anmeldelser - Dansklærerforeningens Folkeskolesektion

Andersen vokser sig endnu større

Udsnit af forside på bogen “H.C. Andersen ved skrivebordet”

For det akademisk utrænede øje kan det udfordre at kaste sig over en udgivelse som ”H.C. Andersen ved skrivebordet” (Nord Academic 2025), hvori forskere giver et indblik i forskningen af digterens manuskripter og deres vej frem til udgivelser. Men hold da op, hvor har det været berigende at tage udfordringen op og holde ved: Andersens storhed vokser for hvert kapitel.

Professor Johnny Kondrup indleder med et kapitel om skrivestrategier og skelner mellem dem, der har hele historien i hovedet før skrivning, og dem, der skriver og retter og skriver. Vi kommer rundt om skriveprocessen ved bl.a. at se på Kierkegaard, Grundtvig og Ingemann. Med et forstår man, hvor tåbeligt det var at kræve udarbejdelse af disposition af alle.

Seniorforsker Ejnar S. Askgaard giver indblik i Andersens optegnelser i kladdehæfter og på løse blade. Lad det være en inspiration til at give elever ideen til at samle på særlige ord, vendinger og citater til senere brug på papir eller digitalt.

Seniorforsker Finn Gredal Jensen beskriver arbejdet med at klassificere manuskripterne og fører læseren ind i en forskning, hvor blæktyper og vandmærker spiller en rolle.

Endnu vildere bliver det, når fotograf Maja T. Ronnell og konservator Birgit V. Hansen bruger ny billedteknologi til at trænge ind i skrift, der ellers er ulæselig pga. tidens nedbrydning af blæk og papir. Jeg spekulerer på, hvordan man sikrer bevarelsen af nutidens digitale materialer.

Lektor Ane Grum-Schwensen beskriver H.C. Andersens skiftende arbejdsformer og hans digteriske særkender. Dette kapitel har for mig været det lettest tilgængelige, fordi Grum-Schwensen sprogligt er en unik formidler. Derfor vil jeg foreslå læsere, der ikke er vant til akademiske skrifter, at starte her for at få mod på hele bogen og dermed de mange aspekter af Andersen-forskningen.

Historiker Holger Berg tager os med helt ind i trykkeriet og i Andersens samarbejde med de ansatte hos trykkeren, hvor han i øvrigt var venlig over for alle, høj som lav. Det er fin læsning om en rasende produktiv forfatters følgen manuskripterne til tryks med rettelser og tilføjelser frem til sidste øjeblik.

Denne første halvdel af bogen giver et fascinerende indtryk af den H.C. Andersen-forskning, der udfoldes her i landet. For mig giver det både et mere nuanceret syn på Andersen og nogle oplagte inspirationer til at berige folkeskoleelever med Andersens tilgange – til aktiv efterfølgelse, ikke for at ville gøre dem til digtere, men for at styrke deres sproglige bevidsthed og fortælleglæde.

I bogens anden del analyserer fem Andersen-kendere, Kathrine Vig Nielsen, Jacob Bøggild, Frederike Felcht, Josefine Hilfling og Helena Brezinovà tilblivelsen af syv eventyr/historier med skyldig hensyntagen til den forskning, som er beskrevet her i bogen.

Fordi jeg har overværet flere end 100 elevoplæsninger af ”Sneglen og rosenhækken”, har jeg her især hæftet mig ved de bearbejdelser, Andersen har foretaget. Og for mig tyder elevernes forskelligartede tolkninger på, at nogle tidlige tanker forbliver aktive i den endelige tekst. Måske er det min efterrationalisering, men vel ikke helt skæv.

Tak for formidling af en forskning, der gør Andersen større og dermed beriger os alle.

Bevar roen

Udsnit af forsiden på “Roepolakkerne satte spor”, Lollandsbibliotekerne, Forlaget Bostrup

Medlemmer af forfattergruppen “Os hernedefra” har bidraget til at udbrede fortællingen om de polske/galiciske arbejdere, som fra 1893 til 1929 kom som sæsonarbejdere for at arbejde i de roemarker, som især på Lolland og Falster blev dyrket for at skaffe sukker nu, hvor sukkerproduktionen på De vestindiske Øer aftog i betydning.

Mange af de polske sæsonarbejdere tog med årene fast bolig her i landet, nogle fordi de fandt en ægtemage, andre fordi krig afskar dem fra at vende hjem, og atter andre fordi de befandt sig godt her eller blev efterspurgt som helårsarbejdere. De polske løsarbejdere bidrog til den rigdom, som blev jordbesidderne på Sydhavsøerne til del.

I bogen skildres roearbejdernes liv dels i faktuelle, historiske bidrag, dels i kortere fiktive tekster, sange og digte og endelig i erindringer. Bogen er rigt illustreret dels med fotos fra perioden og dels med AI-genererede farveillustrationer.

Jeg har nydt at granske de sort/hvide fotografier, som giver den autenticitet, der lader øjet gå på opdagelse. Derimod har jeg det dobbelt med AI-billederne, som dels er fængslende på grund af fine miljødetaljer, og dels er sært ugebladsagtige i deres persontegninger. Navnlig kvinderne virker sarte og forfinede i forhold til de medsøstre, som ses på fotografierne, og til de polske efterkommere, som jeg selv har mødt. Den råstyrke og udholdenhed, som var karakteristisk for de polske kvinder, får ikke kredit i de idealiserede farvebilleder.

Bogens tekster tegner fra mange vinkler de vilkår, som blev sæsonarbejderne og deres efterkommere til del: hårdt arbejde til ringe løn, mobning i skolen, overgreb og udnyttelse, overrepræsentation i kriminalstatistikken, religiøs mobning.

Mange af de korte tekster kan mageligt anvendes i undervisning – også ud over i skolerne på Sydhavsøernes, da mange af problemstillingerne har nutidige paralleller i vores indvandrerdebat. Tag fx overrepræsentationen i kriminalitetsstatistikken. Var katolikker mere voldelige end os danske protestanter? Var de mere be´drageriske eller tyvagtige? Nej, men de var fattigere og havde i højere grad et liv på kanten.

Brug bogen som en parallelvej til undervisning i indvandrerdebatten – og gør jeres lokale hardlinere i indvandrer-/flygtningedebatten opmærksom på den. Eller læs den bare for fornøjelsens og indsigtens skyld.

I den vidunderlige, syngende dialekt, der tales neden for stødgrænsen syd for Vordingborg, udtales ordet ‘roen’, så det både kan betyde rodfrugten, ro(lighed)en og hovedet. Derfor nød jeg engang at høre lollikken Claus Meyer opfordre til, at man skulle ‘bevare roen”. Ja til sukker. Nej til stress. Og nej til halshug.

Tryghed og frihed, de vandrer til hobe

udsnit af forsiden på Thorkild Thejsens barndomserindringer, “Er det dig, der har kastet op på mine roder?”, Forlaget Fjordager

Flere gange har jeg været jurymedlem i børnebogskonkurrencer, hvor forlag har ønsker manuskripter til nye børnebøger; ja, det er flere år siden, mens der var plads til andre end bestsellere på bibliotekerne. Blandt de fremsendte bidrag var flere, der var skrevet af bedsteforældre. Historierne havde greb om børnebørnene, og opfordringerne til at få dem udgivet havde været mange, fremgik det af ledsagende breve. Men hvor de dog lukkede sig om sig selv og lignede de tø-hø-historier, der i nogle kredse fortælles til konfirmationer i taler eller i sange.

Derfor er den med en vis bæven, jeg går i gang med læsningen af Thorkild Thejsens barndomshistorier. Og hurtigt bliver min frygt gjort til skamme. Lad det være sagt fluks: Thorkild kan fortælle, og han kan med udvalgte episoder berige os med et tidsbillede, med et børneliv og med et sprog, der folder sig ud som en fryd i sig selv og et perspektiv, der må, kan og skal gøre dagens samtale om børn, voksne og opdragelse mere sansende og seriøs.

Allerede ved bogens start får man et gok i sjælen, når man falder i staver over Thorkilds erindringskort over Gørding, som var hans vestjyske lands- og barndomsby. Der var seks købmænd og en parade af specialforretninger og -virksomheder. Her var en ramme om et liv, som man i dag end ikke finder i middelstore provinsbyers kvarterer. Her kendte alle alle. Hvem råber så op om stordriftens velsignelser ud over kapitalen og udviklingen-kræver-politikere? Det er da nok en panderynke værd, når man i dag kan undgå at skulle tale med mennesker ved at scanne selv.

I denne lille stationsby trådte Thorkild sine barndomsskridt. Gjorde de erfaringer, som et barn skal gøre for netop at blive erfaren. Det skete i den særlige blanding af tryghed og frihed, som skabes, når alle kan følge med, og ingen er buret inde. Jeg husker, at Erik Sigsgaard i et foredrag fortalte om en dreng, der havde været med sin mor på ferie i Tyrkiet og med store øjne konstaterede, at her var fritgående børn. Det er de rammer, som også Astrid Lindgren omtaler som sine kilder til at skrive, når beretter om, at livsmod opstår, når ens barndom også var livsfarlig. Thorkild beskriver den balance mellem at være beskyttet og at have frihed med eksempler og i en tone, der peger frem mod det, som Poul Nyrop sagde: ”Vi må kunne gøre det bedre?”

Hos Thorkild er der ingen forloren nostalgi, men små finurlige indskudte ord og sætninger, som peger på, at en balance mellem det trygge og det opdagende er værdifuld. Her er det især moren, der står som garanten for tryghed og opbakning, når fx Thorkild er blevet uretfærdig behandlet af lærere i skolen, og når han senere ønsker at læse til lærer. Men det er også hende, der pakker hans kuffert, da hun opdager, at han har røget cigaretter, for når han er gammel nok til at ryge, er han også gammel nok til at klare sig selv. Med små vink peger fortællingerne frem mod samtaler om opdragelse, om børns behov og om kærlighed, mens de på samme tid holder fast i tidsbilledet.

Thorkild er lærer, men også journalist. Og han mestrer at fængsle med sit sprog. Hvert kapitel har en overskrift, der vækker undren, og en mellemrubrik, der pirrer denne undren og gør den til en forventningens nysgerrighed. Og så er sproget en herlig vekslen mellem rolig fremadskriden og en svingom i tid og tema; mere herom senere, som der ofte står. Endelig kan man bruge en rum tid på at kigge de billeder, som både fanger tiden og tager billedet seriøst, fordi der ikke blev taget så mange, at ingen af dem var noget særligt.

Thorkild Thejsen har skrevet barndomserindringer, der er en godbid i sig selv, men som også bygger på et børnesyn, som kan tilføre den aktuelle debat en del, og til de unge lærerstuderende som mener, at vi boomere har et helt fejl børnesyn. Se lige her, hvad det er for værdier, der er i spil: tryghed og frihed!

Så vidt om jorden høres danskens sang

Udsnit af Elin Lis Johansens maleri på forsiden af Modersmål-Selskabets bog, “Er der en sendelektor til stede?”

Dannebrogsspileren er vindfyldt. Vi sejler i læseretningen, hvilket giver mere fart. Og der synes at være en laber brise fra vest, som fører vores sprogbåd østover. Således signaleret er vi stået til søs med kurs mod sendelektorernes erfaringer med dansk sprog i det oversøiske.

Den aktuelle anledning er, at sendelektorerne har modtaget Modersmål-Prisen 2025; den perspektivrige anledning er, at sendelektorordningen er udtryk for et unikt arbejde, der understøtter dansk sprog, kultur og erhvervsliv i de lande, hvor udsendte lektorer kan supplere det traditionelle diplomati på ambassaderne.

Men forsideillustrationen sender vel også et vel optimistisk billede af situationen, idet man fra politisk hold har formindsket spileren ved at beskære tilskud til ordningen; en manglende politisk indsigt i, hvad det vil sige at værne om det danske sprog og dets muligheder. Mens vi opruster militært, kerer vi os forholdsvis lidt om det, der binder os sammen: modersmålet.

Og det kan mere, end vi tror. Vi synger begejstret med på den egentlige fædrelandssang, hvori H.C. Andersen skriver om sproget, der “som en sød musik mit hjerte når” og som trods vores lidenhed høres rundt om på jorden, akkompagneret af danske mejselslag. Hermed mente han kunst personificeret i billedhuggeren Thorvaldsen. H.C. Ørsted tilføjede et ekstra vers, fordi han mente, at Andersen havde glemt videnskaben. Derfor foreslog Ørsted som supplement:

”Se tankelyn gik ud fra danske hjerner, / og lyste for den hele vide jord, / De vendte øjet op mod himlens stjerner, / og ned i løndomskraftens dunkle spor; / Du danske friske Strand, / Hvor øjet frit omsvæver, /Og frie blik til tankeflugt os hæver, / Dig elsker jeg! – Danmark, mit fædreland!”.

Og sendelektorerne giver for så vidt Ørsted ret. Det at arbejde med sproget blandt udenlandske universitetsstuerende giver en væsentlig kulturel effekt med tolkning, oversættelser af litteratur, møder mellem mennesker af kød og blod, events og mange andre fine, bløde effekter, der ambasaderer for Danmark. Men det giver også anledning til videnskabeligt og forskningsmæssigt samarbejde, som beriger dansk erhvervsliv og akademisk virksomhed. At spare her, er at braklægge den fedeste jord.

I bogen hører vi stemmer fra de steder, hvor vi har sendelektorer. Og på slående vis ser vi en linje, der følger i kølvandet på omslagets sejlbåd. Nok blæser vinden fra vest, og vi påvirkes af kommerciel og digital (hvad der her er det samme) kultur fra USA, men universiteterne er der under pres – og med dem de små sprog. Anderledes synes der at være interesse for de små sprog og kulturer i Europa, især i den østlige del, hvor sendelektorordningen viderebringer dansk sprog og danske værdier som et væsentligt supplement til de danske ambassaders arbejde. Også her synes det ubetænksomt at spare.

Derfor tak til Modersmål-Selskabet for at tildele årets pris til den sendelektorordning, som bringer dansk sprog og kultur ud i verden, og som henter frugtbare impulser hjem til berigelse af os. Måtte der som en udløber af dette gå en prås op for de politikere, som skal styrke Danmarks sprog og beredskab.

Pyha, man bliver forpustet og ramt

Udsnit af forsiden på “Smukke unge mennesker”. A Mock Book 2025.

I sidste uge hørte jeg Egon Clausen fortælle begejstret om en ny roman, der forudsiger skolens krise, som kan føre til dens død. Den bog måtte jeg se at få fingre i, for den skriver sig ind i de debatter, som er sktuelle lige nu om “den nye børnesyn”, om “pissedårlig opdragelse”, om “lærernes muligheder for magtanvendelse” osv. osv.

Og hvor er den bog en veritabel bladvender. Suverænt sprog, fint flow og indgående indsigt i skolens hverdag. Ja, bogen formår at nuancere, at perspektivere og at autenticitere alle debatterne med betragtninger, der både rammer og skræmmer tilpas til, at man ikke kan lægge den fra sig, og når den er slut, ikke kan lade være at vende tlbage til nogle af dens udsagn.

Faktisk er det en krimi, og allerede i indledningen åbenbares det, at en elev forgiftet falder død om på skolens grund. Og vi får snart at vide, at han har været utålelig og destruktiv; en prøvelse for de andre elever og for det lærerteam, som har været sammen om hans 8. klasse. Men i fritidjobbet i et supermarked er han en fin medarejder.

Ledelsen på skolen er veg, coaching- og konsulentorienteret og ikke til megen nytte. Faktisk er der mere hjælp at hente i pedeluniverset end hos den selvisolerende ledelse.

Når jeg føler mig frugtbart påvirket af bogen, skyldes det, at den til trods for en karikerende stil har så godt fat i både voksne og unge personers handlinger og overvejelser og i de opløsninger af fællesskaber, som både elever og ansatte er en del af, at der uafladeligt er hændelser, man kan spejle sig og og blive ramt af, når man har arbejdet i skolen.

Selvfølgelig har jeg læst bogen med lederbriller. Og forskellige situationer er dukket op, hvor jeg må spørge mig selv, om jeg har trukket for store veksler på nogle ansatte. Men der er også begivenheder, der får mig til at ryste på hovedet over de mange, bekostelige lederkurser, hvor vi skulle blive “verdensklasse”.

Selvfølgelig kender jeg til det, at nogle elever er destruktive i skolen, men ordentlige i andre sammen hænge. Jeg husker en specialklassedreng i overbygningen, som både i skolen og i lokalsamfundet var destruktiv, men, fik jeg nys om, var alles drøm af en ung, når han var på ferie i sin anatolske landsby*. Han fortalte mig, at man var nødt til at være gangster her for at blive accepteret, men at han bedre kunne lide at være sød. Vi blev afbrudt i vores konstruktive samtaler, da jeg forlod skolen pga. skolesammenlægning. Men jeg fik et brev fra ham: “Jeg har to moer. En derhjemme og en på skolen. Og det er dig.” Dette blot for at pointere, at jeg tror, at der er håb for skolen, hvis vi griber de signaler frugtbart an, som de nuværende debatter lægger op til.

Stefan Herman beskriver i dagens Politiken (02.11.25), at skolen er på vej ind i en dødsspiral, hvis lærerne, som de altid har gjort frem til 2013, ikke igen går forrest i kampen for at udvikle skolen. Lad mig tilføje, at det nok heller ikke gør noget, hvis andre af skolens parter besinder sig og lægger kræfter i at udvikle, frem for at pleje egne interesser.

Jeg kunne godt tænke mig, at alle der lige nu lufter skråsikre meninger om skolen, giver sig selv et par refleksionsrynker ved at læse denne herlige, satiriske roman.

Tak for “Smukke unge mennesker”.

*Det er befriende, at handlingens utilpassede dreng er pæredansk, Det er min erfaring, at uroen i skolen snarere beror på amerikansk end på muslimsk påvirkning.

H.C. Andersen på bornholmsk – hvorfor nu det?

I disse dage arbejder jeg på Bornholm og har her erfaret, at der er udkommet en samling med fem eventyr af H.C. Andersen, oversat til bornholmsk. Nu har jeg via den unikke Olivarius-boghandel i Svaneke fået skaffet mig et eksemplar. Jeg har læst ”Prønsæssan på artan”, ”Fyrtoied”, Va fâr gjorr e ømmer de rætta”, Lijlla Klaws å stora Klaws” og ”Dæjn styggja ællijn” og remser her titlerne op for at give en fornemmelse af den toning, digteren får igennem oversættelsen.

Det er interessant at læse dialekten, men bogen føjer intet nyt til digteren; så hvad skal man mene?

I aftes var jeg til en komsammen på kulturinstitutionen Svanekegården, hvor forfatteren Lars Holmsted optrådte med tekster fra en læserbrevkasse, som han underholder med i Bornholms Tidende. Og jeg skal hilse og sige, at han er morsom, så det forslår. Nogle af hans tekster kommer på højde med Herman Bangs ”Kunstrejse på Bornholm”, både hvad angår det underspillede, det selvudleverende og det barokke.

Under en pause fortalte jeg en ældre rønnebo, som jeg sad ved siden af, at jeg havde læst oversættelsen af de fem H.C. Andersen-eventyr. Og han rystede på hovedet: ”Man skal da altid læse god litteratur på originalsproget, hvis man mestrer det. Og alle bornholmere kan læse dansk.”

Selvfølgelig har han ret. Jeg har mødt kursister fra Polen, Japan, Tyskland, Rusland og USA, som frekventerede Den internationale Højskole i Helsingør. De havde lært dansk for at kunne læse H.C. Andersen på originalsproget. Så faktisk giver det ingen mening at oversætte ham til en dansk dialekt.

Alex Speed Kjeldsen, som står for oversættelsen, har i øvrigt begået bogen ”Mina fossta tuzen or på borrijnholmst”, udgivet af Modersmål-Selskabet. Det er en oplagt bog at sætte øjnene i, hvis man vil arbejde med dialekter. Han har endvidere oversat fire historier af Martin Andersen Nexø til bornholmsk. Og med dem har jeg det som med H.C. Andersen; de bør læses på originalsproget.

Det er så interessant at læse tekster på dialekt, så lad os få nogle originale. Bornholm kan levere myriader af gode fortællinger.

Det skal i øvrigt nævnes, at Ane Cecilie Mogensen har illustreret de ”fæm eventyr” med papirklip. Hun er en ferm papirklipkunstner, men kommer godt nok til kort over for H.C. Andersen selv. Også her: Giv os noget originalt!

Og endelig: tak til min sidemand fra Rønne, som fik mig til at droppe mine betænkeligheder ved at være hård i bedømmelsen af denne udgivelse fra forlaget Bornholmiana.

Mere (om) Andersen

Udsnit af omslag på En dissonans i denne verden. Læsninger i H.C. Andersens tidlige eventyr

Det, der dybest set kanoniserer et forfatterskab, er, at det til stadighed tilføres nyt liv af nutidige forfattere, undervisere, forskere og læsere. Derfor er H.C. Andersens forfatterskab uomgængeligt, spillevende som det fortsat er 150 år efter forfatterens død.

På det seneste har Anne-Marie Mai vist os en anderledes Andersen. Otte nutidige børne- og ungdomsbogsforfattere har bidraget til antologien Et barn i verden. I samme gyldendalske Andersen-serie er tegneserieskildringen af hans barne- og ungdomsår, I digterens skygge, udkommet. Det er dem, jeg for nylig har anmeldt her. Og nu føjer sig endnu en livgiver og øjenåbner til rækken: Andersen-forskeren Claus Elholm Andersens En dissonans i denne verden, hvori han læser og analyserer de tidlige eventyr.

Her påviser han, at H.C. Andersen intuitivt fornemmede datidens opkommende borgerskabs skrøbelige harmoni, den spirende industrialismes konsekvenser med den gryende kapitalismes dyrkelse af penge. Selv er forfatteren ikke politisk, men hans iagttagelsesevne gør hans tekster politiske og kritiske i en grad, vi har været tilbøjelige til at overse.

Dette råder Claus Elholm Andersen bod på i analyser, der inddrager et væld af forskerkollegers iagttagelser i en pejling af kompleksiteten og modsigelserne i eventyrene. Det er fornemt gjort, og det har fået mig til at genlæse de 12 eventyr, han giver et nærmere eftersyn. Og i hans lys kommer de rent faktisk til at tage sig moderne ud.

Lad mig give et par eksempler:

Kejseren har ikke noget på, men selv om det afsløres i fuld offentlighed, får det ingen konsekvenser. Magtens repræsentanter kører magtfuldt videre. Er dette ikke ganske nutidigt?

Pigen, der sælger svovlstikker, og som måske kommer fra den sundhedsskadelige fabrik, der lå tæt på H.C. Andersens værelse på Hotel du Nord, fik måske indflydelse på en arbejderbeskyttelseslov. Men kender vi alligevel fortsat til udnyttelse af arbejdskraft?

Brødrene Claus læser vi tit som udtryk for, at den lille smarte narrer den store dumme. Men læst i en kapitalistisk optik er det snarere den griske lille, der trækker et blodigt spor efter sig. Har vi for nylig set eksempler på, at ikke alle svaner er hvide?

Igennem Claus Elholm Andersens analyser får vi et blik for de mange mislyde, som H.C. Andersen virtuost spiller på med fortællerpositioner, vekslen mellem ydre og indre monolog og indlagte indfald og historier som instrumenter. Det er ganske enkelt mageløst at blive inddraget i en sådan genoplivningsproces, hvor en af litteraturforskningens ”paramedicinere” udfolder sig.

Han er knyttet til University of Wisconsin-Madison, hvor han bidrager til H.C. Andersens fortsatte liv i den del af den store verden. Hans bog, som i øvrigt er lækker og håndvenlig, er udkommet på Aarhus Universitetsforlag, som hermed bør få rusket op i den danske undervisningsverden og offentlighed, så vi kan beskæftige os lige så meget med vores store digter, som det sker i mange andre lande.

Dette er ganske enkelt en kanon bog!

Der er mere i ham end det, de andre ser

Udsnit af forsiden på I digterens skygge

I den danske sommersol gik jeg forleden en tur med mit treårige barnebarn. Han løb frem, så hans skygge blev højere end min, og han rakte sin skyggehånd ned på mit skyggehoved. Han var fascineret af skyggelegen. Om aftenen læste jeg ”I digterens skygge”, den tegneseriebog, som udkom på dagen for 150 året for H.C. Andersens død.

Her indgår, som titlen angiver, digterens betagelse af skyggen dels som en næring til fantasien og dels som en fortid, vi bærer med os. Det er tre garvede tegneserieskabere, Niels Roland, Peter Snejbjerg og Ole Comoll, der har beriget Gyldendals H.C. Andersen-ungdomsserie med dette værk, som omhandler digterens unge år.

Fortællingen indrammes af H.C. Andersens ophold i Napoli, hvor det i indledningen er så hedt, at skyggen skrumper, og fantasi og virkelighed smelter sammen, så en fattig blomstersælger associeres med en lille pige med svovlstikker. Slutscenen er derimod en sval og livfuld aften, hvor digteren drømmer om at lade sin nu lange skygge vandre med ind ad altandøre og vinduer, mens han tænker på at skrive sin livshistorie, sådan som han har lovet sin tyske forlægger.

Imellem de to Napoli-scenarier får vi beretningen om H.C. Andersens barndom og unge år i en naturalistisk streg, der kun omkring rektor Meisling, hans kone og andre letlevende kvinder glider over i karikaturen. Andersen selv er en ganske pæn dreng, befriet for den bodyshaming, som Brandes – og han selv i øvrigt – lagde grunden til.

Hans barndoms- og ungdomsforløb er kronologisk beskrevet og holdt inden for tegneseriens faste rammer. Dog lader nogle få afgørende øjeblikke sig ikke holde indespærret i en ramme; det gælder fx hans farfars gale vandring i Odenses gader, hans fars dukketeatergave, Madam Bunkeflods bogsamling, hans optræden på kongeslottet, hans afgørende oplevelser med rektor Meisling og fruen.

I den fortløbende historie træder skygger, drømmescener og silhuetter ind i hans virkelighed og lader læseren fornemme, at der rører sig mere i drengen/ynglingen end det, de andre personer ser. Der bliver leget godt med mediets sprog!

Det kan være vanskeligt at få H.C. Andersens poesi til at komme til sin ret, når sproget skal lukkes inde i bobler. Og visse steder får læseren også behov for at gnide øjne, når almindelige tegneserielydord optræder ved siden af direkte HCA-citater. Måske kunne det have løsnet lidt på stilbruddene, hvis bogen havde været forsynet med få og enkle noter, som peger fra citater og maskerede referencer til de tekster, der ligger til grund, sådan som man gjorde omkring figurerne i Annos ordløse ”Danmarksrejsen” (Høst & Søn 2005), som også havde eventyrene som tema. Dette kunne måske have forstærket vejen fra denne bog til Andersens egne eventyr, sådan som citaterne synes at lægge op til. Barndommens og ungdommens oplevelser gøres her til inspirationer for digterens digtning, og på den måde bliver begivenhederne en slags litterære fremtidsskygger, som H.C. Andersen drager frem og giver liv.

Det er lykkedes at lave en fin og sympatisk tegnet skildring af H.C. Andersens børne- og ungdomsår, men jeg er i tvivl om, hvorvidt man opdager forfatterskabsspor, fordi man kender til teksterne, eller om man bliver inspireret til at finde Andersens egne tekster.

Jeg er tilbøjelig til at mene det første, for jeg har i de senere år truffet mange børn og unge, der desværre kender meget lidt til eventyrstoffet.

Forlaget burde spore unge læsere ind på det, som gemmer sig i citaternes skygger. For det er værd at sætte øjnene i.

Den 6. august kl. 8.15

I dag har jeg hentet Toshi Marukis ekspressionistiske billedbog ”Lynet over Hiroshima” frem fra reolen, for hvert år den 6. august kl. 8.15 læser jeg den for at huske. Og i år, hvor både galninge i Rusland og USA skryder løs om muligheden for at udslette hinanden, er den nok mere relevant end i lange tider.

For mange år siden skrev jeg følgende anmeldelse i Folkeskolen

”Glem alt om satiren i filmen Dr. Strangelove. Glem alt om poesien i Coerrs Sadako og de tusind papirtraner. Akvarelkunstneren Toshi Maruki, Japan, har skabt en unik billedbog, Lynet over Hiroshima, med en enkel beretning og flere end tyve ekspressive akvareller.

Vi ser kaos, kamp, vanvid, død, brand, ødelæggelse. Men det der gjorde størst indtryk på de børn i 6. klasse, som jeg i sin tid læste bogen sammen med, var en såret svale, hvis vinger satte blodspor på flodbredden.

En pige, Mi-chan, bliver reddet, men moren opdager, at hun stadig her på fjerdedagen efter lynet har sine røde spisepinde fra morgenmåltidet låst fast mellem sine forkrampede fingre. Moren får hånden og dermed Mi-chan låst op.

Flere år senere oplever Mi-chan af og til, at det klør. Og så kan hendes mor fjerne de glassplinter, der gror ud gennem hendes hud.

Men bogen slutter med et smukt, smukt billede af de røde papirlamper, som Hiroshimas beboere den 6. august sætter ud på byens syv floder. På lamperne er skrevet navnene på dem, der døde.

Dette er konkret erindring og forsoning. Bogen slutter med morens ord: ”Dette sker ikke igen, medmindre nogen kaster en ny atombombe.”

Det, der har brændt sig fast i børnelæserne, var den sårede svale. Det, der har brændt sig fast i mig, er ikke al gruen, men billedet på gruens effekt: De røde spisepinde i den lukkede barnehånd – og forløsningen, da moren vrister pindene fri.

Bogen er et lille kunstværk, der kan hæve undervisning op over den kødløse faglighed.”

Jeg har prøvet at søge denne bog i antikvariater – uden held, men ser nu, at den fortsat figurerer på Forlaget Hjulets hjemmeside. Så man kan få bogen her for 70 kroner (plus forsendelse) ved at sende en bestilling pr mail til mail@hjulet.nu

ps. I dag ville jeg nok vente med at bruge bogen i undervisningen til 8. klasse

En bog det er værd at slå på tromme for!

På 150-årsdagen for H.C. Andersens død bidraget professor Anne-Marie Mai til at gøre ham mere levende end længe, når hun får udgivet bogen om ”En anderledes Andersen”.

Hun går til kamp mod det ensidige billede af HCA, som ikke mindst Georg Brandes er ophav til: en forfængelig, barnlig, naragtig og behagesyg person.

I sine første artikler om HCA ser Brandes ham som en nyskabende digter, der varsler det som Brandes senere betegner som ”det moderne gennembrud”. Men efter HCAs død er det, at Georg Brandes finder de nedgørende karakteriseringer frem; i følge Anne-Marie Mai måske begrundet i den bestræbelse på at introducere en maskulinitet, som Brandes selv ønskede at være eksponent for.

De nedgørende adjektiver har klæbet til vores billede af HCA, men i undersøgelsen af nutidige kunstneres inspirationer fra HCA fremhæver Anne-Marie Mai en ganske anden side af digteren: modig, skarpsindig, miljøbevidst, normoverskridende.

Dette belyses ved præsentationer af Kim Fupz Aakeson og Signe Kjærs fortælling om hans liv ”i medgang, modgang og en masse eventyr” (2022), af Harald Voetmanns ”Quarantaine-Dagbog” (2020) fra coronadagene, af Jesper Wung-Sungs romaner i jeg-form ”Hans Christian” (2024) og ”Ungdomsforsøg” (2025), af Joakim Garffs rejsebog ”Solisterne” (2023), af novellesamlingen ”Et barn i verden” (2025), af Bjørn Rasmussens ”Forgabt” (2021), af Simon Grotrians ”Eventyrdigte” (2023), af Anastasia Nørlunds teaterfortolkning af ”Den lille havfrue” (2024) og af balletfortolkninger af samme eventyr af John Neumeier og af Kim Brandstrup.

Når jeg remser alle disse titler op, skyldes det, at Anne-Marie Mai til hver knytter iagttagelser, som vil gøre det attraktivt for enhver læser i almindelighed og enhver dansklærer i særdeleshed at kaste sin ud i den nyfortolkede Andersen og opleve, at han i den grad har noget at sige vores tid. Dette kan i øvrigt også ses ved passende tekstsammenstillinger, som det gøres af Tony Andersen og Anne Marie Christensens i bogen ”Den etiske Andersen”. Opgøret med Brandes-indsnævringen bidrager til at gøre HCA kanonisk og tidløs på Shakespeare-niveau.

Anne-Marie Mai trækker mange tråde til moderne litteraturforskning, og ikke mindst krydrer hun sin gennemgang med særdeles velvalgte citater, ja, det er måske dem, der er maddingen på krogen.

På bogens omslag er er forfatternavn, bogtitel og en lille tromme forsynet med lak på den i øvrigt smukt udformede flade. På den måde signalerer layouteren, at her er en bog, det er oplagt at slå på tromme for.

Ps.

Jeg savner måske en kort omtale af maleren Lars Ravns smukke bog om ”H.C. Andersens billedkunst”, hvori han plæderer for, at HCA er en fuldt ud så markant billedkunstner som forfatter, hvilket indtil nu har været underbelyst.