anmeldelser - Dansklærerforeningens Folkeskolesektion

Ude for uden

Som et menneske, der er født og opvokset på landet, har det været en helt speciel oplevelse at læse “Ude for uden” og få beskrevet det, der er sket i dansk landbrug i tiden fra 1946 til i dag, ved hjælp af fiktive personer med følelser og handlinger. Det er indsigtsfuldt og overbevisende gjort, både når vi følger bonden Erik fra hans landbrugsskoletid og til hans nedlæggelse af sit landbrug, og når vi deltager i hans søn Svends tur tilbage til barndomslandet i følgeskab med teenagedatteren og med slukket telefon for at få fred for pressen og det Venstre, som han er folketingsmand for.

Bogen starter i sindigt tempo med opbyggelsen af parallelhistorier, hvor vi befinder os dels i Eriks verden, dels i Svends. Og vi slutter med en åben slutning, der er på nippet til at gøre en aldrende læser med landopvækst grådlabil. Der er håb, hvis ham Svend træffer det rigtige valg.

Der er humor i bogen, som når en indvandrer driver den hendøende landsbys pizzaria med et menukort, der byder på “vegetarisk pizza” og “vegetarisk pizza med oksekød”. Der er hemmeligheder om fx storbondeovergreb i bogen, så krigens skygger mangler den sol, der skaber dem. Der er en vandrebog, som binder venner fra landbrugsskolen sammen, og som også antyder hemmeligheder. Endelig er der et samspil mellem mennesker, der får bogen til at fæstne sig i ens sind.

Men et af højdepunkterne for mig er en scene, hvor bonden Erik sælger sin besætning af køer og står længe bag sin yndlingsko, nr. 34, inden han formår at trække den ud til lastbilen, der skal køre den til slagtning.

Som barn og søn af en dyrlæge tjente mine lange, tyde arme i nogle år som forløsere af pattegrise, når en so skulle have hjælp til at fare. 199 forløste jeg, og det, der står mejslet i min erindring, er de omfavnelser jeg fik af husmandskoner, hvis tårer løb ned ad deres kinder. Det var bidrag til deres liv, jeg havde bragt til verden.

Det er denne respekt for liv, der i bogen og i den virkelige verden er gået tabt ved overgangen til stordrift og industrilandbrug.

Tak til Niels Krause-Kjær for at sætte personer og troværdighed på den udvikling – og afvikling!

ps. Jeg grubler somme tider over, om vi kan se noget lignende ved stordrift af grundskoler. Skaber det mistrivsel og uforpligtethed, når alle ikke kender alle? Selv har jeg en oplevelse af, at en skole bliver for stor, når skolelederen ikke formår at kende navnene på samtlige elever, ikke alene på grund af bundethed til den administrative skærm, men også som følge af antallet af elever.

Har du glemt hvad det hedder på dansk?

Tryk på en bluse (T-shirt) fra Dansklærerforeningen

Modersmål-Selskabet har netop udsendt deres årbog, som er en “Sprogrenserordbog” med den sigende undertitel: “Har du glemt hvad det hedder på dansk”.

Det er ikke første gang i historien, det engelske sprogs indtog i dansk problematiseres, ja, faktisk findes der en forening, Den Danske Sprogkreds, der har bekæmpelse af Danglish som en del af formålet.

Og professor Jørn Lund gav gennem mange år området opmærksomhed, fx ved påvisning af risikoen for dansks domænetab til engelsk på universiteterne og ved fx anvendelse af engelsksprogede titler dom når YouSee søger en Senior Brand & Consumer Insight Manager, en person, der skal forbedre “kunderejsen”!

Argumentet for at anvende engelsk er ofte, at ordforrådet er større og derfor mere nuanceret. I sprogrenser-bogen jorder cand. mag. Kirsten Rask dette synspunkt overbevisende og understøtter det Kierkegaard-citat, som Dansklærerforeningen fik trykt på en årsmødebluse for år tilbage: “Jeg elsker mit Modersmaal, der frigjør min Tanke; Jeg finder, at hvad jeg kan have at sige i Verden, kan jeg ypperligt udtrykke deri.”

Kirsten Rasks indledende artikel om engelske indlån og deres bøjninger på dansk er sammen med den afsluttende kronik en klar og øjenåbnende rammesætning for den alt, alt, alt for lange ordliste, fra side 13 til side 80, med engelske indlån, hvoraf dansk for de flestes vedkommende stiller gode, fyndige ord til rådighed.

Bogen er for mig at se en klar dokumentation af, at det, der truer dansk kultur, er den massive påvirkning, som vi udsættes for gennem amerikansk dominerede medier, og så den politiske agenda om globaliseringens og konkurrencestatens velsignelser.

Og så er der selvfølgelig det aspekt, at man kan vælge engelsk, hvis man skal sige noget, der er svært. I Leif Panduros “Rend mig i traditionerne” sidder det unge par på bænken og kysser og siger “I love you”, fordi blufærdighedstærsklen er lavere på det fremmede sprog end på modersmålet. På lignende vis har vi i dansk et overforbrug af ordet “fuck”, som virker skræmmende på dem, der har engelsk/amerikansk som modersmål.

Så brug denne tankevækkende bog til en generobring af dansk sprog og til et moderat oprør mod fucking engelsk.

Tak til Modersmål-Selskabet for dette initiativ.

Nyt liv til Løgneren

Da Martin A. Hansen i 1949 skrev Løgneren og fik den oplæst i Statsradiofonien, lagde den gaderne øde og gjorde boghandlerenes omsætning attraktiv. Romanen blev læst i skolen og var et fornemt eksempel på tidens skolelærerlitteratur. Og hovedpersonen Johannes Vigs pædagogiske tilgang til elever og stof inspirerede mange.

Men ved en revision af den obligatoriske kanon blev Martin A. Hansen skyllet ud med en bemærkning om, at nu skulle “eleverne ikke længere trækkes med Agerhønen”. Og Løgneren gled vist ud som en fast del af pensum i danskundervisningen. Men ikke i jesper Wung-Sungs litterære univers.

Han har nu fået udgivet “Sandøs rose”, hvor han lader Annemari – den pige og kvinde, som Johannes Vig er besat af, og som har barn med Olof og flirter med den tilrejsende ingeriør – være hovedpersonen.

Jesper Wung-Sung har en indlevelsesevne, som er helt enestående, og vi bliver vidne til pigens/kvindens sindsstemninger, begær, frustrationer, livsvilje og længsler, så hun i et adstadigt tempo, som matcher Løgneren, skaber en spænding, som gør læseren til en ivrig bladvender.

Kun på et enkelt udtryk har jeg studset over Annemaris ageren. Hun bruger kort tid inde i bogen udtrykket “en hujende fis”, og det skurrede i mine øjne; enten er ø-pigen Annemari langt fremme i sprogskoene, eller også bruger hun her et udtryk, som hører en senere tid til. Dansk Sprognævn tenderer til at være enig med mig, men kan ikke fastslå udtrykkets oprindelse endeligt. Og under alle omstændigheder er Annemari en på alle måder betagende person. Så tak for at måtte lære hende bedre at kende!

Romanen er endnu en imponerende præstation af forfatteren, og hvad, der forekommer mig interessant, er, at læsningen af “Sandøs rose” råber på en genlæsning af “Løgneren”, som med ét får en klangfuld understemme til Johannes Vigs grublen. På sin vis rekanoniserer Jesper Wung-Sung Martin A. Hansen.

At være lærer er noget helt særligt

For 25 år siden bad Danmarks Lærerforening Johannes Møllehave om at skrive en tekst til foreningens fejring af den 125-års jubilæum. Han skrev blandt andet ”Og miraklet ligger jo i ordet under-visning”, en hyldest til læreren som den, der er katalysator for, at miraklerne sker for eleverne.

25 år senere beder foreningen Stefan Hermann om at skrive en bog om læreren. Og det har han gjort i et historisk vue, der er fængslende for sådan en som mig, der har taget en stor del af turen med – som elev, som lærer, som pædagogik konsulent og som skoleleder. Og måske i længere tid end det, for ved min skolestart i 1950 levede vi fortsat med markante efterklange af førkrigstiden. Mange af de nye strømninger, som Stefan Hermann beskriver, giver større resonans på de politiske og administrative gange end i skolens hverdag.

Men til det frugtbare overblik: Vi starter med folkelæreren, der som enhedslærer er med overalt, også i det lokale samfundsliv og i politik. Folkelæreren afløses af forsøgslæreren, der i mellem- og efterkrigstiden skulle bidrage til at udvikle skolen med blik for mennesket først. Og som en naturlig følge kom den demokratiske klasselærer, som oplever udvikling indadtil og politiske kampe, udhuling af autoriteten og svækkelse af indflydelsen udadtil. Læreren bliver coach, siden ekspert i undervisning og nu at lande som trivselssnedker.

Med kærlig underlæsningsmusik fra barndommens håndboldhal og Kim Larsens sange fortæller Stefan Hermann levende og i et flydende sprog om overgange fra tillidsfuldt samarbejde mellem politikere og lærerforening til kampe, som ikke blot drejer sig om økonomi, men også om skolens indhold.

Det, der for mig gør det særligt interessant at læse, er at læse om de mange pædagogiske ”fluer”, som er blevet udklækket af eksperter, forskere og politikere i årenes løb, og reflektere over, hvor jeg selv er blevet fedtet ind i nogle af fluefangerne. Jeg har fx bidraget til ”Klare mål” og ”Fælles mål”, som har vist sig som forløbere for den bindende målstyring. Jeg troede naivt, at det var muligt at dæmme op for den omsiggribende individualisering af undervisningen. Og ja, jeg har været med til at foreslå den obligatoriske litteraturkanon, som jo var fællesstof for folkeskole og gymnasium; igen en naiv tro på, at det obligatoriske ses i sammenhæng med det væsentlige – det væsentlige grundskolerettede.

Så tak til Stefan Hermann for et fint vue og nogle opsamlinger, som kalder på refleksioner. Dette savner jeg så til gengæld fra forfatterens side. Han har været central rådgiver i mange af de udviklinger, som har fundet sted i de senere tiår. Men han nævner alene et par slogans, som ikke blev taget imod, men som han fortsat finder relevante.

Derimod er han tydelig i nogle værdidomme. Fx kalder han de Vanløse-forsøg, som blev standset af en konservativ skoleborgmester, for galskab. Det til trods for at det socialdemokratiske åndsmenneske, Hartvig Frisch, som eneste socialdemokrat brød partidisciplinen og var imod nedlæggelsen. Og han skriver, at 2023-reformens Fællesmål blev trukket gennem sølet af blandt andre ”pædagogiske hedsporer”, ligesom han angiver, at Magtudredningen 2,0 anfører, at de skoler, der fulgte reformens logik, fik forbedrede resultater. I lyset af de valgte termer aner man, hvad forfatteren mener, ville være det bedste for skolen. Det kan vi diskutere, men hans budskab tilslutter jeg mig: lærerne må placere sig i midten, stoppe med offerrollen og være villige til også at se på sig selv i kritisk belysning. Se, det er bogens væsentligste pointe og troværdige bud.

For mig at se er det forudsætningen for, at vi i skolen kan under-vise – i Møllehaves forstand.

Dansk er dansk – og arabisk …..

Udsnit af omslag på Jakob Skovgaard-Petersens bog (Informations Forlag)

Det må kaldes skæbnes ironi, at jeg fik foræret Joakim Skovgaard-Petersens “Lille leksikon. Med arabiske ord på dansk” umiddelbart før folketingsvalgets udskrivelse og den deraf følgende tv-transmitteredepartilederdebat.

Her stod vredesytringerne mod “kriminelle udlændinge”, ja, imod muslimske udlændinge i kø blandt den lille håndfuld partiledere, der kan deres kontekstuafhængige statistiklæsning på fingerspidserne. Ja, en enkelt, DF sheiken fra Mar-a-largo (spansk), havde tilmed foto med af en topkriminel, der ikke er blevet hjemsendt.

Det gav en særlig toning af miksturen partilederdebat-lille leksikon, som Joakim Skovgaard-Petersen har skrevet som følge af to begivenheder: Trumps påstand om, at den amerikanske ordbogs smukkeste ore er ‘tarif’, hvilket er arabisk, og et udbrud fra konservative Mai Mercado, som harcelerede over at ordet ‘inshallah’ blev optaget i Den Danske Ordbog. “Dansk er dansk. Arabisk er arabisk. Hold det adskilt,” lød hendes konklusion.

Udsprunget af inspirationen herfra kan læseren så får en grundig gennemgang af flere end hundrede ord, der er afledt af arabisk, samlet i 27 veloplagte opslag. Den arabiske indflydelse på vores sunde, grønne råvarer, på nydelsesmidler og stimulanser, på stoffer (tøj), matematik og meget andet afspejler både historisk samhandel og nutidigt samkvem.

Beskrivelserne underholder og videregiver stor viden og indsigt, men får også klemt synspunkter ud mellem sidebenene, fx af det fintvævede bomuldsstof ‘gaze’ stammer fra Gaza, hvor hospitalerne ikke har adgang til det!

Bogen er en hyldest til det danske sprogs smidighed, og dets evne til at beskrive de rørelser, som er en del af vores virkelighed. Man kan ikke skelne mellem dansk og arabisk, men konstatere, at nogle arabiske ord er indgået i dansk, fordi nogle danskere bruger dem. Dansk er et levende sprog!

Så når vi nu skal se valgdebatter, så nyd kaffen (arabisk ord), måske med sukker (arabisk ord), når du sidder henslængt på sofaen (arabisk ord). Eller hvis du ikke orker, så tag et parti skak (arabisk ord), nyd Inger Christensens digt om abrikoserne (arabisk ord) eller gå i Tivoli og nyd stemningen i Divan (arabisk ord), om nogen dér bryder ud i sang. Ellers er der Bakkens Hvile, hvortil du passerer Matadorkulissen med kjoler og duge i fineste damask (arabisk ord).

Inshalah.

Wung-Sungseen

Udsnit af Kristian Eskild Jensens forsideillsration på “Ottoseen”

Mens vi venter på Jesper Wung-Sungs næste store roman, der er inspireret af Martin A. Hansens “Løgneren”, er der blevet luft i skrivemanien og -magien til at give os en fin lille, rigt illustreret fortælling, “Ottoseen”.

Som titlen signalerer er inspirationen hentet fra Homers “Odysseen”, fordi den handler om Ottos daglige tur i virkeligheden fra den ene udfordring til den anden, hvor han savner Odysseus styrke. Den finder han på nettet hos influenceren Victor, der lykkes med alt her i tilværelsen. De eneste Otto regerer over er en flok vandrende pinde.

Otto, der lyver sig stor og stærk og succesfuld, kontakter Victor og får en aftale om, at de skal mødes. Her falder maskerne, og Jesper Wung-Sungs bog er en afdækning af de sociale mediers snydepelseagtige selvpromovering og en ømhed i forhold til hverdagen. Derfor er bogen sund læsning midt i en trivselsdebat.

Men den er også vedkommende i en litteraturdebat, for nok er H.C. Andersen, Vilhelm Hammershøi og nu om lidt Martin A. Hansen inspirationerne til hans nyeste romaner, men tydelige spor af de klassiske forfattere er også afsat i mange af hans bøger, der henvender sig til børn og unge. Kig efter i hans fine bog om “Læsehunden”. Og se selv, hvor ofte han optræder i seneste nummer af Klods Hans, tidsskriftet fra IBBY, der denne gang har temaet “Genfortællinger”.

Jesper Wung-Sungs markering af inspirationskilderne til hans bøger rummer for mig at se en markering af, hvordan den ældre litteratur bliver gangbar i grundskolen. Stop obligatoriske kanonlister, der kaster eleverne ud i litterære ørkenvandringer, og giv dem i stedet veje til litterære oaser via ny børne- og ungdomslitteratur, der af forfatterne eller af belæste formidlere inddrager det, den aktuelle litteratur står på skuldrene af.

Første kuld fra Tallulah

Forleden blev et nyt forlag født. Tallulah er vokset ud af asken efter Gutkinds affyrede børnebogsafdeling. Og det er dansk børnelitteratur, der skal fokuseres og satses på. Dette er interessant for dansk børnelitteratur i almindelighed og for tidens undervisere og formidlere i særdeleshed nu, hvor bogen som medium bliver forsøgt relanceret i undervisning og børnekultur.

Rebecca Bach-Lauritsen har begået en meget personlig poetik om at skrive for børn. “Når jeg bliver lille igen” er titlen, og hold da op, hvor hun er ved sine metaforers fulde fem. Man får sat ordbilleder på det, der ikke findes ord for, og det gør en til en bedre læser og formidler, tror jeg.

Samme Rebecca Bach-Lauritsen lægger ord til “Kitte Kitte”, som er en værdig efterkommer af Egon Mathiesens kanoniske “Mis med de blå øjne”. Her møder vi en kat, der leder – ikke efter landet med de mange mus – men efter sig selv. Tilgangen er eventyrlig som i Louis Jensen og Hanne Vibeke Jensens “Hør her stær”, men det, der virkelig smyger sig eventyrligt ind i ens øjne, er samspillet mellem ordne og Charlottes Pardis kat; den der også er blevet forlagets logo. Katten bevæger sig rundt i de ledige pladser mellem tekstens ord, og ordene får katten til at spinde. Hvis der er retfærdighed til, sidder vi her med en nyfødt klassiker.

De næste bog i kuldet er Cecilie Ekens “Søren fra Sønderslev”. Det er en rigtig drengerøvsroman, ville jeg skrive. Men Søren har en ven fra byen, Siggi, som er en pige, der er rødstrømpe. Så jeg må korrigere: det er en personrøvsroman. Der er fuld fart over de begivenheder, som Søren og vennerne får til at opstå. Søren er fra byen, men familien er flyttet på landet, hvor han bliver kammerat med et par landbodrenge. Man få mindelser om Astrid Lindgrens tese om, at ens barndom skal være lidt livsfarlig for at føre til livsmod. Handlingen udspiller sig i “gamle dage”, og Cecilie Eken forklarer flere steder forskellene på dengang og nu. en teknik som ofte tager luften ud af handlingens drive, men ikke her. Hendes suveræne sprog- og fortællebeherskelse overvinder dette benspænd. Ja, faktisk bliver bogen både fængslende og oplysende. Denne dobbelte formåen understreges af illustrationerne af Peter Heydenreich, som leverer gamle dage i nutidig dynamikstreg.

Men der er også en herre i kuldkurven: Lars Daneskov. Han bidrager med “Der var engang et eventyr”. Og her er et tempo og en skævhed, der vækker mindelser om Rune Kiddes rablende (på den gode måde) skriverier. Men Lars Daneskov letter foden lidt på speederen, selv om han sine steder er på speed. Der er et væld af referencer til kendte eventyr. Men kender børnene dem? Hvis ikke, så er der her god anledning til at rette op på uvidenheden. Og denne øvelse er ikke mindre påtrængende, når blikket falder på de mange referencer til talemåder, som giver morskaben et ekstra krydderi, men måske mest for voksenlæseren. Her er der stof at hente i nogle af de små bøger om faste vendinger, som Den danske Sprogkreds har udgivet.

Til alle bøgerne i kuldet er der udgivet “Læs og tal sammen”-hæfter. De signalere oplagt undervisning, men forældre, der mener det alvorligt, at deres børn skal læse, får her en håndsrækning til at give deres ord troværsighed.

Det er for børn

Charlotte Pardis kat, som er logo for det nye forlag.

I går overværede jeg en fødsel. Ud af den børnebogsafdeling, som Gutkind for 9 måneder opgav, udsprang børnebogsforlaget Tallulah. Og det blev fejret med en reception, sådan lidt a la Holbergs barselstue, bortset fra at ophavskvinden Tine Flyvholm var oppegående og aktiv.

I sin velkomsttale understregede hun, at forlaget Tallulah er en holdsport, men hun blev dog i det humanistiske sprog, da hun skulle omtale de første udgivelser. Hun kaldte dem ikke for ‘vores katalog’. Hun kaldte dem ikke ‘vores første produktion’. Hun kaldte dem ikke ‘vores første udgivelser’. Nej, hun omtalte dem, som ‘vores første kuld’. Heri ligger en omsorg og en veneration, der til fulde matcher forlaget logo – en sort kat, Kitte Kitte, der undersøger verden, og ser ud, som om den er i familie med “Mis med den blå øjne”.

Forlaget vil koncentrere sig om at udgive dansk børnelitteratur. Og derfor er det vel ikke et tilfælde, at første kuld består af tre børnebøger og en art børnebogspoetik af Rebecca Bach-lauritsen. “Når jeg bliver lille igen” er titlen.

For år tilbage læste jeg “Selv om du er så voksen og klog bør du læse en børnebog” af Katherine Rundell (Jensen&Dalgaard 2021). Den fik mig til at blive findist, til at søge ind i børnebøger, der gav mig indsigt i barndommen. Nu, efter at have læst Rebecca Bach-Lauritsens bog, ved jeg, ikke alene, at man som voksen bør læse børneboger, men også hvorfor.

I bogen læser jeg et essay om de sprogsansninger, som trækker tråde til barndom og andre urtider, som giver næring til sprog på det ordløse; akkurat som det er alle børn forundt at erobre verden. “Når jeg bliver lille igen” er essayets titel. En bekendelse i fire afsnit, “Mit arbejde”, beretter om det “noget, der skal skrives”. Her er en beskrivelse af skrivenødvendigheden, som fanger de celler, sprogskindet er gjort af.

I bogens tredje afsnit beskæftiger Rebecca Bach-Lauritsen sig med litteratur og sociale medier. “En rolig linje” kalder hun det, og er herligt overgivende til den store verden, som sociale medier tilbyder, men sætter så trumf på digtets (Bogens) styrke: Den starter et sted, og den slutter et sted. Det er da befriende!

I fjerde afsnit, “Tis, trods og turkise termostøvler”, erindrer hun barndom og lover at os sandheden, når hun digter og finder på. “Dødløft” hedder opfølgeren, som beskriver læsning som fitnesscentrets dødløft, hvor forfatterens ord er stangen, mens resten er op til det barn, der skal læse teksten. Derfor skal der være noget at komme efter, som “igler, der bider sig fast i låret”.

Endelig bekender Rebecca Bach-Lauritsen i “Hvor skriver jeg fra, når jeg skriver til børn”, at hun skriver “fra et sted med flere spørgsmål end svar”, “fra barnet til barnet”, “fra mørket”, “med lys”, “fra et sted lige under huden”, “fra sproget”, “fra grænsen” og “fra friheden” – alt sammen stillet op som afrundingen af en prosasonet.

Det er en overvældende lille bog, der skaber metaforer, som sætter ord på det ordløse, som giver læseren mod på at finde de vibrationer mellem linjerne i børnelitteraturen, som masserer ens verden.

Tak for den!

Det nære og det store

Når man for tiden læser faglige tidsskrifter, som omhandler undervisning i grundskolen og i ungdomsuddannelserne, er det i vidt omfang usikkerhed omkring samspillet med AI, der springer i øjnene. Hvordan skal vi bedømme elevarbejder, der i vidt omfang er blevet til med AI-støtte? Hvordan vil det påvirke elevernes viden, kunnen og dannelse, hvis de i det faglige arbejde har skudt mange AI-genveje? Disse diskussioner og erfaringsudvekslinger er væsentlige, når uddannelserne skal geares til de nye muligheder.

Men der er også et andet perspektiv, som foldes ud i en interessant bog, der er skrevet af to BA’er i filosofi, Markus Giessing og Viktor Udbye. De har kaldt deres bogen “Den korte historie om kunstig intelligens”. Den giver et godt vue over menneskets stræben efter at blive aflastet for arbejde, som det bliver beskrevet på lertavler i Messoponanien og frem til dagens udmeldinger fra Silicon Valley. Her optrækkes historiske linjer, beskrives filosofi, forskning og politiske initiativer og gives en lang række eksempler, som fremmer forståelsen.

I et afsnit får vi beretningen om Vaucansons automatiske metaland (1899), som skulle bidrage til indsigt i fordøjelsen. Han fodrede den med andefoder, og efter nogen tid sked den. Mange år senere fandt man den hengemt på et loft, og den viste sig at indeholde to rum: et til det spiste foder og et med afføring. Her fik vi nok et syn for vejen fra korn til lort, men helt holdt forholdet mellem teori og virkelighed ikke. Men Vaucansn blev hyret af magthaverne til at opbygge og lede silkespinderier.

På samme vis søger forfatterne at berolige os i forhold til påstandene om, at den kunstige intelligens kan udvikle en selvstændig bevidsthed og true os som art. De betragter fænomenet på linje med andre tekniske og teknologiske frembringelser som noget, der ikke kan hamle op med mennesket, selv om udviklerne søger at give deres produkter menneskelignende udtryk.

Der, hvor de ser de reelle risici, er i den magtcentrering, som kommer til udtryk i de amerikanske techgiganters ejere. De har fået frit spil til at berige sig, mens de har lovet øget velfærd til alle. I 1950erne oplevede USA fremskridt i teknologisk udvikling og i befolkningens levestandard, men siden Reagan er uligheden steget støt. Samtidigt er tech-oligarkernes politiske indflydelse vokset. Og her peger forfatterne på parallellen til fabriksejerne i England i industrialismens vorden. Her blev grådigheden tæmmet ved at arbejderne fandt sammen i modstand.

På AI-området ser forfatterne muligheder for at tage ved lære af den engelske kamp. Men lige nu bidrager vi ved at bruge giganternes kunstige intelligent til både at berige dem og sikre dem adgang til at stjæle vores data, som de bruger til ny udvikling.

Det er disse milliardærer, der får USAs vicepræsident til at kalde os fodslæbende på grund af demokratiske processer. Og det er dem USAs udenrigsminister vil gå enegang med, hvis vi ikke vi samarbejde.

Dette kalder på europæiske løsninger i en vis fart, hvor vi så kan bruge vores nære erfaringer!

Nye begyndelser

Udsnit af forsiden på Anja Hitz’ ungdomsroman “Den dag vi var helte” (abc forlag 2025)

Der er gang i salget af papirbøger, hvis man da skal tro på de mange meldinger, der er fulgt i kølvandet på kulturministerens bogstøtte. Og det er fint, at der bliver købt klasse- og gruppesæt ind til dansktimerne. Men lige så vigtigt er det, at der kommer bøger på reolskelettet på det, der nu atter bærer navnet ‘skolebiblioteket’. Det er herfra et belæst personale kan stimulere læsningen og læselysten ved at have en mangfoldighed af titler til mangfoldigheden af læsere.

Som et udspring af den opfattelse har jeg vendt blikket på en række mindre forlag, der ofte har blik for andre titler end de store mainstream-udgivere

Jeg er lige faldet over et par nye titler fra ‘abc forlag’, som ofte har overrasket med en sikker sans for kvalitet. Det har således været påfaldende så ofte en vinder af Nordisk Råds Børne- og Ungdomsbogspris er blevet udgivet her – før prisen var besluttet.

Blandt de seneste ungdomsbøger herfra er jeg blevet grebet af Anja Hitz’ ungdomsroman ‘den dag vi var helte’ om en pubertetsdreng, hvis far dør, og hvis verden derfor krakelerer. Han kan ikke tage imod kærlighed fra hverken farmoren eller en jævnaldrende pige, men bliver besat af en færden på sociale medier – lige frem til dette får uforudsete og voldsomme konsekvenser. Han får brug for en ny begyndelse, hvilket bliver muligt som følge af farmorens og venindens kærlighed og en dåsering. Han begynder på efterskole.

Anja Hitz skriver i et let, men aldrig overfladisk sprog, og hun kan komponere en historie, så det ene kapitel fordrer det næste. Faktisk er hun i stand til at spille på sproget, så selv en bedaget læser bliver opslugt af handlingen, må slå op for at lære nye ord at kende og af og til må bekæmpe en snigende grådlabilitet. Dertil kommer, at hun rammer markante temaer i tiden: tab, kærlighed, sociale medier, skolevægring og meget mere.

Her er undervisningsstof til mange lektioner – og titler, der kan perspektivere står i kø, som fx Jesper Wung-Sungs ‘ Det år sjæle slår smut’, en anden ny begyndelsesbog fra ‘abc forlag’ Daniel Zimakoffs ‘Papbrødre’, som også beskæftiger sig med det, der er værre end skilsmisse: sammenbragte børn, og norske Iben Akerlies ‘Nils non grata’, om at starte i ny klasse for ottende gang.

Nåe jeg nævner flere titler, så er det for at pege på det oplagte, for nu at bruge et Jesper Wung-Sung-citat: at lade den ene bog tænde den næste, at skabe lystne kædelæsere.

Kig mod de små forlag, hvor det spirer. Derfor må jeg også lige nævne Dansklærerforeningens serie ‘LÆSBAR’, hvor hver titel er letlæst og er blevet til i sambejde mellem forfatteren og en ung læser,