“Jeg vil læse noget op for dig,” sagde min kone forleden. Og hun læste: “de stod og talte om…. den unaturlige grad af uvidenhed og kejtethed hos mænd, hos fornuftige og veloplyste mænd, når de pludselig blev stillet overfor den opgave, at læse højt, med eksempler på bommerter og misforståelser, mangel på herredømme over stemmen, på modulation og eftertryk, på opfattelse og dømmekraft – alt sammen stammende fra den første årsag: Mangel på opmærksomhed og vane i de tidlige år.”
“Og hvor stammer det så fra?” spurgte min kone. Under læsningen havde jeg tænkt på det, jeg havde læst som baggrund for min egen promovering af oplæsningen som ædel disciplin i skolen, men ingenting ringede, før jeg fik et glimt af bogen, som teksten står i: “Mansfield Park” af Jane Austen, skrevet i årene 1811-13 og udgivet i 1814. Det er den bog, vi skal tale om ved vores næste træf i vores lokale læsekreds.
Ræsonnementet er altså 212 år gammelt, men fortsat gyldigt. Jeg tænker på det, når jeg er dommer ved oplæsningskonkurrencer, senest på Campus i Rønne, hvor 4. og 6. klasserne dyster. Det grundlæggende er ‘vane og opmærksomhed’! Og begge dele er det oplagt at arbejde med i skolen fra første skoledag.
Og så kan man indvende, at børn ikke kan læse højt i børnehaveklassen. Men så kan man starte med højtlæsningens mundtlige forløber: Fortællingen, som også kræver ‘vane og opmærksomhed’, og som alle talende mestrer, eller kan lære at mestre.
Jeg traf i går en pige, der går i børnehave. Hun havde, da den ældste gruppe skulle forlade børnehaven til fordel for skolen, rejst sig op for at ønske ‘de store’ alt godt i skolen og for at sige dem tak for den tid, de havde haft sammen i børnehaven. Hun har givetvis set voksne udvise denne adfærd: ‘vane og opmærksomhed’.
I det frirum, som de nye fagplaner forventeligt giver, har vi (dansk)lærere muligheden for at dyrke fortællingen og højtlæsningen, så eleverne kan bidrage til fællesskabet med fortællingens frie ord og med højtlæsningens brobygning mellem fri tale og skriftsprog. Vi kan dyrke elevernes ‘vane og opmærksomhed’.
En sidegevinst: måske kan vi få studieværter i TV, som ikke forfalder til uvaner og manglende opmærksomhed.