
I dag landede det seneste nummer af DANSK i postkassen. Temaet er ‘Fagfornyelsen i danskfaget’. Og her er godt læsestof, der en del af vejen rundt om temaet. Men jeg vil gætte på, at også kommende numre af bladet vil have blik for dette tema, som er lige så omfattende, som det er væsentligt.
I dette decembernummer skriver Ida Geertz-Jensen en leder, som kun kan læses som en begejstret forventning til fagfornyelsen, men når man ved, hvad hun som formand sammen med andre bestyrelsesmedlemmer fra folkeskolesektionen udfører af arbejde for at fagfornyelsen skal lande godt, så har forventningen også en gedigen indsats at bygge på. Det er derfor dansklærere skal bakke op om deres faglige forening!!
Der er fine og perspektiverende artikler af fagfolk tæt på processen med at få fagfornyelsen søsat. Thomas Illum Hansen, Maiken Adelsteen, Jan Frydensberg, Christina Rasmussen og Lars Stubbe Arndal lader læseren kigge ind i fagfornyelsens berøring af fagets formål, opbygning og indhold set i såvel lærer- og læreruddannelsesperspektiv. Cecilie Bogh, Erica Price Terp, Dorthe Carlsen og Kia Wied retter blikket imod udviklingen og brugen af læremidler i tilknytning til fagfornyelsen.
Så er der det lidt løse, hvor Anne Birk-Ellegren tager læseren med ind ‘Mellem litteratur og teknologi’, hvor Dennis Rosenfeld viser , at ‘Tegneserier er læsning på alle planer’, og vi kommer på museum med Janus Neuman for at glemme sig selv. Selv har jeg to små bidrag om hhv. obligatorisk kanon som invasiv art i dansk og om at få den mundtlige fortælling skrevet ind i fagplanerne.
Dertil er der boganmeldelser og undervisningsforløb
Men sidst og ikke mindst må jeg nævne to yderligere bidrag:
- Der er en opløftende hilsen fra undervisningsminister Mattias Tesfaye. Den hilsen har jeg læst med glæde, og det er mit håb, at han vil få tid til at læse dette blad med stort udbytte. For der er en del at komme efter.
- De to unge lærere, Aviaja Stjernstrøm og Sofie Juul, ser i deres vanlige klumme på fagfornyelsen med friske øjne. De to, som i deres skole- og læreruddannelsestid har været omgivet af målstyring, ser mulighed for at få et naturligt pædagogisk åndedræt i gang. Og så lytter de til et juleferieråd fra erfarne kolleger: “Psst, husk at logge ud af Aula”.
Når man læser artiklerne i dette nummer af DANSK, er man på nippet til at se lyst på fremtiden. Og det er da ikke så ringe her i mørketiden.
