dansklærer - Dansklærerforeningens Folkeskolesektion

Mumledansk

For nogle år tilbage lavede jeg en udsendelse til den2radio om “Mumledansk”, og den er nu lagt på denne uges sendeflade. Selv om der er gået fire år siden udsendelsen blev produceret, har jeg nu ved genhør konstateret, at den fortsat er aktuelt, ja, måske mere aktuel, end da den blev til.

Folkeskolen står over for at skulle have nye fagplaner, og dels får lærerne mulighed for at udnytte deres daglighed friere, end de gjorde i den målstyrede undervisning, og dels få mundtligheden en bedre placering: fortælling og oplæsning bliver vægtige elementer i det mundtlige arbejde.

Når jeg betoner dette, skyldes det, at det at fortælle og det at læse op kræver en langt tydeligere tale end almindelig snak og samtale, fordi der er tale om en form for massekommunikation. Her vil mumlen betyde, at tilhørerne misser det udtalte.

At det betyder noget – både for forståelsen og for glæden ved sproget – fik jeg et godt indtryk af, da jeg sammen med et barnebarn for nylig besøgte Halldor Laxness’ hus på Island, I de udleverede lytteoplysere (audioguide) var der lydoptagelser med digteren selv, og mit barnebarn blev slået af den tydelighed – og skønhed – som budskaberne fik. Han havde lært det danske sprog i islandsk skole på baggrund af skriftsproget, og derfor havde han alle stavelserne med. Han forfaldt ikke til stavelseskannibalisme – eller mumledansk.

Det skriftsprogsnære kan vi opnå gennem oplæsningen. Og ved at lade dette smitte af på fortællingen – langsom og tydelige tale – kan vi modvirke mumledansk i den sproglige omgang.

Jeg tror, at tydeligt sprog bidrager til, at man staver bedre, og ikke mindst til danske børn hurtigere og sikrere lærer at tale. Når vi taler hurtigt og mumler er der ingen klare fornemmelser for de enkelte ords afgrænsning, og derfor er betydningen vanskeligere at afkode. Hos mange er det en lang lydmedister, der kommer ud af munden. Og ved bevidst sprogbrug gælder det om at få den skiveskåret.

Men hør selv udsendelsen: https://den2radio.dk/udsendelser/tanker-i-tiden-mumledansk/

De underjordiske

På Svanekegården udstiller maler Molla Riis på 83 år og skulptør Silke Riis på 28 år værker, som har hentet inspiration fra de underjordiske på Bornholm. De to kunstnere er i familie, farnmor og barnebarn. Og en anden ting, der forener dem, er, at de som børn som godnathistorier hørte nogle af de mange fortællinger om de væsner, der befolker Bornholms undergrund.

Molly Riis holdt især af historier om Bonavedde, en ung bonde, der kunne tale med de underjordiske, måske fordi hans mor var havfrue. Tæt ved hans gård ligger Alhøj, som af og til står på gloende pæle.

Typisk bornholmsk: næh, samme historie fortælles fx omkring Elverhøj på Stevns. I øvrigt har Tellerup udgivet en udgave af H.C. Andersens Elverhøj med Erik Hjorts herlige illustrationer, hvor man kan se digteren selv have havfruer til bords i højen.

Sille Riis har blikket rettet imos Ellestingeren, som vogter Bornholms natur. Han må have sovet den dag en storbonde ved Gudhjem opkøbte et økologisk landbrug og aføkologiliserede det. Ellestingerens trebenede hest hviler på en halmballe og kan ses som en hilsen til den skik, som lod bornholmske bønder sætte høstens sidste neg som høstoffer til Ellestingerens trebenede hest. Men på grund af intensivt landbrug er der nu så mange og store høstofre, at hesten er blevet overvægtig.

Det får mig til at tænke på, at Julemærkehjemmene startede som hjem for børn, der skulle have sul på kroppen, mens mange i dag får tilbud om at tabe sig. Og tænk, at landets økonomi bliver polstret solidt af især overvægtige amerikanere. Det er sa pudsigt, at kulturens støtter har midler fra alkohol og tobak, mens videnskaben har fast food som mæcener.

De gamle fortællinger lever og inspirerer – og har fortsat noget at fortælle os.

Og apropos den bornholmske holkahest, der om dagen er klippe i Holkadalen, men som om natten vågner op og sørger for at jage børn hjem, så er hesten også gået fra arbejde til kæledyr, så vi ikke længere spiser det sødlige hestekød. Jeg kommer i tanke om, af Asger Schnarck skrev et digt i Ud&Se. Det havde titlen Hyp og forklaringen på, hvorfor de mange kæledyrsheste er mindre end de fyrige gangere på de græske vaser: de skal passe til hestetrailerne!

Dyrk danske sagn og fortællinger og bliv inspireret til tænkning og billeddannelse som farmor og barnebarn Riis.

Ord fra munden giver fantasi til tanken

På det seneste har to udsagn rumsteret i mine tanker. Det ene stammer fra Erlend Loes forord til Stevensons herlige bog (formidabelt oversat af Niels Brunse): Vandringer med et æsel i Cevennerne.

Her skriver han, at Stevenson er et eksempel på, at den svagelige kan slippe for skolens påtvungne, intense socialisation, og i stedet kan bruge tiden på at tænke.

Det andet stammer fra en fin udsendelse om Dolly Parton; den ligger på DRTV. Her fortæller denne formidable støtte til børns læsning, at hun i sin barndom satte langt mere pris på radioen end på fjernsynet, fordi radioen fremkaldte langt flere billeder end fjernsynet; den stimulerede famtasien.

Disse to udsagn spiller i mit hoved sammen og bliver til et indiskutabelt argument for at styrke fortællingen i skolen.

Fortællingen ophæver den tvungne socialisation, fordi enhver, der lytter, bliver sat fri til at tænke på det, der passer til hendes/hans erfaringer og behov. Og ingen hører det samme. Jeg har gjort små forsøg med at bede elever, der har hørt en fortælling, lave en illustration til det, de har hørt. Og deres billeder peger i vidt forskellige retninger. Lad mig fx nævne en Helsingør-klasse, der illustrerer syndflodshistorien om “Noas ark”. Her lader nogle dyrene på parvis om bord i et stort træskib, der minder om Ib Spang Olsens tegning i Cecil Bødkers gengivelse af historien, andre lande dem balancere på en smal planke ud på et skib i marinaen, mens atter andre lader dem vandre ind gennem færgens enorme “flab”. De billeddanner ud fra deres egne erfaringer.

Billedløse ord og lyde/musik stimulerer fantasien, og når først den er sluppet fri gennem fortælling og oplæsning, er det tid til at lære at læse og skrive. Tak til sangeren og læsemæcenen Dolly Parton for at betone dette.

Derfor bør de nye og frisættende fagplaner i dansk også sætte fagets flow i dens rette rækkefølge: Fortælling og oplæsning, skrivning og læsning – og så alt det andet.

“Det er et mirakel”

Udsnit af det nyerhvervede HCA-manuskript til “Den sidste perle”.

H.C. Andersen-Samfundet i København havde i går inviteret seniorforsker Ejnar Stig Askgaard til at fortælle om de seneste indkøb, som Museum Odense og HCA-forskningen er blevet beriget med.

Og med alle pladser besat i Dansk Forfatterforenings smukke lokaler blev det en aften, der sent går i glemmebogen. For det første er der ikke meget, der er mere betagende end en forsker, der ser ud som ramt af tryllestøv, når han begynder at tale. Og for det andet er der det stof, som tryllestøvet er gjort af, og som smitter tilhørerne.

Første halvdel af foredraget omhandlede erhvervelsen af H.C. Andersens manuskript fra oktober 1852 til “Den sidste perle”. Eventyret blev skrevet som en støtte og trøst til vennen N.C.L. Abrahams, der mistede sin unge hustru Frederikke. Han fortæller om et nyfødt barn, der af de gode feer får foræret en række perler i vuggegave. Men der mangler én, som barnet vil få senere, bedyrer feerne. Det viser sig, at denne perle er “sorgens perle”, som bliver givet ved morens død. Den er smuk og stråler i alle farver.

En af Abrahams-sønnerne, Arthur, skriver i sine erindringer, at HCA “satte stor Pris paa min Moder, og ved hendes Død, som han tog sig meget nær, sendte ham min Fader dette smukke, stemningsfulde Eventyr: ‘Den sidste Perle”, som senere er trykt, men som jeg endnu er i besiddelse af, skrevet med Andersens egen Haand.”

Herfra er det vandret omkring for at lande hos RR Auction i New Hampshire, hvor en støtte fra Austinusfonden gjorde det muligt at erhverve det.

Anden del af Ejnar Stig Askgaards foredrag drejede sig om en eksklusiv del af en stor svensk HCA-samling, som blev tilbudt af Mats Rehnström Antikvariat i Stockholm. De mange effekter havde tilhørt en af Nordens markante bogsamlere, Thore Virgin. Blandt effekterne er personligt dedikerede bøger til royale og kulturpersonligheder og originale manskripter, blandt dem tragedien “Maurerpigen” fra 1840.

At det lykkedes at få fingre i denne samling fik et af HCA-Samfundets bestyrelsesmedlemmer, antikvarboghandler Christian Kaaber til at erklære, at “det er et mirakel; intet mindre end et mirakel!”

Ejnar Stig Askgaard krydrede sine fortællinger med at øse af den enorme viden om HCA, om hans kontroverser med Heiberg-familien omkring Maurerpigen, om båndene til familien Abrahams og meget andet. Og så jublede ham over den gave, der er blevet forskningen til del. “Det er dansk kulturarv. Det er verdensarv!”

Containerskatte

Vi lever i tider, der står i affaldssorteringens tegn. Derfor går turen af og til i retning af genbrugspladsen. Og ikke alt her forekommer mig at være affald; jeg må kaste et blik i den container, som folk fylder med bøger. Hvilket spild, siger jeg bare.

De seneste to besøg har således kastet to bøger af sig, som på en særegen måde spiller sammen. En forunderlig billedbog om “Fem smaa TroldeBørn” af Halfdan Rasmussen og Ib Spang Olsen og “HUSMOR OG SKRIBØSE, en brevveksling med Tove Ditlevsen” af Ester Nagel, som jo var gift med Halfdan R.

Troldebogen er en smuk billedbog fra et tidligt samarbejde mellem de to, som skabte meget sammen – ikke mindst “Halfdans abc”. Brevvekslingen tegner et fint billede af to veninders udveksling af store og små hændelser og tanker. Det er Susanne Knudsens fortjeneste, at de er udkommet, da Ester Nagel havde overdraget dem til Det kongelige Bibliotek, så de også i hendes tanker var arkiveret. Men altså, Susanne Knudsen berigede kvindelitteraturen ved at insistere på denne bog, som nuancerer billedet af de brevvekslende. Det er tids- og kønstypisk på den åbenhjertige måde. Og så er det morsomt, når fx Tove Ditlevsen priser Ester Nagels humor, som – vil eftertiden finde ud af – er blevet holdt nede af en vis Hr. Rasmussen, der selv “med et vist held forsøgte sig i branchen”.

Hvorfor skal sådanne skatte forvandles til containerindhold? Fordi læsningen i alle aldersgrupper er på retur i en selvvalgt tur på dannelsens og kundskabens deroute!

Derfor glæder jeg mig til at skulle besøge Litterært Folkemøde i Skørping, hvor Herman Bang-Selskabet endnu engang har taget initiativ til et kulturmøde med masser af programpunkter og med deltagelse af man mesnge af landets litterære selskaber. Det sker den 3.-4. oktober. Se programmet her: https://www.kultunaut.dk/perl/arrmore/type-nynaut/version-udstilling?ArrNr=19988802

Men for mig er det mest imponerende i Skørping vel nok det antikvariat, “Bogby9520”, som er overskueligt, righoldigt og med en række arrangementer. Og det er drevet af frivillige.
Nogle steder gør folk en imponerende indsats for at bevare den lokale boghandel, fx i Fredensborg og i Præstø. Andre steder som i Skørping – overtager frivillige den nedlagte boghandel og skaber et antikvariat og et mødested for læsere.

Der må være mange pensionerede dansklærere og (skole)bibliotekarer, der har lyst til at gøre en indsats for, at vi ikke bliver dummere.

De bomber børnebogsforlag

Her til morgen sad jeg og læste om det politiske teater, der blev opført i Folketinget med udlændingepolitik som omdrejningspunkt. Det var en hastedebat, som på ingen måde så ud til at haste. Og ved udsigten til mere af den slags må man bede til, at Folketinget vil satse på et mere relevant repertoire.

Men midt under min hovedrysten udbrød min kone, som sad med en anden avis: “Nu bomber russerne børnebogsforlag!” Og russerne ved nok, hvad de gør, for de har fostret nogle af verdenslitteraturens største forfattere, og samtidigt har de en rig tradition for historieomskrivning og eksilering af forfattere. Forfattere er værdifulde, fordi deres skriftsprog bevarer historien, og de er skadelige, hvis historien ikke passer ind i vores kram.

Irene Vallejo beskriver i “Evigheden i et siv” om disse forhold og gør netop forfattere, boghandlere og bibliotekarer til de væsentligste søjler i vores histories hus. Nazisterne vidste det og brændte bøger, og før dem har alverdens erobrere søgte at fjerne de slagnes sprog og historie gennem bogdestruktion.

Nu er det ukrainske børne- og skolebogsforlag, der må holde for. Og disse bombardementer river masken af de russiske forsøg på at signalere, at Rusland ledes af civiliserede folk. De ukrainske børnebøger har fin kvalitet, hvilket man kan overbevise sig om ved at anskaffe sig “Min tvungne skoleferie” af Kateryna Yehorushkina, som forlaget Hjulet har udgivet på dansk – og med den ukrainske tekst bag i bogen. Den er smukt illustreret af Sofia Avdeeva. Alle skoler, der har berøring med ukrainske elever, burde have den i klassesæt!

Men skatter vi selv bøgerne nok? For år tilbage, da Dansklærerforeningen havde eget laget, oplevede vi to gange indbrud, men ingen af gangene var der stjålet noget – ikke en eneste bog. Det kan nok give et gok i selvforståelsen, eller få en til at føle sig åndeligt hævet over tyvene.

Og når man går på genbrugspladsen, så er der godt læs på den container, som rummer bøger, selv om den tømmes ugentligt. Mange af dem burde kunne glæde læsere, således fandt jeg forleden Halfdan Rasmussen og Ib Spang Olsens “Fem små trolde” fra 1948 – dengang man manglede papir i en grad, at man udelod titelblad og kolofon. I dag dropper vi boghandleren og bruger det dyrebare papir på pap, som står ophobet i nethandlens udleveringssteder.

Mens russerne bomber, burde vi andre gøre meget mere for at bevare forfatterne, boghandlerne og bibliotekerne.

Ballade, kaos og drys

Forlaget Fjordager har udgivet et værk af Thomas Aastrup Rømer, som formodentlig er kendt af de mange, som interesserer sig for “uren pædagogik”. Værket består af tre bind på hver er på omkring 440 sider, og jeg bliver nødt til at tage min omtale af dem i bidder. Første bind har titlen “Oplevelsens sted”.

Undertitlen er “Ballade, kaos og drys”, og her er ballade for alle pengene, hvis man med ballade forstår at opslå “sin ridderhjelm og fægte med åben pande”. Thomas Aastrup Rømer kæmper for den pædagogik, der har rødder i den danske tradition, som er udviklet i dannelsens, åndsfrihedens og kundskabens lys, og som til hans store vrede er blevet erstattet af konkurrencestats- og kompetencetænkning. Man kan sige, at kampen, som Rømer ser den, står mellem den frie tanke og den databaserede handling, mellem humanistisk dannelse og instrumentalisme.

De tanker, der er drysset ud over bogens 440 sider, består af kommentarer, korte analyser og synspunkter, som Thomas Aastrup Rømer har affattet i årene 2017-2025. Det er imponerende, hvad han har formået at følge med i – og sætte sig ind i. Den tydelige linje er helt klart en plæderen for dansk pædagogisk og filosofisk tradition og en hudfletning af den økonomi- og databaserede tænkning, der har sat dagsorden for de senere års danske undervisning, uddannelse og forskning. Jeg skæver just til et broderi, der hænger på min væg. Her broderer Helle Vibeke Jensen et Knud Romer-citat: dannelsen er fjernet fra uddannelsen, så nu er det bare UD.

Kaos kan opfattes som den tilstand, der er blevet undervisningen, uddannelserne og forskningen til del, efter at instrumentalisterne har erobret dagsordenen. Men det kan også ses som en kommentar til læsning af dette værk, som består af en række overvejelser, der optræder i kronologisk orden, men som ikke er forsynet med register eller tematiske angivelser. Det er irriterende i starten, men jeg blev grebet mere og mere af læsningen. Nogle gange har jeg måttet standse op for at få hold på en overraskende indfaldsvinkel. Andre gange har jeg bare skimmet, fordi der er tilbagefald til argumenter, der optræder igen og igen. Men mest af alt har jeg slugt ordene, som sad jeg med en spændingsroman.

Thomas Aastrup Rømer er vidende. Han er frygtløs. Og en gang imellem er han for meget. Men læsning af hans tanker tvinger alle til at reflektere over det, der sker i skole, læreruddannelse og forskning. Og ikke mindst må bogen være et must til alle, der aldrig har prøvet andet end at gå i den målstyrede skole. Her er frugtbar kraftfoder til tanken!

Strikket af brændenælder med hjerteblod

Fra uv-materiale til Brændenællernes sang. Måle Fortælleteater

Fortælling i skolen ser ud til at få en kærkommen og nødvendig plads i den nye fagplan for faget dansk. Og fortællingens udtryksformer er mangeartede, men karakteristisk for mundtligheden er, at den har flygtighedens, smidighedens og det situationsbundnes karakter.

En af de professionelle udtryksformer kan man opleve, når Anette Jahn fra Måle Fortælleteater optræder.

For et par år siden skabte hun fortællingen om “Fyrtøjet – som HCA’s farmor fortalte det”, og Dansklærerforeningen udgav det som billedbog med inspiration og undervisningsideer efterskrevet. Bogens titel er “Den forheksede prinsesse og Fyrtøjet”.

Anette Jahn kviede sig ved de elementer i HCA’s eventyr, som lod soldaten bedøve prinsessen og kysse hende, og ønskede i stedet at få prinsessen til at lære den materialistiske soldat om kærlighedens væsen. Hun fandt belæg for denne drejning af fortællingen i en lang række beslægtede historier, som hun fandt på Det kongelige Bibliotek.

Nu har hun gentaget kunststykket med en bearbejdelse af HCA’s eventyr om “De vilde svaner”. Titlen på hendes nye fortælling er “Brændenældernes sang”. Jeg har haft mulighed for at læse maniskriptet og må sige, at Anette Jahn har skabt en poetisk og intens fortælling, der er strikket af brændenæller og gjort med hjerteblod. På hendes hjemmeside kan man læse om forestillingen og om dens tilblivelse.

Også her går hun i rette med Andersens tidstypiske eventyrtræk, som Anette Jahn ikke ønsker at formidle til dagens børn, fx om den fremmede konges overgreb på de forvandlede prinsers lillesøster, da han røver hende for at gøre hendes til sin brud. Også her finder Anette Jahn andre udgaver af eventyret, som i øvrigt har pendanter mange steder i verden.

Men smukt og betagende forbliver eventyret som den enestående søskendekærlighed, som lyser op i en eventyrverden af svig og svigt.

Dyrk Fortælling i skolen – også i den dramatiske form, som Måle Fortælleteater tilbyder.

Ramt på smag, lugt og følelse

tegning med pen og blæk – af Jens Skou Olsen

“Ramt på smag, lugt og følelse” er titlen på en bog, jeg nu får udgivet på Forlaget Ringedal. Ideen til bogen udspringer af en undren over, at nogle sanseindtryk med mellemrum rammer og lader en strøm af billeder fra tidligere tider løbe gennem ens tanker.

Det interessante er, at det der er tale om en ramthed, som er uredigerbar, fordi den beror på de tre sanser, der ligger inde i kroppen; altså de sanser, som spiller sammen med de to, synet og hørelsen, og får os til at tale om at være ved sine fulde fem.

Men når jeg har set mig omkring som lærer, som skoleleder og som menneske i det hele taget, så bygger vores skole og vores moderne samspil på, at vi er ved vores fulde to; vi prioriterer synet og hørelsen, ikke mindst fordi vi har et sprog, der bygger på den ydre verden, som kan iagttages, måles og vejes.

Men måske derfor går vi ofte fejl af hinanden, har ikke blik for hinandens erfaringer med de kropsbundne sanser. Det er det, jeg med mig selv som afsæt søger at indfange i “Ramt på smag, lugt og sanser”.

Bogens tilblivelse i sig selv er for mig en bekræftelse på, at det er muligt og uforudsigeligt, hvis man søger at mødes på sådanne præmisser: Da jeg lod Jens Skou Olsen læse mine betragtninger, sagde han ikke alene, at han gerne ville udgive dem, men også at et enkelt udsagn om skråskrift med pen og blæk havde vækket hans erindring om en tid, hvor han selv netop tegnede med pen og blæk. Han ville genoptage denne måde at udtrykke sig på, og hvis det faldt i min smag, ville han gerne illustrere mine tekster.

Og det faldt i min smag! Ingen af tegningerne svarer til mine erindringer, men gør dem anderledes og større. I modsætning til fotografier fra lokalarkiver springer pennetegningernes sanselighed op fra sidernes papir. Det er det hurtige knips over for pennens møj- og langsommelighed.

Ved en gennemlæsning i fredags slog det mig, at den kunstige intelligens aldrig kan komme ind i dette univers. AI har hverken smagsløg, lugtesans eller følsom hud!

Bogen kommer fra trykken i ugens løb, og den kan bestilles hos Forlaget Ringedal eller hos en af de mange netboghandler. Personligt vil jeg sætte pris på, at man køber den hos den lokale boghandler. Den har en vejledende udsalgspris på 199,95 kroner – altså 200 kr.

Ramt – på smag, lugt og følelse

Den sidste perle

Overskriften refererer til titlen på det eventyr, som Museum Odense har erhvervet manuskriptet til – med rundhåndet støtte fra Austinus Fonden, og ikke til, at det er den sidste H.C. Andersen-perle, der kommer forskningen i hænde. For der ligger meget “derude” og venter på tilsynekomst.

Men nu er “Den sidste perle” altså hus i Odense, og i den anledning inviterer H.C. Andersen-Samfundet i København til et arrangement.

Her er den invitation, der er udsendt til HCA-Samfundets medlemmer – og bemærk, at gæster er velkomne for en beskeden entre:

I 2024 erhvervede H.C. Andersen Hus i Odense manuskriptet til eventyret ”Den sidste Perle”, som H.C. Andersen blev inspireret til af en bevægende historie i forbindelse med hans forhold til familien Abrahams.

Vi har i den forbindelse den glæde at invitere medlemmerne

Tid: Onsdag den 26.August kl. 19-21

Sted: Dansk Forfatterforening

Strandgade 6, st.

1401 København K

til et arrangement, hvor vores tidligere prismodtager, seniorforsker Ejnar Stig Askgaard vil fortælle om manuskriptet samt om den store samling Anderseniana museet erhvervede i julen bl.a. ”Digte” (1830) med dedikation til Oehlenschläger samt manuskriptet til tragedien ”Maurerpigen” fra 1840, der blev anledning til et brud mellem H.C.Andersen og fru Heiberg.

Gæster er velkomne. Entré kr. 50,00.

Tilmeld dig gerne til Jens Raahauge, jra@dansklf.dk eller pr sms 2542 1845 (aht. klargøring af lokale).

Der kan i forbindelse med arrangementet købes vin og vand.

Med venlig hilsen

pbv

Kirsten Dreyer, formand