Kategori: fagpolitik

Så har DAO leveret DANSK #2 2026, og temaet er denne gang AI, kunstig intelligens.

Det er blevet mig betroet at skrive en artikel om det tilløb til den kunstige intelligens’ indtog i den danske skole, som kan anskues som udslag af den jubeldigitalisering, som for år tilbage skulle løse alverdens problemer i samfundet i almindelighed og i skolen i særdeleshed. Det gik anderledes i SKAT, i skolen og på mange andre felter. Men det virker tilsyneladende i sundhedssystemet og sygehusvæsnet.

Min tese er, at hvis vi ikke håndterer de problemer, der til vores overraskelse sprang ud af digitaliseringens trojanske hest, så risikerer vi – måske for første gang i historien – at uddanne et generation til at være dummere end deres forældre, mere uvidende, mindre dannede. Men det kan givetvis forhindres. I DANSK #2 2026 er der fine udspil til at lære os at omgås AI, til at udnytte de potentialer, som AI rummer, og til at inddæmme de risici, som AT så åbenbart bærer i sig.

Bladets indholdet i overskrifter er derudover:

Skal vi bruge generativ intelligens? (Jeppe Bundsgaard), Mellem snyd og stilladsering. En praktisk guide… (Anders Westermann), Hvorfor lære at skrive, når AI kan gøre det bedre? (Inger-Lise Mournsenier), Et praksisnært forløb fra udskolingen [om litteraturundervisning] (Emil Hamann Mortensen), Nej, ChatGPT kan ikke lave din analyse (Katja Gottlieb), Teknologiforståelse i dansk <8nikolaj Elf) AI i danskundervisningen – vejen til den gode prompt (Lis Zacho), To nyuddannede læreres perspektiv på AI i folkeskolen (Aviaja Stjernstrøm og Sofie Juul) – og et par artikler om andet.

Læs bladet og få mod på næste skoleår. Det er udsendt til medlemmer af Dansklærerforeningens Folkeskolesektion, som også kan læse det på hjemmesiden. Ellers kan det købes i løssalg – eller ved at man melder sig ind i foreningen. Det er måske på tide nu, hvor alle taler om fællesskaber!

Ved Dansklærerforeningens paneldebat om at gribe det uforudsigelige skete det helt særlige, som professor Nikolaj Elf konstaterer, at jeg som moderator var “usædvanligt tilbagetrukket”, og det finder jeg kalder på en kommentar.

Temaet var meget åbent, og aftalen var, at vi som vanligt startede med Mette Frederiksen, som har sin gang i klasseværelset på skolen. Derefter gives ordet videre til Nikolaj Elf, som har det, der sker i klasseværelset, i fokus i sin forskning. Og slutteligt får Katrine Fylking og Ida Geertz- Jensen taletid, fordi de repræsenterer de to foreninger, der skal sikre lærerne vilkår og faglighed via deres foreninger, Danmarks Lærerforening og Dansklærerforeningen. De foregående år har tiden været afmålt med 5 minutter til hver over to runder – og måske et par spørgsmål fra de fremmødte.

I år havde jeg ikke meldt noget ud om taletidens begrænsning. Kun temaet vajede i den bornholmske vind. Mette Frederiksen startede og gav efter 3 minutter ordet videre til Nikolaj Elf, som på 4 minutter kommenterede, hvorefter både han og Katrine Fylking kiggede på mig, fik et nik og Katrine overtog. Hun brugte sine 5 minutter og gav stafetten videre til Ida. Derefter ville jeg på podiet for at lægge op til anden runde, men lige så venligt som bestemt fik jeg et stopsignal fra Mette, som tog ordet. Derefter fortsatte panelet mad at afløse hinanden, og selv om talerækkefølgen blev brudt gav de hinanden plads til cirka samme antal minutters taletid. DEBATTEN VAR AFLØST AF SAMTALE. Og da tiden var gået, kunne jeg blot opsummere, hvad der ud fra deres samtale må blive temaet for vores debat næste år: Dannelse og oplivning.

For nogle år siden havde jeg en samtale med en pige, der var vendt hjem fra en amerikansk eliteskole til dansk skole, og hun var rystet. I den danske skole mødte hun det, hun betegnede som ‘turtle teaching’: læreren spørger, og en elev stikker hovedet ud og svarer, og vender tilbage til sit skjold. I New York havde hun haft rundkredspædagogik, som mindede om den aktuelle paneldebat, der skiftede til samtale: Eleverne fik udstukket et tema, som de skulle indkredse og i fællesskab fordybe sig i gennem samtale. Lærere greb kun ind med mellemrum for at påpege, om nogle blev holdt eller holdt sig uden for samtalen. Først når den aftalte tid var gået, opsummerede læreren.

Paneldebatten kom i min optik til at udvikle sig til et helt konkret billede på, hvordan en samtale i skolen kan udfolde sig, når deltagerne føler sig kaldede til at nå frem til en fælles forståelse eller indkredsning af en problematik, der vedkommer dem.

Jeg fornemmede, at det, der adskilte denne samtale, fra tidligere års debatter, var den fælles søgen efter en betydning frem for hver enkelts holden sig til sit fagfelt.

Tak til panelet for en for mig helt særlig oplevelse!

Jeg tilhører den generation af dansklærere, der havde muligheden for at finde glæden i lærerarbejdet ved at have muligheder for at håndtere det uforudsigelige, som ofte udsprang af elevreaktioner – markante eller antydede.

En stor del af den danskfaglige inspiration udsprang af at skulle få elevernes ønsker og behov til at gå i spænd med det danskfaglige stof. Men når det lykkedes, voksede man som lærer.

Her er et par eksempler:

På et kursus blev jeg besnæret af en metode, der skulle basere læseundervisningen på elevernes tale. Alle skulle deltage i samtalen, og alle skulle bidrage til den tekst, der skulle læses. Det var en metode, som byggede på alle tidens rigtige pædagogiske tilgange, men ingen havde fortalt, at den var udviklet af en pædagogisk tænker i samarbejde med en gruppe praktikanter. Den var krævende at holde styr på. Og en dag – i anden klasse – skulle klassen ud for at finde inspiration til en samtale og en tekst, da en pige udbrød: “Nu står vi på to rækker for at gå ned til kanalen. Vi skal se en rapand og få en kvalificeret oplevelse.” Hendes forældre havde givetvis refereret fra et forældremøde kort tid forinden. Og jeg blev ramt; hendes ordvalg afslørede hulheden i den helhedstænkning, som jeg ikke magtede at praktisere. Jeg læste op for eleverne i en uge af gode svenske forfattere, indtil jeg igen havde fået fodfæste: Jeg valgte at lave læseundervisning på basis af Celestin Freinets tænkning om ‘fri tekst’.

Eleverne skulle udforme små bøger, som skulle indgå i klassens bibliotek. Hver uge skulle én udvælges til fælleslæsning, men de øvrige kunne bruges til frilæsning – i skolen og hjemme. En uge skulle vi skrive om dyr, særligt om kæledyr. Og der blev produceret mange historier om marsvin og katte. Men elevernes valg af ugens tekst faldt på en ultrakort, skrevet af en dreng, som ofte skrev stort og med vanter på, for han skulle ud i frikvarter inden længe. Han skrev: “Jeg har fundet en død due fra Køge.” Den tekst har jo det, der skal til: død og lokalitet. Og spørgsmålene væltede over hinanden. Hvor fandt du den? Ved siloen på havnen. Hvordan ved du, at den var fra Køge? Den havde ring på, så jeg klippede benet af den og viste ringen til vores nabo, der har brevduer. Den var på vej hjem fra Paris. Hvordan kunne den finde vej hjem; det kunne min far ikke, da han var i Paris? Og vi spurgte skolens biologilærer, som fortalte om fuglehjerner og jordens magnetfelter. Og undervisningens fokus blev for et par uger flyttet fra læsning til et naturfagligt tema om trækfugle.

Sådan kunne det uforudsigelige påvirke undervisningen og give frugtbare afvigelser fra det planlagte.

Jeg venter spændt på paneldebatten på Klippescenen i morgen for at få en fornemmelse for, hvad det uforudsigelige rummer i dagens skole.

“Jeg vil læse noget op for dig,” sagde min kone forleden. Og hun læste: “de stod og talte om…. den unaturlige grad af uvidenhed og kejtethed hos mænd, hos fornuftige og veloplyste mænd, når de pludselig blev stillet overfor den opgave, at læse højt, med eksempler på bommerter og misforståelser, mangel på herredømme over stemmen, på modulation og eftertryk, på opfattelse og dømmekraft – alt sammen stammende fra den første årsag: Mangel på opmærksomhed og vane i de tidlige år.”

“Og hvor stammer det så fra?” spurgte min kone. Under læsningen havde jeg tænkt på det, jeg havde læst som baggrund for min egen promovering af oplæsningen som ædel disciplin i skolen, men ingenting ringede, før jeg fik et glimt af bogen, som teksten står i: “Mansfield Park” af Jane Austen, skrevet i årene 1811-13 og udgivet i 1814. Det er den bog, vi skal tale om ved vores næste træf i vores lokale læsekreds.

Ræsonnementet er altså 212 år gammelt, men fortsat gyldigt. Jeg tænker på det, når jeg er dommer ved oplæsningskonkurrencer, senest på Campus i Rønne, hvor 4. og 6. klasserne dyster. Det grundlæggende er ‘vane og opmærksomhed’! Og begge dele er det oplagt at arbejde med i skolen fra første skoledag.

Og så kan man indvende, at børn ikke kan læse højt i børnehaveklassen. Men så kan man starte med højtlæsningens mundtlige forløber: Fortællingen, som også kræver ‘vane og opmærksomhed’, og som alle talende mestrer, eller kan lære at mestre.

Jeg traf i går en pige, der går i børnehave. Hun havde, da den ældste gruppe skulle forlade børnehaven til fordel for skolen, rejst sig op for at ønske ‘de store’ alt godt i skolen og for at sige dem tak for den tid, de havde haft sammen i børnehaven. Hun har givetvis set voksne udvise denne adfærd: ‘vane og opmærksomhed’.

I det frirum, som de nye fagplaner forventeligt giver, har vi (dansk)lærere muligheden for at dyrke fortællingen og højtlæsningen, så eleverne kan bidrage til fællesskabet med fortællingens frie ord og med højtlæsningens brobygning mellem fri tale og skriftsprog. Vi kan dyrke elevernes ‘vane og opmærksomhed’.

En sidegevinst: måske kan vi få studieværter i TV, som ikke forfalder til uvaner og manglende opmærksomhed.

Når Trump poster et billede af sig selv som ham, der helbreder den syge, sætter det gang i pressens kommentatorer. Nogle benytter humor som våben, selv om man får lyst til at bringe Niels Hausgaards udsagn om forskningsminister Helge Sander i erindring: Han optræder konkurrenceforvridende i forhold til alle, der lever af satire!

Blandt humoristerne kan man fremhæve Ole Rasmussen i Politiken, som mener, at Trump sprøjter sig med guldspray, og ikke mindst John Stewart, som til sin rædsel opdager, at den mand, Trump helbreder, umiskendeligt ligner JOHN STEWART!

Andre benytter den indsigtsfulde og perspektiverende analyse som fx lektor Peter Chr. Rude, som ved at se Trumps helbredelsesbillede får tankerne henledt på den italienske renæssancemaler Luca Signorellis maleri af Antikrist i domkirken i Orvieto. Her er den frelserlignende figur i færd med at indsamle guld, imens en behornet satan hvisker ham i øret, og fornemme mænd, en skøge og medløbere flokkes om ham. Der, hvor andre bærer hjertet, har han en guldmedaljon.

I baggrunden flokkes sortklædte mænd ved en tempelbygning, så det ikke er fjernt at associere til stormen på Kongressen.

Om den kunstige intelligens, som er benyttet til at kreere Trumps frelserbillede, har trukket på Signorellis maleri kan vi ikke vide. Men til gengæld kan vi glæde os over, at en kunstinteresseret litterat gør opmærksom på sammenhængen i et læserbrev i Information. Tak for den frie presse, og ikke mindst den avis, som rykkede ind i det nazistiske Fædrelandets rømmede lokaler den 5. maj 1945.

De danske kirkers middelmalerier kan i mange tilfælde berige os med nuancer i tilværelsens tilskikkelser på et niveau, der svarer til renæssancekunstnerens mesterværker. Symbolerne står i kø for at gøre indtryk på os arme syndere.

Og apropos symboler, kan man sorsøge at opnå fortrolighed med nogle af dem ved at gå på jagt i Oscar K. og Dorte Karrebæks forrygende fattigmandsbibel, Biblia Pauperum Nova, hvori en række skuespillere, der er ‘fattige i ånden’ opfører fortællinger fra Det nye Testamente. I loger i scenerammen optræder dyr som kommentatorer, mange af dem med symbolske tilføjelser.

Det er i den bog, kvinderne ved Jesu tomme grav citerer Anders Fogh Rasmussen: “Der er ikke noget at komme efter”. Men det er der så alligevel, hvis man vender blikket andetsteds hen. Og sådan er det måske også med de kommissionsrapporter om vores krigsdeltagelser. Undersøgelser der er enten slet ikke er blevet fuldført, men lukket ned, eller er mundet ud i rapporter, der måske bliver citatanonymiserende. Også Ninn Hansen er citeret i fattigmandsbiblen, hvor Pontius Pilatus konstaterer, at “der bliver trængsel ved håndvanske”.

Lær blot skoleelever satirens kunst, for en god latter er helsebringende. Men lær dem også den faglige eller den kunstneristiske analyse, som er bevidsthedsbringende.

Så er den årlige oplæsningskonkurrence for bornholmske 4. og 6. klasser afviklet i den store hal på Campus Bornholm. Og igen i år var det betagende og lærerigt at få lov til at være med som dommer.

For det første er stemningen fin, både i hallen, hvor oplæsningen sker foran de mange jævnaldrende fra andre skolen, og i klasseværelserne, hvor der forud øves og fokuseres på oplæsning. Det er tydeligt, at denne bro mellem snak og fortælling på den ene side og skriftsproget på den anden er værd at betræde – både fordi man må tage an andens (forfatterens) sprog i munden, og fordi man skal sætte ord på teksten, så den skaber liv i tilhørerne.

For det andet er det interessant at iagttage forskellen på 4. og 6. klassernes oplæseres tilgang til at skulle stå foran de mange tilhørere. Der var rullet en rød løber ud mellem en trappe og talerpulten. Oplæserne fra 4. gik målrettet hen over løberen, men 6. klasserne først trådte ind på løberen, da de var fremme ved mikrofonen. Dette “billede” var kendetegnende for hele den måde, oplæserne agerede på: 4. klasserne mere umiddelbare og frimodige, 6. klasserne mere reserverede.

Oplæsningskonkurrencen startede oprindeligt som en HC Andersen-oplæsning for 7. klasser. Men erfaringerne herfra fik os til at forsøge med 6. klasserne, og det viste sig at være en gevinst, da de trods alt skulle have langt færre parader oppe, når de stod foran jævnaldrende. Da vi så i tilgift inviterede 4. klasserne til at have deres egen runde, så blev vi bekræftede i, at oplæsning er en givende danskfaglig disciplin, som fungerer i bedste velgående – i hvert fald fra 4. klasse.

4. klasserne læste tekster af Martin Glaz Seerup, Peter Mouritsen og Jesper Wung-Sung om hhv. Elefanten, Ikke-fanten og Peberknægten. De lå godt i munden på oplæserne og skabte store ører hos de kammerater, som kendte alle teksterne i forvejen; de havde arbejdet med dem i klasserne.

6. klassernes oplæsere havde alle valgt den samme tekst, “Prinsessen på ærten”. Og de læste indfølende og levende den gamle tekst. Men de fleste af dem havde for højt tempo, og det er et gennemgående træk, at det er svært at holde et tempo, der fremmer tilhørernes muligheder for at få det hele med og øger oplæserens mulighed for at tale tydeligt, understrege pointer og udnytte pauseringer.

En lille finurlighed: Jeg har fået en CD, hvopå en gruppe herboende udlændinge har indtalt “Prinsesse på ærten”. De har svensk, tysk, engelsk, fransk, arabisk mm. som hver deres modersmål. At lytte til dem gør det tydeligt at dansk tenderer til at være et mumlesprog med alle lydkarakterer afrundede og vokaliserede. Det ord ingen af dem kan udtale er således “edderdunsdyner”!

For at øge elevernes sprogbevidsthed og -fornemmelse vil jeg opfordre alle til at være bevidste om oplæsningsdisciplinens potentialer.

I sprækkerne i de bornholmske klipper i Allinge kan en plante finde rodfæste og skyde op trods de hårde odds.

På samme måde er vi i Dansklærerforeningens Folkeskolesektion overbeviste om, at en fordomsfri, sober og fagligt funderet debat kan bidrage til, at vi kan slå rod i den fagfornyelse, der venter lige om hjørnet.

Derfor indbyder vi til debat på Klippescenen ved Folkemødet. Det er fjerde gang vi har et panel, der tager afsæt i dagligdagen, forskningen og det kollegiale fællesskab.

Det sker: Lørdag den 13. juni 2026

Dansklærerforeningens Folkeskolesektion forsøger at begribe skoledebatten. Kom og deltag i samtalen! Her er programmet:

Debatterne om skolen er mange og peger i mange retninger. Fagfornyelsen er til debat, ligesom børnesynet, forældresamarbejdet og elevernes trivsel, for ikke at tale om elevinddragelse, bæredygtighed, natur og åndelig oprustning. Dette er blot nogle af de temaer, som er i spil, og det fremgår vel sagtens, at det er værd at drøfte, hvordan de lærere, som står solidt placeret midt i det hele, skal finde fodfæste og retning. Det er sådanne problemstillinger, vi tager hånd om i Dansklærerforeningens panel, som nu for fjerde gang søger at få den aktuelle debat gjort begribelig. Panel: Lærer Mette Frederiksen Forperson Katrine Fylking, Københavns Lærerforneing Forsker Nikolaj Elf, SDU Forkvinde Ida Geertz-Jensen Dansklærerforeningen Moderator Jens Raahauge Debatten finder sted på KLIPPESCENEN – G26

Deltagere

Jens Raahauge, Moderator, DansklærerforeningenModerator

Nikolaj Elf, Professor, SDU

Ida Geertz-Jensen, Forkvinde og lærer, Dansklærerforeningen

Mette Frederiksen, Lærer, Syvstjerneskolen

Katrine Fylking, Formand, Københavns Lærerforening

I dag har Rønne lagt skoler til mine besøg, og 4. klasse på Peterskolen og 6. klasse på Åvangskolen har nok en gang gjort det svært at tro på pressens skriverier om de håbløse tilstande i skolen. Her som på de øvrige bornholmske skoler har jeg kun mødt nysgerrige, frimodige og lærevillige børn.

Når jeg mellem P-pladsen og skolegården på Åvangskolen passerer et trådhegn rundt om SFOen, rinder en situation mig i hu. For nogle år siden blev jeg der mødt af et par gutter, 1. klasse velsagtens, som spurgte mig om min alder. Jeg bad dem gætte. En mente 30 år, den anden 100. Da jeg så fortalte dem det rette svar, blev den ene tænksom og spurgte: “Var der farver på verden da du var barn?”

Derfor er det vigtigt at have historien med i sin undervisning, fordi eleverne – og vi andre – er så flasket op med fremtidsprognoser, at vi forfalder til også at tro på fortidsprognoser; at fortiden er som nu, bare med lidt mangler.

Derfor blev jeg glad, da jeg lige over for kirken i Rønne gjorde holdt ved billedmageren Anna Margrethe Kjærgaards vinduer, som emmer af billedkunst til børn. Neden i det højre vindues højre hjørne fik jeg øje på “En hugorm i hånden”, den illustrerede bog om Martin Andersen Nexøs barndom, som var med i Dansklærerforeningens seneste bogpakke.

Min kone og jeg kom forleden til øen med den kæmpestore katamaran Expressen 5, men fik forinden en sms fra rederiet om muligheden for ombookning pga. hårdt vejr. Og så kan man se Anna Margtethe Kjærgaards billede af passagerer i bugen på den træbåd, som fragtede drengen Martin og hans familie til øen; båden ruller, staldlamperne svinger kraftigt i rummer og folk er brækblege i ansigterne. Her er historieformidling af højeste karat.

En af oplæserne havde i øvrigt valg at læse H.C. Andersens “Prinsessen på ærten”, og det vanskelige for en dansk oplæser er at læse langsomt og tilpas artikuleret til, at tilhørerne får smukt dansk i ørerne.

På en CD, jeg har med mange forskellige nationaliteters oplæsning af samme tekst, er tydeligheden markant, hvad enten oplæserne har tysk, fransk, engelsk, svensk eller arabisk som modersmål. Det er sprog uden mumlen. Men ét ord volder alle vanskeligheder: edderdynsduner – eller hvad det nu hedder med bløde d’er og mange ø-lyde.