Kategori: Uncategorized

Sammen med et barnebarn, der er interesseret i geologi, har jeg besøgt Island, både for at give hende mulighed for at se dette land, der om noget lever op til Grundtvigs ord om “Fædrene land! ved den bølgende strand”. Landet er landnamsstolt med levende undergrund. Ja, man kunne få det indtryk, at landet lever af fortid og vand, kogende og fiskerigt.

Hun valgte en lavarute fra Grindavik over Hafnafjordur til Reykholtvejen, fra helt ungt lava over størknet, men trøstesløst lava til lava, som efter hundreder af år har fået en mos- og lavklædt overflade. Og så kom der selvfølgelig en geysir og et par vandfald med i købet.

Mit valg var Landnamstiden, og jeg havde genlæst Gunnar Gunnarssons “Edbrødre” for at komme i stemning. Og stemning er der, selv om den tilstræbte sagastil giver indtryk af, at originalerne er karskere og bedre.

Kombinationen af geologi og kultur gjorde det oplagt at aflægge Thingvellirsletten et besøg. Og det var betagende for os begge. Og da vi senere så et maleri på Snorrastofa Museum, hvor Snorre står på en klippe og forkynder love, mens deltagerne i tinget sidder rundt op på klipperne, gik historie, kultur og geologi op i en højere enhed.

Men en pudsighed på Thingvellir var, at der for at beskytte stedets miljø og egenart opsat en række skilte med et par overstregede skosåler. Og ved hver skilt var der trampet en sti. Min unge ledsager mente, at det var spændende, fordi det var forbudt.

Og jeg kom til at tænke på et af de fineste undervisningsmaterialer, jeg kender. De to udgaver af Jens Sigsgaard og Arne Ungermanns “Palle alene i verden” (1942 og 1976). Ved at sammenligne dem, er det nemt at se, at Palle får mere frihed, men også mindre forældrekontakt/-omsorg. Da Palle i 1942 pænt går på det forbudte græs, fløjter han af glæde over at gøre noget forbudt. Da han i 1974 gentager handlingen er han modløs og apatisk. Der er ikke længere noget at gøre oprør imod.

Se, sådan et skilt på Thingvellir og et kendskab til børnebogen om “Palle alene i verden”, burde få os til at diskutere, hvilke rammer demokratien må sætte op for det borgere, både unge og gamle, for at vise, hvad fællesskabet forventer af os alle, og for at give den enkelt mulighed for at afprøve grænser.

Grænseløshed fører til modløshed og apati.

I går var det tid for min “talk” om fortælling ved Meyers Verdens bedste Skovtur. Og det udviklede sig for mig til at blive et eksempel på den mundtlige fortællings særlige smidighed, som får den til at overgå både skriftlighed og digitale tilbud, når det gælder om at skabe fællesskab og nærvær.

Jeg havde forberedt mig til et indlæg, som var henvendt til de interesserede, som var mødt op for at høre netop det, jeg havde at sige. Men forberedelser til et efterfølgende jazz-arrangement betød, at min optræden var flyttet, så jeg skulle tale til alle på pladsen, mens de sad og nød deres pizzaer.

Det betød, at jeg måtte skifte fra det mere teoretiske til det mere underholdende. Og det tror jeg lykkedes; kun en enkelt familie forlod pladsen for at få madro!

Jeg begyndte i det nære: de personlige historier, som findes i alle familier. Men kom hurtigt videre til den hjælp, man kan få gennem det nedskrevne, hvis man ikke selv har et repertoire. Sådan som kunstneren Jørn Rønnau har antydet det i billedet af en, der frigør sig fra bogens lænker.

Jeg gav eksempler fra Evald Tang Kristensens indsamling af danske sagn, fra Nils Hartmanns samtaler med en fortællerske i en boghandel i Rangoon (hvor Kipling i sin tid fik mange fortællinger), fra Thyge Christensens optegnelser fra et busstoppested i burkinske Gorum Gorum og fra Kirsten Borbergs m.fl. stof fra nordiske fællesudgivelser.

Man kan hente inspiration i det skriftsprog, som man hurtigt må frigøre sig fra, da det prentede ‘dræber’ det levende i talesproget. Noget bliver ‘det rigtige’.

Det viste sig også, at omgivelserne bidrog til at farve fortællingerne. Dels var der min fornemmelse af tilhørernes reaktioner, som påvirkede mig. Men også helt konkrete hændelser bidrog til løjerne, som da der fra Meyers madbod pludselig lød et “nummer 44. Pizza”, netop de fattige steddatter i et afrikansk Askepot-eventyr havde vunder prinsen. Se, det var en ekstragevinst, der ville noget.

Og da en spedalsk senere i en burkinsk fortælling fodrer en hund i enden med hirsegrød, så hunden vonder sig, fik fortællingen farve af en hund blandt tilhørerne. Den gav sig til højlydt at glamme sin solidaritet med dens afrikanske ‘fætter’.

Sådanne eksempler fortæller mig noget om det, mundtligheden kan, og som gør den til sprogets kilde.

ps. Derfor er det mig til fortsat undren, at mundtligheden i det andet udkast til “Fagplan for dansk” er nævnt efter skriftligheden. Mundtligheden bør netop nyde pædagogisk fremme!

Det spørgsmål svarer de JA på i Juelsminde; ja, de er måske nærmest stolte af at dele postnummer med en af børnelitteraturens store – Dorte Karrebæk, som om kort tid fylder 80 år.

Byens stolthed kommer til udtryk ved, at der ved byens indfaldsveje annonceres for den udstilling, hvor Juelsminde Bibliotek tager Dorte Karrebæks værk under alsidig og kærlig behandling. Udstillingen er i Juelsminde fra 1. juli til 31. august. Derefter skal den på tur til Vejle og Horsens.

Og jeg forstår den lokale stolthed af at huse Dorte Karrebæk. Hun har sat sit helt eget aftryk på dansk børnelitteratur, akkurat som det signaleres i udstillingens titel: “Jeg er sgu min egen”.

Den egen-skab har hun dels udfoldet i en række udgivelser og frembringelser i eget navn, men også som samarbejdende illustrator med en række af vores fineste forfattere, især dog i første runde med Nils Hartmann, med hvem hun gav børnelæsere blik for stort set alt det urstof, vores kultur er dannet af, og i anden runde med gemalen Ole Dalgaard, som også skriver under aliasset OscarK. De to har sammen fornyet den dansk børnelitteratur – både hvad angår det, man kan tale om, og hvad hidrører til måden, man kan tale om det på.

Kig i Gunnar Jakobsens store “Dorte Karrebæk og Bogen”, gå på biblioteket, ikke mindst det i Juelsminde, eller besøg en boghandel.

Blandt mine talrige Karrebæk-favoritter vil jeg nævne “Alle børns citroner” (Gyldendal) med Nils Hartmann og med OscarK “De tre” (Jensen & Dalgaard), Biblia Pauperum Nova (Alfa) og “Hamlet” i serien “Illustreret Verdenslitteratur” (Dansklærerforeningen).

Forleden sad jeg i et radiostudie sammen med Georg Metz for at samtale om fagbøger; det var til den2radios Ronkedorerne. Den udsendelse skal jeg nok omtale senere, når den kommer på nettet. Men her skal jeg blot give et citat videre; et citat fra Erlend Loes forord til R.L. Stevensons aldeles herlige bog “Vandringer med et æsel i Cevennerne”, skrevet i 1879, oversat til dansk af Niels Brunse i 2020. En enkelt bemærkning fra Georg Metz fik mig til at dykke ned i Erlend Loes forord.

Erlend Loe konstaterer, at Robert Louis Stevenson var svagelig og døde i en ung alder, kun 44 år gammel, men at han trods sit skrøbelige helbred “er et godt eksempel på, at svagelige børn kan drive det vidt, simpelthen fordi de slipper for den intense socialisering, som skolen fremtvinger, og i stedet kan bruge tiden på at tænke”.

Se, det er jo noget af en mundfuld, når man har levet stort set hele sit liv med at få undervisning til at fungere i skolen….. intens socialisering, som hindrer børn i at tænke.

Men alligevel er jeg glad for dette spark i en tid, hvor tænk selv tilsyneladende står i skygge af triv selv, og hvor skolen frivilligt har erstattet samarbejdes øjenkontakt med et eget socialt medie, AULA.

Sparket har fået mine tanker til at vandre til de mange elever, jeg har undervist, og som tilsyneladende ikke har elsket skolen. De har i mange tilfælde bidraget med en originalitet, som har vækket både deres kammerater og mig, dansklæreren.

Som et eksempel kan jeg nævne en lille tekstsamling, vi producerede i 6. klasse. Den skulle være en velkomsthilsen til de børn, som stod over for at skulle begynde i børnehaveklassen. Så godt som alle skrev noget, man nærmest kan kalde hyldester til det at gå i skole. Men ikke Erik. Han skrev:

“I skole. / I dag skal jeg i skole for første gang. / Jeg tror ikke det er sjovt. / Vores lærer hedder Gyda. Vi har matematik. / Vores lærer spørger mig, hvad et og et er. / Jeg siger “et” / Gyda siger: “nej, det er to” / Jeg bliver sur og går ud. / Ude på gangen står der en rocker og ryger. / Han spørger, om jeg vil have et hvæs. / Jeg siger “nej” og løber ud i gården. / Derude er der en afrikaner, der fanger sommerfugle og spiser dem, / Jeg går ned i cykelskuret. / Der er der en tosser, som bider i en slange. / Han siger: “Jeg ved ikke noget”. / “Det gør jeg heller ikke” / og så sætter jeg mig til at bide i slangen til det ringer. / Så går jeg hjem.”

Da børnehaveklasserne kom på besøg for at takke for bogen, var deres umiddelbare spørgsmål: “Hvem er Erik?”

For mig er han et eksempel på, at det kan være frugtbart som lærer at gå fra de koncepter, der skal få alle tilpasset en socialiseringsmølle. Frirummet, som fx Erik tog på sig, berigede alle – og forhåbentlig også ham selv.

StormP fortalte en historie om, at amerikanere har så travlt, at der på vej ned til subway er ovale fordybninger i væggene, så man kan stikke hovedet ind og blive barberet i en fart. En indvending er, at alle hoveder ikke er ens. Men som StormP sagde: “Men det bliver de”.

Tak til Erlend Loe for et gok i selvforståelsen!

Nu er der så kort tid til Dansklærerforeningens paneldebat om at håndtere det uforudsigelige, at mit barnebarn på fire kan tælle baglæns til det sker.
Jeg er moderator på debatten, og hvis du har et bud på, hvad vi som lærere kan vente os af uforudsigelige begivenheder, så stik mig en seddel på Klippescenen, eller skriv en kommentar her, så kan det være, at dit synspunkt bliver draget ind i debatten.
Her er Dansklærerforeningens opslag:
Skal du også til Folkemødet i år? Så kom forbi Klippescenen lørdag den 13. juni, hvor Dansklærerforeningen for 4. gang inviterer til debat. Denne gang under overskriften: “At tage hånd om det udforudsigelige”.
Debatterne om skolen er mange og peger i mange retninger. Fagfornyelsen er til debat, ligesom børnesynet, forældresamarbejdet og elevernes trivsel, for ikke at tale om elevinddragelse, bæredygtighed, natur og åndelig oprustning. Dette er blot nogle af de temaer, som er i spil, og det fremgår vel sagtens, at det er værd at drøfte, hvordan de lærere, som står solidt placeret midt i det hele, skal finde fodfæste og retning. Det er sådanne problemstillinger, vi tager hånd om i Dansklærerforeningens panel, som nu for fjerde gang søger at få den aktuelle debat gjort begribelig.
Panelet består igen i år af lærer Mette Frederiksen, forperson Katrine Fylking fra Københavns Lærerforening, forsker Nikolaj Elf fra SDU og forkvinde Ida Geertz-Jensen fra Dansklærerforeningen. Debatten modereres af Jens Raahauge.
Debatten foregår på Klippescenen, Lærernes Hus lørdag den 13. juni kl. 10-10.45.
https://lnkd.in/e48AhVMY…
Vel mødt!
Mange hilsner
Dansklærerforeningens Folkeskolesektion

En leder i Politiken (18.05.26) med signaturen folke tager livtag med tesen om, at der mangler højreorienteret litteratur. Lederen er elegang, idet den helt konkret viser, at den Deadline-udsendelse, der har problematikken som sin undersøgelsesfelt, i sig selv kommer til at fremstå som et eksempel på det, der er sagens kerne: at det vi mangler er ånd, ganske enkelt almindelig dannelse.

Den højreorienterede digter, som var i studiet, læser digte om blod, bånd og etnicitet, men får primært en efterfølgende bevågenhed på grund af den t-shirt, han havde på til lejligheden. Digtene var ud fra enhver betragtning dårlige, men t-shirten med de kyriliske bogstaver og det dramatiske ørne-kranium-sværd-logo sendte hilsner fra de serbiske tjetnikker, som var involveret i folkemord på Balkan.

Selv påstår han, at han ikke vidste, hvad t-shirten signalerede, og ingen i studiet ulejligede sig med at spørge ind til det, endsige til at undersøge det. Og her afslører pressen sin overfladiskhed, sin mangel på ånd.

Vi har set, at den i øvrigt udmærkede Radio IIII fortsat har Ditte Okman som medvirkende i en fast udsendelse til trods for hendes perlerække af stupide udfald; senest da hun fik grineflip over en hancicappet borgers talebesvær. I samme radio har en medvirkende lige udtalt, at en dansk musiker er dement. Det røg ud live, fordi han regnede med at mikrofonerne var slukkede. Og i sådanne tilfælde beklager radioen, at udtalelserne ikke blev fanget og udeladt. Men problemet ville i så fald blot være skjult og ikke ændre på, at medarbejdere tager fordomme og sladder med på arbejde. Det er mangel på ånd.

Der er en tendens i tiden til polarisering, og hvis de medier, der skal varetage den almindelige oplysthed og kritiske dannelse, ikke selv er i stand til at udvise en bestræbelse på at virke oplyste og kritiske, er vi ilde stedt.

Tak til folke for en tankevækkende leder, der fik mig til at streame den åndløse udgave af Deadline.

Med den aldeles rablende trussel fra den amerikanske præsident, en trussel der indtil videre er afløst af et par ugers våbenhvile, må det være tid til at overveje, hvad det er for en civilisation, der er truet. Er det ofret eller skarpretteren, der repræsenterer en civilisation, som bliver udslettet? Eller begge?

Mens vi venter på, at Paven forholder sig til den katolske vicepræsident og hans chefs brug af religionen, kan vi bruge ventetiden på at overveje. Den Godblessende Trump har udstillet den amerikanske civilisations deroute, og hans vicepræsident, som skal overtage embedet, hvis Trump (mod forventning) bliver afsat, har udgivet sin bog om troen som følgesvend; en bog som på forsiden er prydet af en lokal katolsk kri´´irke, hvor man ikke mindes at have set vicepræsedenten.

Hvis ord har blot lidt vægt, så vil trusler, som dem Trump har fremsat, stå som en markering af et så afstumpet menneskesyn, at det er på tide at sige fra over for den såkaldte civilisation i USA.

Og når det iranske folk klandres for ikke at have rejst sig mod det islamiske styre, hvad det jo faktisk har forsøgt med store ofre til følge, så kan vi tilsvarende undres over, at det israelitiske folk ikke har kastet deres forbryderiske styre på porten. Hvis onde tunger taler sandt, betaler hele verden lige nu en høj pris for, at Netanyahu kæmper for at undgå at blive stillet for retten.

Og herhjemme opererer vi fortsat i småtingsafdelingen: Men hvorfor bliver Weekendavisen ikke boykottet eller Pressenævns-klandret for at have blandet sig uhæderligt i Folketingsvalget gennem en lokumsaftale med Vanopslagh? Og hvorfor er der stadig lyttere til en presse, der lægger mikrofon til Ditte Okmans inhumane menneskesyn?

Det er småting, vil man sige. Men cvilisationsderoute starter i det små, og det starter i den offentlige debat. Husk på, at Radio III beklager, at de ikke fangede Okmans og studieværtens utilbørlige optræden, men ikke at den fandt sted. Noget sådant er civilisationsnedbrydende.

Jævnligt tager jeg en af Jørn Lunds bøger ned fra reolen for at læse et kapitel om vores sprog og om det, det dækker. Fordi netop han har fanget min langtidsopmærksomhed, valgte jeg på dagen efter hans 80 års fødselsdag at tage et kapitel fra bogen “Kampen om opmærksomhed”; den bog, der på omslaget blot har en lille rød prik og titlen skrevet med meget små bogstaver.

Han skriver i 2020 om, at “det politiskeliv består i at fange vores opmærksomhed, ofte på måder, der er beslægtede både med underholdningsindustriens og reklameverdenens. Man bruger sproget som redskab, kæmper om sendetid, taletid, om ordet”.

Vi har netop oplevet en tidligere showman forsøge at anvende de tillærte virkemidler herfra ved konsekvent at forgrove, at lyve og at nedgøre, som da han for nylig påstod, at allierede soldater nok vat kommet til kampområder, men havde holdt sig på afstand af frontlinjen. Det var amerikanerne, der havde kæmpet.

For det første kommer dette statement fra en mand, der som ung fuskede sig til en kassation angiveligt på grund af en hælspore. For det andet beroede udtalelsen fra denne helt på løgne i flere lag. og for det tredie vakte ordene, som blev udtalt på hans vanlige halvkælne facon*, vrede, bedrøvelse og hovedrysten hos de nedgjorte.

De nedgjorte valgte i dag i tusindtal at møde op foran den amerikanske ambassade for at protestere; vel at mærke ved en protest, der i sin substans bestod i stilhed: Nul ord. Stærkere kan det ikke siges!

Og det vakte berettiget opmærksomhed blandt mennesker. Spørgsmålet er, om det også ramte en åre i den amerikanske ambassadør og hans stab. Jeg tænker på, at det må være besynderlig at tjene en løgner, forhåner og despotisk braldrerøv, hvis man da er et menneske. Hvis ikke, hvad er man så?

Det må være op til os alle at vise, at ikke al opmærksomhed er af det gode!

ps* bemærk, at den kælne med langsomme mundbevægelser omtaler sit parti som “rape-up-licans”; måske forklarer denne freudianske talefejl hans og deres serieovergreb?

I dag landede det seneste nummer af DANSK i postkassen. Temaet er ‘Fagfornyelsen i danskfaget’. Og her er godt læsestof, der en del af vejen rundt om temaet. Men jeg vil gætte på, at også kommende numre af bladet vil have blik for dette tema, som er lige så omfattende, som det er væsentligt.

I dette decembernummer skriver Ida Geertz-Jensen en leder, som kun kan læses som en begejstret forventning til fagfornyelsen, men når man ved, hvad hun som formand sammen med andre bestyrelsesmedlemmer fra folkeskolesektionen udfører af arbejde for at fagfornyelsen skal lande godt, så har forventningen også en gedigen indsats at bygge på. Det er derfor dansklærere skal bakke op om deres faglige forening!!

Der er fine og perspektiverende artikler af fagfolk tæt på processen med at få fagfornyelsen søsat. Thomas Illum Hansen, Maiken Adelsteen, Jan Frydensberg, Christina Rasmussen og Lars Stubbe Arndal lader læseren kigge ind i fagfornyelsens berøring af fagets formål, opbygning og indhold set i såvel lærer- og læreruddannelsesperspektiv. Cecilie Bogh, Erica Price Terp, Dorthe Carlsen og Kia Wied retter blikket imod udviklingen og brugen af læremidler i tilknytning til fagfornyelsen.

Så er der det lidt løse, hvor Anne Birk-Ellegren tager læseren med ind ‘Mellem litteratur og teknologi’, hvor Dennis Rosenfeld viser , at ‘Tegneserier er læsning på alle planer’, og vi kommer på museum med Janus Neuman for at glemme sig selv. Selv har jeg to små bidrag om hhv. obligatorisk kanon som invasiv art i dansk og om at få den mundtlige fortælling skrevet ind i fagplanerne.

Dertil er der boganmeldelser og undervisningsforløb

Men sidst og ikke mindst må jeg nævne to yderligere bidrag:

1. Der er en opløftende hilsen fra undervisningsminister Mattias Tesfaye. Den hilsen har jeg læst med glæde, og det er mit håb, at han vil få tid til at læse dette blad med stort udbytte. For der er en del at komme efter.
2. De to unge lærere, Aviaja Stjernstrøm og Sofie Juul, ser i deres vanlige klumme på fagfornyelsen med friske øjne. De to, som i deres skole- og læreruddannelsestid har været omgivet af målstyring, ser mulighed for at få et naturligt pædagogisk åndedræt i gang. Og så lytter de til et juleferieråd fra erfarne kolleger: “Psst, husk at logge ud af Aula”.

Når man læser artiklerne i dette nummer af DANSK, er man på nippet til at se lyst på fremtiden. Og det er da ikke så ringe her i mørketiden.