Udsnit af forside på Lea Fløe Christensens “En mand med en ged på side 251”
Der var godt nok mange mennesker til BogForum i fredags, og jeg gik ilthungrende omkring og glædede mig over min beslutning om kun at aflægge besøg denne ene dag.
Men der var forbedringer at notere sig; ikke mindst at udstillerne havde samlet anlagt et litteraturstræde, så man undgik at løbe spidsrod igennem stande, der havde bogen og læsningen som det sekundære. For jeg kommer ikke primært for at se en giraf eller høre en debat, der i støjen kæmper om den opmærksomhed, som de 30 minutters samtale higer efter. “Nå, men vi må slutte nu. Tiden er gået.”
Næh, jeg kan lide at græsse på de mere ydmyge marker, hvor læsningen og bogen viser uventede sider. På Turbines stand fandt jeg Lea Fløe Christensens bog med den herlige titel: “En mand med en ged på side 251”; og når man når til side 251, viser det sig, at bogen med manden med geden er omtalt på side 81! Enhver, der interesserer sig for læsning og for at inspirere andre til at læse, får i denne bog en levende, sprudlende og facetteret manual, der har sit udgangspunkt i, at vejen til læsning er fuld af margueriteruter, som har præg efter den enkeltes sans for margueriter. Det er ganske enkelt en herlig øjenåbner for alle, der ønske at smitte med læsning og litteratur.
Længere henne løb jeg ind i Dansk PENs udstilling af “Forbudte bøger”. Faktisk var det Janne Tellers “Intet”, der fangede mit blik, men ved dvælen foran udstillingen blev jeg mere og mere overbevist, at censuren viste mere om censorerne end om det censurerede: Det skrevne ord er farligt for alle, der klamrer sig til en skrøbelig magt. Og jeg opdagede, at man skulle hive lidt op i de sedler, der stak op fra bogen. Her kunne man læse, hvor bogen var blevet forbudt og hvorfor. Her var Astrid Lindgren, som kunne anfægte magten og moralen i flere lande. Her var Jakob Martin Srid, som kunne ryste politisk korrekte stemmer i Sverige. Her var de kendte Herman Bang, Franz Kafka, Salman Rushdie og mange, mange andre. Religion, sexualitet, magtkritik og politisk ukorrekthed var topscorere. Og sig så ikke, at USA er ytringsfrihedens bastion.
Endelig hørte jeg Pelle Koppel i en samtale med den unge forfatter Sofie Riis Endahl og skuespiller Line Weien Hoffmann i anledning af Teater V’s opsætning af studentermusicalen “Pixie”, der er bygget over bogen “Pixie lever stadig”. Samtalen var et fint eksempel på, at der i det danske litteratur- og teatermiljø er engagerede mennesker som Pelle Koppel, der kaster sig over at bistå unge talenter, der brænder for et projekt; her at Sofie Riis Endahl havde lyst til at omsætte sin roste roman til en musical med hendes egne ord og egen musik. Den samtale gav et fint indblik i, at vejen fra tekst til scene er fuld af bump og hårnålesving, men at den er farbar med de rigtige vejvisere, hvoraf de seneste i processen er de skuespillere, som skal tage forestillingens ord og handlinger på sig.
På vejen videre tog jeg et rast ved Den danske Sprogkreds stand, hvor jeg smugkiggede i Lise Bostrups “H.C. Andersen i USA” og i “Roepolakkerne satte spor” om den indvandring fra vores sydlige naboland, som skulle sikre godejere på Lolland og Falster billig arbejdskraft, og som kom til at præge sydhavsøernes kultur og sociale liv.
Udsnit af Elin Lis Johansens maleri på forsiden af Modersmål-Selskabets bog, “Er der en sendelektor til stede?”
Dannebrogsspileren er vindfyldt. Vi sejler i læseretningen, hvilket giver mere fart. Og der synes at være en laber brise fra vest, som fører vores sprogbåd østover. Således signaleret er vi stået til søs med kurs mod sendelektorernes erfaringer med dansk sprog i det oversøiske.
Den aktuelle anledning er, at sendelektorerne har modtaget Modersmål-Prisen 2025; den perspektivrige anledning er, at sendelektorordningen er udtryk for et unikt arbejde, der understøtter dansk sprog, kultur og erhvervsliv i de lande, hvor udsendte lektorer kan supplere det traditionelle diplomati på ambassaderne.
Men forsideillustrationen sender vel også et vel optimistisk billede af situationen, idet man fra politisk hold har formindsket spileren ved at beskære tilskud til ordningen; en manglende politisk indsigt i, hvad det vil sige at værne om det danske sprog og dets muligheder. Mens vi opruster militært, kerer vi os forholdsvis lidt om det, der binder os sammen: modersmålet.
Og det kan mere, end vi tror. Vi synger begejstret med på den egentlige fædrelandssang, hvori H.C. Andersen skriver om sproget, der “som en sød musik mit hjerte når” og som trods vores lidenhed høres rundt om på jorden, akkompagneret af danske mejselslag. Hermed mente han kunst personificeret i billedhuggeren Thorvaldsen. H.C. Ørsted tilføjede et ekstra vers, fordi han mente, at Andersen havde glemt videnskaben. Derfor foreslog Ørsted som supplement:
”Se tankelyn gik ud fra danske hjerner, / og lyste for den hele vide jord, / De vendte øjet op mod himlens stjerner, / og ned i løndomskraftens dunkle spor; / Du danske friske Strand, / Hvor øjet frit omsvæver, /Og frie blik til tankeflugt os hæver, / Dig elsker jeg! – Danmark, mit fædreland!”.
Og sendelektorerne giver for så vidt Ørsted ret. Det at arbejde med sproget blandt udenlandske universitetsstuerende giver en væsentlig kulturel effekt med tolkning, oversættelser af litteratur, møder mellem mennesker af kød og blod, events og mange andre fine, bløde effekter, der ambasaderer for Danmark. Men det giver også anledning til videnskabeligt og forskningsmæssigt samarbejde, som beriger dansk erhvervsliv og akademisk virksomhed. At spare her, er at braklægge den fedeste jord.
I bogen hører vi stemmer fra de steder, hvor vi har sendelektorer. Og på slående vis ser vi en linje, der følger i kølvandet på omslagets sejlbåd. Nok blæser vinden fra vest, og vi påvirkes af kommerciel og digital (hvad der her er det samme) kultur fra USA, men universiteterne er der under pres – og med dem de små sprog. Anderledes synes der at være interesse for de små sprog og kulturer i Europa, især i den østlige del, hvor sendelektorordningen viderebringer dansk sprog og danske værdier som et væsentligt supplement til de danske ambassaders arbejde. Også her synes det ubetænksomt at spare.
Derfor tak til Modersmål-Selskabet for at tildele årets pris til den sendelektorordning, som bringer dansk sprog og kultur ud i verden, og som henter frugtbare impulser hjem til berigelse af os. Måtte der som en udløber af dette gå en prås op for de politikere, som skal styrke Danmarks sprog og beredskab.
Støt borgerforslag om at sikre Den Danske Ordbog politisk!
Når jeg slår op i Den Danske Ordbog, ser jeg, at ordet ’værdi’ stammer fra nedertysk, afledt af oldsaksisk, og at det betegner et ideal, som vurderes højt. Det tilføjes med et citat fra en lærebog, at man udvikler yderligere værdier, så alle kan trives, fx at man hjælper hinanden.
Når jeg går videre til Det Danske Nationalleksikon, læser jeg, at 300.000 danskere i 2016 stemte om de vigtigste, danske værdier. Disse indgår i en værdikanon og danner grundlag for spørgsmål i indfødsretsprøven.
I den eksempelsamling, der kaldes Korpus, finder jeg en lang række eksempler på bruges af begrebet ’danske værdier’.
Træder jeg et tidsskridt tilbage og slår op i Ordbog over Det Danske Sprog, som omhandler sproget fra 1700-1950, finder jeg, at det handler ”om den stille Dyd, Som aldrig selv sit Værdie priser”, men også om ”Viisdommen”, om at indse ”den fulde Værdi”, når man ”er saa nær ved at miste” den. Og at i ”Værdiernes Verden ytrer sig en Inderlighedens Storhed” for til slut at påpege, at ”Sproget- mennesketalen – er en uudtømmelig rigdom af mangfoldige værdier”.
Af denne pejling får jeg opbygget den opfattelse, at danske værdier er noget man sammen udvikler indholdet af, så alle kan trives.
Derfor klinger det i mit øre af manglende vilje eller formåen, når ’danske værdier’ primært defineres ud fra en ydre kulturel og religiøs fjende snarere end ud fra en udvikling af værdiernes indhold.
Man vedtager love, som skal ramme bestemte indvandrergrupper, men som får uheldige virkninger for borgere, man ikke havde til hensigt at ramme, fx familiesammenføringsregler og kontanthjælpsreformer. Dette følges op af debatter, som end ikke kan sløre de hensigter, som tømmer danske værdier som fx frisind og ytringsfrihed for indhold.
I samme moment understøtter man ikke en så central del af det danske værdisæt som SPROGET. Den Danske Ordbog og dens tilliggender (Ordbog over Det Danske Sprog, Korpus og LEX) får svært ved at overleve pga. manglende offentlig finansiering. En lignende sløset omgang med plejen af dansk sprogs potentialer kan man finde i reduktionerne af midler til de danske sendelektorer, som virker for dansk sprog og kultur ude i verden.
Kan nogen vise mig ”Inderlighedens Storhed” i dansk værdipolitik?
Jeg vil starte min kamp for danske værdier ved at opfordre alle til at skrive under på borgerforslaget om at få Den Danske Ordbog på Finansloven.
Udsnit af t-shirt fra Dansklærerforeningen. beskåret foto fra “Dansk sproghistorie”
“Jeg elsker mit Modersmaal, der frigjør min Tanke, jeg finder, at hvad jeg kan have at sige i Verden, kan jeg ypperligt udtrykke deri.” Dette Kierkegaard-citat fra “Enten-eller” er nok en eftertanke værd, når man beskæftiger sig med danskundervisning, men så sandelig også når man er bruger af modersmålet, hvad enten det er til hverdagsbrug eller til digtning eller forskning.
Det er modersmålet, der binder os sammen som folk, og det er derfor, det er værd at værne om og at være bevidst om. Vores fælles sprog er måske det det mest værdifulde, vi ejer.
I flere andre lande hegner man sproget ind. Jeg kommer i tanke om en historie fra et nordisk møde, hvor man fortalte, at en markant færøsk sanger og kædedanser fik et hjerteanfald og blev fra til hospitalet, hvor man fortalte ham, at han var nødt til at få indopereret en pacemaker. Men nej, han ville ikke have et sådant fremmedlegeme i kroppen. Man sammenkaldte gode sprogmennesker, som gav pacemakeren den færøske betegnelse “hjartastartari”, og den var acceptabel. Så med sproglig hjælp fik han sangen og dansen tilbage.
I Danmark er vi sprogligt åbne, akkurat som vi har været det på andre humane områder. Det er derfor, vi gennem handel og indvandring har fået høj levefod, hvilket bliver tydeligt, når vi ser på danske ords udspring af nordisk, tysk, fransk, arabisk, grønlandsk og nu ikke mindst engelsk/amerikansk. Men den åbne tilgang til sprog kræver årvågenhed og rettidig omhu i omgangen med nye udviklinger.
Et sådant arbejde udføres ved vedligeholdelsen og udviklingen af “Den danske Ordbog”, som derved fremstår som det mest guldrandede af alle danske værdipapirer.
Mange forfattere frekventerer ordbogen. Mange forskere er nødt til det. Og mange oversættere, fx af Bibelen, er ilde stedt uden. Derfor er det forunderligt, for ikke at sige for underligt, at en sådan guldrandet investering ikke er at finde på årets finanslov.
Indtil jeg blev opmærksom på dette, troede jeg, at snakken om danske værdier var andet end mundsvejr, og at vores kulturminister var mere seriøs, end tilfældet tilsyneladend er.
Den frigørende tanke og den ypperlige udtrykken sig er der måske ikke stemmer i, men der er kummerlig armod, hvis disse dynamoer med ordbogen forsvinder fra daglig tale, undervisning, forskning, journalistik og digtning.
Kommentar til Rå¨dudkastet til ny fagplan for dansk
Udsnit af Dorte Karrebæks billede af Jeppes børn, hvoraf de to ligner Per Degn. Fra Kåre Bluitgens gendigtning af Holbergs jeppe på Bjerget.
Som medlem af det kanonudvalg, der indførte begrebet obligatoriske forfatterskaber i folkeskole og gymnasium, må jeg i afsæt i håndteringen af denne bestemmelse i folkeskoleloven medgive, at den har vist sig at være en dræbersnegl i læsningens urtebed.
For det første var de obligatoriske forfatterskaber ikke tænkt som væsentligere end dem, der optrådte på de vejledende lister for de to skoleformer, snarere tværtimod. Den obligatoriske liste skulle lette overgangen fra grundskole til gymnasium ved at pege på det, der kunne være en fællesmængde for litteraturundervisningen på de to niveauer. Det obligatoriske element var desuden et rent politisk initiativ, som udvalgsformanden Jørn Lund med vanlig politisk tæft så kunne sikre, at undervisningsminister Ulla Tørnæs fik tilgodeset både højskolevenstres og handelshøjskolevenstres synspunkter. Der var altså tale om et tidsbundent og kontekstafhængigt forslag.
I gymnasiet er kanon nu blevet ændret efter en vedvarende kritik blandt andet af, at der var for få kvindelige forfattere på listen. Men man har altså bibeholdt en obligatorisk liste; for som Uffe Ellemann Jensen udtalte (om a-våben), at når noget er opfundet, kan det ikke nedfindes igen.
Da nu begrundelsen for en fælles kanonmængde i grundskole og gymnasium er endegyldigt afskaffet, er det tid til at se krav om historisk læsning i grundskolens litteraturundervisning.
Den væsentligste begrundelse for at læse skønlitteratur i folkeskolen er, at børn skal lære at læse og gerne opbygge en læselyst, ja, måske endog en læseglæde ved at arbejde med vedkommende, inspirerende og øjenåbnende litteratur, der dels kan tjene som en spejl, dels som et vindue mod verden. I den forbindelse er en obligatorisk kanon en rigid tilgang til en sådan skitseret læseindsats, fordi mange af de obligatoriske forfattere bliver det must, der overtrumfer det meningsfulde.
At læse eller høre historiske tekster er en væsentlig del af den dannelse, som opstår ved, at vi fornemmer, hvor og hvad vi kommer fra. Men det bør ske i en kontekst, der kaster et forklarelsens lys af sig, og ikke tænder for meningsløshedens mørkelygte. Derfor foreslår jeg, at der stilles krav til de lutteraturhistoriske perioder, man skal have berørt i løbet af grundskoletiden, men at det måske er mere inspirerende, hvis der i den enkelte klasse af og til tages afsæt i lokale forhold.
Jeg ved, at elever kan få aha-oplevelser af ældre tekster. Som fx en kurdisk dreng fra 5. klasse, som kiggede på Dorte Karrebæks illustrationer til Jeppe på Bjerget og udbrød, da han så Jeppes børn: “Jeg ved, hvorfor Jeppe drikker. Hans kone har haft for meget skole/hjemsamarbejde med Per Degn!”
Men under daglige samtaler med elever i skolens kantine har jeg også hørt, at historiske tekster kan forekomme som litteraturdræbere, når de optræder i sammenhænge, som ikke får dem til at leve i eleverne. Og litteraturdræbere er det vi har mindst brug for i den skole, der skal fremme læsning, læselyst (og læseglæde).
Jeg har bidraget til at indslæbe den invasive dræbersnegl i litteraturundervisningens urtegård. Jeg håber, at gode kræfter i pædagogik og politik vil bistår med bekæmpelsen.
Eksempel på indsamlet sagn, som de har lydt i folkemunde (Evald Tang Kristensen)
Mundtlig dansk har gennem tiden været overfladisk behandlet med den uheldige følge, at elever ofte, når de kom hjem fra skole og blev spurgt om, havd de havde lavet (lært?) i skolen i dag, blot svarede: “Vi har bare snakket.”
En stor del af undervisningen i dansk har gennem tiden bestået af mundtlighed, men med en underlig uafklarethed omkring det mundtlige sprog som fagligt område. Først med “Faghæfte i dansk, 1993” fik fagfeltet “mundtlig dansk” en grundig og faglig behandling, hvilket blev videreført i “Faghæfte i dansk, 2003”, hvor man nu bruger betegnelsen “det talte sprog”, og i undervisningsvejledningen virkelig fylder faglighed og inspiration på mundtligheden.
Alt dette fortonede sig med de mange læringsmåls indtog ved reformen i 2013. Og man må da lade reformisterne, at det levende sprog ikke blev næret af styrende læringsmål, test og kontroller. Det hører til den inderste kerne i det talte sprogs natur, at det har karakter af “nærhed, smidighed, samtidighed og flygtighed”, som det står skrevet i undervisningsvejledningen i 2003. Og disse begreber råber jo af den ustyrlige kraft, som vi mennesker udfolder, når vi forsøger at skabe vores verden gennem sprog.
Dan Turèll skrev sit forunderlige digt i “Alhambra Blues”: “Om jeg tror på Gud? / Ja, da – / Jeg skriver jo selv!” Men, han burde retteligt have skrevet, at han selv var fortæller. Fortællingen har fra sprogets morgen været det, der har knyttet mennesker til hinanden og til deres historie. Og derfor bør man i udarbejdelsen af den nye fagplan være opmærksom på, at det netop er fortælling i skolen, der er afsættet for det faglige arbejde med modersmålet.
Ud fra den mundtlige fortælling er det oplagt – ud over glæden ved både at høre og at fremføre – at skrive ned for at fornemme den forskel, der er på talt og skrevet sprog, at optage det talte for at kunne nyde og vurdere den fortalte, at læse op for at fornemme, hvordan talt og nedskrevet sprog ligger forskelligt i munden, og at udfolde skriftligheden for at opnå et varieret sprog i formidlingen af viden, synspunkter og æstetiske udtryk.
Som jeg læser råudkastet, virker det, som om der ved udeladelse af fortællingen som det, den er: en trædesten i nærhedens, smidighedens, samtidighedens og flygtighedens mundtlige univers, er en risiko for en tilbagevenden til tiden før 1993; altså til en manglende bevidsthed om, at mundtlighed er mere end “at snakke sammen”, at netop fortællingen er al sprogarbejdes kilde.
I håbet om at der rettes op på dette, vil jeg udtrykke min ellers udelte glæde over, at vores fag igen ser ud til at skulle forvaltes ud fra dansklærernes pædagogiske dømmekraft og kendskab til deres elever og den kontekst, man sammen optræder i.
Udsnit af forside på bogen “Ædt af havet” om stormfloden 1825
Begrebet Nordsøens østkyst introduceres i bogen “Ædt af havet” som alternativ til vores vanlige Jyllands vestkyst. På den måde understreges hvor de bestemmende kræfter ligger, og så meget desto mere imponerende er det, at mannesker har taget udfordringen om et liv på kanten op.
Inden for de senere år har jeg læst tre bøger, som beskæftiger sig med netop disse mennesker, som nøjsomt og arbejdsomt ernærer sig på de tanger, som adskiller hav og land.
“Fjordens kant. Midlertidigheden” af Egon Clausen og Bjørn Hernes giver os i fotos og korte tekstbilleder et indtryk af tilværelsen omkring Ringkøbing Fjord. Tilsyneladende ånder alt fred og stilstand, men langt ind i sjælen ved befolkningen bedre. Bogen er på sin vis en baggrund for at kunne sætte sig ind i kulisserne for Stine Pilgaards “Meter i sekundet” og i hendes og Katrine Muffs sang “De korte sætningers land”. Der er ingen grund til af bruge tiden på snak i midlertidighedens univers.
Lidt nordligere finder vi “Bøvling Klit”, som også er titlen på en fin bog af Anders Bune fra Fjaltring. Her beskriver han livet blandt dem, der søgte livets udkomme på den smalle tange, og som måtte søge sikkerhed bag fjorden, da havet blev for truende. Han lader os også få blive for de børnebøger, som læreren i Fjaltring, A. Chr. Vestergaard skrev om det barske liv på tangen. Især serien om “Klit-Per” blev læst. Men A. Chr. Vestergaard havde flere end 40.000 bind på skolebibliotekerne i midten af 1900-tallet; dobbelt så mange som Morten Korch.
Og så til “Ædt af havet. Stormfloden 1825”, hvor Johanne Pontoppidan Tuxen i ord og Anders Rye Skjoldjensen i fotos tager os med på en tur fra det sted ved Agger, hvor havet brød igennem tangen og gennem områder omkring Limfjorden, hvor livet ændredes radikalt, da fjordens ferskvand blev invaderet af havets salte vand. Det er barske begivenheder vi hører om, mens vi guides omkring i det smukke landskab. Flere landsbyer forsvandt ved stormflodens gennembrud af tangen. Værst og hurtigst gik det ud over landsbyen Toft, som forsvandt fra jordens overflade. Beboerne overlevede og blev flygtninge fra livet ved havet til en tilværelse i Thy. At de overlevede skyldtes, at de havde placeret deres huses overetager direkte på bindingsværket, så når havet fortærede de lerklinede vægge, så kunne folk og fæ bjerge sig op på førstesalen og vente på redning. Det kan man kalde praktisk erfaring, som de, der i nutiden bygger (sommer)boliger i lavtliggende områder kunne lære af. Men i dag har skabelontænkning slået den praktiske erfaring ud. Beboerne fra Toft måtte flygte, mens andre valgte at flytte; således drog en skare fra Agger ind langs fjorden til Gjøl, hvor de missionske tilflyttere kom på tværs af de grundtvigske bønder. Dette er baggrunden for Hans Kirks “Fiskerne”, som udspiller sig her.
“Ædt af havet” er en læsning værd i al dens slentren, som kaster forunderlige betragtninger og informationer af sig. Og den tanke strejfer mig, at den omvæltning, naturen her har forårsaget, har bidraget til, at Limfjorden har gennembrudt tangen mellem de københavnske saloner og det litterære miljø, så forfatterne fra denne nordlige egn har domineret, lige fra den Søren Gyldendal, der kom til hovedstaden og etablerede et forlag, til den nobelpristager Jensen fra Farsø, der har skrevet Danmarks bedste roman, men er gledet ud af kanon, og den digter Aakjær fra Jenle, der har skrevet “Jeg er havren”. Og så er der alle de mindre kendte kvindelige og mere kendte mandlige forfattere, som Else Bisgaard og Susanne Knudsen skriver om i “Limfjordsdigterne”. Læs den bog, og se, hvor meget godt, der strømmer fra den egn!
Hvis man skal på litteraturtur, så er Limfjorden et godt valg. En af de første, der opdagede dette, var St. St. Blicher, som godt nok var jordbunden i sin Thorning Præstegård, men dertil nysgerrig. Da han på en af sine lange hedeture vandrede til Agger, fandt han ud af, at folk der ikke var besynderlige, men blot anderledes: de var vandfolk, men dem, han kom fra i Thorning, var landfolk. Siden var han i kontakt med mange digtere fra Linfjorden og stod dem bi med råd og opmuntring.
I dag, søndag den 12. oktober 2025, er Parken udsolgt, og mange tusinde skaber en forrygende stemning ved at give den fuld gas ved afsyngningen af “Der er et yndigt land”, Adam Oehlenschlägers romantiske nationalhymne, hvori den danske kæmper forunderligt nok i situationen “hvile deres bene”.
Men hymnen gemmer på mere end som så. Oprindeligt bestod den af 12 strofer, som ud over at hylde den enevældige konge beskriver det danske folk i et særligt nationalromantisk skær, der får os til at fremstå som en helt særlig flok, der er mere afbalancerede og fornøjede end verdens andre folk, der alle har deres at trækkes med. Vi beskrives som “et venligt Syd i Nord”, som modstykket til “Vesterlandets Tungsind” og “Østens Raseri”.
Denne selvgodhed virker en kende opblæst, når vi sammenholder den med de spor af åbenhed og modtagelighed, som kommer til udtryk i vores sprog, og som er fint beskrevet i Benny Andersens digt “Verdensborger i Danmark”, hvori han remser eksempler op på det, vi kulturelt og merkantilt har optaget fra hele verden. Og han konkluderer, at “Alverden samles i mig / og blir rystet godt sammen!”
I tider, hvor man i Folketingets åbningsdebat kunne høre ikke så få udtalelser, der under overskriften “åndelig oprustning” klinger lidt som udsagnet fra den romantiske forfatter med det mellemøstligt fornavn og tyskklingende efternavn, mens hyldelsten til den åbenhed, som beskrives af forfatteren med pæredansk for- og efternavn, tilsyneladende har trange kår, skønt det vel er den udadvendthed, som siden vikingetiden har bragt rigdom til vores råstoffattige nation.
Husk, når vi skråler med i Parken, at der gemmer sig en tone af selvgodhed, som træneren med det tyskklingende efternavn heldigvis er bevidst om, når han skal sætte holdet op til kamp, et hold hvoraf de fleste spiller i udlandske klubber og nogle i deres navn bærer spor af den store verden.
Sproget kan give indsigt i rødder, der trumfer letkøbte værdisnakke.
I anledning af Ole Dalgaards / oscarK’s 55 års forfatterjubilæum
af Jens Raahauge
Det har hørt til et mine mange privilegier i tilværelsen at få lov til at følge med i tilblivelsen af de tre bøger, som tilsammen kommer til at markere Ole Dalgaards – alias OscarK’s – 55års forfatterjubilæum den 6. oktober 2025: Ars Moriendi, Dødedans og Itinerarium, En lille vejviser. Alle tre bøger er illustreret af Dorte Karrebæk og udgivet hos forlaget Jensen & Dalgaard.
Ars Moriendi foregår i den tid, som erindringen skaber i tankerne hos en ældre mand, der sidder i sin stol og lader blikket vandre ud over fjorden og over til barndommens land, indtil han til sidst falder let sammen. ”Trække vejret dybt. Holde det. Bringe det til ophør. Overgive sig til stilheden. Fange en fugl med hænderne.”
Dødedans foregår i Afholdshotellets lille sal, hvor alle uanset alder er inviterede. Og der er plads til alle – begyndere, let øvede og viderekomne. Dansen følges af pølsemandens søn, Herman, der har fundet sin niche i livet: sorgportrætter. Her træder døde og levende dødedansen, og Herman foreviger. Nogle af personerne og begivenhederne genkendes måske i OscarK’s fine trebinds børneroman Ungerne fra Strandholt.
Men i Itinerarium. En lille vejviser bevæger Ole Dalgaard sig ud over den tid, som erindringen skaber, fordi han med den tyske Werner Heisenberg som hovedfigur vil søge samspillet imellem moderne kvantefysik og fortidens alkymi. At beskæftige sig med kvantefysikken er ikke OscarK fremmed; både i Københavnerfortolkningen, hvori han genopliver den 200årige Søren A. Kierkegaard til frodige dage med Emma fra Bohr-Instituttet, og i Heisenberg-trilogien, som lader læseren fornemme ubestemthedsrelationen og den usynlige skrift. Men nu skal tankerne om de indbyrdes uforenelige, men lige nødvendige tilgange fanges ind. Derfor takker Ole Dalgaard ja til et par inspirationsture i aftrykkene fra Werners søgen efter det, der skal stå på hans gravsten.
Turen starter ved den stol, hvorpå den ældre mand sidder og spejder ud over fjorden mod sit barndomsland, og første stop er få kilometer derfra ved en lille kirke med smuk udsigt over samme fjord. Her ligger en kirkegårdsgartner bøjet over en brolægning, som hun er i færd med at få fuldendt. Men fuldendt bliver den nok ikke, konstaterer Ole. Og får indirekte dette bekræftet, da hun smilende fortæller, at hun ikke er øvet. Til gengæld får Ole gang i fortællingen om sin tid som gartner på det nærliggende gods, om fliselægning, om det elementære i at arbejde med jorden og tankerne flyver hastigt til egnen omkring Aarhus, hvor gartneren i ham blev vakt. Men først slog vi et smut rundt ad valgmenighedskirkegården i Odder, hvor vi standsede ved et gravsted med en dynge af bemalede sten, som lod tanker gå til den hustru, som mod slutningen af Ars Moriendi gik på stranden og samlede sten.
Videre mod Holme Kirke, hvor Ole havde boet hos pastor Pilgaard, men mest af alt havde været venner med en ung organist, som havde givet ham indblik i dette forunderlige instruments mange facetter; et indblik som slår ud i fuld skala, da Werner, som var en ferm organist, sætter sig til orglet i Hornslet Kirke. Vi har fuldet ind i Werners spor og gør holdt ved hver en kirke og kirkegård, vi ser på vores vej i landskabet mod Rønde, Kalø Vig og Mols Bjerge. Vi skal ikke fordybe os i det, vi ser, men i den ro, som et ophold på en kirkegård har at byde på. Når vi sidder i bilen igen, vælder erindringer om tidligere besøg frem, eller en undren over et murværk, et kalkmaleri eller en kirkegårdsplan munder ud i tanker og samtaler. Det slår mig, at Ole ikke er på jagt efter nye erkendelser, men ønsker at samle de mange tanker, han har søgt at pejle tilværelsen og den bagvedliggende stilhed med. Mange af hans ord, indfald og overvejelser kan jeg umiddelbart genkalde mig fra både hans tidligere Heisenberg- og Bohr-inspirerede bøger og fra hans erindringsbøger Lighuset i Breslau og Og så var der verden, som den var.
I Hornslet må vi finde overnatning på den gamle kro, hvor bindingsværket er skruet på, Og også ved kirken er der restaureringsarbejde i gang. Men det lykkes os at få en gedigen rullepølsemad, som Ole tidligere har fået under et besøg i et nabotraktørsted, og som Werner også nyder i bogen. Men hovedformålet er at besøget Jyllands ældste universitet ved Rosenholm Slot, hvor Holger ”den lærde” Rosenkrantz underviste unge mænd, og hvor hans søn Erik var en kendt alkymist. Ole har undervejs fortalt så levende om et tidligere møde med den nuværende, gamle greve, som viser rundt, at jeg fornemmer hans tilstedeværelse, da vi kører ind på brostenene. Jeg kan kun se en skygge ved det lille lysthus, som af spøgefulde sjæle er gjort til Holgers universitet, men jeg synes at kunne høre hans pibende stemme. Da vi forlader stedet igen, aner jeg i bilens bakspejl en cyklist på en ældre herrecykel, der svinger ind mod slottet. Er det mon Werner, der når frem? At dømme efter ordene i bogen, så ja.
Vi har fået set det, som Werner har skullet opleve på cykelturen på Mols. Derfor vælger vi at foretage en afstikker til Rügen for at fornemme den egn, som spillede en rolle, da Werner Heisenberg var på toppen som videnskabsmand i Det tredje Rige. På selve øen er der nok spor efter Nazitiden, fx den toenhalv kilometer lange bygning Prora, som rummede 10.000 værelser med havudsigt. Her skulle 20.000 tyske arbejdere have en ugens ferie ved havet, men det kom aldrig i brug til formålet. Og Heisenberg indskriver sig ikke i Rügens historie. Men på naboøen lå Hitlers raketstation, hvor Werner von Braum residerede. Her fandt vi dog heller ingen spor af Tysklands fremmeste atomfysiker, som efter sigende ikke blev indbudt, fordi der i von Brauns univers kun var plads til et idol på basen. Så tak for, at der aldrig kom et samarbejde i stand mellem wernerne.
I en pause på hjemturen gjorde vi kaffe- og rygestop i Lübeck ved Marienkirche, hvor Ole falder i staver over den restaurerede, 30 meter lange billedfrise Totentanz. Kun en nikken i slowmotion og en svag bevægelse i hørbuksernes ben røber, at der er en forbindelse til Afholdshotellets lille sal; alle træder dødedansen uafhængigt af alder og stand.
Men på vejen op gennem Sønderjylland fandt Ole noget af det, han havde søgt – noget som han ikke tidligere havde set i virkeligheden, og som har fundet en særlig placering i den lille vejviser: den enkle kirkegård og det spartanske kirkerum i Brødremenighedens Christiansfeld. Her blev ham smilende, stum og dvælende. Denne ramthed kan fornemmes i bogen.
De to-tre køreture, vi har foretaget, har bidraget til at skabe det samspil mellem kvantefysik og alkymi, som Werner – og Ole – er på jagt efter. Men læseren finder kun antydninger af det i ordene; det mulige guld gemmer sig mellem linjerne, hvor det har krævet en utrolig umage med ordene for at give plads til det usagte.
Dansklærerforeningens Sofie Juul er klar til at kåre Den bedste kortfilm ved Buster Award 2025
Filmmediet er en så central spiller i børne- og ungdomskulturen, at det også må være en uomgængelig del af danskundervisningen. Derfor er det med glæde, at vi i Dansklærerforeningens Folkeskolesektion har takket ja til at være en del af Buster-Festivalen som jury for udvælgelsen af Årets bedste kortfilm.
Ved en fest i Cinematekets biografsal Asta blev vinderne i 9 kategorier offentliggjort og fejret. Alle vinderne og de nominerede oplister jeg til sidst, da der virkelig er guld at hente til en facetteret danskundervisning. Se dem igennem og bliv inspireret.
Som sagt var det vores opgave at finde frem til den bedste kortfilm, og det blev danske “Husk mit navn. Historien om bamsen Mo”. Den har mellemtrinnet som målgruppe.
Her er uddrag af Sofie Juuls motiverende ord:
“Det har været en fornøjelse at se så mange gode kortfilm, der henvender sig til børn og unge.
Vi er sikre på, at jeres værker vil gøre indtryk i klasselokalerne og bidrage til elevernes PKO (pisse-kreative-opdragelse).
Men der er særligt én kortfilm, der har sit sine spor.
En film, kan foldes ud i flere forskellige undervisningssammenhænge. En film, der formår at skabe et historisk univers som ellers er svært tilgængeligt for eleverne. En film, der er både poetisk og æstetisk og relevant indhold i flere af skolens fag, herunder dansk, historie og samfundsfag.
En film, der sætter en fin ramme omkring at samtale med børn og unge om svære emner, som er uhyggelig relevante i dag.
Vi, i Dansklærerforeningen, glæder os til at undervise i og med Mo’s historie.”
Her er så listen over de 9 kategoriers nominerede og vindere:
