Kategori: Uncategorized

I dag landede det seneste nummer af DANSK i postkassen. Temaet er ‘Fagfornyelsen i danskfaget’. Og her er godt læsestof, der en del af vejen rundt om temaet. Men jeg vil gætte på, at også kommende numre af bladet vil have blik for dette tema, som er lige så omfattende, som det er væsentligt.

I dette decembernummer skriver Ida Geertz-Jensen en leder, som kun kan læses som en begejstret forventning til fagfornyelsen, men når man ved, hvad hun som formand sammen med andre bestyrelsesmedlemmer fra folkeskolesektionen udfører af arbejde for at fagfornyelsen skal lande godt, så har forventningen også en gedigen indsats at bygge på. Det er derfor dansklærere skal bakke op om deres faglige forening!!

Der er fine og perspektiverende artikler af fagfolk tæt på processen med at få fagfornyelsen søsat. Thomas Illum Hansen, Maiken Adelsteen, Jan Frydensberg, Christina Rasmussen og Lars Stubbe Arndal lader læseren kigge ind i fagfornyelsens berøring af fagets formål, opbygning og indhold set i såvel lærer- og læreruddannelsesperspektiv. Cecilie Bogh, Erica Price Terp, Dorthe Carlsen og Kia Wied retter blikket imod udviklingen og brugen af læremidler i tilknytning til fagfornyelsen.

Så er der det lidt løse, hvor Anne Birk-Ellegren tager læseren med ind ‘Mellem litteratur og teknologi’, hvor Dennis Rosenfeld viser , at ‘Tegneserier er læsning på alle planer’, og vi kommer på museum med Janus Neuman for at glemme sig selv. Selv har jeg to små bidrag om hhv. obligatorisk kanon som invasiv art i dansk og om at få den mundtlige fortælling skrevet ind i fagplanerne.

Dertil er der boganmeldelser og undervisningsforløb

Men sidst og ikke mindst må jeg nævne to yderligere bidrag:

1. Der er en opløftende hilsen fra undervisningsminister Mattias Tesfaye. Den hilsen har jeg læst med glæde, og det er mit håb, at han vil få tid til at læse dette blad med stort udbytte. For der er en del at komme efter.
2. De to unge lærere, Aviaja Stjernstrøm og Sofie Juul, ser i deres vanlige klumme på fagfornyelsen med friske øjne. De to, som i deres skole- og læreruddannelsestid har været omgivet af målstyring, ser mulighed for at få et naturligt pædagogisk åndedræt i gang. Og så lytter de til et juleferieråd fra erfarne kolleger: “Psst, husk at logge ud af Aula”.

Når man læser artiklerne i dette nummer af DANSK, er man på nippet til at se lyst på fremtiden. Og det er da ikke så ringe her i mørketiden.

Den 4. august er det 150 år siden, H.C. Andersen døde.

Denne begivenhed markerede H.C. Andersen-Samfundet i København med en kransenedlæggelse på hans gravsted på Assistens Kirkegård.

Til den lille ceremoni var mødt ganske mange mennesker op. HCA-Samfundets formand sagde ord om digterens sidste dage. Hun omtalte i den forbindelse den vurdering af hans sygdomsforløb, som lægen Arne Portman har beskrevet i bogen ”H.C. Andersens sidste dage” (1952). Her afviser han den dødsårsag, som er anført på Andersens dødsattest: leverkræft. De symptomer, som Andersen beskriver i sine dagbøger, åndenød, hævede ben og hjerteproblemer, tyder snarere på en almindelig svækkelse efter en akut tyktarmskatar og tilstødende gulsot, som han blev ramt af i november 1872. Hans forfatterskab gik i stå, men han skrev fortsat breve og dagbogsnotater, hvoraf de sidste blev dikteret, fordi han var for svækket til selv at skrive.

Formandens hele tale vil blive lagt på H.C. Andersen-Samfundet i Københavns hjemmeside.

En sygeplejerske blandt deltagerne spurgte, om det var korrekt, at to sygeplejersker vågede over HCA omkring hans død, fordi han var bange for at blive begravet levende. Det var en historie, hun havde hørt blandt kolleger. Formand Kirsten Dreyer kunne afkræfte dette, idet det var fru Melchior selv, der til det sidste var hos digteren.

Efter kransenedlæggelsen fortalte bestyrelsesmedlem, gymnasielærer Lars Kaaber kort om gravstenens historie, fordi det jo tydeligvis er en gravsten af nyere dato, vi stod ved. Den er en nøjagtig kopi af den oprindelige sten, som blev slået i stykker ved et uheld i forbindelse med Virtus Schade og venners forsøg på at få etableret af farens, August Schades gravsted, efter at de i første omgang havde anbragt en gravsten af forgængeligt materiale.

Den originale, men tvedelte gravsten af rød Nexø-sandsten er just overført til H.C. Andersen-museet i Odense, hvor den nu er langtidsdeponeret.

I Jens Blendstrups velskrevne og opslugende roman, Gud bliver til, om farens ungdom som elev på Herlufsholm Kostskole fortælles om en episode, hvor en af præfekterne sætter en af de små drenge på en brændeovn, så knægten får forbrændt de nedre regioner. Drengen bliver taget ud af skolen, mens præfekten fortsætter på Herlufsholm. Den onde går fri, mens den uskyldige fordrives.
Denne udåd fik mig til at spekulere på, om der er sket det samme med fænomenet jernbyrd som med de syv dødssynder, hovmod, grådighed, utugt, misundelse, fråseri, vrede og dovenskab, at de stort set alle har antaget værdi af deres modsætninger.
Jernbyrd var en bevismetode i middelalderlig retspleje, og hvis du efter at have båret gloende jern ikke fik betændte brandsår, var du uskyldig. Det siges, at præsten Poppo overbeviste Harald Blåtand om sandheden i kristendommen ved at bære gloende jern uden at få mén af det.
Og apropos Harald Blåtand, så vil jeg vende blikket mod nogle af dem, der har Bluetooth i deres ministerbiler. Flere af dem taler om at lægge hånden på kogepladen, når de begrunder stramninger i retsplejen og i udlændingeloven. Ikke at de gør det, men de lader forstå, at de vil kunne gøre det. Er det, fordi de har forklaringsproblemer, at de må ty til en bevismetode, der forudsætter guddommelig tilstedeværelse? Eller er de blot det, som Hendes Majestæt i sin tid betegnede som dumsmarte?
Under alle omstændigheder benytter de kogepladen på netop de områder, som får mæle i den alt for tidligt afdøde sangerinde Natasja Saads sang ”Gi’ mig Danmark tilbage”.
Selvfølgelig skal man ikke underkende indflydelsen fra stærke kræfter, som fx har vanskeligt ved at overholde krav om tavshedspligt, adskillelse af lovgivende, udøvende og dømmende magt og almindelig proportionssans i indsatsen, fx i form af forfærdelse over befolkningstilflytningen over for fredning af landbrugets brug af giftstoffer, som nedsætter danske mænds sædkvalitet.
Mange politikere kunne fremhæves her, men jeg vil holde mig til jernbyrdens omegn. I poeten Peter Poulsens smukke digtsamling ”Danseskole for bjørne” kan man i titeldigtet læse om, hvordan man dresserer en bjørn til at kunne optræde på markeder. Efter at have trukket dens tænder ud, beruset den med hvidt brød mættet med alkohol, givet den en ring i næsen, en lænke om halsen og klippet kløerne af den kommer opskriften: ”Varm en metalplade op / over glødende kul / og anbring bjørneungen på den. / På kort tid får den lært sine trin.”
Måske kan metalpladen lignes ved at brænde nallerne gennem forkerte valg af partier, før man har lært, hvem man er i trit med. Men alligevel; jeg har tjekket hr. Bjørns baggrund. Altid pæn og velopdragen som barn. Så måske skal man ty til Astrid Lindgrens forklaring om Emil som god sognerådsformand for at fatte en hr. Bjørns frembrusende adfærd: Det er bedre at være skarnsknægt som barn og blive en god politiker end at være en pæn og ordentlig som barn og blive en skarnsknægt som politiker.

Den bevægelse, der gerne vil give danske børn i daginstitutioner og skoler en fortrolighed med og glæde ved jordens betydning for bordets måltider, har fået nyt hovedkvarter: “Haver til maver” er flyttet til Frederiksberg Allé, lige ved siden af Haveselskabet, StormP-museet, Riddersalen og TV2s Kosmopol, kort sagt Frederiksberg Runddel.

For år tilbage var den skole, jeg var leder af, med ved den spæde start på Årstidernes jorder ved Krogerup. Det var en pædagogisk øjenåbner at se børnene trives i det fri, se konflikter forsvinde op i den blå himmel og opleve deres glæde ved at tilberede og spise mad, de aldrig før havde smagt. Derfor er det glædeligt at kunne konstatere, at det frø, der blev sået dengang, i dag er blevet landsdækkende og har inspireret mange, som kalder sig noget andet, men skaber udeskoler.

Og så er udeskolen fuld af danskfaglige muligheder. Lad mig blot nævne at lave grammatik med eleverne i børnehaveklassen: så frø eller sæt kartofler, lav en tegning af det, der vil komme op og skriv dets navn (navneord). Når de er kommet op, så skrive om dets farve eller udseende (tillægsord), og når det høstes og tilberedes tilføjes det, man gør (udsagnsord). Det er de tre ordklasser, som i samme rækkefølge tegner børns sprogudvikling og i øvrigt mange skabelsesberetninger.

Som en hyldest til udeskolen har jeg skrevet en lille sang, der indgår i sammenspilsmaterialet “Musikalske trædesten”, https://resonare.dk/mt/mt5/