dansklærer - Dansklærerforeningens Folkeskolesektion

Containerskatte

Vi lever i tider, der står i affaldssorteringens tegn. Derfor går turen af og til i retning af genbrugspladsen. Og ikke alt her forekommer mig at være affald; jeg må kaste et blik i den container, som folk fylder med bøger. Hvilket spild, siger jeg bare.

De seneste to besøg har således kastet to bøger af sig, som på en særegen måde spiller sammen. En forunderlig billedbog om “Fem smaa TroldeBørn” af Halfdan Rasmussen og Ib Spang Olsen og “HUSMOR OG SKRIBØSE, en brevveksling med Tove Ditlevsen” af Ester Nagel, som jo var gift med Halfdan R.

Troldebogen er en smuk billedbog fra et tidligt samarbejde mellem de to, som skabte meget sammen – ikke mindst “Halfdans abc”. Brevvekslingen tegner et fint billede af to veninders udveksling af store og små hændelser og tanker. Det er Susanne Knudsens fortjeneste, at de er udkommet, da Ester Nagel havde overdraget dem til Det kongelige Bibliotek, så de også i hendes tanker var arkiveret. Men altså, Susanne Knudsen berigede kvindelitteraturen ved at insistere på denne bog, som nuancerer billedet af de brevvekslende. Det er tids- og kønstypisk på den åbenhjertige måde. Og så er det morsomt, når fx Tove Ditlevsen priser Ester Nagels humor, som – vil eftertiden finde ud af – er blevet holdt nede af en vis Hr. Rasmussen, der selv “med et vist held forsøgte sig i branchen”.

Hvorfor skal sådanne skatte forvandles til containerindhold? Fordi læsningen i alle aldersgrupper er på retur i en selvvalgt tur på dannelsens og kundskabens deroute!

Derfor glæder jeg mig til at skulle besøge Litterært Folkemøde i Skørping, hvor Herman Bang-Selskabet endnu engang har taget initiativ til et kulturmøde med masser af programpunkter og med deltagelse af man mesnge af landets litterære selskaber. Det sker den 3.-4. oktober. Se programmet her: https://www.kultunaut.dk/perl/arrmore/type-nynaut/version-udstilling?ArrNr=19988802

Men for mig er det mest imponerende i Skørping vel nok det antikvariat, “Bogby9520”, som er overskueligt, righoldigt og med en række arrangementer. Og det er drevet af frivillige.
Nogle steder gør folk en imponerende indsats for at bevare den lokale boghandel, fx i Fredensborg og i Præstø. Andre steder som i Skørping – overtager frivillige den nedlagte boghandel og skaber et antikvariat og et mødested for læsere.

Der må være mange pensionerede dansklærere og (skole)bibliotekarer, der har lyst til at gøre en indsats for, at vi ikke bliver dummere.

De bomber børnebogsforlag

Her til morgen sad jeg og læste om det politiske teater, der blev opført i Folketinget med udlændingepolitik som omdrejningspunkt. Det var en hastedebat, som på ingen måde så ud til at haste. Og ved udsigten til mere af den slags må man bede til, at Folketinget vil satse på et mere relevant repertoire.

Men midt under min hovedrysten udbrød min kone, som sad med en anden avis: “Nu bomber russerne børnebogsforlag!” Og russerne ved nok, hvad de gør, for de har fostret nogle af verdenslitteraturens største forfattere, og samtidigt har de en rig tradition for historieomskrivning og eksilering af forfattere. Forfattere er værdifulde, fordi deres skriftsprog bevarer historien, og de er skadelige, hvis historien ikke passer ind i vores kram.

Irene Vallejo beskriver i “Evigheden i et siv” om disse forhold og gør netop forfattere, boghandlere og bibliotekarer til de væsentligste søjler i vores histories hus. Nazisterne vidste det og brændte bøger, og før dem har alverdens erobrere søgte at fjerne de slagnes sprog og historie gennem bogdestruktion.

Nu er det ukrainske børne- og skolebogsforlag, der må holde for. Og disse bombardementer river masken af de russiske forsøg på at signalere, at Rusland ledes af civiliserede folk. De ukrainske børnebøger har fin kvalitet, hvilket man kan overbevise sig om ved at anskaffe sig “Min tvungne skoleferie” af Kateryna Yehorushkina, som forlaget Hjulet har udgivet på dansk – og med den ukrainske tekst bag i bogen. Den er smukt illustreret af Sofia Avdeeva. Alle skoler, der har berøring med ukrainske elever, burde have den i klassesæt!

Men skatter vi selv bøgerne nok? For år tilbage, da Dansklærerforeningen havde eget laget, oplevede vi to gange indbrud, men ingen af gangene var der stjålet noget – ikke en eneste bog. Det kan nok give et gok i selvforståelsen, eller få en til at føle sig åndeligt hævet over tyvene.

Og når man går på genbrugspladsen, så er der godt læs på den container, som rummer bøger, selv om den tømmes ugentligt. Mange af dem burde kunne glæde læsere, således fandt jeg forleden Halfdan Rasmussen og Ib Spang Olsens “Fem små trolde” fra 1948 – dengang man manglede papir i en grad, at man udelod titelblad og kolofon. I dag dropper vi boghandleren og bruger det dyrebare papir på pap, som står ophobet i nethandlens udleveringssteder.

Mens russerne bomber, burde vi andre gøre meget mere for at bevare forfatterne, boghandlerne og bibliotekerne.

Ballade, kaos og drys

Forlaget Fjordager har udgivet et værk af Thomas Aastrup Rømer, som formodentlig er kendt af de mange, som interesserer sig for “uren pædagogik”. Værket består af tre bind på hver er på omkring 440 sider, og jeg bliver nødt til at tage min omtale af dem i bidder. Første bind har titlen “Oplevelsens sted”.

Undertitlen er “Ballade, kaos og drys”, og her er ballade for alle pengene, hvis man med ballade forstår at opslå “sin ridderhjelm og fægte med åben pande”. Thomas Aastrup Rømer kæmper for den pædagogik, der har rødder i den danske tradition, som er udviklet i dannelsens, åndsfrihedens og kundskabens lys, og som til hans store vrede er blevet erstattet af konkurrencestats- og kompetencetænkning. Man kan sige, at kampen, som Rømer ser den, står mellem den frie tanke og den databaserede handling, mellem humanistisk dannelse og instrumentalisme.

De tanker, der er drysset ud over bogens 440 sider, består af kommentarer, korte analyser og synspunkter, som Thomas Aastrup Rømer har affattet i årene 2017-2025. Det er imponerende, hvad han har formået at følge med i – og sætte sig ind i. Den tydelige linje er helt klart en plæderen for dansk pædagogisk og filosofisk tradition og en hudfletning af den økonomi- og databaserede tænkning, der har sat dagsorden for de senere års danske undervisning, uddannelse og forskning. Jeg skæver just til et broderi, der hænger på min væg. Her broderer Helle Vibeke Jensen et Knud Romer-citat: dannelsen er fjernet fra uddannelsen, så nu er det bare UD.

Kaos kan opfattes som den tilstand, der er blevet undervisningen, uddannelserne og forskningen til del, efter at instrumentalisterne har erobret dagsordenen. Men det kan også ses som en kommentar til læsning af dette værk, som består af en række overvejelser, der optræder i kronologisk orden, men som ikke er forsynet med register eller tematiske angivelser. Det er irriterende i starten, men jeg blev grebet mere og mere af læsningen. Nogle gange har jeg måttet standse op for at få hold på en overraskende indfaldsvinkel. Andre gange har jeg bare skimmet, fordi der er tilbagefald til argumenter, der optræder igen og igen. Men mest af alt har jeg slugt ordene, som sad jeg med en spændingsroman.

Thomas Aastrup Rømer er vidende. Han er frygtløs. Og en gang imellem er han for meget. Men læsning af hans tanker tvinger alle til at reflektere over det, der sker i skole, læreruddannelse og forskning. Og ikke mindst må bogen være et must til alle, der aldrig har prøvet andet end at gå i den målstyrede skole. Her er frugtbar kraftfoder til tanken!

Strikket af brændenælder med hjerteblod

Fra uv-materiale til Brændenællernes sang. Måle Fortælleteater

Fortælling i skolen ser ud til at få en kærkommen og nødvendig plads i den nye fagplan for faget dansk. Og fortællingens udtryksformer er mangeartede, men karakteristisk for mundtligheden er, at den har flygtighedens, smidighedens og det situationsbundnes karakter.

En af de professionelle udtryksformer kan man opleve, når Anette Jahn fra Måle Fortælleteater optræder.

For et par år siden skabte hun fortællingen om “Fyrtøjet – som HCA’s farmor fortalte det”, og Dansklærerforeningen udgav det som billedbog med inspiration og undervisningsideer efterskrevet. Bogens titel er “Den forheksede prinsesse og Fyrtøjet”.

Anette Jahn kviede sig ved de elementer i HCA’s eventyr, som lod soldaten bedøve prinsessen og kysse hende, og ønskede i stedet at få prinsessen til at lære den materialistiske soldat om kærlighedens væsen. Hun fandt belæg for denne drejning af fortællingen i en lang række beslægtede historier, som hun fandt på Det kongelige Bibliotek.

Nu har hun gentaget kunststykket med en bearbejdelse af HCA’s eventyr om “De vilde svaner”. Titlen på hendes nye fortælling er “Brændenældernes sang”. Jeg har haft mulighed for at læse maniskriptet og må sige, at Anette Jahn har skabt en poetisk og intens fortælling, der er strikket af brændenæller og gjort med hjerteblod. På hendes hjemmeside kan man læse om forestillingen og om dens tilblivelse.

Også her går hun i rette med Andersens tidstypiske eventyrtræk, som Anette Jahn ikke ønsker at formidle til dagens børn, fx om den fremmede konges overgreb på de forvandlede prinsers lillesøster, da han røver hende for at gøre hendes til sin brud. Også her finder Anette Jahn andre udgaver af eventyret, som i øvrigt har pendanter mange steder i verden.

Men smukt og betagende forbliver eventyret som den enestående søskendekærlighed, som lyser op i en eventyrverden af svig og svigt.

Dyrk Fortælling i skolen – også i den dramatiske form, som Måle Fortælleteater tilbyder.

Ramt på smag, lugt og følelse

tegning med pen og blæk – af Jens Skou Olsen

“Ramt på smag, lugt og følelse” er titlen på en bog, jeg nu får udgivet på Forlaget Ringedal. Ideen til bogen udspringer af en undren over, at nogle sanseindtryk med mellemrum rammer og lader en strøm af billeder fra tidligere tider løbe gennem ens tanker.

Det interessante er, at det der er tale om en ramthed, som er uredigerbar, fordi den beror på de tre sanser, der ligger inde i kroppen; altså de sanser, som spiller sammen med de to, synet og hørelsen, og får os til at tale om at være ved sine fulde fem.

Men når jeg har set mig omkring som lærer, som skoleleder og som menneske i det hele taget, så bygger vores skole og vores moderne samspil på, at vi er ved vores fulde to; vi prioriterer synet og hørelsen, ikke mindst fordi vi har et sprog, der bygger på den ydre verden, som kan iagttages, måles og vejes.

Men måske derfor går vi ofte fejl af hinanden, har ikke blik for hinandens erfaringer med de kropsbundne sanser. Det er det, jeg med mig selv som afsæt søger at indfange i “Ramt på smag, lugt og sanser”.

Bogens tilblivelse i sig selv er for mig en bekræftelse på, at det er muligt og uforudsigeligt, hvis man søger at mødes på sådanne præmisser: Da jeg lod Jens Skou Olsen læse mine betragtninger, sagde han ikke alene, at han gerne ville udgive dem, men også at et enkelt udsagn om skråskrift med pen og blæk havde vækket hans erindring om en tid, hvor han selv netop tegnede med pen og blæk. Han ville genoptage denne måde at udtrykke sig på, og hvis det faldt i min smag, ville han gerne illustrere mine tekster.

Og det faldt i min smag! Ingen af tegningerne svarer til mine erindringer, men gør dem anderledes og større. I modsætning til fotografier fra lokalarkiver springer pennetegningernes sanselighed op fra sidernes papir. Det er det hurtige knips over for pennens møj- og langsommelighed.

Ved en gennemlæsning i fredags slog det mig, at den kunstige intelligens aldrig kan komme ind i dette univers. AI har hverken smagsløg, lugtesans eller følsom hud!

Bogen kommer fra trykken i ugens løb, og den kan bestilles hos Forlaget Ringedal eller hos en af de mange netboghandler. Personligt vil jeg sætte pris på, at man køber den hos den lokale boghandler. Den har en vejledende udsalgspris på 199,95 kroner – altså 200 kr.

Ramt – på smag, lugt og følelse

Den sidste perle

Overskriften refererer til titlen på det eventyr, som Museum Odense har erhvervet manuskriptet til – med rundhåndet støtte fra Austinus Fonden, og ikke til, at det er den sidste H.C. Andersen-perle, der kommer forskningen i hænde. For der ligger meget “derude” og venter på tilsynekomst.

Men nu er “Den sidste perle” altså hus i Odense, og i den anledning inviterer H.C. Andersen-Samfundet i København til et arrangement.

Her er den invitation, der er udsendt til HCA-Samfundets medlemmer – og bemærk, at gæster er velkomne for en beskeden entre:

I 2024 erhvervede H.C. Andersen Hus i Odense manuskriptet til eventyret ”Den sidste Perle”, som H.C. Andersen blev inspireret til af en bevægende historie i forbindelse med hans forhold til familien Abrahams.

Vi har i den forbindelse den glæde at invitere medlemmerne

Tid: Onsdag den 26.August kl. 19-21

Sted: Dansk Forfatterforening

Strandgade 6, st.

1401 København K

til et arrangement, hvor vores tidligere prismodtager, seniorforsker Ejnar Stig Askgaard vil fortælle om manuskriptet samt om den store samling Anderseniana museet erhvervede i julen bl.a. ”Digte” (1830) med dedikation til Oehlenschläger samt manuskriptet til tragedien ”Maurerpigen” fra 1840, der blev anledning til et brud mellem H.C.Andersen og fru Heiberg.

Gæster er velkomne. Entré kr. 50,00.

Tilmeld dig gerne til Jens Raahauge, jra@dansklf.dk eller pr sms 2542 1845 (aht. klargøring af lokale).

Der kan i forbindelse med arrangementet købes vin og vand.

Med venlig hilsen

pbv

Kirsten Dreyer, formand

Fiktion og fakta

Fra forsiden på Nils Hartmanns nye bog “Efterladt i Sibirien”

For 44 år siden debuterede Nils hartmann som børnebogsforfatter. Indtil da havde han udgivet en lang række fagbøger med formidling af hovedsagelig historisk og ulandsrelateret stof.

Men så fik han en skibslæges dagbog fra en sørejse i 1672-73. Den havde farm af dagbogsoptegnelser og tegninger; alt sammen udført af skibslægen Cortemünde. Rejsen gik fra Danmark til kongeriget Bantam i nuværende Indonesien. Formålet var at hente krydderier. Og den næsten 3 år lange tur kostede flere end 125 søfolk livet. Men det, der satte Nils Hartmann i gang, var en note om, at Helsingørs bartskærer, Gregorius Smidt, placerede sin 11 årige søn om bord for at gøre ham til mand.

Den handling krævede mere end en fagbog, hvis man skulle sætte sig ind i drengens liv i de 1000 dage rejsen varede. Nils besluttede sig for at pejle sandheden ved at skrive en roman, hvori han anvendte sin historiske viden, sine rejseoplevelser sin forskellige ulandsdestinationer og sit menneskekendskab.

Med bogen kunne læseren opleve en indlevelse, der bragte nærhed til den tilværelse, som drengen må have haft ombord.

Nu, 44 år senere, er Nils Hartmann atter blevet ramt af en undren, der rækker ud over de sparsomme historiske kilder, der er tilgængelige, om den danske botaniker Wormskiold, der i 1815 påmønstrer det russiske skib Rurik. Han er af den danske konge blevet bedt om at udforske plante- og dyreliv i det østlige stillehav og ved Beringsstrædet. Men på turen er også en tysk naturforsker og digter von Chamisso, som er Wormskiolds foresatte. En voldsom kontrovers mellem de to betyder, at Wormskiold bliver sat i land på Kamsjatka. Her venter han på skibslejlighed til hjemrejsen i to år. Og da han endelig kommer hjem er han nedbrudt. Han opgiver sin videnskabelige karriere og dør på Gavnø Slot i 1845.

Det er en mindetavle i Vejlø Kirkes østgavl, der satte Nils Hartmann på sporet af Wormskiold. Og det lidt, der kunne findes om ham i kilderne, rejste en række spørgsmål, som Nils Hartmann satte sig for at søge svar på – i fiktionens form. Hvordan overlevede han i Sibirien? Hvordan var han liv, efter at han kom nedbrudt hjem?

Disse svar kan læseren blive delagtiggjort i genne læsning af den roman “Efterladt i Sibirien”, som kan forudbestilles nu, og som udkommer til 1. september på forlaget Ringedal. Den ligger allerede på de store netoboghandlers hjemmesider, og den kan i øvrigt bestilles hos forlaget Ringedal.

Jeg har haft fornøjelsen af at læse manuskriptet til den 672 sider lange roman. Og for mig vendte bladene sig af sig selv. Fiktionen kan bringe en historisk virkelighed ind i læseren, når forfatteren bruger sin viden og sin menneskekundskab i digtningens tjeneste.

På cykel gennem Juelsminde med to krager

Forleden åbnede Juelsminde Bibliotek en udstilling i anledning af Dorte Karrebæks forestående 80 årsdag. Og pomeransen i min turban var invitationen til at holde åbningstalen om “Dorte Karrebæks verden”. Og det er ikke så ligetil.

Meget af det åbentbare er, at Dorte har store fødder og er ordblind. Begge dele er der mange spor af i hendes billeder og tekster.

Men jeg fandt åbningen til talen i et citat af Erlend Loe fra forordet til R.L.Stevensons “Vandringer med et æsel i Cevennerne”: “…svagelige børn kan drive det vidt, simpelthen fordi de slipper for den intense socialisering, som skolen fremtvinger, og i stedet kan bruge tiden på at tænke”.

Se, Dorte har drevet det vidt, fordi hun i skolen har brugt tiden på at øjentænke. Og dette kan gennem hendes billeder ramme os andre, så verden pludselig tager sig anderledes ud.

Hun har illustreret Kåre Bluitgens gendigtning af “Jeppe på Bjerget”. De billeder fik jeg til ophængning på “min” skole, og en dag i kommer en tyrkisk dreng fra mellemtrinnet og siger: “Jeg ved, hvorfor Jeppe drikker!”. “?” “Det er fordi hans kone har for meget skole/hjem-samarbejde med læreren!”

På samme skole havde jeg Dorte til at undervise hele indskolingen samlet i at tegne “kroppen i bevægelse”. På udrullet papir og udstyret med pensler og blæk skulle de iagttage Dortes datter, som i stram trikot dansede i midten, og med enkle streger gengive den dansenes arm- og benstillinger. For det første forløb det uden gnidninger af nogen art, og desuden forekom det mig, at børnene bevægede sig anderledes i dagene efter.

Det er ikke tilfældigt, at det er Juelsminde Bibliotek, der introducerer udstillingen. For Dorte er faldet til i byen, selv om hun er en invasiv art, indslæbt af gemalen og Juelsmindedrengen Ole Dalgaard / OscarK. Akkurat som med hybenrosen finder de lokale hendes væsen og kunst velgørende. Hendes stentigre står overalt i byen og lægger op til tigerjagt. Og de er stolte af hendes nyeste malerier, tegninger og fortællinger.

Og så har hun (som Odin, der ikke var ordblind, men enøjet) to krager, som hun fodrer, og som derfor følger hendes færden.

Jo, citatet er ok, hvis man erstatter æslet med krager og Cevennerne med Juelsminde.

Herligt, at der lever en så stor kunstner blandt os – og at hun har en gemal, der får hende promoveret på behørig vis. Tak for det hele!

Ronkedorerne i juni

Den2radios ronkedorer trompeterer igen i deres fagbogssnabler på denne uges udsendelsesflade, https://den2radio.dk/udsendelser/ronkedorerne-sommer-2026/

Egon Clausen beretter om bogen “Pest, tyfus og hedenskab” om de risici og modstande, der mødte danske missionærer i Kina i begyndelsen af 1900-tallet.

Georg Metz dykker ned i den indsats, som “Niels Thygesen. Danskeren bag euroen” har ydet, som en af vores mest fremtrædende økonomer, og som tjenestemand. Og netop dette begreb er måske en tanke værd, når man sammenholder manden med den faglige indsigt, politiske integritet og uopsigelighed med den kontraktansatte embedsmands mere sårbare position, for ikke at tale om mellemlaget af spindoktorer.

Selv har jeg medbragt “Vandringer med et æsel i Cevennerne”, hvor R.L. Stevenson i 1878 begiver sig ud på en gå-tur med æsel det franske Centralmassiv. Det var før turismens tid, så alt lå uberørt af fremmede, når man ser bort fra kongens og kejserens og kirkens undertrykkelse af befolkningen, som bekendte sig til protestantismen. Stevenson iagttager natur, befolkning og reflekterer over mindretals overlevelse trods overmagtens forsøg på knægtelse.

En sådan tur vil være uladsiggørlig i vores tid, hvor turismen har skabt trampestier overalt. Så, hvis man skal have blot et pust af kriblen i hjernen, vil jeg foreslå, at man kaster sig over “De danske digterruter”, hvor litteraturen går i pardans med stederne.

Hurra for de små forlag

I går var jeg til et bogmøde på Christianshavn og skulle videre til en komsammen på Østerbro; jeg valgte at tage turen på gåben.

Da jeg efter en god tids vandren lidt varmetræt kastede et blik til venstre, følte jeg mig pludselig hensat til Donald Trumps “Reflecting pool”, men da jeg fik gnedet øjnene, gik det op for mig, at jeg spejdede ud over de søer, som Københavns Kommune står over for at skulle rense; ingen maling på bundet, ingen mafiøs entreprenør involveret!

Men efter en sådan sjæleryster kender jeg kun én medicin: at besøge den første boghandel, jeg støder på. Og heldigvis ligger Bog og Idé på Østerbrogade, skråt til venstre for udgangen fra søerne, og ikke fjernt fra den tunnel, som Lilian Brøgger lader en Strunge-lignende ung mand færdes i i den udgave af Goethes “Den unge Werthers lidelser”, som udkom i Dansklærerforeningens unikke serie “Illustreret Verdenslitteratur”.

Boghandelmedicinen virkede. Efter lidt kiggen mig omkring på må og få blev mit blik fanget af en reol, hvor boghandleren havde samliet bøger under overskriften Mikroforlag. Her fandt jeg opstillet lodret mange af de titler, som ved årets BogForum kan ses placeret vandret på borde ved indgangspartiet til messehallerne.

Og hvor er der grund til at lovprise de indsjæle, som kaster sig over at berige os andre med kvalitet fra nicherne. Disse passionerede bogelskere bidrager på hver deres måde til, at vi har adgang til en kvalitetslitteratur med et væld af facetter.

Selv om boghandlen på Østerbrogade både har bestseller-lister og stakkevis af krimier, så afsætter de plads til det, der måske ikke er det store salg i, men som kan gøre læsersjælen til mere og andet end en reflecting pool.

Da jeg bevæger mig længere nordpå ad Østerbrogade og østpå ad Nordre Frihavnsgade dukker pludselig Tarps Boghandel op. Den er lige så lille som den er sejlovet. Og her kan personalet tale med om bøgerne.

Tænk på en vandretur i København at finde to så forskellige boghandler, og så har jeg endog passeret flere antikvariater. Det er altså muligt at få læseglæden stimuleret!