fagpolitik - Dansklærerforeningens Folkeskolesektion

Lavthængende læsningsfrugter.3

Uddrag af tekst der er skrevet på Olivetti Valentine

Juleaften fik en pige på 8 år en speciel gave; en rød rejseskrivemaskine – Olivetti Valentine. Og voila, pigen satte sig prompte til tasterne og skrev og skrev og var uden for anden rækkevidde, end den historien indbød til.

Denne hændelse fik mig til at erindre en episode, som udspillede sig på Jensen & Dalgaards stand ved BogForum det år, hvor de havde udgivet Mette Hegnhøjs aldeles unikke fortælling om “Ella er mit navn. Vil du købe det” (2014). Udgivelsen bestod af en æskefuld maskinskrevne løsblade garneret med poetsne (konfetti lavet af den evigt og altid fraværende mors bøger). Selvfølgelig havde det krestive forlæggerpar udstyret deres stand med nogle gamle, men funktionsdygtige skrivemaskiner. To pubertetsdrenge, som talte med frisk nydansk accent, så disse anordninger med tastatur. Den ene satte sig og skrev et ord, hvorefter han råbte til sin ven: “Aj, bror, kom og se. Den printer med det samme!” Og så skrev de begge videre.

Denne fascination af det analoge, denne fornemmelse af den direkte forbindelse mellem det hånden gør, og det øjenene ser, er et uvurderligt bidrag til stimulering af omgangen med bogstaver; det vi med andre ord kalder læsning og skrivning.

På gengivelsen af arket fra “Bobo og Kalles rejse” kan man både læse en bid af historien og se rettelser. Jeg har just set samme fænomen i den fine bog om forskningen af H.C. Andersens manuskripter, “H.C. Andersen ved skrivebordet” (Nord Academic 2025). Det er oplagt at stimulere skriveinteressen ved at vise den meget unge skribent kopi af et HCA-ark.

Den nu afdøde journalist Frederik Dessau blev af sin arbejdsgiver opfordret til at tage et kursus i skrivning på computer, men var skeptisk. Han blev mødt med argumentet, at det var meget nemmere at rette. Til det havde han en bemærkning om, at det vel var bedre at tænke sig om, inden man skrev, så man ikke behøvede at rette. Og hvis man endelig skulle, så var viskelæderet vigtigt. Men det vigtigste ved den besværlige adgang til at rette var, at man blev animeret til at tænke sig om, før man satte ord på papiret.

Derfor er analoge skriveredskaber en forunderligt supplement til den nemme digitale skriveløsning; de fremmer tænksomheden omkring omgang med bogstaver.

Så giv børn og unge adgang til en variation af skriveredskaber: gamle skrivemaskiner, fyldepenne, blyanter, tusser – alt det, der “printer med det samme”. Det fremmer i sidste ende læsningen.

Lavthængende læsningsfrugter. 2

Når man går rundt på Karl Johan i Oslo, kan øjnene pludselig fange et glimt af solen, der reflekterer i noget blankt. Og ved nærmere øjekast viser det sig af være sølvbogstaver, der er nedfældet i fortovet, og ved endnu nærmere øjensyn ser man, at bogstavere danner citater af Henrik Ibsen. Nu er det ikke længere solen, der har eneret på at reflektere i sølvet; nu giver ordene også anledning til, at man selv må reflektere. Hør blot: “Hvad skal vi med fremmedordet idealer, når vi har det gode gamle norske ord løgne”. Hvad får mine tanker på jordnær flugt, når mange af debatterne om børnesyn flyver gennem avisspalterne? Og hvad betyder det, at jeg bliver rystet af statistikforvanskerne i den politiske debat?

Det er måske ikke oplagt, at Henrik Ibsen skulle erstatte Rifbjerg på kanonlisten med begrundelsen, at Rif var for vanskelig for folkeskoleelever. Ibsen er da heller ikke skånekost, men citaterne på Karl Johan er værd at have med i tilværelsen – også hvis man er ung!

Dette med at løbe på ord på uvante steder, kan få en til at standse op og få oplivet tanken. For nogen tid siden sad jeg afventende i et lokale i Lyngby, da mine øjne faldt på en butiksfacade på den anden side af vejen. Et træ skyggede for dele af vinduet, og jeg læste: Illums lighus. Se, den ventetid fyldte mine tanker med liv.

Blandt andet kom jeg til at tænke på besøg på Amager Fælles Skole, hvor der på trappetrinnenes stød op mod kontoret er malet teksten til Halfdans digt om lærer Ørnebjerg: “Du lærte os mer om at tro på os selv, / end om det vi sku glemme alligevel”. Selv om mange elever har taget den tur flere gange, var der alligevel nogle, der standsede op, stavede og smilede.

På Matthæudgades Skole, som den hed engang før fællesledelsernes indtog, havde Erik Clausen fået i opdrag at dekorere med ordsprog. Nogle læste dem og spurgte til betydningen. Og oplevelsen af dette betød, at vi i Dansklærerforeningen udgav bogen “Et digt om dagen” og et halvt år senere “Et digt om natten”. For at få poesien udbredt kopierede jeg dagens digt og tapede det op rundt om på skolen. At mange læste dem, ved jeg, for de førte til snak i kantinen og ved morgensamlinger. Da de to udgivelser var brugt op, fortsatte jeg med at finde tekster til ophængning på opslagstavler, i skolegården, i cykelskure, og nogle blev plastet og klæbet på gulve og trapper.

Kriteriet for udvælgelsen var, at teksten skulle være kort, fyldig og overraskende.

Vagn Steen: Um, sagde lærerinden. Så vendte jeg hende om. Mu, sagde hun.

Steen Kaalø: Den første gang jeg kyssede en pige, var det en dreng – i mangel af bedre.

Eller små nummererede verselinjer spredt rundt på skolens vægge: Fx. Halfdans 1) Gåsen pd en møtrik, 2) og syntes det var herligt. 3) Men da ægget skulle ud, 4) da var det lidt besværligt. 5) Lægge æg er ikke sjov, 6) når måsen knap har skind på, 7) men endnu værre er det dog, 8) når ægget har gevind på.

For at levere en dårlig vits, så æggede linjerne mange elever, som måske var gået forbi flere, men pludselig var der en, som fængede. Og så gjaldt det om at finde alle.

Der er mit forslag at fylde skole med overraskende sentenser og opfordre elever, der ser noget på deres vej, fx Illums lighus i Lyngby, om at skrive det ned og få det hængt op på skolen.

Men lad det for læsningens skyld leve sit eget liv uden kontrol og nævenyttig opgaveopfølgning.

Nu er der inspiration at hente.

Hanne Kvist takker Det Danske Akademi for Silas-prisen

Så kom Det Danske Akademis taler på nettet; sekretær Dan Ringgaards og den fem prismotiveringer. Og her er inspiration at hente – til biblioteks- og boghandlerbesøg og til undervisning.

Sekretærens tale har ud over formalia interessante overvejelser omkring akademiets formål, “at virke for dansk ånd og sprog”, når dansk litteratur både historisk og nutidigt ofte skrives på andre sprog end dansk. Han sætter problematikken i relief ved at berette om Dantes skelnen imellem folkesprog og det lærde (latin).

Anne-Marie Mai motiverede Mikael Josephsens modtagelse af Beatrix-prisen ved at betone “den mavepuster af indblik i liv”, han beriger læseren med i sine skildringer og digtninger om mennesker på kanten. Hun citerer bl.a. en læge for at gøre opmærksom på, at “det ikke er symptomer, der ligger i sygesengen, men et menneske med en historie”.

Ursula Andkjær Olsen satte ord på begrundelse for tildelingen af Michael Strunge-prisen til Nath Krause, og opholdt sig ved vanskeligheden ved at fastholde og zoome ind i hans dobbeltbundne vorker, hvor læsningen giver dobbelt svimmelhed.

Mette Mostrup spillede Otto Gelsteds Mindelegat i hænderne på Amalie Smith for hendes vidensbegær og skabermagi, som også handler om at leve i klimakrisernes tid. Hun veksler mellem materiale og poesi, som når hun peger på, at ‘materiale’ er afledt af latin ‘mater’, som betyder ‘mor’.

Harald Voetmann slog med elegante, verbale ordhug fast, at Annette Lassens arbejde med de islandske sagaer helt oplagt skulle have Selskabets pris. Hun har udvirket, at en skare af nyoversættere har leveret et ensartet præg og perspektiveret med egne ledsagebøger. Hun placerer sagaerne i den europæiske verdenslitteratur med reference til sagaskrivernes kendskab til samtidens europæiske digtning.

Endelig navigerede Jesper Wung-Sung elegant Silas-prisen i hænderne på Hanne Kvist ved at fremhæve, at man aldrig vidste, hvad hendes næste værk ville bringe med sig: Hun genopfinder kunsten at skrive børnebøger hver gang – og lod hende referere til H.C. Andersen og Ole Lund Kirkegaard.

Denne talestrøm tændte lys i min læselyst. Jeg havde kun læst Hanne Kvist i forvejen, men fik omkring hende nye impulser til indsigt og formidling. På biblioteket fandt jeg de øvrige, undtagen Nath Krause, som jeg er på jagt efter. Men hvor er det berigende læsning. Og jo, De islandske Sagaer kendte jeg da også, men føres igennem dem med helt nyt blik. Men her er altså forfattere, jeg vil følge.

Hvor er det berigende at høre mennesker, der er belæste end en selv, anbefale bøger og forfatterskaber, man ikke vidste, man har brug for. Det er en attitude, man gerne ydmygt må tillægge sig, når man er underviser og formidler.

Læs disse berigende motiveringer i deres helhed: https://www.danskeakademi.dk/

Vores viden og væren går hånd i hånd

Udsnit af forsiden på Anders Bondo Christensens bog (Forlaget Fjordager)

Lærerprofession.dk’s prisfest blev afsluttet med Niels Brunse og René Christoffersens sang ”Vores viden og væren”, og dette kunne passende være overskriften for det fælles præg i de prisbelønnede bachelor- og pædagogiske diplomprojekter.

VIAs store auditorium i Ceresbyen dannede rammen om prisfesten. Stemningen var i top, men der var pladser nok til, at nogle af de lærerstuderende, som var i kantinen, kunne have fundet plads til at lade sig inspirere.

Projektleder for lærerprofession.dk, Solveig Troelsen fra VIA, fremhævede i sin velkomst det karakteristiske, at vi her stod over for lærerstuderende og lærere, der havde fokuseret på facetter af den pædagogiske virksomhed i og omkring skolen og dermed givet os andre mulighed for at lad os inspirere; et forhold, som skoleleder Dorte Andreas også fremhævede, når hun fortalte om egen inspiration og motivering af ansatte og kolleger ved hjælp af de mange projektbesvarelser, som kan tilgås på lærerprofession.dk.

Dekan Elsebeth Jensen gav et vue over udviklingen i lærerarbejdet, som det har udviklet sig, siden hendes egen skolegang. Men hun pointerede, at det trods store forandringer forsat bygger på, at fællesskabet er den væsentligste forudsætning for, at børn lærer, samt at skolen skal være det sted, hvor elever lærer noget, de ikke kan lære sig selv.

Det bachelorprojekt, der vandt, handlede om elevers imitation i billedkunst. I takketalen fremhævede vinderne, Kristina Serup Matthesen og Mette Heidemann Yde, at deres arbejde med opgaven faktisk havde ændret deres opfattelse af deres egen fantasi. Og dette er en væsentlig pointe i det at fordybe sig i et stof: man ”risikerer” at udvikle sig.

Jeg hæftede mig også ved Emilie Lykke Nielsen, som fik en tredjepræmie for projektet ”Fra udlånsmaskine til læseløfter”. Her giver hun ti råd til, hvordan et samarbejde mellem dansklærere og PLC, kan gøre det meningsfuldt atter at kalde PLC for skolebibliotek (min tolkning).

Det diplomprojekt, der tog førsteprisen, handlede om de elever, der vægrer sig ved at gå i skole. Marie-Louise Nørrekjær Mortensen havde gjort sig den ulejlighed at tale med eleverne, og hun gjorde os bevidste om, at der er mennesker med drømme og ønsker bag de statistikker, som politikere og medier boltrer sig i. En aktuel og væsentlig indsigt, der forhåbentlig kan få de mest handlekraftige til at trække vejret og lytte en ekstra gang.

Der blev uddelt to sprogpriser. Hos bachelorerne fik Asger Kold prisen for et projekt om grimt sprog; ”Hold nu kæft, nørd” er titlen. Camilla Zoega Årman var sprogprisvinder blandt diplomprojekterne, idet hun belyste de problematikker, der er forbundet med sprogforstyrrelsen DLD i relation til at skulle til afgangsprøver.

Endelig uddelte Folkeskolen to formidlingspriser til hhv. et bachelorprojekt om ”Det eksistentielle mysterium i kristendom” af Freya Linnemann Brantlov og Mads Lundager Dahl Rasmussen og et diplomprojekt om hørevanskeligheder og komplekse sproglige vanskeligheder af Marie Mølholm Jungersen.

Prisfesten var slut, men festen fortsætter, hvis du går ind på lærerprofession.dk og leder dig berige af de bidrag, der matcher dine fag og behov. Måske en idé at gøre nogle fagteammøder til gennemgange af udvalgte projektbesvarelser. (Husk at springe de afsnit over, som udspringer af formelle, akademiske krav).

Bogforum. 2.

Udsnit af Sofia Avdevas forside til Kateryna Yehorushhkinas “Min tvungne skoleferie” (Forlaget Hjulet)

Min vandring gennem fredagens BogForum førte mig til Bellascenen, hvor der var der godt fyldt op på publikumsstolene, da den 30-årige “Skriverprisen” skulle uddeles til en bog, der forener litterær kvalitet med læsevenlighed. Undervisningsministeriet står bag, og vinderen modtager ud over æren 25.000 kroner. Der var tre nominerede: Forfatter Vera Astrid for bogen ”Et øjeblik senere”. Forfatter Sabine Lemire og illustrator Rasmus Bregnhøi for serien ”Mira”. Og forfatter Sanne Munk Jensen for bogen ”The Ghostfather”. Vinderen blev “Mira”, denne fine grafic novel-serie i foreløbigt ti bind; mon ikke prisen animerer til endnu flere. Og historien kan bære det!

Det er så godt, at netop denne litteratur nyder bevågenhed, når nu vi taler om at stimulere børns og unges læseglæde. Mange forlag er blevet bevidste om dette – og Dansklærerforeningen med serie “Læsbar”; fin kvalitet og bred vifte af temaer i både fag- og skønlitterært regi. Og så er det på sin plads at hædre en af de første, som så denne kobling mellem letlæst og kvalitet: Esther Skriver!

Videre løb jeg ind i Forlaget Wunderbuch, som bærer sit navn med rette. Her er gennemført kvalitet i både indhold og boghåndværk. Man bliver helt fjern i blikket og blød i sjælen, når man står med en af forlagets bøger i hænderne. Senest er udkommet “Marco Polos beskrivelse af verden”, illustreret af Erik A. Frandsen og oversat fra Marco Polos italienske kilder fra 1298. Den var helt frisk og duftende af at have forladt trykkeriet for få timer siden.

For enden af litteraturstrædet holdt “Ukraine House in Denmark” til. Her løb jeg ind i en samtale mellem forlægger Vagn Plenge, Hjulet, forfatter Kateryna Yehorushkina og oversætter Xenia Frost Fitisova. De talte om tilblivelsen af den fine, smukke og konkret registrerende skolepigedagbog fra de første dage af det russiske overfald på Ukraine. Bogen har fået titlen “Min tvungne skoleferie”, og den er illustreret af Sofia Aveva.

Oversætter Xenia Frost Fitisova fortalte om sin bevægelse ved at læse teksten, som var holdt i en indskolingspiges sprogleje, og derfor undgår at besætte læserens følelser, men tværtom lader læseren reagere med de følelser, som alder og erfaringer lægger op til. Derfor er forfatteren i udstrakt grad lykkedes med at tage vare på og støtte hver enkelt læser. Bogen er forsynet med den ukrainske tekst bagerst. Derfor er den efter min opfattelse oplagt til læsning i skoleklasser, der har ukrainske elever i fællesskabet. Og måske er den god mental prepping for alle; de uventede ændringer af ens livsvilkår sker som oftest i løbet af et splitsekund.

Så vidt om jorden høres danskens sang

Udsnit af Elin Lis Johansens maleri på forsiden af Modersmål-Selskabets bog, “Er der en sendelektor til stede?”

Dannebrogsspileren er vindfyldt. Vi sejler i læseretningen, hvilket giver mere fart. Og der synes at være en laber brise fra vest, som fører vores sprogbåd østover. Således signaleret er vi stået til søs med kurs mod sendelektorernes erfaringer med dansk sprog i det oversøiske.

Den aktuelle anledning er, at sendelektorerne har modtaget Modersmål-Prisen 2025; den perspektivrige anledning er, at sendelektorordningen er udtryk for et unikt arbejde, der understøtter dansk sprog, kultur og erhvervsliv i de lande, hvor udsendte lektorer kan supplere det traditionelle diplomati på ambassaderne.

Men forsideillustrationen sender vel også et vel optimistisk billede af situationen, idet man fra politisk hold har formindsket spileren ved at beskære tilskud til ordningen; en manglende politisk indsigt i, hvad det vil sige at værne om det danske sprog og dets muligheder. Mens vi opruster militært, kerer vi os forholdsvis lidt om det, der binder os sammen: modersmålet.

Og det kan mere, end vi tror. Vi synger begejstret med på den egentlige fædrelandssang, hvori H.C. Andersen skriver om sproget, der “som en sød musik mit hjerte når” og som trods vores lidenhed høres rundt om på jorden, akkompagneret af danske mejselslag. Hermed mente han kunst personificeret i billedhuggeren Thorvaldsen. H.C. Ørsted tilføjede et ekstra vers, fordi han mente, at Andersen havde glemt videnskaben. Derfor foreslog Ørsted som supplement:

”Se tankelyn gik ud fra danske hjerner, / og lyste for den hele vide jord, / De vendte øjet op mod himlens stjerner, / og ned i løndomskraftens dunkle spor; / Du danske friske Strand, / Hvor øjet frit omsvæver, /Og frie blik til tankeflugt os hæver, / Dig elsker jeg! – Danmark, mit fædreland!”.

Og sendelektorerne giver for så vidt Ørsted ret. Det at arbejde med sproget blandt udenlandske universitetsstuerende giver en væsentlig kulturel effekt med tolkning, oversættelser af litteratur, møder mellem mennesker af kød og blod, events og mange andre fine, bløde effekter, der ambasaderer for Danmark. Men det giver også anledning til videnskabeligt og forskningsmæssigt samarbejde, som beriger dansk erhvervsliv og akademisk virksomhed. At spare her, er at braklægge den fedeste jord.

I bogen hører vi stemmer fra de steder, hvor vi har sendelektorer. Og på slående vis ser vi en linje, der følger i kølvandet på omslagets sejlbåd. Nok blæser vinden fra vest, og vi påvirkes af kommerciel og digital (hvad der her er det samme) kultur fra USA, men universiteterne er der under pres – og med dem de små sprog. Anderledes synes der at være interesse for de små sprog og kulturer i Europa, især i den østlige del, hvor sendelektorordningen viderebringer dansk sprog og danske værdier som et væsentligt supplement til de danske ambassaders arbejde. Også her synes det ubetænksomt at spare.

Derfor tak til Modersmål-Selskabet for at tildele årets pris til den sendelektorordning, som bringer dansk sprog og kultur ud i verden, og som henter frugtbare impulser hjem til berigelse af os. Måtte der som en udløber af dette gå en prås op for de politikere, som skal styrke Danmarks sprog og beredskab.

Dansk sprog – en dansk værdi

Støt borgerforslag om at sikre Den Danske Ordbog politisk!

Når jeg slår op i Den Danske Ordbog, ser jeg, at ordet ’værdi’ stammer fra nedertysk, afledt af oldsaksisk, og at det betegner et ideal, som vurderes højt. Det tilføjes med et citat fra en lærebog, at man udvikler yderligere værdier, så alle kan trives, fx at man hjælper hinanden.

Når jeg går videre til Det Danske Nationalleksikon, læser jeg, at 300.000 danskere i 2016 stemte om de vigtigste, danske værdier. Disse indgår i en værdikanon og danner grundlag for spørgsmål i indfødsretsprøven.

I den eksempelsamling, der kaldes Korpus, finder jeg en lang række eksempler på bruges af begrebet ’danske værdier’.

Træder jeg et tidsskridt tilbage og slår op i Ordbog over Det Danske Sprog, som omhandler sproget fra 1700-1950, finder jeg, at det handler ”om den stille Dyd, Som aldrig selv sit Værdie priser”, men også om ”Viisdommen”, om at indse ”den fulde Værdi”, når man ”er saa nær ved at miste” den. Og at i ”Værdiernes Verden ytrer sig en Inderlighedens Storhed” for til slut at påpege, at ”Sproget- mennesketalen – er en uudtømmelig rigdom af mangfoldige værdier”.

Af denne pejling får jeg opbygget den opfattelse, at danske værdier er noget man sammen udvikler indholdet af, så alle kan trives.

Derfor klinger det i mit øre af manglende vilje eller formåen, når ’danske værdier’ primært defineres ud fra en ydre kulturel og religiøs fjende snarere end ud fra en udvikling af værdiernes indhold.

Man vedtager love, som skal ramme bestemte indvandrergrupper, men som får uheldige virkninger for borgere, man ikke havde til hensigt at ramme, fx familiesammenføringsregler og kontanthjælpsreformer. Dette følges op af debatter, som end ikke kan sløre de hensigter, som tømmer danske værdier som fx frisind og ytringsfrihed for indhold.

I samme moment understøtter man ikke en så central del af det danske værdisæt som SPROGET. Den Danske Ordbog og dens tilliggender (Ordbog over Det Danske Sprog, Korpus og LEX) får svært ved at overleve pga. manglende offentlig finansiering. En lignende sløset omgang med plejen af dansk sprogs potentialer kan man finde i reduktionerne af midler til de danske sendelektorer, som virker for dansk sprog og kultur ude i verden.

Kan nogen vise mig ”Inderlighedens Storhed” i dansk værdipolitik?

Jeg vil starte min kamp for danske værdier ved at opfordre alle til at skrive under på borgerforslaget om at få Den Danske Ordbog på Finansloven.

https://borgerforslag.dk/se-og-stoet-forslag/?Id=FT-21420

Pyha, man bliver forpustet og ramt

Udsnit af forsiden på “Smukke unge mennesker”. A Mock Book 2025.

I sidste uge hørte jeg Egon Clausen fortælle begejstret om en ny roman, der forudsiger skolens krise, som kan føre til dens død. Den bog måtte jeg se at få fingre i, for den skriver sig ind i de debatter, som er sktuelle lige nu om “den nye børnesyn”, om “pissedårlig opdragelse”, om “lærernes muligheder for magtanvendelse” osv. osv.

Og hvor er den bog en veritabel bladvender. Suverænt sprog, fint flow og indgående indsigt i skolens hverdag. Ja, bogen formår at nuancere, at perspektivere og at autenticitere alle debatterne med betragtninger, der både rammer og skræmmer tilpas til, at man ikke kan lægge den fra sig, og når den er slut, ikke kan lade være at vende tlbage til nogle af dens udsagn.

Faktisk er det en krimi, og allerede i indledningen åbenbares det, at en elev forgiftet falder død om på skolens grund. Og vi får snart at vide, at han har været utålelig og destruktiv; en prøvelse for de andre elever og for det lærerteam, som har været sammen om hans 8. klasse. Men i fritidjobbet i et supermarked er han en fin medarejder.

Ledelsen på skolen er veg, coaching- og konsulentorienteret og ikke til megen nytte. Faktisk er der mere hjælp at hente i pedeluniverset end hos den selvisolerende ledelse.

Når jeg føler mig frugtbart påvirket af bogen, skyldes det, at den til trods for en karikerende stil har så godt fat i både voksne og unge personers handlinger og overvejelser og i de opløsninger af fællesskaber, som både elever og ansatte er en del af, at der uafladeligt er hændelser, man kan spejle sig og og blive ramt af, når man har arbejdet i skolen.

Selvfølgelig har jeg læst bogen med lederbriller. Og forskellige situationer er dukket op, hvor jeg må spørge mig selv, om jeg har trukket for store veksler på nogle ansatte. Men der er også begivenheder, der får mig til at ryste på hovedet over de mange, bekostelige lederkurser, hvor vi skulle blive “verdensklasse”.

Selvfølgelig kender jeg til det, at nogle elever er destruktive i skolen, men ordentlige i andre sammen hænge. Jeg husker en specialklassedreng i overbygningen, som både i skolen og i lokalsamfundet var destruktiv, men, fik jeg nys om, var alles drøm af en ung, når han var på ferie i sin anatolske landsby*. Han fortalte mig, at man var nødt til at være gangster her for at blive accepteret, men at han bedre kunne lide at være sød. Vi blev afbrudt i vores konstruktive samtaler, da jeg forlod skolen pga. skolesammenlægning. Men jeg fik et brev fra ham: “Jeg har to moer. En derhjemme og en på skolen. Og det er dig.” Dette blot for at pointere, at jeg tror, at der er håb for skolen, hvis vi griber de signaler frugtbart an, som de nuværende debatter lægger op til.

Stefan Herman beskriver i dagens Politiken (02.11.25), at skolen er på vej ind i en dødsspiral, hvis lærerne, som de altid har gjort frem til 2013, ikke igen går forrest i kampen for at udvikle skolen. Lad mig tilføje, at det nok heller ikke gør noget, hvis andre af skolens parter besinder sig og lægger kræfter i at udvikle, frem for at pleje egne interesser.

Jeg kunne godt tænke mig, at alle der lige nu lufter skråsikre meninger om skolen, giver sig selv et par refleksionsrynker ved at læse denne herlige, satiriske roman.

Tak for “Smukke unge mennesker”.

*Det er befriende, at handlingens utilpassede dreng er pæredansk, Det er min erfaring, at uroen i skolen snarere beror på amerikansk end på muslimsk påvirkning.

Kursfald på danske værdier

Udsnit af t-shirt fra Dansklærerforeningen. beskåret foto fra “Dansk sproghistorie”

“Jeg elsker mit Modersmaal, der frigjør min Tanke, jeg finder, at hvad jeg kan have at sige i Verden, kan jeg ypperligt udtrykke deri.” Dette Kierkegaard-citat fra “Enten-eller” er nok en eftertanke værd, når man beskæftiger sig med danskundervisning, men så sandelig også når man er bruger af modersmålet, hvad enten det er til hverdagsbrug eller til digtning eller forskning.

Det er modersmålet, der binder os sammen som folk, og det er derfor, det er værd at værne om og at være bevidst om. Vores fælles sprog er måske det det mest værdifulde, vi ejer.

I flere andre lande hegner man sproget ind. Jeg kommer i tanke om en historie fra et nordisk møde, hvor man fortalte, at en markant færøsk sanger og kædedanser fik et hjerteanfald og blev fra til hospitalet, hvor man fortalte ham, at han var nødt til at få indopereret en pacemaker. Men nej, han ville ikke have et sådant fremmedlegeme i kroppen. Man sammenkaldte gode sprogmennesker, som gav pacemakeren den færøske betegnelse “hjartastartari”, og den var acceptabel. Så med sproglig hjælp fik han sangen og dansen tilbage.

I Danmark er vi sprogligt åbne, akkurat som vi har været det på andre humane områder. Det er derfor, vi gennem handel og indvandring har fået høj levefod, hvilket bliver tydeligt, når vi ser på danske ords udspring af nordisk, tysk, fransk, arabisk, grønlandsk og nu ikke mindst engelsk/amerikansk. Men den åbne tilgang til sprog kræver årvågenhed og rettidig omhu i omgangen med nye udviklinger.

Et sådant arbejde udføres ved vedligeholdelsen og udviklingen af “Den danske Ordbog”, som derved fremstår som det mest guldrandede af alle danske værdipapirer.

Mange forfattere frekventerer ordbogen. Mange forskere er nødt til det. Og mange oversættere, fx af Bibelen, er ilde stedt uden. Derfor er det forunderligt, for ikke at sige for underligt, at en sådan guldrandet investering ikke er at finde på årets finanslov.

Indtil jeg blev opmærksom på dette, troede jeg, at snakken om danske værdier var andet end mundsvejr, og at vores kulturminister var mere seriøs, end tilfældet tilsyneladend er.

Den frigørende tanke og den ypperlige udtrykken sig er der måske ikke stemmer i, men der er kummerlig armod, hvis disse dynamoer med ordbogen forsvinder fra daglig tale, undervisning, forskning, journalistik og digtning.

Den obligatoriske kanon – en dræbersnegl i læsningens urtegård.

Kommentar til Rå¨dudkastet til ny fagplan for dansk

Udsnit af Dorte Karrebæks billede af Jeppes børn, hvoraf de to ligner Per Degn. Fra Kåre Bluitgens gendigtning af Holbergs jeppe på Bjerget.

Som medlem af det kanonudvalg, der indførte begrebet obligatoriske forfatterskaber i folkeskole og gymnasium, må jeg i afsæt i håndteringen af denne bestemmelse i folkeskoleloven medgive, at den har vist sig at være en dræbersnegl i læsningens urtebed.

For det første var de obligatoriske forfatterskaber ikke tænkt som væsentligere end dem, der optrådte på de vejledende lister for de to skoleformer, snarere tværtimod. Den obligatoriske liste skulle lette overgangen fra grundskole til gymnasium ved at pege på det, der kunne være en fællesmængde for litteraturundervisningen på de to niveauer. Det obligatoriske element var desuden et rent politisk initiativ, som udvalgsformanden Jørn Lund med vanlig politisk tæft så kunne sikre, at undervisningsminister Ulla Tørnæs fik tilgodeset både højskolevenstres og handelshøjskolevenstres synspunkter. Der var altså tale om et tidsbundent og kontekstafhængigt forslag.

I gymnasiet er kanon nu blevet ændret efter en vedvarende kritik blandt andet af, at der var for få kvindelige forfattere på listen. Men man har altså bibeholdt en obligatorisk liste; for som Uffe Ellemann Jensen udtalte (om a-våben), at når noget er opfundet, kan det ikke nedfindes igen.

Da nu begrundelsen for en fælles kanonmængde i grundskole og gymnasium er endegyldigt afskaffet, er det tid til at se krav om historisk læsning i grundskolens litteraturundervisning.

Den væsentligste begrundelse for at læse skønlitteratur i folkeskolen er, at børn skal lære at læse og gerne opbygge en læselyst, ja, måske endog en læseglæde ved at arbejde med vedkommende, inspirerende og øjenåbnende litteratur, der dels kan tjene som en spejl, dels som et vindue mod verden. I den forbindelse er en obligatorisk kanon en rigid tilgang til en sådan skitseret læseindsats, fordi mange af de obligatoriske forfattere bliver det must, der overtrumfer det meningsfulde.

At læse eller høre historiske tekster er en væsentlig del af den dannelse, som opstår ved, at vi fornemmer, hvor og hvad vi kommer fra. Men det bør ske i en kontekst, der kaster et forklarelsens lys af sig, og ikke tænder for meningsløshedens mørkelygte. Derfor foreslår jeg, at der stilles krav til de lutteraturhistoriske perioder, man skal have berørt i løbet af grundskoletiden, men at det måske er mere inspirerende, hvis der i den enkelte klasse af og til tages afsæt i lokale forhold.

Jeg ved, at elever kan få aha-oplevelser af ældre tekster. Som fx en kurdisk dreng fra 5. klasse, som kiggede på Dorte Karrebæks illustrationer til Jeppe på Bjerget og udbrød, da han så Jeppes børn: “Jeg ved, hvorfor Jeppe drikker. Hans kone har haft for meget skole/hjemsamarbejde med Per Degn!”

Men under daglige samtaler med elever i skolens kantine har jeg også hørt, at historiske tekster kan forekomme som litteraturdræbere, når de optræder i sammenhænge, som ikke får dem til at leve i eleverne. Og litteraturdræbere er det vi har mindst brug for i den skole, der skal fremme læsning, læselyst (og læseglæde).

Jeg har bidraget til at indslæbe den invasive dræbersnegl i litteraturundervisningens urtegård. Jeg håber, at gode kræfter i pædagogik og politik vil bistår med bekæmpelsen.