Bo Green Jensen, forfatter, anmelder, kulturjournalist, er død, og læs fx Annegrethe Rasmussens smukke mindeord om ham.
Her skal lyde en tak for hans ungdomsroman “Dansen gennem sommeren”, som for mig blev anledning til en helt enestående oplevelse af, hvad god litteratur kan berige en undervisning med. Det var i 1985, og det var i 9. klasse. Jeg havde fået bogen hjem i klassesæt fra Amtscentralen efter at have læst den og være blevet grebet.
Jeg fremlagde for eleverne, at vi kunne læse romanen og følge en af de måder, vi plejede at anvende, når vi arbejdede med litteratur, eller vi kunne prøve noget nyt: at skrive en folkevise over bogens handling og “morale”. Eleverne valgte det sidste forslag, fordi vi kunne slå to fluer med et smæk: lave en kreativ analyse af bogen og få et godt afsæt for arbejdet med folkevisegenren.
I al korthed beskriver bogen en cykelferietur til Bornholm, hvor kæresteparret Lisa og Jac får følgeskab af Jacs ven Stankelben. Alene kælenavnet signalerer det irriterende ved, at han hægter sig på. Da en motorcykelbande indfinder sig på den campingplads, hvor trekløveret har slået deres telt op, brydes freden. Bandelederen forlanger at få stillet Lisa til rådighed. Jac forholder sig overvejende, mens Stankelben går fysisk løs på overmagten og mister livet. Efter hjemkomsten går Lisa og Jacs forhold i opløsning.
Og det gik bedre end jeg havde drømt om. Efter aflytning af nogle indsungne folkeviser valgte vi “Ebbe Skammelsøn”, som er indsunger af Daimi, og som har et omkvæd på to linjer, hvilket giver lidt mere spillerum.
Referatet af bogens handling kunne alle klassens fem grupper få hold på i visens fortløbende vers, og den overordnede fortolkning skulle derpå sammenfattes i omkvædet, hvilket naturligt nok gav svare problemer. Mens fire af grupperne valgte en ret nem og overfladisk løsning som fx “Tag aldrig mer end to af sted / på tur til Bornholm”, skrev en femte gruppe: “Da Stankelben døde, blev han en grav / mellem Lisa og Jac”.
Mens de overfladiske løsninger gav anledning til almindelig moro, var der enighed om, at gruppe fems omkvæd var stærkt. Og det gav anledning til en samtale, der blev i fin overensstemmelse med Villy Sørensens analyse af folkevisen i “Digtere og dæmoner”. “Dansen gennem sommeren” tryllebinder, fordi den beskriver det, der er svært at fatte. Den er som Villy Sørensens analyse ‘klar og tvetydig’.
Vi afsluttede med at danse visen som kædedans. Og det blev åbenbaret, at alle er fælles om handlingen, mens forsangeren “ejer” omkvædet, der kan få det til at gyse i alle.
I klassen var der enighed om, at folkevisen viste, at “Dansen gennem sommeren” er en stærk roman, der handler om unges vilkår her i livet.
Jeg tænker af og til tilbage på dette nu mere end 40 år gamle undervisningsforløb, som blev et væsentligt bidrag til min tro på, at god litteratur kan påvirke de læsende sjæles gangart – og de undervisnede dansklæreres undervisningsmod.
Tak for dansen, Bo Green Jensen.