dansklærer - Dansklærerforeningens Folkeskolesektion

Samtaler om det usagte

Jeg sidder sammen med Ole Dalgaard, for nogle bedre kendt som Oscar K, og vi taler om litteratur, tilværelsen i almindelighed og om det forunderlige i, at ingen ved, hvad hinanden har af tanker. Kort sagt: Vi lader op til, at vi i morgen tidlig, meget tidligtt, skal i audiens hos Pave Leo, som måske er den eneste statsmand af format, der stiller op mod den galskab, som Trump, Putin, Natanyahu og ligesindede står som eksponenter for.

Under samtalen må vi selvfølgelig vende litteraturens rolle og væsen, for den sætter spor alle steder. Lige over for vores café er der et solarium, som bærer navnet Seherazade. Det matcher fint Frederiksbergs Monrad Thai Massage.

Ole beklager den mangel på fordybelse, som ligger i mange læreres udsagn om, at de ikke kan nå at læse og arbejde med hele romaner. For hvad skal de nå, som ikke kan opnås gennem arbejdet med én roman. Ole husker selv, at hans klasse i engelsk brugte et halvt år på at læse balkonscenen fra Shakespeares Romeo og Julie.

Og jeg har selv været med til at udarbejde arbejdsoplæg til OscarK’s trebindsroman om Ungerne fra Strandholt, som efter min mening kunne række til flere måneders fordybende litteraturundervisning på mellemtrinnet. Men nej, der er så meget vi skal nå, så både fordybelsen, fagligheden og fællesskabet får åndenød i afvekslingens navn.

Vi taler også om hvilke af Oles bøger, han sætter mest pris på. Og det er lidtsom at spørge en mor om, hvilket af hendes tre børn hun holder mest af. Men så lad min hjælpe: i den oprørske ende finder vi De tre. I den eksistentielle ende Idiot, Lejren og Biblia Pauperum Nova, og så er der en stribe, der er glemt.

Det karakteristiske ved OscarK’s forfatterskab er, at han vil læseren noget, men at læseren ofte ikke med på turen, fordi den er kompleks. Ja, den er faktisk så flertydig, at man kan komme i nærheden af en tilværelsesforståelse. For gennem den indre monolog får man et kig ind i, hvad andre mennesker tænker og føler.

Og i morgen vil jeg måske opholde mig ved de tanker, som mødet med Pave Leo afføder.

Tak for “Dansen gennem sommeren”

Udsnit af Birgitta Fabers omslaget til Dansen gennem sommeren (Tranebog)

Bo Green Jensen, forfatter, anmelder, kulturjournalist, er død, og læs fx Annegrethe Rasmussens smukke mindeord om ham.

Her skal lyde en tak for hans ungdomsroman “Dansen gennem sommeren”, som for mig blev anledning til en helt enestående oplevelse af, hvad god litteratur kan berige en undervisning med. Det var i 1985, og det var i 9. klasse. Jeg havde fået bogen hjem i klassesæt fra Amtscentralen efter at have læst den og være blevet grebet.

Jeg fremlagde for eleverne, at vi kunne læse romanen og følge en af de måder, vi plejede at anvende, når vi arbejdede med litteratur, eller vi kunne prøve noget nyt: at skrive en folkevise over bogens handling og “morale”. Eleverne valgte det sidste forslag, fordi vi kunne slå to fluer med et smæk: lave en kreativ analyse af bogen og få et godt afsæt for arbejdet med folkevisegenren.

I al korthed beskriver bogen en cykelferietur til Bornholm, hvor kæresteparret Lisa og Jac får følgeskab af Jacs ven Stankelben. Alene kælenavnet signalerer det irriterende ved, at han hægter sig på. Da en motorcykelbande indfinder sig på den campingplads, hvor trekløveret har slået deres telt op, brydes freden. Bandelederen forlanger at få stillet Lisa til rådighed. Jac forholder sig overvejende, mens Stankelben går fysisk løs på overmagten og mister livet. Efter hjemkomsten går Lisa og Jacs forhold i opløsning.

Og det gik bedre end jeg havde drømt om. Efter aflytning af nogle indsungne folkeviser valgte vi “Ebbe Skammelsøn”, som er indsunger af Daimi, og som har et omkvæd på to linjer, hvilket giver lidt mere spillerum.

Referatet af bogens handling kunne alle klassens fem grupper få hold på i visens fortløbende vers, og den overordnede fortolkning skulle derpå sammenfattes i omkvædet, hvilket naturligt nok gav svare problemer. Mens fire af grupperne valgte en ret nem og overfladisk løsning som fx “Tag aldrig mer end to af sted / på tur til Bornholm”, skrev en femte gruppe: “Da Stankelben døde, blev han en grav / mellem Lisa og Jac”.

Mens de overfladiske løsninger gav anledning til almindelig moro, var der enighed om, at gruppe fems omkvæd var stærkt. Og det gav anledning til en samtale, der blev i fin overensstemmelse med Villy Sørensens analyse af folkevisen i “Digtere og dæmoner”. “Dansen gennem sommeren” tryllebinder, fordi den beskriver det, der er svært at fatte. Den er som Villy Sørensens analyse ‘klar og tvetydig’.

Vi afsluttede med at danse visen som kædedans. Og det blev åbenbaret, at alle er fælles om handlingen, mens forsangeren “ejer” omkvædet, der kan få det til at gyse i alle.

I klassen var der enighed om, at folkevisen viste, at “Dansen gennem sommeren” er en stærk roman, der handler om unges vilkår her i livet.

Jeg tænker af og til tilbage på dette nu mere end 40 år gamle undervisningsforløb, som blev et væsentligt bidrag til min tro på, at god litteratur kan påvirke de læsende sjæles gangart – og de undervisnede dansklæreres undervisningsmod.

Tak for dansen, Bo Green Jensen.

Vane og opmærksomhed

“Jeg vil læse noget op for dig,” sagde min kone forleden. Og hun læste: “de stod og talte om…. den unaturlige grad af uvidenhed og kejtethed hos mænd, hos fornuftige og veloplyste mænd, når de pludselig blev stillet overfor den opgave, at læse højt, med eksempler på bommerter og misforståelser, mangel på herredømme over stemmen, på modulation og eftertryk, på opfattelse og dømmekraft – alt sammen stammende fra den første årsag: Mangel på opmærksomhed og vane i de tidlige år.”

“Og hvor stammer det så fra?” spurgte min kone. Under læsningen havde jeg tænkt på det, jeg havde læst som baggrund for min egen promovering af oplæsningen som ædel disciplin i skolen, men ingenting ringede, før jeg fik et glimt af bogen, som teksten står i: “Mansfield Park” af Jane Austen, skrevet i årene 1811-13 og udgivet i 1814. Det er den bog, vi skal tale om ved vores næste træf i vores lokale læsekreds.

Ræsonnementet er altså 212 år gammelt, men fortsat gyldigt. Jeg tænker på det, når jeg er dommer ved oplæsningskonkurrencer, senest på Campus i Rønne, hvor 4. og 6. klasserne dyster. Det grundlæggende er ‘vane og opmærksomhed’! Og begge dele er det oplagt at arbejde med i skolen fra første skoledag.

Og så kan man indvende, at børn ikke kan læse højt i børnehaveklassen. Men så kan man starte med højtlæsningens mundtlige forløber: Fortællingen, som også kræver ‘vane og opmærksomhed’, og som alle talende mestrer, eller kan lære at mestre.

Jeg traf i går en pige, der går i børnehave. Hun havde, da den ældste gruppe skulle forlade børnehaven til fordel for skolen, rejst sig op for at ønske ‘de store’ alt godt i skolen og for at sige dem tak for den tid, de havde haft sammen i børnehaven. Hun har givetvis set voksne udvise denne adfærd: ‘vane og opmærksomhed’.

I det frirum, som de nye fagplaner forventeligt giver, har vi (dansk)lærere muligheden for at dyrke fortællingen og højtlæsningen, så eleverne kan bidrage til fællesskabet med fortællingens frie ord og med højtlæsningens brobygning mellem fri tale og skriftsprog. Vi kan dyrke elevernes ‘vane og opmærksomhed’.

En sidegevinst: måske kan vi få studieværter i TV, som ikke forfalder til uvaner og manglende opmærksomhed.

Kanon nordisk

På vej til Madens Folkemøde havde jeg taget et par bøger fra Dansklærerforeningens seneste bogpakke med til togturen til Nykøbing Falster. Og ikke mindst som association til Claus Meyers prisværdige indsats for nordisk mad (NOMA) havde jeg valgt Lotte Prætorius og Ditte Eberth Timmermanns “Tema. Blik mod Nord. Nordiske kanonforfattere” og som perspektivering fra serien “Tendens” Peter Jensen, Jan Aa.H. petersen og Sune Weiles “Kanon i dansk”.

Det blev en øjendans på skinner. Temabogen præsenterer seks forfattere. Hans Lynge, Heinesen, Skram, Ibsen, Lagerlöf og Södergran. De præsenteres kort og præcist ved forfatternes ord og hver et velvalgt tekststykke. Herefter følges op med spørgsmål til teksten og tekstens perspektiver, samt kreative opgaver.

Det er en bog, der får en til at juble over, at det nordiske perspektiv er taget ind i kanonarbejdet.

Tendens-bogen kommer fornemt rundt om de fleste af de aspekter, der knytter sig til kanon-tænkningen, og er som sådan et fint bidrag til de studerendes kritiske stillingtagen til det at skulle læse noget centralt udvalgt.

På illustrationen ses en mark med høje planter af græsfamilien. Når de høstes, vil marken som en høstet majsmark stå med stive og lige høje stubbe. Det var de rør, der blev anvendt som målestok for alskens ting i tidligere tider. Og de kanonformede rør på den høstede mark fortæller til den, der erindrer den uhøstede mark, at der findes megen næring ud over de tilbageværende rør.

Alligevel tilhører jeg den gruppe, der finder det frugtbart, at en lille gruppe med indsigt kommer med forslag til udvælgelse blandt den uoverskuelige litteraturjungle af undervisningsstof. Men også, at den kritiske sans konstant er i spil. Det er for mig tydeligt, at dene nuværende kanon har skullet rette op på en kønspolitisk uretfærdighed. Og af samme grund er tekstvalget, opgaverne og spørgsmålene tæt knyttet til identitet og køn. Derfor vil også denne kanon have en afmålt levetid.

Men hvor er den forfriskende. Og set med grundskolebriller viser den klart, at den spændetrøje, som den tidligere var iført: at skulle pege på fælleskanon for grundskole og gymnasium, ikke var frigørende. Det er den nuværende tænkning med få obligatoriske og en stor kreds at skulle vælge imellem.

Lad også grundskolen slippe ud af spændetrøjen, da det nu aldeles ikke giver mening at operere med en fælleskanon med gymnasiet, der har forladt det fælles og fundet en frugtbar frihed.

ps. en ærgerlig fejl i omtalen af Edith Södergran, som ifølge bogens tekst dødede i en ung alder. Er det en svedisme? Begik hun selvmord? Eller er det bare en korrekturfejl?

Men tak for de to inspirerende bøger!

Hyp dine egne æg!

I de næste par dage er der Madens Folkemøde i Nykøbing F. Som led i dette folkemødes start tilbød Den Danske Sprogkreds og forfattergruppen Os hernedefra en quiz om “Faste udtryk og ordsprog” på Hovedbiblioteket i Nykøbing F.

Der var kommet en pæn lille skare af mennesker, der var nysgerrige på sprog, og de quizzede med på livet løs. Modellen var enkel: Nogle af forfatterne til små historier og digte, der alle omhandlede fødevarer, om faste udtryk, som er udkommet i bøgerne “Tag tyren ved hornene” og “Så englene synger” blev læst op, men med udeladelse af det faste udtryk. Og så skulle deltagerne gætte det udtryk, som oplæsningen handlede om.

Et af formålene med at sætte fokus på de faste udtryk og ordsprogene er, at de indgår i daglig tale, men kan være vanskelige at forstå for børn og mennesker med andet modersmål end dansk. Ja, selv blandt voksne kan der være usikkerhed.

En af deltagerne, som i øvrigt var den, der havde flest pletskud, undrede sig over, at udtrykket ‘at hyppe sine kartofler’ var et fast udtryk, for hun huskede, at hendes far brugte ordene, når han netop skulle ud at hyppe kartofler.

Dette gav anledning til en god samtale, og jeg huskede en episode fra min tid i et fælleslærerråd, der havde møde med en skolekommission om lærernes ønsker til opgradering af skolernes faglokaler. Ja, det var dengang politikere havde pligt til at høre synspunkter fra dem, der havde praktisk erfaring, så de kunne tage lokale beslutninger på et bedre grundlag!!

På mødet blev der argumenteret for ønskerne, som ville blive ganske dyre. Og skolekommissionens formand takkede for det tilsendte, pegede på de mindre dele, som kunne imødekommes og afrundede ved at konstatere at ‘lærerne altid ønsker at hyppe deres egne æg’.

Om dette beroede på en uoverlagt sammenblanding af faste talemåder, eller om det var et strategisk sats for at afbøde lærernes frustration, ved jeg ikke. Men vi forlod mødet med hovedrysten og gode grin.

I øvrigt sluttede quizzen om de faste udtryk med et hyldestdigt til sydhavsøernes smagfulde søn, Claus Meyer, som også har en finger med i spillet omkring Madens Folkemøde.

Det får mig til at minde om, at jeg har lyrikværksteder og det, der i dag hedder en talk om fortælling, ved Verdens bedste Skovtur i Udsholt medio juli.

Her er et af digtene fra forrige år:

Meyer havde haft sit mas

med at finde fyrrekvas,

så han kunne skaffe ilden

og få fut i skovtursgrillen.

Men det lykkes; grillens glød

braser blidt det ferske kød.

Røgen skaber næsespil:

lokker lækkersultne til.

Magert kød gør godt i munden.

Meyer spejder: Hvor er hunden?

Faste vendinger – og knapt så faste.

Hvis du ikke ved, hvad du skal lave i morgen eftermiddag og er på Lolland-Falster, så tag til Madens Folkemøde, hvor man kan møde mange foirskellige mennesker, der ‘holder ganen højt’. Og midt imellem smagsprøver og debatter deltager jeg i et quiz-program sammen med forfattergruppen ‘os her nedefra’ på Hovedbiblioteket i Nykøbing kl. 16-17.30. Vi læser digte om faste vendinger og mad som oplæg til en gættekonkurrence om fast udtryk.

Og apropos digte, så laver jeg lyrikværksteder ved Claus Meyers ‘Verdens bedste skovtur’ ved Udsholt Strand medio juli; det skal jeg nok fortælle mere om, når tiden nærmer sig. Men det er nu sjette gang, jeg arbejder med skovturslyrik, og det kommer ofte til at handle om mad. Her er et eksempel:

Branke branke på

Grill på overarbejde

Kokkens svedne smil

Ellers nyder jeg StormP-kalenderen, som er værd at stå op til, fordi han kan vride og tviste sproget:

To mænd går sammen. Den ene med violinkasse. Den anden spørger: “Har du spillet violin hele dit liv?” Den anden svarer: “Næh – ikke endnu!”

Og så en børnelogiker i samme boldgade. Mit 4-årige barnebarn så en film, hvor en dinosaurus døde, og han konstaterede: “Nu må den bare leve med at være død!”

Hvor er sprogleg dog oplivende!

Hold øje

Om en lille uges tid afholdes en reception, som jeg er inviteret til, men desværre er forhindret i at deltage i. Receptionen markerer, at abc-forlaget i Helsingør bliver overdraget til forlaget Vild Maskine.

abc-forlagets grundlægger, Flemming Møldrup, som nu vil vise rettidig omhu ved at lade yngre kræfter føre forlagets ånd videre, har drevet sit lille nicheforlag med en sikker næse for kvalitet; ikke mindst har han kunnet opsnuse nordiske godbidder før de fleste andre. Da jeg for år tilbage var dansk medlem af Nordisk Råds prisudvalg for børne- og ungdomelitteratur, havde Flemming Møldrup ofte udgivet vinderbogen eller en af dem, der var med i opløbet. Endvidere udgav han fine fagbogsserier, fx en række skrevet af Kåre Bluitgen og Nils Hartmann, samt stærke ungdomsromaner fx af Anja Hitz’ “Den dag vi døde” og “Den dag vi var helte”.

Der er al grund til at takke Flemming Møldrup for hans stærke bidrag til danske børne- og ungelæsere, men også til at rose ham for hans valg af ‘arving’, forlaget Vild Maskine, som er et af de markante danske mikroforlag. Dette forlag fik i 2024 Sigvaldi-prisen, opkaldt efter manden, der gik på Strøget med barnevognen som boghandel og solgte “Hindbærbrus og kragetæer”, hæfter med samlinger af børnetekster. Vild Maskine har udgivet en bog om Sigvaldis hæfter, så hvis man er for ung til at kende til dem, så få fat i bogen og bliv opflammet og inspireret.

Tidligere har Vild Maskine fået overdraget forlaget Torgaard, som havde speciale i oversat færøsk litteratur, heriblandt den vidunderlige tegner og Nordisk Råds-prisvinder Bardur Oskarsson.

Se, det er fornemt selskav. Så hold godt øje med Vild Maskine, når nu alle pengene til bogindkøb kommer op fra det offentliges gemmer.

Efter sigende har Vild Maskine i anledning af overdragelsen foræret mange, mange bøger til “Læs for livet”, der fordeler bøger til børn og unge, der har vanskelige livsbetingelser.

Hvis dette indebærer, at nogle titler, som man kunne ønske sig til skolebiblioteket, bliver udsolgt, så sendt en særlig hilsen til dem der neddroslede bogindkøb, fordi der manglede et ‘d’ i deres lederuddannelser.

Unge, der vil høres

På Kristi Himmelfarts dag var min kone og jeg af en teenagepige, som vi holder meget af, inviteret til humanistisk konfirmation. Programmet var fejring i Dronningesalen i Den sorte Diamant og om aftenen sammenkomst i hjemmet.

Som forberedelse til fejringen var de unge blevet undervist i menneskerettigheder, kritisk tænknin, etik, identitet, tolerance – altså i et humanistisk livssyn. Og de skulle som en del af festlighederne fremføre resultaterne af deres arbejde med etiske dilemmaer, hvilket de gjorde med både seriøsitet, humor og inddragelse af alle os, der fyldte salen.

Derefter talte en af deres lærere om det al vælge, idet han tog afsæt i Sisyfon-myten og i Albert Camus’ fortolkning af den. Du har altid et valg!

Her noterede jeg mig, at alle de unge, der sad på forreste række, sad tilbagelænede i stolene, men lyttende; ingen hviskede i øret på den ved siden af.

Derefter kom festens hovedtaler på scenen, aktivisten Selma de Montgomery, som er klimaaktivist, UNICEF-ambassadør og imponerende livfuld. Jeg noterede mig, at hele rækken af unge lænede overkroppen sig lidt frem. De var nu ikke bare lyttende, men spændt engagerede. Og der var noget at komme efter; jeg har efter denne oplevelse set flere indslag af Selma de Montgomery, og det kan jeg anbefale alle, der ønsker at få plantet et frø af fremtidshåb.

Hun havde de unges fulde opmærksomhed, men også vi ældre – ikke mindst haveejerne blev vækket og ægget, da hun pludselig trak ned i kraven på jakken og fremviste sin første tatovering af en skvalderkål, og udpegede den som værende en af vores mest betydningsfulde planter.

Og hun var ganske enkelt fejringens skvalderkål.

Ved sammekomsten i hjemmet deltog konfirmandens to bedsteveninder; de havde mødt hinanden i vuggestuen. Der blev holdt taler, nogle få frit fra leveren og et par efter manus på mobilen. Men den tale, der holdt alle fanget, blev fremført af en af veninderne, som gik en udskolingen på en lokal folkeskole. Hun havde noteret sine gennemarbejdede ord på papkort, lidt mindre end A5-format. Og i modsætning til flere God aften Danmark-værter, der ofte dropper øjenkontakten for at læse det, de ikke har nået at forberede sig på, forstod hun at udnytte papkortenes potentiale. Hun kastede et blik på den overskuelige tekst, kiggede på den, talen blev holdt for og på de øvrige gæster, vendte til næste kort, læste teksten, kiggede op og fortsatte.

Sådan agerer en velundervist teenager, der har noget at fremlægge. Når man taler eller læser op fra et A4-ark kan man nemt miste overblikket, når man har haft øjenkontakt, og værre endnu, hvis man læser op fra mobilen, hvor lysstyrken kan skifte og teksten flytte sig.

Det var herligt at komme hjem om aftenen efter en festdag, hvor unge stemmer havde vist gennemslagskraft på grund af indre glød og ydre færdigheder. Det første kan spire frem af stimulering af kritisk sans og menneskeligt samvær i det fælles, det andet kan understøttes af god undervisning.

Dyremishandling i menneskets tjeneste

udsnit af John Kenn Mortensens forside på bogen om Dyreforsøg

På omslagets forreste inderside er afbildet 12 dyr og et antal mus, hver men angivelse af deres numre. Bag i bogen er de samme dyrebilleder gengivet, men nu med personlige navne.

Her gennem sig en pointe om de anonyme forsøgsdyr, der ved en sort kats mellemkomt får navne – og dermed en trang til frihed og håb. De er nemlig holdt i fangenskab på et center for dyreforsøg, og hver dag bliver et dyr pillet ud til et eksperiment, der kan tjene menneskenes sundhed og især deres behov for kosmetisk forskønnelse. Dette sker lige indtil den sorte kat arriverer, giver alle personlighed gennem navngivning, planlægger et flugtforsøg, som lykkes for nogles vedkommende, mens katten selv omkommer.

Men da hunden en aften kigger op, er det som om “han så noget sidde deroppe. Et glimt af en sort kat, der sad og storsmilede til ham.”

Historien er fortalt i et fint sprog med gode og dyrefarvede replikker og med en god styring af følelserne, så det er op til læseren at blive forarget over denne mishandling af kæledyr i vores perfektetsheds kulturs tjeneste.

Men bogen peger også ud over det snævre tema. Den viser, hvorfor det er væsentligt, at Konventionen om Barnets Rettigheder bestemmer, at ethvert barn har ret til et navn. Og hvorfor det er betydningsfuldt, at børn er sammen med voksne, der kender deres navne. Derfor må man overveje, om en lærer løser sin opgave bedst ved at kende alle eleverne eller ved at få en masse totimers fag uden mulighed for at lære alle at kende. Og personligt mener jeg, at en skole er vokset for stor, hvir en skoleleder ikke kan lære alle børnenes navne at kende.

De børn, der kun eksisterer som CPR-numre, er nemme for en administration at flytte rundt med eller at sætte på venteliste til en eller anden hjælp. På sin vis er børn i dette perspektiv ikke så væsensforskellige fra de forsøgsdyr, bogen omhandler.

H.C. Andersen viste dette, da han i eventyret “To jomfruer” lader Rambukken, som er kæreste med den ene, gøre det fordi, da ejeren bestemmer, at de ikke længere skal bære navnet ‘jomfru’, men fremover kaldes ‘stempler’.

Paradoksalt nok blev CPR-registreringen introduceret på Andersens fødselsdag i 1968. Det år, som opfattes som antiautoritetens gennembrud og roden til megen dårligdom, viser sig at være starten på den registrering, som bærer afhumaniseringen og overvågningen i sig.

ps. Foreningen Forsøgsdyrenes Værn modtager 10 kr. for hvert solgt eksemplar af Jesper Wung-Sungs bog.

Kong Gulerod og Antikrist

Luca Signorellis Antikrist i Orvieto Domkirke

Når Trump poster et billede af sig selv som ham, der helbreder den syge, sætter det gang i pressens kommentatorer. Nogle benytter humor som våben, selv om man får lyst til at bringe Niels Hausgaards udsagn om forskningsminister Helge Sander i erindring: Han optræder konkurrenceforvridende i forhold til alle, der lever af satire!

Blandt humoristerne kan man fremhæve Ole Rasmussen i Politiken, som mener, at Trump sprøjter sig med guldspray, og ikke mindst John Stewart, som til sin rædsel opdager, at den mand, Trump helbreder, umiskendeligt ligner JOHN STEWART!

Andre benytter den indsigtsfulde og perspektiverende analyse som fx lektor Peter Chr. Rude, som ved at se Trumps helbredelsesbillede får tankerne henledt på den italienske renæssancemaler Luca Signorellis maleri af Antikrist i domkirken i Orvieto. Her er den frelserlignende figur i færd med at indsamle guld, imens en behornet satan hvisker ham i øret, og fornemme mænd, en skøge og medløbere flokkes om ham. Der, hvor andre bærer hjertet, har han en guldmedaljon.

I baggrunden flokkes sortklædte mænd ved en tempelbygning, så det ikke er fjernt at associere til stormen på Kongressen.

Om den kunstige intelligens, som er benyttet til at kreere Trumps frelserbillede, har trukket på Signorellis maleri kan vi ikke vide. Men til gengæld kan vi glæde os over, at en kunstinteresseret litterat gør opmærksom på sammenhængen i et læserbrev i Information. Tak for den frie presse, og ikke mindst den avis, som rykkede ind i det nazistiske Fædrelandets rømmede lokaler den 5. maj 1945.

De danske kirkers middelmalerier kan i mange tilfælde berige os med nuancer i tilværelsens tilskikkelser på et niveau, der svarer til renæssancekunstnerens mesterværker. Symbolerne står i kø for at gøre indtryk på os arme syndere.

Og apropos symboler, kan man sorsøge at opnå fortrolighed med nogle af dem ved at gå på jagt i Oscar K. og Dorte Karrebæks forrygende fattigmandsbibel, Biblia Pauperum Nova, hvori en række skuespillere, der er ‘fattige i ånden’ opfører fortællinger fra Det nye Testamente. I loger i scenerammen optræder dyr som kommentatorer, mange af dem med symbolske tilføjelser.

Det er i den bog, kvinderne ved Jesu tomme grav citerer Anders Fogh Rasmussen: “Der er ikke noget at komme efter”. Men det er der så alligevel, hvis man vender blikket andetsteds hen. Og sådan er det måske også med de kommissionsrapporter om vores krigsdeltagelser. Undersøgelser der er enten slet ikke er blevet fuldført, men lukket ned, eller er mundet ud i rapporter, der måske bliver citatanonymiserende. Også Ninn Hansen er citeret i fattigmandsbiblen, hvor Pontius Pilatus konstaterer, at “der bliver trængsel ved håndvanske”.

Lær blot skoleelever satirens kunst, for en god latter er helsebringende. Men lær dem også den faglige eller den kunstneristiske analyse, som er bevidsthedsbringende.