdøde journalist Frederik Dessau blev af sin arbejdsgiver opfordret til at tage et kursus i skrivning på computer, men var skeptisk. Han blev mødt med argumentet, at det var meget nemmere at rette. Til det havde han en bemærkning om, at det vel var bedre at tænke sig om, inden man skrev, så man ikke behøvede at rette. Og hvis man endelig skulle, så var viskelæderet vigtigt. Men det vigtigste ved den besværlige adgang til at rette var, at man blev animeret til at tænke sig om, før man satte ord på papiret.

Derfor er analoge skriveredskaber en forunderligt supplement til den nemme digitale skriveløsning; de fremmer tænksomheden omkring omgang med bogstaver.

Så giv børn og unge adgang til en variation af skriveredskaber: gamle skrivemaskiner, fyldepenne, blyanter, tusser – alt det, der “printer med det samme”. Det fremmer i sidste ende læsningen.

Andersen vokser sig endnu større

Udsnit af forside på bogen “H.C. Andersen ved skrivebordet”

For det akademisk utrænede øje kan det udfordre at kaste sig over en udgivelse som ”H.C. Andersen ved skrivebordet” (Nord Academic 2025), hvori forskere giver et indblik i forskningen af digterens manuskripter og deres vej frem til udgivelser. Men hold da op, hvor har det været berigende at tage udfordringen op og holde ved: Andersens storhed vokser for hvert kapitel.

Professor Johnny Kondrup indleder med et kapitel om skrivestrategier og skelner mellem dem, der har hele historien i hovedet før skrivning, og dem, der skriver og retter og skriver. Vi kommer rundt om skriveprocessen ved bl.a. at se på Kierkegaard, Grundtvig og Ingemann. Med et forstår man, hvor tåbeligt det var at kræve udarbejdelse af disposition af alle.

Seniorforsker Ejnar S. Askgaard giver indblik i Andersens optegnelser i kladdehæfter og på løse blade. Lad det være en inspiration til at give elever ideen til at samle på særlige ord, vendinger og citater til senere brug på papir eller digitalt.

Seniorforsker Finn Gredal Jensen beskriver arbejdet med at klassificere manuskripterne og fører læseren ind i en forskning, hvor blæktyper og vandmærker spiller en rolle.

Endnu vildere bliver det, når fotograf Maja T. Ronnell og konservator Birgit V. Hansen bruger ny billedteknologi til at trænge ind i skrift, der ellers er ulæselig pga. tidens nedbrydning af blæk og papir. Jeg spekulerer på, hvordan man sikrer bevarelsen af nutidens digitale materialer.

Lektor Ane Grum-Schwensen beskriver H.C. Andersens skiftende arbejdsformer og hans digteriske særkender. Dette kapitel har for mig været det lettest tilgængelige, fordi Grum-Schwensen sprogligt er en unik formidler. Derfor vil jeg foreslå læsere, der ikke er vant til akademiske skrifter, at starte her for at få mod på hele bogen og dermed de mange aspekter af Andersen-forskningen.

Historiker Holger Berg tager os med helt ind i trykkeriet og i Andersens samarbejde med de ansatte hos trykkeren, hvor han i øvrigt var venlig over for alle, høj som lav. Det er fin læsning om en rasende produktiv forfatters følgen manuskripterne til tryks med rettelser og tilføjelser frem til sidste øjeblik.

Denne første halvdel af bogen giver et fascinerende indtryk af den H.C. Andersen-forskning, der udfoldes her i landet. For mig giver det både et mere nuanceret syn på Andersen og nogle oplagte inspirationer til at berige folkeskoleelever med Andersens tilgange – til aktiv efterfølgelse, ikke for at ville gøre dem til digtere, men for at styrke deres sproglige bevidsthed og fortælleglæde.

I bogens anden del analyserer fem Andersen-kendere, Kathrine Vig Nielsen, Jacob Bøggild, Frederike Felcht, Josefine Hilfling og Helena Brezinovà tilblivelsen af syv eventyr/historier med skyldig hensyntagen til den forskning, som er beskrevet her i bogen.

Fordi jeg har overværet flere end 100 elevoplæsninger af ”Sneglen og rosenhækken”, har jeg her især hæftet mig ved de bearbejdelser, Andersen har foretaget. Og for mig tyder elevernes forskelligartede tolkninger på, at nogle tidlige tanker forbliver aktive i den endelige tekst. Måske er det min efterrationalisering, men vel ikke helt skæv.

Tak for formidling af en forskning, der gør Andersen større og dermed beriger os alle.

Lavthængende læsningsfrugter. 2

Når man går rundt på Karl Johan i Oslo, kan øjnene pludselig fange et glimt af solen, der reflekterer i noget blankt. Og ved nærmere øjekast viser det sig af være sølvbogstaver, der er nedfældet i fortovet, og ved endnu nærmere øjensyn ser man, at bogstavere danner citater af Henrik Ibsen. Nu er det ikke længere solen, der har eneret på at reflektere i sølvet; nu giver ordene også anledning til, at man selv må reflektere. Hør blot: “Hvad skal vi med fremmedordet idealer, når vi har det gode gamle norske ord løgne”. Hvad får mine tanker på jordnær flugt, når mange af debatterne om børnesyn flyver gennem avisspalterne? Og hvad betyder det, at jeg bliver rystet af statistikforvanskerne i den politiske debat?

Det er måske ikke oplagt, at Henrik Ibsen skulle erstatte Rifbjerg på kanonlisten med begrundelsen, at Rif var for vanskelig for folkeskoleelever. Ibsen er da heller ikke skånekost, men citaterne på Karl Johan er værd at have med i tilværelsen – også hvis man er ung!

Dette med at løbe på ord på uvante steder, kan få en til at standse op og få oplivet tanken. For nogen tid siden sad jeg afventende i et lokale i Lyngby, da mine øjne faldt på en butiksfacade på den anden side af vejen. Et træ skyggede for dele af vinduet, og jeg læste: Illums lighus. Se, den ventetid fyldte mine tanker med liv.

Blandt andet kom jeg til at tænke på besøg på Amager Fælles Skole, hvor der på trappetrinnenes stød op mod kontoret er malet teksten til Halfdans digt om lærer Ørnebjerg: “Du lærte os mer om at tro på os selv, / end om det vi sku glemme alligevel”. Selv om mange elever har taget den tur flere gange, var der alligevel nogle, der standsede op, stavede og smilede.

På Matthæudgades Skole, som den hed engang før fællesledelsernes indtog, havde Erik Clausen fået i opdrag at dekorere med ordsprog. Nogle læste dem og spurgte til betydningen. Og oplevelsen af dette betød, at vi i Dansklærerforeningen udgav bogen “Et digt om dagen” og et halvt år senere “Et digt om natten”. For at få poesien udbredt kopierede jeg dagens digt og tapede det op rundt om på skolen. At mange læste dem, ved jeg, for de førte til snak i kantinen og ved morgensamlinger. Da de to udgivelser var brugt op, fortsatte jeg med at finde tekster til ophængning på opslagstavler, i skolegården, i cykelskure, og nogle blev plastet og klæbet på gulve og trapper.

Kriteriet for udvælgelsen var, at teksten skulle være kort, fyldig og overraskende.

Vagn Steen: Um, sagde lærerinden. Så vendte jeg hende om. Mu, sagde hun.

Steen Kaalø: Den første gang jeg kyssede en pige, var det en dreng – i mangel af bedre.

Eller små nummererede verselinjer spredt rundt på skolens vægge: Fx. Halfdans 1) Gåsen pd en møtrik, 2) og syntes det var herligt. 3) Men da ægget skulle ud, 4) da var det lidt besværligt. 5) Lægge æg er ikke sjov, 6) når måsen knap har skind på, 7) men endnu værre er det dog, 8) når ægget har gevind på.

For at levere en dårlig vits, så æggede linjerne mange elever, som måske var gået forbi flere, men pludselig var der en, som fængede. Og så gjaldt det om at finde alle.

Der er mit forslag at fylde skole med overraskende sentenser og opfordre elever, der ser noget på deres vej, fx Illums lighus i Lyngby, om at skrive det ned og få det hængt op på skolen.

Men lad det for læsningens skyld leve sit eget liv uden kontrol og nævenyttig opgaveopfølgning.

Nu er der inspiration at hente.

Hanne Kvist takker Det Danske Akademi for Silas-prisen

Så kom Det Danske Akademis taler på nettet; sekretær Dan Ringgaards og den fem prismotiveringer. Og her er inspiration at hente – til biblioteks- og boghandlerbesøg og til undervisning.

Sekretærens tale har ud over formalia interessante overvejelser omkring akademiets formål, “at virke for dansk ånd og sprog”, når dansk litteratur både historisk og nutidigt ofte skrives på andre sprog end dansk. Han sætter problematikken i relief ved at berette om Dantes skelnen imellem folkesprog og det lærde (latin).

Anne-Marie Mai motiverede Mikael Josephsens modtagelse af Beatrix-prisen ved at betone “den mavepuster af indblik i liv”, han beriger læseren med i sine skildringer og digtninger om mennesker på kanten. Hun citerer bl.a. en læge for at gøre opmærksom på, at “det ikke er symptomer, der ligger i sygesengen, men et menneske med en historie”.

Ursula Andkjær Olsen satte ord på begrundelse for tildelingen af Michael Strunge-prisen til Nath Krause, og opholdt sig ved vanskeligheden ved at fastholde og zoome ind i hans dobbeltbundne vorker, hvor læsningen giver dobbelt svimmelhed.

Mette Mostrup spillede Otto Gelsteds Mindelegat i hænderne på Amalie Smith for hendes vidensbegær og skabermagi, som også handler om at leve i klimakrisernes tid. Hun veksler mellem materiale og poesi, som når hun peger på, at ‘materiale’ er afledt af latin ‘mater’, som betyder ‘mor’.

Harald Voetmann slog med elegante, verbale ordhug fast, at Annette Lassens arbejde med de islandske sagaer helt oplagt skulle have Selskabets pris. Hun har udvirket, at en skare af nyoversættere har leveret et ensartet præg og perspektiveret med egne ledsagebøger. Hun placerer sagaerne i den europæiske verdenslitteratur med reference til sagaskrivernes kendskab til samtidens europæiske digtning.

Endelig navigerede Jesper Wung-Sung elegant Silas-prisen i hænderne på Hanne Kvist ved at fremhæve, at man aldrig vidste, hvad hendes næste værk ville bringe med sig: Hun genopfinder kunsten at skrive børnebøger hver gang – og lod hende referere til H.C. Andersen og Ole Lund Kirkegaard.

Denne talestrøm tændte lys i min læselyst. Jeg havde kun læst Hanne Kvist i forvejen, men fik omkring hende nye impulser til indsigt og formidling. På biblioteket fandt jeg de øvrige, undtagen Nath Krause, som jeg er på jagt efter. Men hvor er det berigende læsning. Og jo, De islandske Sagaer kendte jeg da også, men føres igennem dem med helt nyt blik. Men her er altså forfattere, jeg vil følge.

Hvor er det berigende at høre mennesker, der er belæste end en selv, anbefale bøger og forfatterskaber, man ikke vidste, man har brug for. Det er en attitude, man gerne ydmygt må tillægge sig, når man er underviser og formidler.

Læs disse berigende motiveringer i deres helhed: https://www.danskeakademi.dk/

Lavthængende læsningsfrugter. 1.

Forleden modtog jeg en uventet gave, ja, en gave, som jeg ikke var bekendt med eksistensen af. Et udvalg af H.C. Andersens eventyr set af Günter Grass, som har gengivet det, han har set med litografisk kridt. Egentlig havde han fået en bestilling på 10 litografiske blade, men blev så betaget af arbejdet, at han gjorde billeder langt ud over bestillingen – til en udgivelse, som skulle tilegnes hans børn og børnebørn og inspirere alle andres børn og børnebørn til at lære H.C. Andersen at kende.

Bogen har betydet, at jeg har fået nye øjne på flere af eventyrene, og at jeg er kommet til at tænke på det læsestimulerende i at modtage en uventet boggave.

For en del år siden var vi en lille gruppe, der på den internationale læsedag turnerede rundt til skoler i forskellige dele af landet. Vi optrådte i regi af kampagnen Ordet Fanger, og vi have tiltusket os bøger fra forskellige forlag; bøger, der var nogle år gamle og måske var på vej i papirmøllen, Vi sneg os rundt i skolegårde og på gang og lagde bøger rundt omkring – med opfordring til at læse og med venlig hilsen Ordet Fanger. Og vi så elever i alle aldre opdage bøgerne, tage dem op og mange begyndte at læse i dem og stak dem til sig, men andre lagde ders bog tilbage på bænken eller i vindueskarmen. Og der blev snakket om bøgerne. De havde nok ikke valgt dem på skolebiblioteket (ja, det er så længe siden, at alle skoler havde sådan et), men fordi de kom til dem uventet og i uvante omgivelser, forekom de spændende.

Selv prøvede jeg som skoleleder at indkøbe usælgelige børnebøger fra områdets antikvariater, som skulle rydde op. Jeg lagde dem rundt om på skolen, og de forsvandt. Nogle elever fortalte mig i kantinen, at de havde fundet bøger, som deres forældre havde jublet over, for dem havde de selv haft som børn. Og så havde de læst sammen og snakket om gamle ord, om børn, der gjorde mærkelige ting osv.

Endelig tog jeg nogle år i træk rundt til forlag for at købe børne- og ungdomsbøger, der skulle udgå. Jeg ville betale det samme som store boghandlerkæder gav for at købe restoplag – i snit 5 kr. pr stk. Derefter delte jeg ud af bøgerne i skolen centralrum, så hver elev fik en boggave; der var flere titler at vælge imellem. Og de fleste passede på deres gave. Efter 4 år optagede jeg, at nogle af eleverne fortsat havde alle deres 4 bøger i skoletasken. “Jeg ved ikke, hvor jeg ellers skal stille dem. Vi har ingen reoler derhjemme.”

Og nu ser jeg unge mennesker, der skal med lokalbanen stå og vælge bøger fra de bogkasser, der er sat op i ventesalen.

Frist dog med bøger på uventede steder og måder. Det er et forsøg værd som alternativ til at fylde containerne på genbrugspladsen. Dér fandt jeg forleden StormPs “Dagligt liv på Jorden”. Og ugen før Astrid Lindgrens “Suser min lind, synger min nattergal”. Og hver gang jeg fisker en bog op, fylder det mig med glæde over at få bogen og med forargelse over, at den er verfet ud.

Så har Ronkedorerne igen flettet snabler

På denne uges sendeflade på www.den2radio.dk er der en ny udsendelse med Ronkedorerne, der taler sammen om fagbøger. Denne gang har Georg Metz taget “Nationalromantik bliver folkeeje” med. Den er en af de sidste titler, der kommer i Aarhus Universitetsforlags glimrende serie om vores historie: 100 titler på 100 sider til 100 kr. Egon Clausen genopfrisker Per Fibæks 10 år gamle bog, “Drop ambitionerne – og lav en bedre undervisning”, som nok er et gensyn værd i disse tider, hvor fagfornyelsen står for døren. Endelig har jeg selv bragt bogen om “Roepolakkerne satte spor” ind i udsendelsen, fordi den efter min mening dels giver et godt billede af en periode med udenlandsk arbejdskraft på Sydsjælland og Sydhavsøerne, og dels rummer paralleller til vor tids indvandrerdebat.

Foruden denne udsendelse er der en del dansklærerguf i denne uge. Lad mig nævne Karsten Pharaos oplæsning af “Den lille pige med svovlstikkerne” og 16. afsnit af “En Digters Bazar”, Ud over disse H.C. Andersen- tekster er der tillige en genudsendelse af Chr. Braad Thomsens udsendelse om Bob Dylans julesange, som udkom før han blev nomineret til Nobels Litteraturpris, og mange år før han fik den i 2016.

Inden for andre fagområder kan høres om den italienske mafia, om Amerikabådene, der fragtede emigranter fra Europa til USA, om gamles ensomhed, om organisten Jens E. Christensen og endelig Georg Metz’ faste klumme InterMetzo; denne uge om diskussionen om røde lejesvende i DR.

Så gå på nettet og lyt til www.den2radio.dk, som nu har leveret public service i mere end 15 år – uden offentlige tilskud.

https://den2radio.dk/udsendelser/ronkedorerne-december-2025

Noget helt særligt

Hanne Kvist takker for Silas-prisen. Privatfoto

Ved Det Danske Akademis årsfest fulgte eftermiddagens program samme sti som de foregående år: Sekretær Dan Ringgaards beretning, prisovervækkelser med musikalsk underholdning midtvejs og sluttelig små hapser og bobler. Det anderledes var, at det blev holdt i det nyrestaurerede hofteater – en passende ramme for et akademi, der skal virke for både ånd og sprog.

Sekretærens tale indledtes som vanligt af et særligt tema, så man kunne få lidt specielt med hjem; i år om danske forfattere, der havde skrevet på andre sprog. Fx Holberg og Saxo på latin, de islandske sagaer (som vi har annekteret i vores nationale litteraturhistorie) på oldislandsk, Blixen på engelsk og Blicher på jysk. I den sammenhæng blev Dante nævnt for at skrive sin guddommelige komedie på italiensk og ikke på latin, fordi han vægtede folkesproget over det litterære sprog, det man havde fået ind med modermælken frem for det tillærte. Hele talen vil blive bragt på akademiets hjemmeside. Læs den og tidligere sekretærtaler, og bliv beriget med noget, du ikke har tænkt over, at du ikke går og tumler med.

Priserne blev motiveret af akademimedlemmer, overrakt og kvitteret for ved modtagernes takketaler. Også disse taler vil blive lagt på akademiets hjemmeside.

Amalie Smith modtog Otto Gelsteds Mindelegat, motiveret af Mette Moestrup.

Hanne Kvist modtog Silas-prisen, motiveret af Jesper Wung-Sung.

Mikael Strunge-prisen fik Nath Krause. Ursula Andkjær Olsen motiverede.

Selskabets pris fik Annette Lassen. Harald Voetmann motiverede.

Mikael Josephsen modtog Beatrice-prisen, motiveret af Anne-Marie Mai.

Og jeg må indrømme, at jeg nok havde hørt om, men ikke læst hver og en af prismodtagerne. Så jeg har været på biblioteket. For mig betyder det at følge akademiets valg af prismodtagere det samme, som jeg håber, at gode anmeldelser og anbefalinger betyder for kolleger i danskfaget: at belæste mennesker hjælper mig med at finde rundt i bogmassen.

Hanne Kvist havde jeg læst i forvejen. Og hvor er hun værd at læse og genlæse og læse igen, fordi man opdager nyt hver gang. Jesper Wung-Sungs motivering åbnede for mig nye døre ind til hendes ord- og billedsproglige univers, blandt andet ved små eksempler fra hendes “Svømmer og drømmer” (Dansklærerforneingen). Jeg har læst bogen flere gange, men ikke hæftet mig ved netop disse eksempler.

De islandske sagaer er jeg også ganske fortrolig med, men fik allegevel sat det lange lys på gennem Harald Voetmanns overdådige motivering og Annette Lassens intense takketale. Hendes nye oversættelse kalder på at blive læst.

De øvrige forfattere havde jeg ikke læst, men det har jeg nu. Så gå ind på Det Danske Akademis hjemmeside og blive inspireret. Og gå derind igen, når de får lagt årets taler på nettet.

Bevar roen

Udsnit af forsiden på “Roepolakkerne satte spor”, Lollandsbibliotekerne, Forlaget Bostrup

Medlemmer af forfattergruppen “Os hernedefra” har bidraget til at udbrede fortællingen om de polske/galiciske arbejdere, som fra 1893 til 1929 kom som sæsonarbejdere for at arbejde i de roemarker, som især på Lolland og Falster blev dyrket for at skaffe sukker nu, hvor sukkerproduktionen på De vestindiske Øer aftog i betydning.

Mange af de polske sæsonarbejdere tog med årene fast bolig her i landet, nogle fordi de fandt en ægtemage, andre fordi krig afskar dem fra at vende hjem, og atter andre fordi de befandt sig godt her eller blev efterspurgt som helårsarbejdere. De polske løsarbejdere bidrog til den rigdom, som blev jordbesidderne på Sydhavsøerne til del.

I bogen skildres roearbejdernes liv dels i faktuelle, historiske bidrag, dels i kortere fiktive tekster, sange og digte og endelig i erindringer. Bogen er rigt illustreret dels med fotos fra perioden og dels med AI-genererede farveillustrationer.

Jeg har nydt at granske de sort/hvide fotografier, som giver den autenticitet, der lader øjet gå på opdagelse. Derimod har jeg det dobbelt med AI-billederne, som dels er fængslende på grund af fine miljødetaljer, og dels er sært ugebladsagtige i deres persontegninger. Navnlig kvinderne virker sarte og forfinede i forhold til de medsøstre, som ses på fotografierne, og til de polske efterkommere, som jeg selv har mødt. Den råstyrke og udholdenhed, som var karakteristisk for de polske kvinder, får ikke kredit i de idealiserede farvebilleder.

Bogens tekster tegner fra mange vinkler de vilkår, som blev sæsonarbejderne og deres efterkommere til del: hårdt arbejde til ringe løn, mobning i skolen, overgreb og udnyttelse, overrepræsentation i kriminalstatistikken, religiøs mobning.

Mange af de korte tekster kan mageligt anvendes i undervisning – også ud over i skolerne på Sydhavsøernes, da mange af problemstillingerne har nutidige paralleller i vores indvandrerdebat. Tag fx overrepræsentationen i kriminalitetsstatistikken. Var katolikker mere voldelige end os danske protestanter? Var de mere be´drageriske eller tyvagtige? Nej, men de var fattigere og havde i højere grad et liv på kanten.

Brug bogen som en parallelvej til undervisning i indvandrerdebatten – og gør jeres lokale hardlinere i indvandrer-/flygtningedebatten opmærksom på den. Eller læs den bare for fornøjelsens og indsigtens skyld.

I den vidunderlige, syngende dialekt, der tales neden for stødgrænsen syd for Vordingborg, udtales ordet ‘roen’, så det både kan betyde rodfrugten, ro(lighed)en og hovedet. Derfor nød jeg engang at høre lollikken Claus Meyer opfordre til, at man skulle ‘bevare roen”. Ja til sukker. Nej til stress. Og nej til halshug.

Ægtestand og Improvisatoren

Thomasine Gyllembourg læser for sønnen og svigerdatteren

Tirsdag den 11. november gæstede dr.phil. og litteraturforsker Lise Busk-Jensen H.C. Andersen-Samfundet, hvor hun ville fortælle om H.C. Andersen og romantikkens forfatterinder. Hun valgte at fokusere på HCAs ”Improvisatoren” og Thomasine Gyllembourgs ”Ægtestand”, som begge udkom i 1835, og som kunne repræsentere henholdsvis en mandlig og en kvindelig dannelsesroman.

Men inden Lise Busk-Jensen tog hånd om de to dannelsesromaner, fik vi et kort vue over kvindesynet gennem tiden – lige fra antikken, hvor kvinden ikke eksisterede som køn, frem til slutningen af 1700-tallet, hvor man opdagede, at kvinden har æg og dermed deltager i forplantningen, for at ende i den guldalder, som de to romaner udspiller sig i. Her er manden familiens overhoved og ansigt udadtil, mens kvinden råder i hjemmet, en opgavefordeling, som Thomasine Gyllembourg så på med accept. Og jeg kom til at tænke på, at det giver måske en god tilgang til at forstå, hvorfor nogle kvinder i andre kulturer ikke føler sig undertrykte, men tilkendt en rolle, de bliver respekterede for at udfylde.

Lise Busk-Jensen tog os også et smut omkring de københavnske saloner, som dannede rammen om kulturelitens møder. Her kunne ånden flyve højt, nye impulser introduceres, egne værker præsenteres og drøftes; kort sagt var salonerne en kulturel smeltedigel, hvor meget af det, som de, der hylder danske værdier, finder rod i og ophav til – også selv om begrebet af de samme er lanceret som skældsord.

Men til de til dannelsesromaner. H.C. Andersens ”Improvisatoren” er en klassisk dannelsesroman, hvor den mandlige hovedperson med bevægelsen hjem-ud-hjem undersøger de muligheder, som tilværelsen ud byder på, for afklaret at vende hjem; i dette tilfælde med den rette kvinde efter at have truffet flere typer, som af Lise Busk-Jensen blev kategoriserede som enten sanselige eller åndelige, og hvor idealet er at finde den, der rummer balancen herimellem.

Thomasine Gyllembourgs ”Ægtestand” er en nyskabende, kvindelig dannelsesroman, hvor kvinden, der er hovedperson, ikke søger næring ude, men er bundet til hjem. I stedet søger hun at blive den gode hustru, men skuffes af ægtemanden, der blot betragter hende som inventar. Da hun forelsker sig i en beundrer, vågner ægtemandens kærlighed til hende. Og bogen genopbygger den balance, som er den kvindelige forfatters ideal: to der holder af hinanden, og som har veldefinerede roller. Bogen, som var udgivet under pseudonym, fik megen ros. Men én anmelder skrev dog, at det var en god roman med en dårlig hustru, og at han ville foretrække en dårlig roman med en god hustru.

I samtiden var Thomasine Gyllembourg mere læst end H.C. Andersen. Selv vedkendte hun sig sin skrivetrang, selv om hun fandt det mandigt at skrive. Og måske derfor skrev hun under pseudonymet ”Forfatteren til en Hverdagshistorie”. Hun udkom hos sønnen J.L. Heiberg, som sammen med hustruen, skuespiller Johanne Louise Heiberg, var toppen af kulturkransekagen.

De to romaner er læseværdige. Gyllembourg skriver godt og giver os et fint indblik i den tids danske værdier og et dyk ned i kvindelitteraturens kilde. Andersens roman er et af hans hovedværker, så sanseligt, at jeg med min familie har ferieret i improvisatorens rejsespor.

Og så tænker jeg på, at nogle af de beskrevne værdier har en lang levetid. I de Jan- og Puk-bøger, som udkom især i 50’erne, fulgte dannelsesruten også hjem-ud-hjem i Jan-bøgerne, mens ruten var ’hjem og nærmeste omegn’ i Puk-bøgerne. Men forfatterne var de samme.

Tak til H.C. Andersen-Samfundet for en perspektivrig aften!