Samtaler om det usagte

Jeg sidder sammen med Ole Dalgaard, for nogle bedre kendt som Oscar K, og vi taler om litteratur, tilværelsen i almindelighed og om det forunderlige i, at ingen ved, hvad hinanden har af tanker. Kort sagt: Vi lader op til, at vi i morgen tidlig, meget tidligtt, skal i audiens hos Pave Leo, som måske er den eneste statsmand af format, der stiller op mod den galskab, som Trump, Putin, Natanyahu og ligesindede står som eksponenter for.

Under samtalen må vi selvfølgelig vende litteraturens rolle og væsen, for den sætter spor alle steder. Lige over for vores café er der et solarium, som bærer navnet Seherazade. Det matcher fint Frederiksbergs Monrad Thai Massage.

Ole beklager den mangel på fordybelse, som ligger i mange læreres udsagn om, at de ikke kan nå at læse og arbejde med hele romaner. For hvad skal de nå, som ikke kan opnås gennem arbejdet med én roman. Ole husker selv, at hans klasse i engelsk brugte et halvt år på at læse balkonscenen fra Shakespeares Romeo og Julie.

Og jeg har selv været med til at udarbejde arbejdsoplæg til OscarK’s trebindsroman om Ungerne fra Strandholt, som efter min mening kunne række til flere måneders fordybende litteraturundervisning på mellemtrinnet. Men nej, der er så meget vi skal nå, så både fordybelsen, fagligheden og fællesskabet får åndenød i afvekslingens navn.

Vi taler også om hvilke af Oles bøger, han sætter mest pris på. Og det er lidtsom at spørge en mor om, hvilket af hendes tre børn hun holder mest af. Men så lad min hjælpe: i den oprørske ende finder vi De tre. I den eksistentielle ende Idiot, Lejren og Biblia Pauperum Nova, og så er der en stribe, der er glemt.

Det karakteristiske ved OscarK’s forfatterskab er, at han vil læseren noget, men at læseren ofte ikke med på turen, fordi den er kompleks. Ja, den er faktisk så flertydig, at man kan komme i nærheden af en tilværelsesforståelse. For gennem den indre monolog får man et kig ind i, hvad andre mennesker tænker og føler.

Og i morgen vil jeg måske opholde mig ved de tanker, som mødet med Pave Leo afføder.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *