anmeldelser - Dansklærerforeningens Folkeskolesektion

Fiktion og fakta

Fra forsiden på Nils Hartmanns nye bog “Efterladt i Sibirien”

For 44 år siden debuterede Nils hartmann som børnebogsforfatter. Indtil da havde han udgivet en lang række fagbøger med formidling af hovedsagelig historisk og ulandsrelateret stof.

Men så fik han en skibslæges dagbog fra en sørejse i 1672-73. Den havde farm af dagbogsoptegnelser og tegninger; alt sammen udført af skibslægen Cortemünde. Rejsen gik fra Danmark til kongeriget Bantam i nuværende Indonesien. Formålet var at hente krydderier. Og den næsten 3 år lange tur kostede flere end 125 søfolk livet. Men det, der satte Nils Hartmann i gang, var en note om, at Helsingørs bartskærer, Gregorius Smidt, placerede sin 11 årige søn om bord for at gøre ham til mand.

Den handling krævede mere end en fagbog, hvis man skulle sætte sig ind i drengens liv i de 1000 dage rejsen varede. Nils besluttede sig for at pejle sandheden ved at skrive en roman, hvori han anvendte sin historiske viden, sine rejseoplevelser sin forskellige ulandsdestinationer og sit menneskekendskab.

Med bogen kunne læseren opleve en indlevelse, der bragte nærhed til den tilværelse, som drengen må have haft ombord.

Nu, 44 år senere, er Nils Hartmann atter blevet ramt af en undren, der rækker ud over de sparsomme historiske kilder, der er tilgængelige, om den danske botaniker Wormskiold, der i 1815 påmønstrer det russiske skib Rurik. Han er af den danske konge blevet bedt om at udforske plante- og dyreliv i det østlige stillehav og ved Beringsstrædet. Men på turen er også en tysk naturforsker og digter von Chamisso, som er Wormskiolds foresatte. En voldsom kontrovers mellem de to betyder, at Wormskiold bliver sat i land på Kamsjatka. Her venter han på skibslejlighed til hjemrejsen i to år. Og da han endelig kommer hjem er han nedbrudt. Han opgiver sin videnskabelige karriere og dør på Gavnø Slot i 1845.

Det er en mindetavle i Vejlø Kirkes østgavl, der satte Nils Hartmann på sporet af Wormskiold. Og det lidt, der kunne findes om ham i kilderne, rejste en række spørgsmål, som Nils Hartmann satte sig for at søge svar på – i fiktionens form. Hvordan overlevede han i Sibirien? Hvordan var han liv, efter at han kom nedbrudt hjem?

Disse svar kan læseren blive delagtiggjort i genne læsning af den roman “Efterladt i Sibirien”, som kan forudbestilles nu, og som udkommer til 1. september på forlaget Ringedal. Den ligger allerede på de store netoboghandlers hjemmesider, og den kan i øvrigt bestilles hos forlaget Ringedal.

Jeg har haft fornøjelsen af at læse manuskriptet til den 672 sider lange roman. Og for mig vendte bladene sig af sig selv. Fiktionen kan bringe en historisk virkelighed ind i læseren, når forfatteren bruger sin viden og sin menneskekundskab i digtningens tjeneste.

To kumpaner og et kuld

To kumpaner og et kuld

Jensen & Dalgaard, som har beriget det danske børnebogmarked i en årrække, har gjort det igen. De har udgivet Wilhelm Buschs ”Max og Moritz”, der kan betragtes som verdens første tegneserie. Historien, der er fortalt på vers, beriger os med syv drengestreger, som de to kumpaner fornøjer læseren med, mens det går ud over agtværdige borgere. Derfor får de to også deres straf, når de ender i møllerens kværn og bliver ædt af et par ænder, der tager dem for korn.

Bogen hører til blandt de (tyske) moralske børnebøger, der har til hensigt at opdrage. Men som med så meget andet pædagogisk moralisme vinder livskraften over det udvendige, og de to skarnsknægte kommer til at inspirere til stadige løjer i børnelitteraturen.

Bogen er oversat fra tysk af Jacob Jonia i et mundret, oplæsningsvenligt sprog, der kun et par steder kræver et par chassetrin i verseføddernes dans.

Jeg bliver blød i sjælen, når et forlag kalder sit udgivelsesprogram for sit kuld. Det vidner om en særlig ømhed over for ynglen. Og det er lige netop, hvad forlaget Tallulah gør. Her i forlagets anden runde er det blevet til trillinger, som nok kan læses i lyset af ”Max og Moritz”.

Lars Daneskov og Pernille Lykkegaard har begået en munter fødselsdagsbog, hvor Molly hjælper Anton med at forberede hans fødselsdag ved at skaffe flag, lagkage, gæster og gave, fordi hans mor ikke står op, før fødselsdagsbarnet får sko på. Men hun har selvfølgelig ikke glemt dagen, og alt ender ovenud lykkeligt.

Anne Sofie Hammer og Sofie Lind Mesterton kaster læseren ud i den rene morskab i ”Mig og Mille. Sommer og regn”. Bogen er fyldt med gags og pigestreger, og grafisk rummer hver opslag et væld af indtryk at gå på opdagelse i. Ved hjælp af en campingmutter lykkes det at få fyret en masse platte vittigheder af, og pigestregerne er faktisk både morsomme og opbyggelige. Hvor Max og Moritz blev straffet, får piger her kredit for livlig originalitet.

Pernille Bønløkke Toustrup og Thomas Hjorthaab har med ”PONY PONY” skabt en anderledes hestebog, som er et fint spark til de sociale mediers skønhedsdyrkelse, og hvad deraf følger af utilstrækkelighedsfølelser. En pony bliver fravalgt, men forsøger ved venner hjælp at vinde sin rytter tilbage. Midlet er skønhed og skønhed. Men mødet med en forsumpet hest får den vragede til at vælge sin indre vrede som drivkraft, og den får ikke sin rytter tilbage, men dykker ned i sit ’hul’ sammen med en udgrænset dreng fra stutteriet. Her fører oprøret til noget, der fremkalder smil i de nedgjortes ansigter.

Et kuld på tre, hvor det giver pote at være hjælpsom, lave sjov og gøre oprør – blot cirka 170 efter at to drenge blev kværnet til andemad for deres drengestreger. Det går fremad!

Fagbøger, der beriger

Ronkedorerne er atter samlet på den2radio og præsenterer på denne uges (23.-29. maj) sendeflade tre nye fagbøger.

Egon Clausen har taget “Folkeligt skal alt nu være” med. Den er skrevet af Christian Egander Skov, som ud fra et konservativt samfundssyn plæderer for, at vi må genopdage det folkelige som forsvar for vores folkestyre.

Georg Metz præsenterer “Da polka var pop”, hvor Bertel Nygaard fører os ind i 1800-tallets musik og samfund. Vi flytter os fra dansen, der har håndkontakt, til den, der tillader kropskontakt.

Jeg har medbragt Henrik Engelbrechts “Den mørklagte musik under besættelsen”, som er en af de mest berigende fagbøger, jeg har læst.

Den spiller fint sammen med de to øvrige, dels fordi den peger på nogle af de faktorer, som giver styrke, når demokratiet er under pres, fx sammenholdet, der kommer til udtryk i fællessang, og dels fordi det at dykke med i musikken og dens vilkår tegner et billede af samfundets mekanismer.

Men der er også overraskelser at hente, når man kommer i sprogkløerne hos en så kompetent skribent som Henrik Engelbrecht. Jeg har selvfølgelig hørt om mørklægningen og det følgende forbud mod at gå ud. Men jeg vidste ikke, at man også reagerede på begivenhederne med en folkelig humor, fx med Mørklægningssangen, der har verset “jeg håber ikke du er mørkeræd”; en raffineret hentydning til det øgede fødselstal. Og jeg havde ikke tænkt over, at forbuddet med at gå ud om aftenen betød, at arbejdsløsheden blandt musikere steg drastisk.

Dette er blot et par eksempler fra bogen, som sætter det at være i krig i relief. Og apropos prepping: man kunne kun købe en grammefonplade, hvis man afleverede en tilsvarende, som så kunne smeltes om.

På det menneskelige plan fortælles om de jødiske skæbner og oprørske reaktioner, vi kender til, men også om mere opportunistiske personager, der søgte at udnytte situationen til egen fordel. En gennemgående figur er Bjørn Erichsen, som søger at stige op i kulturhierarkiet ved blandt andet at sende stikkerbreve til de tyske myndigheder, hvor han angiver musikere, der er antityske, jøder eller på anden måde anløbne i tysk optik.

https://den2radio.dk/udsendelser/ronkedorerne-maj-2026

Kanon nordisk

På vej til Madens Folkemøde havde jeg taget et par bøger fra Dansklærerforeningens seneste bogpakke med til togturen til Nykøbing Falster. Og ikke mindst som association til Claus Meyers prisværdige indsats for nordisk mad (NOMA) havde jeg valgt Lotte Prætorius og Ditte Eberth Timmermanns “Tema. Blik mod Nord. Nordiske kanonforfattere” og som perspektivering fra serien “Tendens” Peter Jensen, Jan Aa.H. petersen og Sune Weiles “Kanon i dansk”.

Det blev en øjendans på skinner. Temabogen præsenterer seks forfattere. Hans Lynge, Heinesen, Skram, Ibsen, Lagerlöf og Södergran. De præsenteres kort og præcist ved forfatternes ord og hver et velvalgt tekststykke. Herefter følges op med spørgsmål til teksten og tekstens perspektiver, samt kreative opgaver.

Det er en bog, der får en til at juble over, at det nordiske perspektiv er taget ind i kanonarbejdet.

Tendens-bogen kommer fornemt rundt om de fleste af de aspekter, der knytter sig til kanon-tænkningen, og er som sådan et fint bidrag til de studerendes kritiske stillingtagen til det at skulle læse noget centralt udvalgt.

På illustrationen ses en mark med høje planter af græsfamilien. Når de høstes, vil marken som en høstet majsmark stå med stive og lige høje stubbe. Det var de rør, der blev anvendt som målestok for alskens ting i tidligere tider. Og de kanonformede rør på den høstede mark fortæller til den, der erindrer den uhøstede mark, at der findes megen næring ud over de tilbageværende rør.

Alligevel tilhører jeg den gruppe, der finder det frugtbart, at en lille gruppe med indsigt kommer med forslag til udvælgelse blandt den uoverskuelige litteraturjungle af undervisningsstof. Men også, at den kritiske sans konstant er i spil. Det er for mig tydeligt, at dene nuværende kanon har skullet rette op på en kønspolitisk uretfærdighed. Og af samme grund er tekstvalget, opgaverne og spørgsmålene tæt knyttet til identitet og køn. Derfor vil også denne kanon have en afmålt levetid.

Men hvor er den forfriskende. Og set med grundskolebriller viser den klart, at den spændetrøje, som den tidligere var iført: at skulle pege på fælleskanon for grundskole og gymnasium, ikke var frigørende. Det er den nuværende tænkning med få obligatoriske og en stor kreds at skulle vælge imellem.

Lad også grundskolen slippe ud af spændetrøjen, da det nu aldeles ikke giver mening at operere med en fælleskanon med gymnasiet, der har forladt det fælles og fundet en frugtbar frihed.

ps. en ærgerlig fejl i omtalen af Edith Södergran, som ifølge bogens tekst dødede i en ung alder. Er det en svedisme? Begik hun selvmord? Eller er det bare en korrekturfejl?

Men tak for de to inspirerende bøger!

Dyremishandling i menneskets tjeneste

udsnit af John Kenn Mortensens forside på bogen om Dyreforsøg

På omslagets forreste inderside er afbildet 12 dyr og et antal mus, hver men angivelse af deres numre. Bag i bogen er de samme dyrebilleder gengivet, men nu med personlige navne.

Her gennem sig en pointe om de anonyme forsøgsdyr, der ved en sort kats mellemkomt får navne – og dermed en trang til frihed og håb. De er nemlig holdt i fangenskab på et center for dyreforsøg, og hver dag bliver et dyr pillet ud til et eksperiment, der kan tjene menneskenes sundhed og især deres behov for kosmetisk forskønnelse. Dette sker lige indtil den sorte kat arriverer, giver alle personlighed gennem navngivning, planlægger et flugtforsøg, som lykkes for nogles vedkommende, mens katten selv omkommer.

Men da hunden en aften kigger op, er det som om “han så noget sidde deroppe. Et glimt af en sort kat, der sad og storsmilede til ham.”

Historien er fortalt i et fint sprog med gode og dyrefarvede replikker og med en god styring af følelserne, så det er op til læseren at blive forarget over denne mishandling af kæledyr i vores perfektetsheds kulturs tjeneste.

Men bogen peger også ud over det snævre tema. Den viser, hvorfor det er væsentligt, at Konventionen om Barnets Rettigheder bestemmer, at ethvert barn har ret til et navn. Og hvorfor det er betydningsfuldt, at børn er sammen med voksne, der kender deres navne. Derfor må man overveje, om en lærer løser sin opgave bedst ved at kende alle eleverne eller ved at få en masse totimers fag uden mulighed for at lære alle at kende. Og personligt mener jeg, at en skole er vokset for stor, hvir en skoleleder ikke kan lære alle børnenes navne at kende.

De børn, der kun eksisterer som CPR-numre, er nemme for en administration at flytte rundt med eller at sætte på venteliste til en eller anden hjælp. På sin vis er børn i dette perspektiv ikke så væsensforskellige fra de forsøgsdyr, bogen omhandler.

H.C. Andersen viste dette, da han i eventyret “To jomfruer” lader Rambukken, som er kæreste med den ene, gøre det fordi, da ejeren bestemmer, at de ikke længere skal bære navnet ‘jomfru’, men fremover kaldes ‘stempler’.

Paradoksalt nok blev CPR-registreringen introduceret på Andersens fødselsdag i 1968. Det år, som opfattes som antiautoritetens gennembrud og roden til megen dårligdom, viser sig at være starten på den registrering, som bærer afhumaniseringen og overvågningen i sig.

ps. Foreningen Forsøgsdyrenes Værn modtager 10 kr. for hvert solgt eksemplar af Jesper Wung-Sungs bog.

Ude for uden

Som et menneske, der er født og opvokset på landet, har det været en helt speciel oplevelse at læse “Ude for uden” og få beskrevet det, der er sket i dansk landbrug i tiden fra 1946 til i dag, ved hjælp af fiktive personer med følelser og handlinger. Det er indsigtsfuldt og overbevisende gjort, både når vi følger bonden Erik fra hans landbrugsskoletid og til hans nedlæggelse af sit landbrug, og når vi deltager i hans søn Svends tur tilbage til barndomslandet i følgeskab med teenagedatteren og med slukket telefon for at få fred for pressen og det Venstre, som han er folketingsmand for.

Bogen starter i sindigt tempo med opbyggelsen af parallelhistorier, hvor vi befinder os dels i Eriks verden, dels i Svends. Og vi slutter med en åben slutning, der er på nippet til at gøre en aldrende læser med landopvækst grådlabil. Der er håb, hvis ham Svend træffer det rigtige valg.

Der er humor i bogen, som når en indvandrer driver den hendøende landsbys pizzaria med et menukort, der byder på “vegetarisk pizza” og “vegetarisk pizza med oksekød”. Der er hemmeligheder om fx storbondeovergreb i bogen, så krigens skygger mangler den sol, der skaber dem. Der er en vandrebog, som binder venner fra landbrugsskolen sammen, og som også antyder hemmeligheder. Endelig er der et samspil mellem mennesker, der får bogen til at fæstne sig i ens sind.

Men et af højdepunkterne for mig er en scene, hvor bonden Erik sælger sin besætning af køer og står længe bag sin yndlingsko, nr. 34, inden han formår at trække den ud til lastbilen, der skal køre den til slagtning.

Som barn og søn af en dyrlæge tjente mine lange, tyde arme i nogle år som forløsere af pattegrise, når en so skulle have hjælp til at fare. 199 forløste jeg, og det, der står mejslet i min erindring, er de omfavnelser jeg fik af husmandskoner, hvis tårer løb ned ad deres kinder. Det var bidrag til deres liv, jeg havde bragt til verden.

Det er denne respekt for liv, der i bogen og i den virkelige verden er gået tabt ved overgangen til stordrift og industrilandbrug.

Tak til Niels Krause-Kjær for at sætte personer og troværdighed på den udvikling – og afvikling!

ps. Jeg grubler somme tider over, om vi kan se noget lignende ved stordrift af grundskoler. Skaber det mistrivsel og uforpligtethed, når alle ikke kender alle? Selv har jeg en oplevelse af, at en skole bliver for stor, når skolelederen ikke formår at kende navnene på samtlige elever, ikke alene på grund af bundethed til den administrative skærm, men også som følge af antallet af elever.

Har du glemt hvad det hedder på dansk?

Tryk på en bluse (T-shirt) fra Dansklærerforeningen

Modersmål-Selskabet har netop udsendt deres årbog, som er en “Sprogrenserordbog” med den sigende undertitel: “Har du glemt hvad det hedder på dansk”.

Det er ikke første gang i historien, det engelske sprogs indtog i dansk problematiseres, ja, faktisk findes der en forening, Den Danske Sprogkreds, der har bekæmpelse af Danglish som en del af formålet.

Og professor Jørn Lund gav gennem mange år området opmærksomhed, fx ved påvisning af risikoen for dansks domænetab til engelsk på universiteterne og ved fx anvendelse af engelsksprogede titler dom når YouSee søger en Senior Brand & Consumer Insight Manager, en person, der skal forbedre “kunderejsen”!

Argumentet for at anvende engelsk er ofte, at ordforrådet er større og derfor mere nuanceret. I sprogrenser-bogen jorder cand. mag. Kirsten Rask dette synspunkt overbevisende og understøtter det Kierkegaard-citat, som Dansklærerforeningen fik trykt på en årsmødebluse for år tilbage: “Jeg elsker mit Modersmaal, der frigjør min Tanke; Jeg finder, at hvad jeg kan have at sige i Verden, kan jeg ypperligt udtrykke deri.”

Kirsten Rasks indledende artikel om engelske indlån og deres bøjninger på dansk er sammen med den afsluttende kronik en klar og øjenåbnende rammesætning for den alt, alt, alt for lange ordliste, fra side 13 til side 80, med engelske indlån, hvoraf dansk for de flestes vedkommende stiller gode, fyndige ord til rådighed.

Bogen er for mig at se en klar dokumentation af, at det, der truer dansk kultur, er den massive påvirkning, som vi udsættes for gennem amerikansk dominerede medier, og så den politiske agenda om globaliseringens og konkurrencestatens velsignelser.

Og så er der selvfølgelig det aspekt, at man kan vælge engelsk, hvis man skal sige noget, der er svært. I Leif Panduros “Rend mig i traditionerne” sidder det unge par på bænken og kysser og siger “I love you”, fordi blufærdighedstærsklen er lavere på det fremmede sprog end på modersmålet. På lignende vis har vi i dansk et overforbrug af ordet “fuck”, som virker skræmmende på dem, der har engelsk/amerikansk som modersmål.

Så brug denne tankevækkende bog til en generobring af dansk sprog og til et moderat oprør mod fucking engelsk.

Tak til Modersmål-Selskabet for dette initiativ.

Nyt liv til Løgneren

Da Martin A. Hansen i 1949 skrev Løgneren og fik den oplæst i Statsradiofonien, lagde den gaderne øde og gjorde boghandlerenes omsætning attraktiv. Romanen blev læst i skolen og var et fornemt eksempel på tidens skolelærerlitteratur. Og hovedpersonen Johannes Vigs pædagogiske tilgang til elever og stof inspirerede mange.

Men ved en revision af den obligatoriske kanon blev Martin A. Hansen skyllet ud med en bemærkning om, at nu skulle “eleverne ikke længere trækkes med Agerhønen”. Og Løgneren gled vist ud som en fast del af pensum i danskundervisningen. Men ikke i jesper Wung-Sungs litterære univers.

Han har nu fået udgivet “Sandøs rose”, hvor han lader Annemari – den pige og kvinde, som Johannes Vig er besat af, og som har barn med Olof og flirter med den tilrejsende ingeriør – være hovedpersonen.

Jesper Wung-Sung har en indlevelsesevne, som er helt enestående, og vi bliver vidne til pigens/kvindens sindsstemninger, begær, frustrationer, livsvilje og længsler, så hun i et adstadigt tempo, som matcher Løgneren, skaber en spænding, som gør læseren til en ivrig bladvender.

Kun på et enkelt udtryk har jeg studset over Annemaris ageren. Hun bruger kort tid inde i bogen udtrykket “en hujende fis”, og det skurrede i mine øjne; enten er ø-pigen Annemari langt fremme i sprogskoene, eller også bruger hun her et udtryk, som hører en senere tid til. Dansk Sprognævn tenderer til at være enig med mig, men kan ikke fastslå udtrykkets oprindelse endeligt. Og under alle omstændigheder er Annemari en på alle måder betagende person. Så tak for at måtte lære hende bedre at kende!

Romanen er endnu en imponerende præstation af forfatteren, og hvad, der forekommer mig interessant, er, at læsningen af “Sandøs rose” råber på en genlæsning af “Løgneren”, som med ét får en klangfuld understemme til Johannes Vigs grublen. På sin vis rekanoniserer Jesper Wung-Sung Martin A. Hansen.

At være lærer er noget helt særligt

For 25 år siden bad Danmarks Lærerforening Johannes Møllehave om at skrive en tekst til foreningens fejring af den 125-års jubilæum. Han skrev blandt andet ”Og miraklet ligger jo i ordet under-visning”, en hyldest til læreren som den, der er katalysator for, at miraklerne sker for eleverne.

25 år senere beder foreningen Stefan Hermann om at skrive en bog om læreren. Og det har han gjort i et historisk vue, der er fængslende for sådan en som mig, der har taget en stor del af turen med – som elev, som lærer, som pædagogik konsulent og som skoleleder. Og måske i længere tid end det, for ved min skolestart i 1950 levede vi fortsat med markante efterklange af førkrigstiden. Mange af de nye strømninger, som Stefan Hermann beskriver, giver større resonans på de politiske og administrative gange end i skolens hverdag.

Men til det frugtbare overblik: Vi starter med folkelæreren, der som enhedslærer er med overalt, også i det lokale samfundsliv og i politik. Folkelæreren afløses af forsøgslæreren, der i mellem- og efterkrigstiden skulle bidrage til at udvikle skolen med blik for mennesket først. Og som en naturlig følge kom den demokratiske klasselærer, som oplever udvikling indadtil og politiske kampe, udhuling af autoriteten og svækkelse af indflydelsen udadtil. Læreren bliver coach, siden ekspert i undervisning og nu at lande som trivselssnedker.

Med kærlig underlæsningsmusik fra barndommens håndboldhal og Kim Larsens sange fortæller Stefan Hermann levende og i et flydende sprog om overgange fra tillidsfuldt samarbejde mellem politikere og lærerforening til kampe, som ikke blot drejer sig om økonomi, men også om skolens indhold.

Det, der for mig gør det særligt interessant at læse, er at læse om de mange pædagogiske ”fluer”, som er blevet udklækket af eksperter, forskere og politikere i årenes løb, og reflektere over, hvor jeg selv er blevet fedtet ind i nogle af fluefangerne. Jeg har fx bidraget til ”Klare mål” og ”Fælles mål”, som har vist sig som forløbere for den bindende målstyring. Jeg troede naivt, at det var muligt at dæmme op for den omsiggribende individualisering af undervisningen. Og ja, jeg har været med til at foreslå den obligatoriske litteraturkanon, som jo var fællesstof for folkeskole og gymnasium; igen en naiv tro på, at det obligatoriske ses i sammenhæng med det væsentlige – det væsentlige grundskolerettede.

Så tak til Stefan Hermann for et fint vue og nogle opsamlinger, som kalder på refleksioner. Dette savner jeg så til gengæld fra forfatterens side. Han har været central rådgiver i mange af de udviklinger, som har fundet sted i de senere tiår. Men han nævner alene et par slogans, som ikke blev taget imod, men som han fortsat finder relevante.

Derimod er han tydelig i nogle værdidomme. Fx kalder han de Vanløse-forsøg, som blev standset af en konservativ skoleborgmester, for galskab. Det til trods for at det socialdemokratiske åndsmenneske, Hartvig Frisch, som eneste socialdemokrat brød partidisciplinen og var imod nedlæggelsen. Og han skriver, at 2023-reformens Fællesmål blev trukket gennem sølet af blandt andre ”pædagogiske hedsporer”, ligesom han angiver, at Magtudredningen 2,0 anfører, at de skoler, der fulgte reformens logik, fik forbedrede resultater. I lyset af de valgte termer aner man, hvad forfatteren mener, ville være det bedste for skolen. Det kan vi diskutere, men hans budskab tilslutter jeg mig: lærerne må placere sig i midten, stoppe med offerrollen og være villige til også at se på sig selv i kritisk belysning. Se, det er bogens væsentligste pointe og troværdige bud.

For mig at se er det forudsætningen for, at vi i skolen kan under-vise – i Møllehaves forstand.

Dansk er dansk – og arabisk …..

Udsnit af omslag på Jakob Skovgaard-Petersens bog (Informations Forlag)

Det må kaldes skæbnes ironi, at jeg fik foræret Joakim Skovgaard-Petersens “Lille leksikon. Med arabiske ord på dansk” umiddelbart før folketingsvalgets udskrivelse og den deraf følgende tv-transmitteredepartilederdebat.

Her stod vredesytringerne mod “kriminelle udlændinge”, ja, imod muslimske udlændinge i kø blandt den lille håndfuld partiledere, der kan deres kontekstuafhængige statistiklæsning på fingerspidserne. Ja, en enkelt, DF sheiken fra Mar-a-largo (spansk), havde tilmed foto med af en topkriminel, der ikke er blevet hjemsendt.

Det gav en særlig toning af miksturen partilederdebat-lille leksikon, som Joakim Skovgaard-Petersen har skrevet som følge af to begivenheder: Trumps påstand om, at den amerikanske ordbogs smukkeste ore er ‘tarif’, hvilket er arabisk, og et udbrud fra konservative Mai Mercado, som harcelerede over at ordet ‘inshallah’ blev optaget i Den Danske Ordbog. “Dansk er dansk. Arabisk er arabisk. Hold det adskilt,” lød hendes konklusion.

Udsprunget af inspirationen herfra kan læseren så får en grundig gennemgang af flere end hundrede ord, der er afledt af arabisk, samlet i 27 veloplagte opslag. Den arabiske indflydelse på vores sunde, grønne råvarer, på nydelsesmidler og stimulanser, på stoffer (tøj), matematik og meget andet afspejler både historisk samhandel og nutidigt samkvem.

Beskrivelserne underholder og videregiver stor viden og indsigt, men får også klemt synspunkter ud mellem sidebenene, fx af det fintvævede bomuldsstof ‘gaze’ stammer fra Gaza, hvor hospitalerne ikke har adgang til det!

Bogen er en hyldest til det danske sprogs smidighed, og dets evne til at beskrive de rørelser, som er en del af vores virkelighed. Man kan ikke skelne mellem dansk og arabisk, men konstatere, at nogle arabiske ord er indgået i dansk, fordi nogle danskere bruger dem. Dansk er et levende sprog!

Så når vi nu skal se valgdebatter, så nyd kaffen (arabisk ord), måske med sukker (arabisk ord), når du sidder henslængt på sofaen (arabisk ord). Eller hvis du ikke orker, så tag et parti skak (arabisk ord), nyd Inger Christensens digt om abrikoserne (arabisk ord) eller gå i Tivoli og nyd stemningen i Divan (arabisk ord), om nogen dér bryder ud i sang. Ellers er der Bakkens Hvile, hvortil du passerer Matadorkulissen med kjoler og duge i fineste damask (arabisk ord).

Inshalah.