Forleden sad jeg i et radiostudie sammen med Georg Metz for at samtale om fagbøger; det var til den2radios Ronkedorerne. Den udsendelse skal jeg nok omtale senere, når den kommer på nettet. Men her skal jeg blot give et citat videre; et citat fra Erlend Loes forord til R.L. Stevensons aldeles herlige bog “Vandringer med et æsel i Cevennerne”, skrevet i 1879, oversat til dansk af Niels Brunse i 2020. En enkelt bemærkning fra Georg Metz fik mig til at dykke ned i Erlend Loes forord.
Erlend Loe konstaterer, at Robert Louis Stevenson var svagelig og døde i en ung alder, kun 44 år gammel, men at han trods sit skrøbelige helbred “er et godt eksempel på, at svagelige børn kan drive det vidt, simpelthen fordi de slipper for den intense socialisering, som skolen fremtvinger, og i stedet kan bruge tiden på at tænke”.
Se, det er jo noget af en mundfuld, når man har levet stort set hele sit liv med at få undervisning til at fungere i skolen….. intens socialisering, som hindrer børn i at tænke.
Men alligevel er jeg glad for dette spark i en tid, hvor tænk selv tilsyneladende står i skygge af triv selv, og hvor skolen frivilligt har erstattet samarbejdes øjenkontakt med et eget socialt medie, AULA.
Sparket har fået mine tanker til at vandre til de mange elever, jeg har undervist, og som tilsyneladende ikke har elsket skolen. De har i mange tilfælde bidraget med en originalitet, som har vækket både deres kammerater og mig, dansklæreren.
Som et eksempel kan jeg nævne en lille tekstsamling, vi producerede i 6. klasse. Den skulle være en velkomsthilsen til de børn, som stod over for at skulle begynde i børnehaveklassen. Så godt som alle skrev noget, man nærmest kan kalde hyldester til det at gå i skole. Men ikke Erik. Han skrev:
“I skole. / I dag skal jeg i skole for første gang. / Jeg tror ikke det er sjovt. / Vores lærer hedder Gyda. Vi har matematik. / Vores lærer spørger mig, hvad et og et er. / Jeg siger “et” / Gyda siger: “nej, det er to” / Jeg bliver sur og går ud. / Ude på gangen står der en rocker og ryger. / Han spørger, om jeg vil have et hvæs. / Jeg siger “nej” og løber ud i gården. / Derude er der en afrikaner, der fanger sommerfugle og spiser dem, / Jeg går ned i cykelskuret. / Der er der en tosser, som bider i en slange. / Han siger: “Jeg ved ikke noget”. / “Det gør jeg heller ikke” / og så sætter jeg mig til at bide i slangen til det ringer. / Så går jeg hjem.”
Da børnehaveklasserne kom på besøg for at takke for bogen, var deres umiddelbare spørgsmål: “Hvem er Erik?”
For mig er han et eksempel på, at det kan være frugtbart som lærer at gå fra de koncepter, der skal få alle tilpasset en socialiseringsmølle. Frirummet, som fx Erik tog på sig, berigede alle – og forhåbentlig også ham selv.
StormP fortalte en historie om, at amerikanere har så travlt, at der på vej ned til subway er ovale fordybninger i væggene, så man kan stikke hovedet ind og blive barberet i en fart. En indvending er, at alle hoveder ikke er ens. Men som StormP sagde: “Men det bliver de”.
Tak til Erlend Loe for et gok i selvforståelsen!