fagpolitik - Dansklærerforeningens Folkeskolesektion

Ingen er født med en blyant eller en bog i hånden

Udkast nr. 2 til de nye fagplaner for fagene i folkeskolen ligger til kommentering fremtil i morgen. Og lad mig med det samme give udtryk for begejdtring for den tilgang til undervisning, som fagplanerne signalerer; jeg har kommenteret planen for dansk på vegne af FISK, Fortælling i skolen.

Men først må jeg argumentere for foreningen ønske om, at skriverkarlene i udvalget prioriterer pædagogik over politik. Fagplanerne stiller nemlig læsning/skrivning før mundtlighed. Og måske beror vores svagheder i det alfabetbårne på, at vi har forsømt at arbejde med det smidige mundtlige sprog, så eleverne har et beredskab at møde bogstaverne med.

Det talte kommer før det skrevne. Ja, nogle begynder at læse historier for for den ufødte, så snart fosteret i 18 uge er modtagelig for lyd gennem den membran, der udgøres af morens maveskind. Og fra uge 24-26 reagerer fosteret på lydimpulser. Det siges, at fortællinger, der er kendt fra fostertilstanden, virker beroligende på den nyfødte. Her kommer alfabetet til kort, for ingen er født med en bog eller en blyant i hånden. Og det vil alle mødre med garanti være taknemmelige for.

Men derfor må helhedsfaget dansk tage afsæt i fortællingen og det mundtlige!

Her er, hvad FISK har sendt til udvalget: “Det er med stor tilfredshed, at vi i FISK ser, at danskfaget beskrives som helhedsorienteret med et stadigt samspil mellem mundtlighed, læsning og skrivning, suppleret med indholdsområderne sagprosa og kommunikation, fortolkning og fiktion samt fællesskab og identitet. Dette tegner et frugtbart billede af et komplekst fag med væsentlige pædagogiske udfordringer.

Men vi har en fundamental anke: Når noget er helhedsorienteret, spiller udkastets markering af, at undervisningen skal tage afsæt i elevernes forudsætninger, og at kendt stof skal mødes af nyt, dårligt sammen med, at fagplanerne er bygget op med læsning og skriftlighed som det først beskrevne, mens mundtligheden følger efter.

Intet barn er født med en bog eller en blyant i hånden, men med hørte sproglyde i ørerne og efterhånden med et talesprog under udvikling.

Derfor må det være pædagogisk hensigtsmæssigt, at mundtligheden optræder før læsning og skrivning. Af en tidligere reaktion på denne problemstilling får man det indtryk, at den valgte rækkefølge afspejler, at der er politisk opmærksomhed på elevernes læse- og skriveformåen.

Men for det første er fagplanen vel et pædagogisk dokument, og for det andet kan en fokusering på skriftsproget måske virke begrænsende for netop eleverne udbytte af læse- og skriveundervisningen, idet et fokus, der ser bort fra elevernes sproglige forudsætninger, kan nedsætte effekten af læse- og skriveundervisningen.

Derfor foreslår vi i FISK, at beskrivelsen af mundtligheden beskrives før beskrivelsen af læsning og skrivning.

En sådan rokering af stofområderne vil i øvrigt kunne placere oplæsning mere hensigtsmæssigt som den bro mellem mundtlighed og skriftlighed, som der jo vitterlig er tale om. Og i den forbindelse må vi nikke anerkendende til, at oplæsningen tillægges vægt allerede fra mellemtrinnet, for vores erfaringer viser, at 4. klasserne er gode oplæsere.

Vi vil gerne pointere, at såvel elevernes som lærernes fortælling virker fremmende for elevernes fællesskabsfølelse, deres opøvelse af koncentration og deres muligheder for at stifte bekendtskab med sprog, der overstiger deres læsefærdigheder.

Summa summarum: Tak for et fornemt udspil, som vi foreslår justeret en kende.

Med venlig hilsen

Fortælling i skolen, FISK”

Nysgerrighed går ikke på pension, men…..

“Nysgerrighed går ikke på pension!” Bag dette statement, som Langes Boghandel i Næstved lancerede på Instagram, gemmer sig Nils Hartmann og jeg selv, som sammen med unge (62 år) Jens Skou Olsen præsenterede vores seneste bøger i Langes Boghandel.

Den ene bog er Nils’ “Efterladt i Sibirien”, som beretter om videnskabsmanden Wormskjold, der af kongen sendes med et russisk skib til det vestlige Rusland for at indsamle viden om området. Han sættes af skibet i Kamtjatka efter nogle erotiske forviklinger med en foresat, en tysk/fransk videnskabsmand og digter Chamisso. Her omgås han en broget flok lokale, mens han venter på transportmulighed hjem. Og hjemme igen går han videnskabeligt og personligt i opløsning, men finder en aparte ven i præsten i Vejlø. Og han dør på Gavnø slot. Det er en mindeplade i Vejlø Kirke, der vækker Nils’ nysgerrighed og holder ham beskæftiget med at finde kilder og skrive denne dramadokumentariske beretning i mere end 10 år.

Den anden bog er min egen “RAMT – på smag, lugt og følelse” beretter om de sansespor fra barndommen, som med mellemrum dukker op livet igennem, fordi de er knyttet til de tre sanser, der er knyttet til kroppen, mens de to andre, syn og hørelse, tager verden ind på distance. Bogen kan ses som en påmindelse om, at vi alle har – måske ubevidste – sansespor, som er med til at definere os. Og bogens formål er at få læserne til at gå på jagt efter deres egne ramtheder, sådan som det er tilfældet for Jens Skou Olsen, der har illustreret med pen og blæk, efter at have læst en bisætning i manuskriptet om at øve skråskrift med netop pen og blæk. Den nysgerrighed som har affødt bogen startede ved en undren over en varme, der breder sig på brystkassen, når hænderne vaskes i varmt vand.

Men en overraskelse fra lanceringen vil jeg også nævne. En ung pige, der har gennemført folkeskolen og taget studentereksamen henvendte sig smilende til boghandleren, fordi hun hos sine bedsteforældre havde set dette arrangement omtalt på et stort stykke papir, der lå på deres stuebord. “Det er sådan et papir, man kan blade med,” fortalte hun. Bedsteforældrene var af den generation, der stadig holder avis, men hun kunne ikke huske, hvad man kalder sådan en størrelse. Og det fik mig til at tænke på togture, hvor aviser er sjældne, besøg på lærerværelser og skolebiblioteker, hvor aviser er fraværende. Og så taler vi om læsekrise, blandt børn.

Vi læser på mobiler, hvor Kong Haralds bisættelse forstyrres af en Lidl-reklame for billige kyllingelår, og hvor ustyrlige skovbrande ledsages af et tilbud om afslapning ved spanske strande. At vække nysgerrigheden fordrer vil en vis grad af fokus og frihed for flimmer?!

Mumledansk

For nogle år tilbage lavede jeg en udsendelse til den2radio om “Mumledansk”, og den er nu lagt på denne uges sendeflade. Selv om der er gået fire år siden udsendelsen blev produceret, har jeg nu ved genhør konstateret, at den fortsat er aktuelt, ja, måske mere aktuel, end da den blev til.

Folkeskolen står over for at skulle have nye fagplaner, og dels får lærerne mulighed for at udnytte deres daglighed friere, end de gjorde i den målstyrede undervisning, og dels få mundtligheden en bedre placering: fortælling og oplæsning bliver vægtige elementer i det mundtlige arbejde.

Når jeg betoner dette, skyldes det, at det at fortælle og det at læse op kræver en langt tydeligere tale end almindelig snak og samtale, fordi der er tale om en form for massekommunikation. Her vil mumlen betyde, at tilhørerne misser det udtalte.

At det betyder noget – både for forståelsen og for glæden ved sproget – fik jeg et godt indtryk af, da jeg sammen med et barnebarn for nylig besøgte Halldor Laxness’ hus på Island, I de udleverede lytteoplysere (audioguide) var der lydoptagelser med digteren selv, og mit barnebarn blev slået af den tydelighed – og skønhed – som budskaberne fik. Han havde lært det danske sprog i islandsk skole på baggrund af skriftsproget, og derfor havde han alle stavelserne med. Han forfaldt ikke til stavelseskannibalisme – eller mumledansk.

Det skriftsprogsnære kan vi opnå gennem oplæsningen. Og ved at lade dette smitte af på fortællingen – langsom og tydelige tale – kan vi modvirke mumledansk i den sproglige omgang.

Jeg tror, at tydeligt sprog bidrager til, at man staver bedre, og ikke mindst til danske børn hurtigere og sikrere lærer at tale. Når vi taler hurtigt og mumler er der ingen klare fornemmelser for de enkelte ords afgrænsning, og derfor er betydningen vanskeligere at afkode. Hos mange er det en lang lydmedister, der kommer ud af munden. Og ved bevidst sprogbrug gælder det om at få den skiveskåret.

Men hør selv udsendelsen: https://den2radio.dk/udsendelser/tanker-i-tiden-mumledansk/

Ord fra munden giver fantasi til tanken

På det seneste har to udsagn rumsteret i mine tanker. Det ene stammer fra Erlend Loes forord til Stevensons herlige bog (formidabelt oversat af Niels Brunse): Vandringer med et æsel i Cevennerne.

Her skriver han, at Stevenson er et eksempel på, at den svagelige kan slippe for skolens påtvungne, intense socialisation, og i stedet kan bruge tiden på at tænke.

Det andet stammer fra en fin udsendelse om Dolly Parton; den ligger på DRTV. Her fortæller denne formidable støtte til børns læsning, at hun i sin barndom satte langt mere pris på radioen end på fjernsynet, fordi radioen fremkaldte langt flere billeder end fjernsynet; den stimulerede famtasien.

Disse to udsagn spiller i mit hoved sammen og bliver til et indiskutabelt argument for at styrke fortællingen i skolen.

Fortællingen ophæver den tvungne socialisation, fordi enhver, der lytter, bliver sat fri til at tænke på det, der passer til hendes/hans erfaringer og behov. Og ingen hører det samme. Jeg har gjort små forsøg med at bede elever, der har hørt en fortælling, lave en illustration til det, de har hørt. Og deres billeder peger i vidt forskellige retninger. Lad mig fx nævne en Helsingør-klasse, der illustrerer syndflodshistorien om “Noas ark”. Her lader nogle dyrene på parvis om bord i et stort træskib, der minder om Ib Spang Olsens tegning i Cecil Bødkers gengivelse af historien, andre lande dem balancere på en smal planke ud på et skib i marinaen, mens atter andre lader dem vandre ind gennem færgens enorme “flab”. De billeddanner ud fra deres egne erfaringer.

Billedløse ord og lyde/musik stimulerer fantasien, og når først den er sluppet fri gennem fortælling og oplæsning, er det tid til at lære at læse og skrive. Tak til sangeren og læsemæcenen Dolly Parton for at betone dette.

Derfor bør de nye og frisættende fagplaner i dansk også sætte fagets flow i dens rette rækkefølge: Fortælling og oplæsning, skrivning og læsning – og så alt det andet.

Så er vi landet – og hvor skal vi hen?

Det har været noget af en flyvetur at læse sig igennem Thomas Aastrup Rømers tre bind om “Pædagogiske steder”. Første bind var underholdende og stemte forventningerne til turen højt. Andets bind var, som det nu engang er at have luft under vingerne, dog med lidt turbulens undervejs. Og nu med tredje bind har landingshjulene fået godt greb i landbandingsbanen, og målet er nået.

Det, der åbenbarer sig her, er en samling undersøgelser, der i indsigt og omhu ikke bare får en til at åbne både øjne og sind for den pædagogiske verden, der kunne vente lige om hjørnet, og som har eksisteret, indtil et materialistisk barbari angreb nutiden, lagde fortiden i mørke og gjorde fremtidsudsigterne dunkle. Det er de udannedes indmarch, Thomas Aastrup Rømer analyserer frem på en måde, der giver læseren en indsigt, og som kalder på alle, der vil gå dannelsens og kundskabernes vej.

Bogens første del består af større undersøgelser, som giver en indsigt i dannelsens særkender, både i relation til tænkere (Arendt, Biesta, Hal Koch m.fl.) og historik og som livgivende korrektiv til fx John Hattie, som får fyldig omtale. (Tak for det!)

Dernæst følger skarpe nedslag omkring vores institutioner samt undersøgelser af politiske, pædagogiske, historiske og teologiske aspekter.

Endelig er der en stribe bogomtaler og anmeldelser, som burde inspirere til pædagogiske læsekredse, hvor pædagoger, undervisere og dannelsesinteresserede færdes og mødes.

Bogen rammer tankens steder på en måde, der slår smut, så man bliver ramt af eftertanker og af en spirende tro på, at vi kan gå dannelsestider i møde.

Eftertanker og bismag

Thomas Aastrup Rømers andet bind om “Pædagogiske steder” følger fint op på første bind, der handlede om “Oplevelsens sted”, og den er lettere at læse, fordi den er opbygget af en række væsentlige analyser og beretninger om uddannelsespolitik, digitalisering, læringsrevolution, læreruddannelse, universiteter og forskning, karakterdannelse og politik, alt sammen områder, som Thomas Aastrup Rømer har været aktivt debatterende indenfor.

Titlen på bind 2 er “Eftertænksomhedens sted. Analyser og beretninger”. Og hans eftertænksomhed smitter. I Dansklærerforeningens Folkeskolesektion har vi fra dag 1 været kritiske over for den individualisering og instrumentalisering, som har været skolen til del – til skade for både pædagogikken og eleverne. Derfor kan man også gribe sig selv i at glædes over de opgør, som den tidligere undervisningsminister Matthias Tesfaye tog initiativ til. Men analyserne i bogen her kaster læseren ud i en eftertænksomhed, for det bliver påvist, at der er mange slanger i opgørets paradis. Dette kan blot tjene som et eksempel på, at Thomas Aastrup Rømer er en vidende og skarp analytiker, som formår at lade eftertænksomheden sprede sig.

Så tak for en uforfærdet kamp for dansk pædagogisk tradition, som er udviklet over mange generationer, og som fik en instrumentel mavepuster, som fortsat skaber iltmangel fra vuggestue til universitet.

Men, der er også et men. Forfatterens opgør med Aarhus Universitet i almindelighed og DPU i særdeleshed er forståelig, fordi der herfra er udgået initiativer, der har været destruktive for de værdier og traditioner, som forfatteren og mange med ham stiller op for. Men opgøret med institutleder på DPU, Claus Holm, og hans følgere antager efter min opfattelse et omfang, der giver den saglige analyse et skær af personlig ramthed. Når man har fulgt med i historien, er det nok forståeligt, men også for meget.

Jeg havde gerne set, at en del af den plads, der anvendes på opgøret med DPUs ledelse, var blevet anvendt til en præsentation af de mange skadesvoldere, der bliver nævnt som baggrunde for forfægterne af læringsrevolutionen. Fx John Hattie, Niklas Luhmann, Synlig Læring, James Heckmann og andre navne, som indgår hist og pist. Jeg tror, at en kritik står stærkere, hvis man kender modstanderen godt.

Men endnu en tak for dette bind to af “Pædagogiske steder”, som både fremkalder frugtbare tanker og ferigende eftertanker.

De bomber børnebogsforlag

Her til morgen sad jeg og læste om det politiske teater, der blev opført i Folketinget med udlændingepolitik som omdrejningspunkt. Det var en hastedebat, som på ingen måde så ud til at haste. Og ved udsigten til mere af den slags må man bede til, at Folketinget vil satse på et mere relevant repertoire.

Men midt under min hovedrysten udbrød min kone, som sad med en anden avis: “Nu bomber russerne børnebogsforlag!” Og russerne ved nok, hvad de gør, for de har fostret nogle af verdenslitteraturens største forfattere, og samtidigt har de en rig tradition for historieomskrivning og eksilering af forfattere. Forfattere er værdifulde, fordi deres skriftsprog bevarer historien, og de er skadelige, hvis historien ikke passer ind i vores kram.

Irene Vallejo beskriver i “Evigheden i et siv” om disse forhold og gør netop forfattere, boghandlere og bibliotekarer til de væsentligste søjler i vores histories hus. Nazisterne vidste det og brændte bøger, og før dem har alverdens erobrere søgte at fjerne de slagnes sprog og historie gennem bogdestruktion.

Nu er det ukrainske børne- og skolebogsforlag, der må holde for. Og disse bombardementer river masken af de russiske forsøg på at signalere, at Rusland ledes af civiliserede folk. De ukrainske børnebøger har fin kvalitet, hvilket man kan overbevise sig om ved at anskaffe sig “Min tvungne skoleferie” af Kateryna Yehorushkina, som forlaget Hjulet har udgivet på dansk – og med den ukrainske tekst bag i bogen. Den er smukt illustreret af Sofia Avdeeva. Alle skoler, der har berøring med ukrainske elever, burde have den i klassesæt!

Men skatter vi selv bøgerne nok? For år tilbage, da Dansklærerforeningen havde eget laget, oplevede vi to gange indbrud, men ingen af gangene var der stjålet noget – ikke en eneste bog. Det kan nok give et gok i selvforståelsen, eller få en til at føle sig åndeligt hævet over tyvene.

Og når man går på genbrugspladsen, så er der godt læs på den container, som rummer bøger, selv om den tømmes ugentligt. Mange af dem burde kunne glæde læsere, således fandt jeg forleden Halfdan Rasmussen og Ib Spang Olsens “Fem små trolde” fra 1948 – dengang man manglede papir i en grad, at man udelod titelblad og kolofon. I dag dropper vi boghandleren og bruger det dyrebare papir på pap, som står ophobet i nethandlens udleveringssteder.

Mens russerne bomber, burde vi andre gøre meget mere for at bevare forfatterne, boghandlerne og bibliotekerne.

Ballade, kaos og drys

Forlaget Fjordager har udgivet et værk af Thomas Aastrup Rømer, som formodentlig er kendt af de mange, som interesserer sig for “uren pædagogik”. Værket består af tre bind på hver er på omkring 440 sider, og jeg bliver nødt til at tage min omtale af dem i bidder. Første bind har titlen “Oplevelsens sted”.

Undertitlen er “Ballade, kaos og drys”, og her er ballade for alle pengene, hvis man med ballade forstår at opslå “sin ridderhjelm og fægte med åben pande”. Thomas Aastrup Rømer kæmper for den pædagogik, der har rødder i den danske tradition, som er udviklet i dannelsens, åndsfrihedens og kundskabens lys, og som til hans store vrede er blevet erstattet af konkurrencestats- og kompetencetænkning. Man kan sige, at kampen, som Rømer ser den, står mellem den frie tanke og den databaserede handling, mellem humanistisk dannelse og instrumentalisme.

De tanker, der er drysset ud over bogens 440 sider, består af kommentarer, korte analyser og synspunkter, som Thomas Aastrup Rømer har affattet i årene 2017-2025. Det er imponerende, hvad han har formået at følge med i – og sætte sig ind i. Den tydelige linje er helt klart en plæderen for dansk pædagogisk og filosofisk tradition og en hudfletning af den økonomi- og databaserede tænkning, der har sat dagsorden for de senere års danske undervisning, uddannelse og forskning. Jeg skæver just til et broderi, der hænger på min væg. Her broderer Helle Vibeke Jensen et Knud Romer-citat: dannelsen er fjernet fra uddannelsen, så nu er det bare UD.

Kaos kan opfattes som den tilstand, der er blevet undervisningen, uddannelserne og forskningen til del, efter at instrumentalisterne har erobret dagsordenen. Men det kan også ses som en kommentar til læsning af dette værk, som består af en række overvejelser, der optræder i kronologisk orden, men som ikke er forsynet med register eller tematiske angivelser. Det er irriterende i starten, men jeg blev grebet mere og mere af læsningen. Nogle gange har jeg måttet standse op for at få hold på en overraskende indfaldsvinkel. Andre gange har jeg bare skimmet, fordi der er tilbagefald til argumenter, der optræder igen og igen. Men mest af alt har jeg slugt ordene, som sad jeg med en spændingsroman.

Thomas Aastrup Rømer er vidende. Han er frygtløs. Og en gang imellem er han for meget. Men læsning af hans tanker tvinger alle til at reflektere over det, der sker i skole, læreruddannelse og forskning. Og ikke mindst må bogen være et must til alle, der aldrig har prøvet andet end at gå i den målstyrede skole. Her er frugtbar kraftfoder til tanken!

Strikket af brændenælder med hjerteblod

Fra uv-materiale til Brændenællernes sang. Måle Fortælleteater

Fortælling i skolen ser ud til at få en kærkommen og nødvendig plads i den nye fagplan for faget dansk. Og fortællingens udtryksformer er mangeartede, men karakteristisk for mundtligheden er, at den har flygtighedens, smidighedens og det situationsbundnes karakter.

En af de professionelle udtryksformer kan man opleve, når Anette Jahn fra Måle Fortælleteater optræder.

For et par år siden skabte hun fortællingen om “Fyrtøjet – som HCA’s farmor fortalte det”, og Dansklærerforeningen udgav det som billedbog med inspiration og undervisningsideer efterskrevet. Bogens titel er “Den forheksede prinsesse og Fyrtøjet”.

Anette Jahn kviede sig ved de elementer i HCA’s eventyr, som lod soldaten bedøve prinsessen og kysse hende, og ønskede i stedet at få prinsessen til at lære den materialistiske soldat om kærlighedens væsen. Hun fandt belæg for denne drejning af fortællingen i en lang række beslægtede historier, som hun fandt på Det kongelige Bibliotek.

Nu har hun gentaget kunststykket med en bearbejdelse af HCA’s eventyr om “De vilde svaner”. Titlen på hendes nye fortælling er “Brændenældernes sang”. Jeg har haft mulighed for at læse maniskriptet og må sige, at Anette Jahn har skabt en poetisk og intens fortælling, der er strikket af brændenæller og gjort med hjerteblod. På hendes hjemmeside kan man læse om forestillingen og om dens tilblivelse.

Også her går hun i rette med Andersens tidstypiske eventyrtræk, som Anette Jahn ikke ønsker at formidle til dagens børn, fx om den fremmede konges overgreb på de forvandlede prinsers lillesøster, da han røver hende for at gøre hendes til sin brud. Også her finder Anette Jahn andre udgaver af eventyret, som i øvrigt har pendanter mange steder i verden.

Men smukt og betagende forbliver eventyret som den enestående søskendekærlighed, som lyser op i en eventyrverden af svig og svigt.

Dyrk Fortælling i skolen – også i den dramatiske form, som Måle Fortælleteater tilbyder.

Så landede RAMT

Forleden ramte min lille bog RAMT forlaget Ringedal – og slog smut videre til min, så jeg nu har et lille håndlager, som jeg kan tage med ud til møder og ikke mindst til boghandlere, som vil give plads til en præsentation.

Jens Skou Olsen, som har illustreret, og jeg starter i Olivarius Boghandel i Svaneke lørdag den 5. september kl. 16-17. Derefter er vi i Langes Boghandel på Torvet i Næstved lørdag den 12. september kl. 11-12.30. Og når vi har flere aftaler i hus, skriver jeg en note om det.

Vi har i øvrigt Nils Hartmanns imponerende roman om botanikeren Wormskjold, der bliver “Efterladt i Sibirien” med på vores rundtur. Læs om den på Ringedals hjemmeside.

Jeg har genlæst min bog og må tilstå, at jeg er vældig glad for den, fordi den på er et vidnespyrd om, hvad det betyder for ens liv, at være blevet ramt af lugte, smage og følelser i kroppen. For mig er den både en påvisning af, hvor mennesket er AI overlegent, og et argument for en styrkelse af de æstetiske fag i skolen.