Kategori: fagpolitik

For mig er StormP’s bordkalender den daglige første morgenlæsning, når sindet skal stemmes til glæde over, hvad sproget formår. Ord tvistes. Metaforer blafrer for ens lukkede øjne. Associationerne leger tagfat.

Når en kvinde i en korthandel ønsker en lille globus, måske en med “kun København på”, er det bevidst morsom, men også i familie med ønsket hos den dreng, der i Otto Sigvaldis “Hindbærbrus og kragetæer” gerne vil have “en globus i naturlig størrelse”. Dette udsagn er givetvis ikke udtryk for en bevidst sproghandling, men hos den voksne modtager har den en StormP’sk effekt – uden at drengen på nogen måde skal nedgøres af en Ditte Okmansk latter.

For nylig præsenterede jeg mit 4-årige barnebarn for et klip, hvor min ven, jazzmusikeren Jens Skou Olsen spiller på sav. Knægten var stille et øjeblik, og replicerede så alvorligt: “Min morfar kan spille på hammer! – og føjede til efter lidt tøven: “Ja, han kan spille på al slags værktøj!”.

Før i tiden havde man måske sendt denne lille historie til et ugeblad i håbet om at få hororar for en sjov historie; “hvad de dog siger”. Men med afsæt i alvoren i svaret får man pludselig lyst til at undersøge alle tings lyde; potter, pander, borde, stole, vægge, døre osv. Vi er i gang med en undersøgelse, der svarer til det, komponisten Fuzzy lavede med en specialklasse, da jeg havde ham på besøg på skolen; skrammelmusik!

Forleden betegnede samme barnebarn morgenrøden som solindgangen, men det til aften blev soludgang. Og dagen bliver set i et lidt andet lys og perspektiv, når den glødende planet ikke står op og går ned, men kommer ind og går ud.

Samme vred af begreberne ramte mig da jeg ved Dansklærerforeningens repræsentantskabsmøde fik øje på et ur, der pludselig viste en markant pil. Jeg hørte dette forklaret med, at det var tid til at rejse sig, hvilket er godt for helbredet, når man er i overgangsalderen. Jeg har ingen pil, der byder mig at stå op – og kom inspireret af StormP og mit barnebarn til at tænke på, at jeg måske er i udgangsalderen. Det kan være forklaringen på, at den ene forfalds- og afgangsbog landerpå mit natbord.

Læs StormP og lyt til børns alvorlige forsøg på at mestre sproget; det sætter sprog i gang!

For 2½ år siden havde jeg en samtale med Dansklærerforeningens forlagschef Cecilie Bogh i serien “Sophia-samtaler. Pejling af dannelse”. Den er nu genudsendt på netradioen den2radios sendeflade i denne uge.

Heri begræd hun misligholdelsen af skolebibliotekerne, inklusive unddannelsen til skolebibliotekar, og besparelserne på CFUerne. Men hun fremhævede også behovet for at stille nutidslitteratur til rådighed for børn og unge, og at revidere synet på, hvad der er god børne- og ungdomslitteratur.

Kritikpunkterne er måske imødekommet fra politisk hold, selv om der er god grund til at følge initiativerne omkring skolebiblioteket og CFUernes midler til bogindkøb til dørs. Det har tilsyneladende været nemmere at reducere end at genopbygge.

Men hvorom alting er, så er Cecilie Boghs argumentation for en ændret udgivelses- og undervisningstilgang til litteratur for børn og unge fortsat interessant og væsentlig, ikke mindst i lyset af de initiativer, hun har taget som forlagschef, hvor hun nu står bag nye serier, der forener litterær kvalitet, læsbarhed og nutidig relevans. Og hvor Dansklærerforeningens Forlag knytter unge til udgivelsesprocessen som konsulenter.

Og lad mig så lige tage en runde i manegen på min egen kæphest: Denne tilgang til at fremme læsning og læselyst gør det endnu mere relevant at få afskaffet en obligatorisk litteraturkanon for folkeskolen og få den erstattet af rammer for læsning af ældre litteratur, som kan vælges til som perspektiveringer af den læste nutidslitteratur, akkurat som det blev vist i “Dansk Litteraturs kanon” (1994).

https://den2radio.dk/udsendelser/sophia-samtale-pejling-af-dannelse-32-faellesskaber-omkring-laesning-og-nutidslitteratur-i-skolen

Forleden kom en pige på 8 år (2. klasse) på besøg, og med sig havde hun en boggave. Hun havde skrevet om “To gamle fugle”.

Lærke føler sig alene og forlader de andre lærker. Hun møder Due, og det er kærlighed ved første blik. De får 5 år senere unger, som “er lidt anderledes”, fordi de jo er lærke og due, men de elsker deres unger. Da de bliver gamle, skal ungerne flyve fra reden. Og de to gamle flyver ud til en strand, hvor de lægger sig til at dø sammen. Dette er i korte træk bogens handling, men den ender med en henvendelse til mig som læser: “Nu ved du hvordan det er at dø sammen med din elsket, hvordan det er at finde den helt rette”.

Bogen indledes med en kolofon, som angiver forfatter, illustrator og udgivelsesdato. Og den afrundes med sider, hvor jeg kan skrive, hvad jeg synes om bogen, hvor jeg kan tegne min egen fugl, og hvor jeg selv kan skrive en historie.

Bogen er imponerende bygget op. Den er skrevet i et fint og nuanceret sprog. Og så er den inspireret af skolebogen med åbne opgaver til slut.

Når jeg synes, at andre skal høre om min gave, så skyldes det, at “To gamle fugle” er et markant udtryk på, at den er skrevet af et barn, som er velundervist. En bog er ikke bare noget, man skal læse i. Den er skrevet og illustreret af nogen. Den har en handling, hvor skaberne af den har gjort sig umage. Og så lægger den op til medspil og tankevirksomhed.

Jeg tror, at det fremmer læselysten og -glæden, når bogen bliver gjort personlig.

På kunstmuseet Louisiana i Humlebæk præsenterer de for tiden syv værkserier af den franske kunstner Sophie Calle.

Her skal jeg ikke forestille at anmelde udstillingen, men berette om nogle af de tanker, den satte i gang omkring kunst og pædagogik.

Den første værkserie bestod af en række rammer, som havde et stykke stof, som dækkede motivet, monteret og forsynet med svar: “Som følge af underdrivelsens kunst” – og når man lettede: et foto at “Rue Dieu” og et vejskilt, der viser, at vejen er blind.

Det var lige så interessant at iagttage de besøgende, som læste teksten, løftede stoffet op og så undrende, grinende eller afklarede ud. Sådan må eleverne i Johannes Vigs klasse have set ud, når han afslørede en genstand, de skulle undres over.

I næste rum havde en række fotos af indpakkede Picasso-malerier fra det parisiske Musée Picasso indtaget væggene. Sophie Calle var af museet blevet bedt om at fotografere mesterens værker, men det afslog hun, indtil coronalukningen fik museet til at give dem en beskyttende indpakning. Aldrig har jeg endevendt Picassos malerier så intenst, som da jeg stod og stirrede på disse pakker med maleriernes titler påskrevet. Igen en Johannes Vig tilgang: pædagogik må bestå i at få børnene til at undres og se det skjulte, de kunne få en fornemmelse af fandtes.

I et tredje rum havde hun besøgt et amerikansk museum, som havde fået stjålet nogle af deres europæiske klassikere. Rammerne var blevet restaurerede og hængt tilbage. Og spørgsmålet til de besøgende var nu: Hvad ser du i de tomme rammer? Se, her kom jeg til at tænke på de erindringer om Johannes Vig og hans tilgang til undervisningen og tilværelsen, som Annemari søger at genkalde sig i Jesper Wung-Sungs “Sandøs rose”.

Et fjerde rum med samtaler med blindfødte om deres opfattelse af skønhed afdækkede trin for trin en kombination af det, de havde hørt folk tale om, og det de selv havde erfaret med de øvrige sanser. Og her kommer Jesper Wung-Sung atter ind i mine tanker, for hans kunstgreb i “Sandøs rose” består vel dybest set i Annemaris skridtvise indkredsninger af eget liv på Sandø, med mændene i hendes liv og med læreren, og viser det sig forfatteren, Johannes Vig. Gardin efter gardin bliver løftet op, og på hvert gardin kunne påskriften have været “På grund af levet liv”.

Sophie Calle-udstillingen har fået mig til at indse, at kunstens og pædagogikkens familiebånd er bundet af at dække det nærliggende, det forunderlige, det utænkelige til på en måde, der får eleverne til at lette på tildækningen og søge spørgsmål.

Tak Louisiana for Sophie Calle.

Forleden gik min kone og jeg en tur på havnen i Hundested, og et spor på en mur sendte tankerne på langfart. Engang skrev vi breve – privat og i undervisningen. Og vi vidste, at håndskriften er sjælens spejl. Derfor sluttede mange af læserbrevene til familie-Journalens brevkasseredaktør Tove Ditlevsen, ja, det er den Tove Ditlevsen, med spørgsmålet: “Hvad synes De om håndskriften?”.

For nylig håndskrev et oldebarn i første klasse et brev til sin afdøde tipoldemor og placerede det, hvor duerne kommer og spiser korn. Dette var inspireret af, at klassen havde hørt om duedronningen, der i “Brødrene Løvehjerte” holder sammen på de gode ved at sende beskeder med brevduer.

Hvorfor skrev hun ikke bare en mail? Måske fordi det er vanskeligt at google himlens mailadresse? Eller snarere fordi en mail er fritaget for at bære på det personlige aftryk, som håndskrift er.

Da jeg for mange år siden underviste i indskolingen, skrev vi breve og kort, som blev sendt til familiemedlemmer, som oftest til forældrene. Og børnene kunne næste ikke vente med at komme hjem for at se efter forsendelsen. Men selv i tider, hvor Danmark endnu havde et postvæsen, skulle postkassen lige tømmes, og brevene sorteres. Men dagen efter dumpede det håndskrevne brev/kort ind gennem brevsprækken.

Denne aktivitet vil være utænkelig i dag, hvor portoen for en brevforsendelse vil kunne vælte ethvert klasse- og skolebudget. Men der er andre måder at distribuere forsendelser fra barn til hjem på – eller fra barn til bedsteforældre, som tilmed kunne finde på at svare. Og det er værd at dyrke den langsommelige, men personlige håndskrift, fordi den giver skrivningen en merværdi – det særlige aftryk af skriveren.

Dertil kan føjes, at håndskriften er en gave til dem, der skal have bogstaverne lært via en motorisk tilgang, og en mulighed for at anvende skriftsproget til noget, der er værd at gemme – måske med bånd om eller i en skatkiste, sådan som Jesper Wung-Sung i “Sandøs rose” lader Annemari modtage Johannes Vigs kladdehæfter, eller som Niels Krause-Kjær i “Uden for ude” lader det voksne barnebarn finde højskolevennernes efterladte vandrebog i bedstefarens gemmer.

Det var andre tider, men glæden ved det personlige er vel den samme. Så grib blyanten og skriv. Som lærer kan man starte håndskrivningsfesten ved at håndskrive (og kopiere) et brev til forældrene, som får et par dages AULA-fri. Skriv om noget, der optager dig ved klassen, ved undervisningen, ved jobbet, og du vil få en anderledes respons, end du er vant til. Jeg ved det, for når jeg som skoleleder sendte håndskrevne hilsner til skolens forældre, fik jeg overraskende og konstruktive svar.

ps. Nu er Danmark vel det eneste land blandt dem, vi normalt sammenligner os med, der ikke har noget offentligt postvæsen.

Nej, det handler ikke om den bogstavleg med at finde 90 mandater, der er oppe i tiden lige nu, men om noget meget vigtigere: om børns og unges skrivning og læsning.

Jeg kender godt det at være optaget af noget, og så møder man det alle vegne. Når man lige har fået et barnebarn, er der barnevogne overalt i byen. Sådan har jeg det for tiden med undervisningen i alfabetet og mange elevers læse- og skrivebesvær, for ikke at tale om manglende læse- og skriveglæde.

I går hørte jeg om en ung mand af iPad-generationer, som efter grundskolen blev stillet over for kravet om at håndskrive i matematik og fysik. Han måtte med stort besvær lære sig det.

Forleden var det en elev på mellemtrinnet, der ikke kunne gengive bogstaverne ved håndskrift, fordi han aldring havde prøvet det.

En mormor fortalte for nogen tid siden om et halvvoksent barnebarn, der ikke kunne håndskrive en indkøbsseddel.

Og ved det store dansklærerkursus, som CFU, Danmarks Lærerforening og Dansklærerforeningen sidste år afviklede, var der unge lærere, som stejlede ved kravet om at skulle skrive i hånden.

Og så tænker jeg på de mange tilgange til bogstavarbejde, som jeg gennem årene har benyttet mig af, fordi nogle har deres styrke i synet, andre i hørelsen og atter andre i det motoriske. Her svigter iPaden børnene, for alle bogstaver ligger på flade taster og mister deres karakter og særkende.

Man siger om børn, der kan bruge alle 5 sanser, at de er ved deres fulde fem. Skolens bogstavindlæring via iPad satser på børn, der er ved deres fulde 2; syn og måske hørelse.

I min optik fremmer man trivsel gennem glæden ved at lære, og her er legen med bogstaver og deres karakter værd at dyrke. Jeg husker en gruppe elever fra specialundervisningen og deres jubel, da de gennem eksperimenter med udstansede bogstaver, fik deres læsebogssystem udskiftet, fordi de havde set, hvad der skete, når de udskiftede forbogstaverne i “Per og Lis”.

Jeg savner forskning i, hvad den iPaddede tilgang til skrivning og læsning har betydet for de elever, der ikke har deres styrker i det visuelle. Eller findes den forskning, men er mig ubekendt, så vil jeg gerne høre om det, for jeg vil da gerne have aflivet min opfattelse af, at de kommuner, der har udleveret iPad til alle ved skolestart, har svigtet børnene og skabt et specialundervisningsbehov.

Ved foreningen FISKs (Fortælling i skolen) generalforsamling havde fortæller og skuespiller Vigga Bro takket ja til at varme op, inden foreningsformaliteterne tog over. Uden falbelader og dramatiske effekter indtog hun rummet med en tankevækkende påvisning af fortællingens væsen og ikke mindst af fortællingens nødvendighed, hvis vi tager fællesskabet alvorligt. Hendes ord udfyldte rummet mellem de tilstedeværendes ører og gav mod på at give skolens børn den gave, det er, at blive forenet i fortællingens fællesskab, at overgive sig til noget, der er større end en selv, og at få stimuleret fantasien.

Under debatten på generalforsamlingen blev det nævnt, at mange lærere – ikke mindst yngre – ikke har mødt fortællingen, endsige selv har fortalt. Senest røg den ud med statistikernes opør med “grundtvigs ursuppe”, så vi børnene skulle finde næring og trivsel i statistikernes ørkenspredning.

Men vi må genopfinde fortællingen i skolen, revitalisere den, som den fx er beskrevet til vejledningen i “Faghæfte 1. Dansk” 1993 og 2003. Men det kan være vanskeligt, ja, angstprovokerende at skulle kaste sig ud i det at fortælle.

Selv lærte jeg på et kursus at fortælle korte historier ved at bruge fortælleformen fra tretrinsopdelte comics: indledning, klimaks og slutning. Især er det godt at kunne huske slutningen.

På et kursus for godt og vel 350 dansklærere anvendte lærer Mette Frederiksen og jeg cirkelhistorien (nævnt i Faghæftets vejledning). Eleverne (her lærerne) blev placeret i grupper på 4 personer. Vi brugte temaet “farligt vand”, fordi optakten var et af Evald Tang Kristensens indsamlede sagn om Aamanden.

Vi udnævnte en til at starte. Vedkommende havde ét minuts fortælletid, hvorpå den næste (i urets retning) overtog. Den nye fortæller måtte bygge videre eller lade sig inspirere af forgængeren, men måtte også starte på sin helt egen historie. DET ER DEN, DER FORTÆLLER, SOM EJER HISTORIEN. Sådan fortsatte vi i nogle runder, og på omkring 12 minutter havde vi skabt 350 fortællinger.

En skulle nu fortælle for egen gruppe og nabogruppen – enten dele af de historier, der havde været i omløb eller en helt ny. Egen gruppe lyttede intenst efter afvigelser og inspirationer, men den anden lyttede uforbeholdens til historien.

Øvelsen fortsatte med fortælling for hele flokken; der var omkring 70 pr gang. Og trygheden skabtes ved at fortælle for nogle få, siden for det dobbelte antal og siden for alle.

Ingen vægrede sig ved at rejse sig og fortælle.

Den samme øvelse har jeg praktiseret med elever fra fjerde til tiende klasse – og med samme resultat.

Det er om at komme i gang.

ps. Og så kan man passende melde sig ind i Foreningen FISK og blive inspireret. https://fortaellingiskolen.dk/