Da Martin A. Hansen i 1949 skrev Løgneren og fik den oplæst i Statsradiofonien, lagde den gaderne øde og gjorde boghandlerenes omsætning attraktiv. Romanen blev læst i skolen og var et fornemt eksempel på tidens skolelærerlitteratur. Og hovedpersonen Johannes Vigs pædagogiske tilgang til elever og stof inspirerede mange.
Men ved en revision af den obligatoriske kanon blev Martin A. Hansen skyllet ud med en bemærkning om, at nu skulle “eleverne ikke længere trækkes med Agerhønen”. Og Løgneren gled vist ud som en fast del af pensum i danskundervisningen. Men ikke i jesper Wung-Sungs litterære univers.
Han har nu fået udgivet “Sandøs rose”, hvor han lader Annemari – den pige og kvinde, som Johannes Vig er besat af, og som har barn med Olof og flirter med den tilrejsende ingeriør – være hovedpersonen.
Jesper Wung-Sung har en indlevelsesevne, som er helt enestående, og vi bliver vidne til pigens/kvindens sindsstemninger, begær, frustrationer, livsvilje og længsler, så hun i et adstadigt tempo, som matcher Løgneren, skaber en spænding, som gør læseren til en ivrig bladvender.
Kun på et enkelt udtryk har jeg studset over Annemaris ageren. Hun bruger kort tid inde i bogen udtrykket “en hujende fis”, og det skurrede i mine øjne; enten er ø-pigen Annemari langt fremme i sprogskoene, eller også bruger hun her et udtryk, som hører en senere tid til. Dansk Sprognævn tenderer til at være enig med mig, men kan ikke fastslå udtrykkets oprindelse endeligt. Og under alle omstændigheder er Annemari en på alle måder betagende person. Så tak for at måtte lære hende bedre at kende!
Romanen er endnu en imponerende præstation af forfatteren, og hvad, der forekommer mig interessant, er, at læsningen af “Sandøs rose” råber på en genlæsning af “Løgneren”, som med ét får en klangfuld understemme til Johannes Vigs grublen. På sin vis rekanoniserer Jesper Wung-Sung Martin A. Hansen.