anmeldelser - Dansklærerforeningens Folkeskolesektion

En hellig sang er blevet til

”Thi vore forfædre havde den tro, at sangene fødes i stilhed, men alle kun anstrenger sig for at tænke smukke tanker; da bliver de til i menneskenes sind og stiger op fra havets dyb, bobler der søger luft for at briste. Således bliver de hellige sange til.”

Dette uddrag af en inuitkvindes fortælling til Knud Rasmussen randt mig i hu, da jeg læste Mette Hegnhøj (tekst) og Mette Marcussens (illustrationer) smukke sonetkrans om ”Nattefolket”.

Forhistorien til bogen er ifølge Jensen & Dalgaards pressemeddelelse, at Mette illustrator begyndte at arbejde med udklippede figurer på sort shellaktusch-papir og sendte dem til Mette forfatter, som i dem så muligheden for at få indfriet sit ønske om at lægge ord til en sonetkrans.

Resultatet er betagende. Små og større figurer bobler af sted på det sorte papir og stiger op for at søge ord. Og ord får de i et både stramt og finurligt sprog, der lader os følge beretningen om Nattefolket, der er ti til en begyndelse. Men en for en forsvinder de a la de ti små kinesere, indtil den drage, der har slugt dem, skifter sind og lader dem genopstå i samlet flok; akkurat som sonetkransens sidste runde, mestersonetten, opsamler alle førstelinjerne fra de 14 forudgående sonetter, sådan samles Nattefolkets ti medlemmer – handling og form finder sammen.

Jeg har siddet og læst sonetterne højt for mig selv, og de ligger godt i munden. Og hvad bedre er, så har jeg registreret, at jeg får et smil om munden, når jeg skal forme ordene. Det er måske den poesi, der få dragen til at skifte sind?

Siden Mette Hegnhøj begik den litterære genistreg ”Ella er mit navn. Vil du købe det?” har jeg fulgt hendes arbejder, som får det præg af hellige sange, som skabes, når hun anstrenger sig for at tænke smukke tanker i en ramme af de litterære benspænd, som gør, at hendes ord finder den luft, der får teksten til at ånde – og læseren ligeså!

Og hvor Mette Marcussen skal have tak for at have udfordret hende med et univers af Nattefolk. Her er skønhed til utallige nætters samvær med et Nattefolk, der kan få drager til at skifte sind. Helligere bliver det ikke.

Hvor de to Metter dog klæ’r hinanden!

Hvad har du fået ud af besøget?

Igen i år lægger Politikens Pressen hus til World Press Photo-udstillingen, hvor nogle af årets udvalgte pressefotos præsenteres.

I år havde man droppet den særlige udstilling af Politikens egne fotografers billeder, og det var en forringelse efter min mening. I stedet kunne man se en billedkavalkade over pressefotografiet i demokratiets tjeneste. Og ærlig talt; det væsentligste for mig ved fotografiet er, at man kan fordybe sig i det, og derfor fremkalder den evindelige bladren irritation. Man kalder det slide show, og det kan være både show-præget og slidsomt at se på.

Men andre år har jeg besøgt udstillingen på åbningsdagen, hvor en række pressefolk og fotokendere er til stede, men i år stod jeg midt i vrimlen af elever fra skolernes overbygningsklasser, og det gav en helt nyt dimension på oplevelsen. Jeg kontaktede en gruppe fra en nordsjællandsk efterskole, så deres opgavesæt, som de var pænt optaget af, og spurgte til deres opfattelse af udstillingen. “Jo, det er spændende at se, men det handlen næsten kun om katastrofer;” udtalte en, mens andre nikkede.

Og så er det underligt, at “vinderbilledet er et, man ikke sådan lige får øje på:” “Man må læse teksten for at finde ud af, hvad det forestillet.” (Børn, der klamrer sig til deres far, som bliver arresteret af ICE). “Det er nok valgt, fordi det handler om ICE!?”

Og alle var enige om, at ét billede havde fanget blikket og sat sig fast i beskueren: Et billede af en mand foran et brændende højhus. Det viste umiddelbart en rædsel, som blev understøttet af teksten: Han kone opholdt sig i det huset.

Det gav anledning til en ordveksling om de kriterier, der ligger bag valg af vindere. Og på mit spørgsmål om, hvad de havde fået ud af besøget, lød svaret: “At vi kan se, hvor godt vi har det her i landet!”

Udstillingen sluttede i går samtidigt med efterårsferien.

Generøsitet i Thy

Hvis du er nordenfjords i efterårsferien, er det nok værd at aflægge Kirsten Kjærs Museum i Frøstrup et besøg; og hvis du ikke er, så er museet et besøg værd alligevel.

Lederen af museet, Susan Hinnum, åbnede i dag (lørdag) Kunsthal Kirsten Kjær, hvor der dels er en permanent udstilling, og dels gæsteudstillere – aktuelt svenske Tilda Lundblohm og danske Ole Hartvig.

Ved åbningen citerede Susan Hinnum den engelske Timothy Morton: “Kunst er tanker fra fremtiden”, hvor man i mødet kan “give sig selv lov til at opleve… til at indleve sig… og i bedste fald til at fortabe sig, til at glemme sig selv…. bare et øjeblik”. Og hun konkluderede, at kunst er generøs. Man kan tage det, man har brug for og få mere til.

Disse ord er nok mønter på tankerne bag etableringen af Kunsthal Kirsten Kjær, men de dækker også over den fornemmelse, man gribes af, når man dvæler ved Kirsten Kjærs portrætmalerier.

Selvfølgelig spiller det ind, hvis man har mødt Kirsten Kjær som hovedperson i Karin Michaëlis’ roman “Hjertets vagabond”. Mødet mellem de to kvinder skulle have bestået i et interview, men udviklede sig til et månedlangt samvær, hvor Kjær fortalte om sit vilde liv i Amerika; så vildt, at Michaëlis vil give bogen titlen “Den kvindelige Casanova”, men det brød Kjær sig ikke om, så det blev den læseværdige “Hjertets vagabond”. Læs den – og bliv opstemt!

Hendes portrætter er levende og karakterfulde; nogle få af kendte mennesker, men mange af nu ukendte mennesker. Som Ole Dalgaard, som var med på besøget, konstaterede, så bliver man efter få år ukendt.

Ja, selvfølgelig har han ret. Og så alligevel. Kirsten Kjærs portrætter giver de nu anonyme et liv i nutiden og i fremtiden.

Se udstillingen – og læs “Hjertets vagabond”. Det er kunst, der får en til at glemme sig selv.

Et bidrag til udvikling af dansk sprog

Da menneskene i tidernes morgen fik nøkker og stræbte efter himlen, gjorde Gud deres forehavende umuligt ved at udstyre dem med forskellige sprog, så de umuligt kunne tale sammen. Men akkurat som Guderne i den nordiske mytologi havde glemt at tage misteltenen i ed, sådan har Gud også overset en flok mennesker, der får os alle til at ane en storhed, der rækker ud over vores modersmål: tolkene og oversætterne.

Dette får man et overbevisende og markant indtryk af ved at fordybe sig i Thomas Harders velskrevne og grundige (til det nørdede) nye bog: ”Oversætterens anmærkninger”. Nu vil nogle, som har fulgt den seneste tids debatter om AI indvende, at oversætternes tid er ved at rinde ud. Men tro om igen: ved at give læseren indblik i de valg, der skal træffes, når man oversætter fra et sprog til et andet, indebærer, at man også skal oversætte kulturelle normer, historisk afslebne talemåder, fundamentale grammatiske forskelle og en lang række tilsvarende fænomener, som ikke blot fordrer sproglig kunnen, men også forståelser for de mange betydninger, som hvert sprog bærer på.

Dette stiller store krav til oversætteren, og Thomas Harders påpegning af, at man for at anmelde en oversættelse må have dyb indsigt i begge de sprog, der er tale om, virker på mig både indlysende og en kende utopisk, fordi det er de meget få, der kan honorere dette krav – og alligevel fornemme om en oversættelse er god eller dårlig.

Gennem en række overvejelser føres vi ind i oversætterens/tolkens vilkår, forberedelser og valgmuligheder, mens vi gennem en række konkrete eksempler får mulighed for at få teorierne foldet ud i levende sprog. Det er ganske enkelt mageløs læsning.

Og mere end det: Når man lever i et land, der på det nærmeste er etsproget, kan man nemt – og politisk – forledes til at mene, at dansk sprog er gudgivet. Men i samvirket med andre sprog fornemmer man, at vores sprog er på én gang foranderligt, levende og originalt, men dog medgørligt i den seriøse, vidende og engagerede oversætters/tolks varetægt.

Thomas Harders kollega og hustru, Lene Ewald Hesel, bidrager med et selvstændigt kapitel om at oversætte børnelitteratur. Hun skriver veloplagt og med indsigt og forærer læseren den samme glæde ved sproget som bærer resten af bogen. Men hun begræder også den lavstatus, som kulturarbejde for børn OGSÅ på oversætterfeltet er udstyret med. Man må håbe at kulturministeren og forlagsredaktørerne læser med!

Når man beskæftiger sig med sprog, må man nødvendigvis også tage stilling til den politik, som sproget er bærer af. Og her rummer bogen befriende debatstof, fx vedrørende oversættelser af n-ordet, og politiske beslutninger om at lade ikke-dansksprogede medborgere være selvbetalende for tolkebistand i rets- og sygehusvæsen. Her citeres en overlæge for at konstatere, at når man ikke kan tale med sine patienter, så reduceres man til dyrlæge.

Læs denne bog og blive begejstret for, at Vorherre får lidt modstand i den babyloniske sprogforbandelse – og at vores modersmål får omhyggelig pleje – tilsat toner fra en større verden.

Hvad har det med Skørping at skaffe?

Det hører efterhånden til sjældenhederne, at man hører lyden af et brev i postkassen. Men det skete i morges, da Modersmål-Selskabets fine tidsskrift, “Sprog og samfund”, ankom.

Metaleksikograf L.-L. Pálfi leverer en fornem indføring i værket “H.C. Andersen ved skrivebordet”, redigeret af Grum-Schwensen og Berg (Nord Academic). Det er en grundig og overskuelig præsentation af en bog, der kan forekomme vanskelig at læse. Alligevel finder jeg det anbefalelsesværdigt at få bogen i hænderne, om ikke for andet, så for det fængslende billedmateriale.

Cand.mag. Martin Lund skriver om den udbredte tendens til, at ‘de’, ‘dem’ og ‘deres’ kan henvise til enkeltpersoner. Artiklen har den illustrative titel: “Et menneske og ~~dets~~ deres sprog”. Her er gode eksempler og begrundelser til både almindelig samtale om sprog og til undervisning.

L.-L. Pálfi kigger også nærmere på “Hvor får man hjælp til idiomernes billedlige logik?” Artiklen giver et fint overblik over specialordbøger og ordsprogssamlinger, og forfatteren bringer fine eksempler. Artiklen følges op af fine, finurlige fotos, der skal illistrere idiomer. Men forfatteren har ikke opdaget, at Den Danske Sprogkreds har udgivet en lille serie bøger om idionomer. Se Forlaget Bostrups hjemmeside https://lisebostrup.dk/

Og så er der henvisningen til Modersmål-Selskabets nærvær ved Det litterære Folkemøde i Skørping den 3.-4. oktober. Her mødes de litterære selskaber og der er et fornemt program. Se selv: https://hermanbangselskabet.dk/litteraert-folkemoede/program/ Her glæder jeg mig til at se Modersmål-Selskabets nye udgivelser og tale med dem om det betimelige i at oversætte H.C. Andersen til vestjysk og vendelbomål. Bøgerne ser fine ud, men mit udgangspunkt er, at litteratur så vidt muligt skal læses på originalsproget. En anden tilgang er den, som Anette Jahn fra Måle Fortælleteater praktiserer i forestillingen og billedbogen “Den forheksede prinsesse og fyrtøjet”, hvor hun har søgt bagvedliggend ekilder til Andersens eventyr (Dansklærerforeningen) – og med hendes nye forestilling “Brændenældernes sang” (inspireret af De vilde svaner”.

Kuld tre fra Tallulah

Da jeg åbnede æsken med Tallulahs tredje kuld, kom jeg ganske usagligt til at erindre, at vi engang havde vores smækre tæve, Stella, der var af samme race som Vagabonden i Disney-filmen, i hundepension. Da den kom hjem, var der tegn på, at den havde haft det fornøjeligt, og ganske rigtigt, det tydede på, at der stod tre fædre vidt forskellige bag det kuld, den fødte. Altså tre kuld i et!

Og ja, undskyld til katten Tallulah for denne utidige hundeassociation, men den er nu ikke helt ved siden af. For de tre kuld fra det unge forlag er præget af mangfoldighed, af at have haft det fornøjeligt og af have en oprigtig selvfølelse.

At familieskabet mellem de tre Tallulah-kuld er til stede trods mangfoldigheden er tydeligst ved, at Lars Daneskov er repræsenteret ved hver fødsel; denne gang med 6 gysernoveller; ”Gamle huse glemmer aldrig” er titlen. Med ganske almindelige ord og sætninger sniger han gyset ind i læserne, for det er sådan nogle historier, det er godt at læse sammen. De vil egne sig til at læse på lejrture, hvis ungerne skændes om, hvem de skal sove sammen med, for gysene vil få dem til at ønske at være sammen – alle sammen.

Men også Carl Quist-Møllers ”Pingvinen, der ikke kunne lade være med at lyve” er i familie med min yndlingsbog ”Kitte Kitte” fra første kuld. Pingvinen, hvis næb vokser, når den lyver, er en outsider, som klarer sig ved held, ømhed og oprigtige løgne. Denne bog er så kærlig i både streg og ord, at man kan genlæse den – bare for at få det godt indeni. Hvor er Carl Quist-Møller en lysende og livsbekræftende løgner!

Ane Bjørns ”Villes sol” er en historie, der også tilstræber at skabe lys i sindet hos en dreng, der savner. Vi møder Villes mor, der på første illustration virker anatomisk udfordret, hans hvirvlende søster Stine og naboen, der er en billedkunstner, der tager Ville i billedskole, så hans syn på verden forandres. Her præsenteres læseren for en livgivende og morsom kunstterapi, som peger direkte ind i billedkunstundervisningen.

Endelig har Per Bloch med ”Jeg er her jo stadig” skrevet en vellykket bog om at føle sig som skyggebarn, fordi hovedpersonen måske er blevet til som en trøst og erstatning for en søster, der omkom ved en trafikulykke. Det er svært stof, men det lykkes forfatteren på en lidt ordslentrende måde at få præsenteret både usikkerhedsfølelsen og den følgende oplivning, da drengen, som Gud bedre det har fået navnet Bror, møder den jævnaldrende Bolette og hendes forældre. Her er en fortælling, der kalder på, at vi løfter blikket og får øje andre end os selv. Det er spilleme dannelse af fineste karat.

Så tak for alle kuldene, du gav mig, Tallulah. Jeg glæder mig allerede til det næste. Tallulah – Danmarks fineste kattepension!

Så er vi landet – og hvor skal vi hen?

Det har været noget af en flyvetur at læse sig igennem Thomas Aastrup Rømers tre bind om “Pædagogiske steder”. Første bind var underholdende og stemte forventningerne til turen højt. Andets bind var, som det nu engang er at have luft under vingerne, dog med lidt turbulens undervejs. Og nu med tredje bind har landingshjulene fået godt greb i landbandingsbanen, og målet er nået.

Det, der åbenbarer sig her, er en samling undersøgelser, der i indsigt og omhu ikke bare får en til at åbne både øjne og sind for den pædagogiske verden, der kunne vente lige om hjørnet, og som har eksisteret, indtil et materialistisk barbari angreb nutiden, lagde fortiden i mørke og gjorde fremtidsudsigterne dunkle. Det er de udannedes indmarch, Thomas Aastrup Rømer analyserer frem på en måde, der giver læseren en indsigt, og som kalder på alle, der vil gå dannelsens og kundskabernes vej.

Bogens første del består af større undersøgelser, som giver en indsigt i dannelsens særkender, både i relation til tænkere (Arendt, Biesta, Hal Koch m.fl.) og historik og som livgivende korrektiv til fx John Hattie, som får fyldig omtale. (Tak for det!)

Dernæst følger skarpe nedslag omkring vores institutioner samt undersøgelser af politiske, pædagogiske, historiske og teologiske aspekter.

Endelig er der en stribe bogomtaler og anmeldelser, som burde inspirere til pædagogiske læsekredse, hvor pædagoger, undervisere og dannelsesinteresserede færdes og mødes.

Bogen rammer tankens steder på en måde, der slår smut, så man bliver ramt af eftertanker og af en spirende tro på, at vi kan gå dannelsestider i møde.

Eftertanker og bismag

Thomas Aastrup Rømers andet bind om “Pædagogiske steder” følger fint op på første bind, der handlede om “Oplevelsens sted”, og den er lettere at læse, fordi den er opbygget af en række væsentlige analyser og beretninger om uddannelsespolitik, digitalisering, læringsrevolution, læreruddannelse, universiteter og forskning, karakterdannelse og politik, alt sammen områder, som Thomas Aastrup Rømer har været aktivt debatterende indenfor.

Titlen på bind 2 er “Eftertænksomhedens sted. Analyser og beretninger”. Og hans eftertænksomhed smitter. I Dansklærerforeningens Folkeskolesektion har vi fra dag 1 været kritiske over for den individualisering og instrumentalisering, som har været skolen til del – til skade for både pædagogikken og eleverne. Derfor kan man også gribe sig selv i at glædes over de opgør, som den tidligere undervisningsminister Matthias Tesfaye tog initiativ til. Men analyserne i bogen her kaster læseren ud i en eftertænksomhed, for det bliver påvist, at der er mange slanger i opgørets paradis. Dette kan blot tjene som et eksempel på, at Thomas Aastrup Rømer er en vidende og skarp analytiker, som formår at lade eftertænksomheden sprede sig.

Så tak for en uforfærdet kamp for dansk pædagogisk tradition, som er udviklet over mange generationer, og som fik en instrumentel mavepuster, som fortsat skaber iltmangel fra vuggestue til universitet.

Men, der er også et men. Forfatterens opgør med Aarhus Universitet i almindelighed og DPU i særdeleshed er forståelig, fordi der herfra er udgået initiativer, der har været destruktive for de værdier og traditioner, som forfatteren og mange med ham stiller op for. Men opgøret med institutleder på DPU, Claus Holm, og hans følgere antager efter min opfattelse et omfang, der giver den saglige analyse et skær af personlig ramthed. Når man har fulgt med i historien, er det nok forståeligt, men også for meget.

Jeg havde gerne set, at en del af den plads, der anvendes på opgøret med DPUs ledelse, var blevet anvendt til en præsentation af de mange skadesvoldere, der bliver nævnt som baggrunde for forfægterne af læringsrevolutionen. Fx John Hattie, Niklas Luhmann, Synlig Læring, James Heckmann og andre navne, som indgår hist og pist. Jeg tror, at en kritik står stærkere, hvis man kender modstanderen godt.

Men endnu en tak for dette bind to af “Pædagogiske steder”, som både fremkalder frugtbare tanker og ferigende eftertanker.

Ballade, kaos og drys

Forlaget Fjordager har udgivet et værk af Thomas Aastrup Rømer, som formodentlig er kendt af de mange, som interesserer sig for “uren pædagogik”. Værket består af tre bind på hver er på omkring 440 sider, og jeg bliver nødt til at tage min omtale af dem i bidder. Første bind har titlen “Oplevelsens sted”.

Undertitlen er “Ballade, kaos og drys”, og her er ballade for alle pengene, hvis man med ballade forstår at opslå “sin ridderhjelm og fægte med åben pande”. Thomas Aastrup Rømer kæmper for den pædagogik, der har rødder i den danske tradition, som er udviklet i dannelsens, åndsfrihedens og kundskabens lys, og som til hans store vrede er blevet erstattet af konkurrencestats- og kompetencetænkning. Man kan sige, at kampen, som Rømer ser den, står mellem den frie tanke og den databaserede handling, mellem humanistisk dannelse og instrumentalisme.

De tanker, der er drysset ud over bogens 440 sider, består af kommentarer, korte analyser og synspunkter, som Thomas Aastrup Rømer har affattet i årene 2017-2025. Det er imponerende, hvad han har formået at følge med i – og sætte sig ind i. Den tydelige linje er helt klart en plæderen for dansk pædagogisk og filosofisk tradition og en hudfletning af den økonomi- og databaserede tænkning, der har sat dagsorden for de senere års danske undervisning, uddannelse og forskning. Jeg skæver just til et broderi, der hænger på min væg. Her broderer Helle Vibeke Jensen et Knud Romer-citat: dannelsen er fjernet fra uddannelsen, så nu er det bare UD.

Kaos kan opfattes som den tilstand, der er blevet undervisningen, uddannelserne og forskningen til del, efter at instrumentalisterne har erobret dagsordenen. Men det kan også ses som en kommentar til læsning af dette værk, som består af en række overvejelser, der optræder i kronologisk orden, men som ikke er forsynet med register eller tematiske angivelser. Det er irriterende i starten, men jeg blev grebet mere og mere af læsningen. Nogle gange har jeg måttet standse op for at få hold på en overraskende indfaldsvinkel. Andre gange har jeg bare skimmet, fordi der er tilbagefald til argumenter, der optræder igen og igen. Men mest af alt har jeg slugt ordene, som sad jeg med en spændingsroman.

Thomas Aastrup Rømer er vidende. Han er frygtløs. Og en gang imellem er han for meget. Men læsning af hans tanker tvinger alle til at reflektere over det, der sker i skole, læreruddannelse og forskning. Og ikke mindst må bogen være et must til alle, der aldrig har prøvet andet end at gå i den målstyrede skole. Her er frugtbar kraftfoder til tanken!

Fiktion og fakta

Fra forsiden på Nils Hartmanns nye bog “Efterladt i Sibirien”

For 44 år siden debuterede Nils hartmann som børnebogsforfatter. Indtil da havde han udgivet en lang række fagbøger med formidling af hovedsagelig historisk og ulandsrelateret stof.

Men så fik han en skibslæges dagbog fra en sørejse i 1672-73. Den havde farm af dagbogsoptegnelser og tegninger; alt sammen udført af skibslægen Cortemünde. Rejsen gik fra Danmark til kongeriget Bantam i nuværende Indonesien. Formålet var at hente krydderier. Og den næsten 3 år lange tur kostede flere end 125 søfolk livet. Men det, der satte Nils Hartmann i gang, var en note om, at Helsingørs bartskærer, Gregorius Smidt, placerede sin 11 årige søn om bord for at gøre ham til mand.

Den handling krævede mere end en fagbog, hvis man skulle sætte sig ind i drengens liv i de 1000 dage rejsen varede. Nils besluttede sig for at pejle sandheden ved at skrive en roman, hvori han anvendte sin historiske viden, sine rejseoplevelser sin forskellige ulandsdestinationer og sit menneskekendskab.

Med bogen kunne læseren opleve en indlevelse, der bragte nærhed til den tilværelse, som drengen må have haft ombord.

Nu, 44 år senere, er Nils Hartmann atter blevet ramt af en undren, der rækker ud over de sparsomme historiske kilder, der er tilgængelige, om den danske botaniker Wormskiold, der i 1815 påmønstrer det russiske skib Rurik. Han er af den danske konge blevet bedt om at udforske plante- og dyreliv i det østlige stillehav og ved Beringsstrædet. Men på turen er også en tysk naturforsker og digter von Chamisso, som er Wormskiolds foresatte. En voldsom kontrovers mellem de to betyder, at Wormskiold bliver sat i land på Kamsjatka. Her venter han på skibslejlighed til hjemrejsen i to år. Og da han endelig kommer hjem er han nedbrudt. Han opgiver sin videnskabelige karriere og dør på Gavnø Slot i 1845.

Det er en mindetavle i Vejlø Kirkes østgavl, der satte Nils Hartmann på sporet af Wormskiold. Og det lidt, der kunne findes om ham i kilderne, rejste en række spørgsmål, som Nils Hartmann satte sig for at søge svar på – i fiktionens form. Hvordan overlevede han i Sibirien? Hvordan var han liv, efter at han kom nedbrudt hjem?

Disse svar kan læseren blive delagtiggjort i genne læsning af den roman “Efterladt i Sibirien”, som kan forudbestilles nu, og som udkommer til 1. september på forlaget Ringedal. Den ligger allerede på de store netoboghandlers hjemmesider, og den kan i øvrigt bestilles hos forlaget Ringedal.

Jeg har haft fornøjelsen af at læse manuskriptet til den 672 sider lange roman. Og for mig vendte bladene sig af sig selv. Fiktionen kan bringe en historisk virkelighed ind i læseren, når forfatteren bruger sin viden og sin menneskekundskab i digtningens tjeneste.