Når man går rundt på Karl Johan i Oslo, kan øjnene pludselig fange et glimt af solen, der reflekterer i noget blankt. Og ved nærmere øjekast viser det sig af være sølvbogstaver, der er nedfældet i fortovet, og ved endnu nærmere øjensyn ser man, at bogstavere danner citater af Henrik Ibsen. Nu er det ikke længere solen, der har eneret på at reflektere i sølvet; nu giver ordene også anledning til, at man selv må reflektere. Hør blot: “Hvad skal vi med fremmedordet idealer, når vi har det gode gamle norske ord løgne”. Hvad får mine tanker på jordnær flugt, når mange af debatterne om børnesyn flyver gennem avisspalterne? Og hvad betyder det, at jeg bliver rystet af statistikforvanskerne i den politiske debat?
Det er måske ikke oplagt, at Henrik Ibsen skulle erstatte Rifbjerg på kanonlisten med begrundelsen, at Rif var for vanskelig for folkeskoleelever. Ibsen er da heller ikke skånekost, men citaterne på Karl Johan er værd at have med i tilværelsen – også hvis man er ung!
Dette med at løbe på ord på uvante steder, kan få en til at standse op og få oplivet tanken. For nogen tid siden sad jeg afventende i et lokale i Lyngby, da mine øjne faldt på en butiksfacade på den anden side af vejen. Et træ skyggede for dele af vinduet, og jeg læste: Illums lighus. Se, den ventetid fyldte mine tanker med liv.
Blandt andet kom jeg til at tænke på besøg på Amager Fælles Skole, hvor der på trappetrinnenes stød op mod kontoret er malet teksten til Halfdans digt om lærer Ørnebjerg: “Du lærte os mer om at tro på os selv, / end om det vi sku glemme alligevel”. Selv om mange elever har taget den tur flere gange, var der alligevel nogle, der standsede op, stavede og smilede.
På Matthæudgades Skole, som den hed engang før fællesledelsernes indtog, havde Erik Clausen fået i opdrag at dekorere med ordsprog. Nogle læste dem og spurgte til betydningen. Og oplevelsen af dette betød, at vi i Dansklærerforeningen udgav bogen “Et digt om dagen” og et halvt år senere “Et digt om natten”. For at få poesien udbredt kopierede jeg dagens digt og tapede det op rundt om på skolen. At mange læste dem, ved jeg, for de førte til snak i kantinen og ved morgensamlinger. Da de to udgivelser var brugt op, fortsatte jeg med at finde tekster til ophængning på opslagstavler, i skolegården, i cykelskure, og nogle blev plastet og klæbet på gulve og trapper.
Kriteriet for udvælgelsen var, at teksten skulle være kort, fyldig og overraskende.
Vagn Steen: Um, sagde lærerinden. Så vendte jeg hende om. Mu, sagde hun.
Steen Kaalø: Den første gang jeg kyssede en pige, var det en dreng – i mangel af bedre.
Eller små nummererede verselinjer spredt rundt på skolens vægge: Fx. Halfdans 1) Gåsen pd en møtrik, 2) og syntes det var herligt. 3) Men da ægget skulle ud, 4) da var det lidt besværligt. 5) Lægge æg er ikke sjov, 6) når måsen knap har skind på, 7) men endnu værre er det dog, 8) når ægget har gevind på.
For at levere en dårlig vits, så æggede linjerne mange elever, som måske var gået forbi flere, men pludselig var der en, som fængede. Og så gjaldt det om at finde alle.
Der er mit forslag at fylde skole med overraskende sentenser og opfordre elever, der ser noget på deres vej, fx Illums lighus i Lyngby, om at skrive det ned og få det hængt op på skolen.
Men lad det for læsningens skyld leve sit eget liv uden kontrol og nævenyttig opgaveopfølgning.