Blog - Dansklærerforeningens Folkeskolesektion

Fortælling på skovturen. 2

I går var det tid for min “talk” om fortælling ved Meyers Verdens bedste Skovtur. Og det udviklede sig for mig til at blive et eksempel på den mundtlige fortællings særlige smidighed, som får den til at overgå både skriftlighed og digitale tilbud, når det gælder om at skabe fællesskab og nærvær.

Jeg havde forberedt mig til et indlæg, som var henvendt til de interesserede, som var mødt op for at høre netop det, jeg havde at sige. Men forberedelser til et efterfølgende jazz-arrangement betød, at min optræden var flyttet, så jeg skulle tale til alle på pladsen, mens de sad og nød deres pizzaer.

Det betød, at jeg måtte skifte fra det mere teoretiske til det mere underholdende. Og det tror jeg lykkedes; kun en enkelt familie forlod pladsen for at få madro!

Jeg begyndte i det nære: de personlige historier, som findes i alle familier. Men kom hurtigt videre til den hjælp, man kan få gennem det nedskrevne, hvis man ikke selv har et repertoire. Sådan som kunstneren Jørn Rønnau har antydet det i billedet af en, der frigør sig fra bogens lænker.

Jeg gav eksempler fra Evald Tang Kristensens indsamling af danske sagn, fra Nils Hartmanns samtaler med en fortællerske i en boghandel i Rangoon (hvor Kipling i sin tid fik mange fortællinger), fra Thyge Christensens optegnelser fra et busstoppested i burkinske Gorum Gorum og fra Kirsten Borbergs m.fl. stof fra nordiske fællesudgivelser.

Man kan hente inspiration i det skriftsprog, som man hurtigt må frigøre sig fra, da det prentede ‘dræber’ det levende i talesproget. Noget bliver ‘det rigtige’.

Det viste sig også, at omgivelserne bidrog til at farve fortællingerne. Dels var der min fornemmelse af tilhørernes reaktioner, som påvirkede mig. Men også helt konkrete hændelser bidrog til løjerne, som da der fra Meyers madbod pludselig lød et “nummer 44. Pizza”, netop de fattige steddatter i et afrikansk Askepot-eventyr havde vunder prinsen. Se, det var en ekstragevinst, der ville noget.

Og da en spedalsk senere i en burkinsk fortælling fodrer en hund i enden med hirsegrød, så hunden vonder sig, fik fortællingen farve af en hund blandt tilhørerne. Den gav sig til højlydt at glamme sin solidaritet med dens afrikanske ‘fætter’.

Sådanne eksempler fortæller mig noget om det, mundtligheden kan, og som gør den til sprogets kilde.

ps. Derfor er det mig til fortsat undren, at mundtligheden i det andet udkast til “Fagplan for dansk” er nævnt efter skriftligheden. Mundtligheden bør netop nyde pædagogisk fremme!

Fortælling på skovturen

I mandags havde jeg lyrikworkshop ved Udsholt Strand, hvor Meyers afholder Verdens bedste skovtur. Det var på udkanten af regn og under utæt sejldug, men digtet blev der. Og sådan en workshop gentager jeg på fredag (17.7.) kl. 16-18.

Men i morgen, torsdag den 16.7. fra kl. 15.30-16.30 skal jeg fortælle om fortælling og illustrere med fortællinger af forskellig art.

Mit formål er at formå nogle af de forældre, bedsteforældre, oldeforældre, lærere og pædagoger, som møder op, til at vælge den levende og analoge fortælling. Den har et nærvær, som en nok så god lydfortælling ikke kan hamle op med. Man vil nemlig opleve, at tilhørerne er med til at skabe fortællingen. Den tager farve af de reaktioner, som ordene fremkalder. Det kan man da kalde fællesskab!

Da mange har fået deres fortællerepertoire visket ud, vil jeg vise, hvordan man kan tage afsæt i skrevne kilder, men gøre historierne til sine egne.

Et par eksempler:

Nils Hartmann opsøgte på et tidspunkt den boghandel i Rangoon, hvor Kipling hørte alle de historier om dyr, som bidrog til hans berømmelse. Her stødte Hartmann ind i en kvinde, der kunne fortælle lignende historier, og de blev bl.a. til bogen “Hvordan fuglene blev venner”. Den er illustreret af Dorte Karrebæk, som han i øvrigt har begået omkring 20 billedbøger sammen med. De fleste forærer os klassiske fortællinger. Her henter jeg inspiration.

Thyge Christensen besøgte engang Burkina Faso, hvor han skulle med bus fra en mindre by til hovedstaden. En ung mand og flere gamle koner skulle også med. Bussen var forsinket i 7 timer, så konerne benyttede lejligheden til at fortælle historier, der skulle værne den unge mand mod storbyens fristelser. Thyge skrev dem ned og udgav dem i bogen “Mand – kvinde”. Her og i andre afrikanske fortællinger finder jeg også inspiration.

Sammen med Nils Hartmann og Kirsten Borberg fik vi udgivet “Med åbne øjne”, hvor børns rettigheder blev belyst gennem bl.a. fortællinger fra forskellige steder i verden. Her er også øjenåbnende inspiration at hente.

Endelig har jeg kigget efter nordiske fortællinger, dels hos Evald Tang Kristensen i “Skattegraveren” og i “Barn i Norden”, som Kirsten Borberg har været dansk redaktør på.

Og så har biblioteket hyldemeter af inspirationer, hvis man ønsker at tanke sit fortælledepot op. Nyd det nærvær og fællesskab, der bliver frugten af din fortælling!

Fiktion og fakta

Fra forsiden på Nils Hartmanns nye bog “Efterladt i Sibirien”

For 44 år siden debuterede Nils hartmann som børnebogsforfatter. Indtil da havde han udgivet en lang række fagbøger med formidling af hovedsagelig historisk og ulandsrelateret stof.

Men så fik han en skibslæges dagbog fra en sørejse i 1672-73. Den havde farm af dagbogsoptegnelser og tegninger; alt sammen udført af skibslægen Cortemünde. Rejsen gik fra Danmark til kongeriget Bantam i nuværende Indonesien. Formålet var at hente krydderier. Og den næsten 3 år lange tur kostede flere end 125 søfolk livet. Men det, der satte Nils Hartmann i gang, var en note om, at Helsingørs bartskærer, Gregorius Smidt, placerede sin 11 årige søn om bord for at gøre ham til mand.

Den handling krævede mere end en fagbog, hvis man skulle sætte sig ind i drengens liv i de 1000 dage rejsen varede. Nils besluttede sig for at pejle sandheden ved at skrive en roman, hvori han anvendte sin historiske viden, sine rejseoplevelser sin forskellige ulandsdestinationer og sit menneskekendskab.

Med bogen kunne læseren opleve en indlevelse, der bragte nærhed til den tilværelse, som drengen må have haft ombord.

Nu, 44 år senere, er Nils Hartmann atter blevet ramt af en undren, der rækker ud over de sparsomme historiske kilder, der er tilgængelige, om den danske botaniker Wormskiold, der i 1815 påmønstrer det russiske skib Rurik. Han er af den danske konge blevet bedt om at udforske plante- og dyreliv i det østlige stillehav og ved Beringsstrædet. Men på turen er også en tysk naturforsker og digter von Chamisso, som er Wormskiolds foresatte. En voldsom kontrovers mellem de to betyder, at Wormskiold bliver sat i land på Kamsjatka. Her venter han på skibslejlighed til hjemrejsen i to år. Og da han endelig kommer hjem er han nedbrudt. Han opgiver sin videnskabelige karriere og dør på Gavnø Slot i 1845.

Det er en mindetavle i Vejlø Kirkes østgavl, der satte Nils Hartmann på sporet af Wormskiold. Og det lidt, der kunne findes om ham i kilderne, rejste en række spørgsmål, som Nils Hartmann satte sig for at søge svar på – i fiktionens form. Hvordan overlevede han i Sibirien? Hvordan var han liv, efter at han kom nedbrudt hjem?

Disse svar kan læseren blive delagtiggjort i genne læsning af den roman “Efterladt i Sibirien”, som kan forudbestilles nu, og som udkommer til 1. september på forlaget Ringedal. Den ligger allerede på de store netoboghandlers hjemmesider, og den kan i øvrigt bestilles hos forlaget Ringedal.

Jeg har haft fornøjelsen af at læse manuskriptet til den 672 sider lange roman. Og for mig vendte bladene sig af sig selv. Fiktionen kan bringe en historisk virkelighed ind i læseren, når forfatteren bruger sin viden og sin menneskekundskab i digtningens tjeneste.

Skovturen findes

Om kort tid inviterer Claus Meyer & CO til Verdens bedste Skovtur ved Udsholt Strand på A.P. Møller-grunden.

Der er et varieret program med nogle oplevelser, man skal betale for – fx sanketure, og mange, som er gratis. Blandt de gratis har jeg igen i år tre indslag:

Et oplæg (det hedder på nudansk “en talk”) om Fortælling, hvor jeg gerne vil inspirere til, at skovtursgæsterne fortæller historier, når de kommer hjem eller går en tur i skoven eller ….. Det sker torsdag den 16. juli kl. 15-30-16.30.

To gange lyrikworkshop: mandag den 13. juli kl. 16-18 og fredag den 17. juli kl 16-18. Jeg kommer med oplæg, stiller spørgsmål og tilbyder rammer. Deltagerne skriver løs, og alle får derefter tilsendt alle årets skovtursdigte pr mail.

StormP havde forleden en kalendertekst, der lød: “- Det må ikke være så vanskeligt at skrive et digt! – men det må være svært at vide, hvornår det skal holde op.”

Det skal vi prøve at finde ud af på skovturen. Så hvis du er i nærheden af Udsholt Strand mellem den 11. og 26. juli, så læg turen om ad Verdens bedste Skovtur. Og selvfølgelig gerne til Fortælling og til Lyrikworkshop.

På cykel gennem Juelsminde med to krager

Forleden åbnede Juelsminde Bibliotek en udstilling i anledning af Dorte Karrebæks forestående 80 årsdag. Og pomeransen i min turban var invitationen til at holde åbningstalen om “Dorte Karrebæks verden”. Og det er ikke så ligetil.

Meget af det åbentbare er, at Dorte har store fødder og er ordblind. Begge dele er der mange spor af i hendes billeder og tekster.

Men jeg fandt åbningen til talen i et citat af Erlend Loe fra forordet til R.L.Stevensons “Vandringer med et æsel i Cevennerne”: “…svagelige børn kan drive det vidt, simpelthen fordi de slipper for den intense socialisering, som skolen fremtvinger, og i stedet kan bruge tiden på at tænke”.

Se, Dorte har drevet det vidt, fordi hun i skolen har brugt tiden på at øjentænke. Og dette kan gennem hendes billeder ramme os andre, så verden pludselig tager sig anderledes ud.

Hun har illustreret Kåre Bluitgens gendigtning af “Jeppe på Bjerget”. De billeder fik jeg til ophængning på “min” skole, og en dag i kommer en tyrkisk dreng fra mellemtrinnet og siger: “Jeg ved, hvorfor Jeppe drikker!”. “?” “Det er fordi hans kone har for meget skole/hjem-samarbejde med læreren!”

På samme skole havde jeg Dorte til at undervise hele indskolingen samlet i at tegne “kroppen i bevægelse”. På udrullet papir og udstyret med pensler og blæk skulle de iagttage Dortes datter, som i stram trikot dansede i midten, og med enkle streger gengive den dansenes arm- og benstillinger. For det første forløb det uden gnidninger af nogen art, og desuden forekom det mig, at børnene bevægede sig anderledes i dagene efter.

Det er ikke tilfældigt, at det er Juelsminde Bibliotek, der introducerer udstillingen. For Dorte er faldet til i byen, selv om hun er en invasiv art, indslæbt af gemalen og Juelsmindedrengen Ole Dalgaard / OscarK. Akkurat som med hybenrosen finder de lokale hendes væsen og kunst velgørende. Hendes stentigre står overalt i byen og lægger op til tigerjagt. Og de er stolte af hendes nyeste malerier, tegninger og fortællinger.

Og så har hun (som Odin, der ikke var ordblind, men enøjet) to krager, som hun fodrer, og som derfor følger hendes færden.

Jo, citatet er ok, hvis man erstatter æslet med krager og Cevennerne med Juelsminde.

Herligt, at der lever en så stor kunstner blandt os – og at hun har en gemal, der får hende promoveret på behørig vis. Tak for det hele!

Vi kan få skolen tilbage!

Undervisningsministeriet har udsendt Andet udkast til fagplan for faget Dansk, og det er læsning, der kan få smilet frem, hvis man ønsker at erobre skolen tilbage fra målstyringens kløer, og hvis man har tillid til, at lærerne i folkeskolen har mod på at gribe udfordringen.

Det er efter min opfattelse et fornemt udspil, som giver det pædagogiske råderum tilbage til lærerne og deres ledelser. Beskrivelserne er lette at forstå, og budskabet er klart: eleverne skal både lære noget og være noget.

Det fremgår af det forstandige og realisable fagformål, at undervisningen skal tage afsæt i elevernes erfaringer med sprog, tekster og kommunikation. Og det kan man næppe gøre uden at basere skolevirkeligheden på et direkte demokrati, som er urkilden til dannelse.

Min eneste panderynke, der supplerer min begejstring for udspillet, er trinfølgen i fagbeskrivelsen. Her anføres læsning og skrivning først, hvorefter mundtligheden optræder som næste fagområde. Det beskrives ganske fint, at de tre områder er i samspil med hinanden. Men min forståelse, også når det drejer sig om at tage afsæt i elevernes erfaringer, er, at mundtligheden er og bliver det først optrædende. Derfor finder jeg, at der kan ligge en uheldig signalværdi i, at skriftligheden optræder som det første.

Det skal i øvrigt nævnes, at mundtligheden som sådan er fint beskrevet, hvilket der er grund til at være tilfreds med. I utallige år var skolens svaghed, at elever, når de blev spurgt om, hvad de havde lært i skolen i dag, blot kunne svare: Vi har bare snakket!

Først med vejledningen til faghæfte DANSK 1. Fælles Mål, fik mundtlig dansk en egentlig beskrivelse, der skulle understøtte talesprogets status. Som det fremstilles i det nye udskast til fagplan, er denne status ønsket bevaret. Tak for det!

Og tak for hele det løfterige andet udkast!

https://uvm.dk/media/ng3dubzk/260703-dansk-andet-udkast-til-fagplan-juni-2026.pdf

Ronkedorerne i juni

Den2radios ronkedorer trompeterer igen i deres fagbogssnabler på denne uges udsendelsesflade, https://den2radio.dk/udsendelser/ronkedorerne-sommer-2026/

Egon Clausen beretter om bogen “Pest, tyfus og hedenskab” om de risici og modstande, der mødte danske missionærer i Kina i begyndelsen af 1900-tallet.

Georg Metz dykker ned i den indsats, som “Niels Thygesen. Danskeren bag euroen” har ydet, som en af vores mest fremtrædende økonomer, og som tjenestemand. Og netop dette begreb er måske en tanke værd, når man sammenholder manden med den faglige indsigt, politiske integritet og uopsigelighed med den kontraktansatte embedsmands mere sårbare position, for ikke at tale om mellemlaget af spindoktorer.

Selv har jeg medbragt “Vandringer med et æsel i Cevennerne”, hvor R.L. Stevenson i 1878 begiver sig ud på en gå-tur med æsel det franske Centralmassiv. Det var før turismens tid, så alt lå uberørt af fremmede, når man ser bort fra kongens og kejserens og kirkens undertrykkelse af befolkningen, som bekendte sig til protestantismen. Stevenson iagttager natur, befolkning og reflekterer over mindretals overlevelse trods overmagtens forsøg på knægtelse.

En sådan tur vil være uladsiggørlig i vores tid, hvor turismen har skabt trampestier overalt. Så, hvis man skal have blot et pust af kriblen i hjernen, vil jeg foreslå, at man kaster sig over “De danske digterruter”, hvor litteraturen går i pardans med stederne.

Holder I af Karrebæk?

Det spørgsmål svarer de JA på i Juelsminde; ja, de er måske nærmest stolte af at dele postnummer med en af børnelitteraturens store – Dorte Karrebæk, som om kort tid fylder 80 år.

Byens stolthed kommer til udtryk ved, at der ved byens indfaldsveje annonceres for den udstilling, hvor Juelsminde Bibliotek tager Dorte Karrebæks værk under alsidig og kærlig behandling. Udstillingen er i Juelsminde fra 1. juli til 31. august. Derefter skal den på tur til Vejle og Horsens.

Og jeg forstår den lokale stolthed af at huse Dorte Karrebæk. Hun har sat sit helt eget aftryk på dansk børnelitteratur, akkurat som det signaleres i udstillingens titel: “Jeg er sgu min egen”.

Den egen-skab har hun dels udfoldet i en række udgivelser og frembringelser i eget navn, men også som samarbejdende illustrator med en række af vores fineste forfattere, især dog i første runde med Nils Hartmann, med hvem hun gav børnelæsere blik for stort set alt det urstof, vores kultur er dannet af, og i anden runde med gemalen Ole Dalgaard, som også skriver under aliasset OscarK. De to har sammen fornyet den dansk børnelitteratur – både hvad angår det, man kan tale om, og hvad hidrører til måden, man kan tale om det på.

Kig i Gunnar Jakobsens store “Dorte Karrebæk og Bogen”, gå på biblioteket, ikke mindst det i Juelsminde, eller besøg en boghandel.

Blandt mine talrige Karrebæk-favoritter vil jeg nævne “Alle børns citroner” (Gyldendal) med Nils Hartmann og med OscarK “De tre” (Jensen & Dalgaard), Biblia Pauperum Nova (Alfa) og “Hamlet” i serien “Illustreret Verdenslitteratur” (Dansklærerforeningen).

Tænkning og socialisering

Forleden sad jeg i et radiostudie sammen med Georg Metz for at samtale om fagbøger; det var til den2radios Ronkedorerne. Den udsendelse skal jeg nok omtale senere, når den kommer på nettet. Men her skal jeg blot give et citat videre; et citat fra Erlend Loes forord til R.L. Stevensons aldeles herlige bog “Vandringer med et æsel i Cevennerne”, skrevet i 1879, oversat til dansk af Niels Brunse i 2020. En enkelt bemærkning fra Georg Metz fik mig til at dykke ned i Erlend Loes forord.

Erlend Loe konstaterer, at Robert Louis Stevenson var svagelig og døde i en ung alder, kun 44 år gammel, men at han trods sit skrøbelige helbred “er et godt eksempel på, at svagelige børn kan drive det vidt, simpelthen fordi de slipper for den intense socialisering, som skolen fremtvinger, og i stedet kan bruge tiden på at tænke”.

Se, det er jo noget af en mundfuld, når man har levet stort set hele sit liv med at få undervisning til at fungere i skolen….. intens socialisering, som hindrer børn i at tænke.

Men alligevel er jeg glad for dette spark i en tid, hvor tænk selv tilsyneladende står i skygge af triv selv, og hvor skolen frivilligt har erstattet samarbejdes øjenkontakt med et eget socialt medie, AULA.

Sparket har fået mine tanker til at vandre til de mange elever, jeg har undervist, og som tilsyneladende ikke har elsket skolen. De har i mange tilfælde bidraget med en originalitet, som har vækket både deres kammerater og mig, dansklæreren.

Som et eksempel kan jeg nævne en lille tekstsamling, vi producerede i 6. klasse. Den skulle være en velkomsthilsen til de børn, som stod over for at skulle begynde i børnehaveklassen. Så godt som alle skrev noget, man nærmest kan kalde hyldester til det at gå i skole. Men ikke Erik. Han skrev:

“I skole. / I dag skal jeg i skole for første gang. / Jeg tror ikke det er sjovt. / Vores lærer hedder Gyda. Vi har matematik. / Vores lærer spørger mig, hvad et og et er. / Jeg siger “et” / Gyda siger: “nej, det er to” / Jeg bliver sur og går ud. / Ude på gangen står der en rocker og ryger. / Han spørger, om jeg vil have et hvæs. / Jeg siger “nej” og løber ud i gården. / Derude er der en afrikaner, der fanger sommerfugle og spiser dem, / Jeg går ned i cykelskuret. / Der er der en tosser, som bider i en slange. / Han siger: “Jeg ved ikke noget”. / “Det gør jeg heller ikke” / og så sætter jeg mig til at bide i slangen til det ringer. / Så går jeg hjem.”

Da børnehaveklasserne kom på besøg for at takke for bogen, var deres umiddelbare spørgsmål: “Hvem er Erik?”

For mig er han et eksempel på, at det kan være frugtbart som lærer at gå fra de koncepter, der skal få alle tilpasset en socialiseringsmølle. Frirummet, som fx Erik tog på sig, berigede alle – og forhåbentlig også ham selv.

StormP fortalte en historie om, at amerikanere har så travlt, at der på vej ned til subway er ovale fordybninger i væggene, så man kan stikke hovedet ind og blive barberet i en fart. En indvending er, at alle hoveder ikke er ens. Men som StormP sagde: “Men det bliver de”.

Tak til Erlend Loe for et gok i selvforståelsen!

Hurra for de små forlag

I går var jeg til et bogmøde på Christianshavn og skulle videre til en komsammen på Østerbro; jeg valgte at tage turen på gåben.

Da jeg efter en god tids vandren lidt varmetræt kastede et blik til venstre, følte jeg mig pludselig hensat til Donald Trumps “Reflecting pool”, men da jeg fik gnedet øjnene, gik det op for mig, at jeg spejdede ud over de søer, som Københavns Kommune står over for at skulle rense; ingen maling på bundet, ingen mafiøs entreprenør involveret!

Men efter en sådan sjæleryster kender jeg kun én medicin: at besøge den første boghandel, jeg støder på. Og heldigvis ligger Bog og Idé på Østerbrogade, skråt til venstre for udgangen fra søerne, og ikke fjernt fra den tunnel, som Lilian Brøgger lader en Strunge-lignende ung mand færdes i i den udgave af Goethes “Den unge Werthers lidelser”, som udkom i Dansklærerforeningens unikke serie “Illustreret Verdenslitteratur”.

Boghandelmedicinen virkede. Efter lidt kiggen mig omkring på må og få blev mit blik fanget af en reol, hvor boghandleren havde samliet bøger under overskriften Mikroforlag. Her fandt jeg opstillet lodret mange af de titler, som ved årets BogForum kan ses placeret vandret på borde ved indgangspartiet til messehallerne.

Og hvor er der grund til at lovprise de indsjæle, som kaster sig over at berige os andre med kvalitet fra nicherne. Disse passionerede bogelskere bidrager på hver deres måde til, at vi har adgang til en kvalitetslitteratur med et væld af facetter.

Selv om boghandlen på Østerbrogade både har bestseller-lister og stakkevis af krimier, så afsætter de plads til det, der måske ikke er det store salg i, men som kan gøre læsersjælen til mere og andet end en reflecting pool.

Da jeg bevæger mig længere nordpå ad Østerbrogade og østpå ad Nordre Frihavnsgade dukker pludselig Tarps Boghandel op. Den er lige så lille som den er sejlovet. Og her kan personalet tale med om bøgerne.

Tænk på en vandretur i København at finde to så forskellige boghandler, og så har jeg endog passeret flere antikvariater. Det er altså muligt at få læseglæden stimuleret!