inspiration - Dansklærerforeningens Folkeskolesektion

Eftertanker og bismag

Thomas Aastrup Rømers andet bind om “Pædagogiske steder” følger fint op på første bind, der handlede om “Oplevelsens sted”, og den er lettere at læse, fordi den er opbygget af en række væsentlige analyser og beretninger om uddannelsespolitik, digitalisering, læringsrevolution, læreruddannelse, universiteter og forskning, karakterdannelse og politik, alt sammen områder, som Thomas Aastrup Rømer har været aktivt debatterende indenfor.

Titlen på bind 2 er “Eftertænksomhedens sted. Analyser og beretninger”. Og hans eftertænksomhed smitter. I Dansklærerforeningens Folkeskolesektion har vi fra dag 1 været kritiske over for den individualisering og instrumentalisering, som har været skolen til del – til skade for både pædagogikken og eleverne. Derfor kan man også gribe sig selv i at glædes over de opgør, som den tidligere undervisningsminister Matthias Tesfaye tog initiativ til. Men analyserne i bogen her kaster læseren ud i en eftertænksomhed, for det bliver påvist, at der er mange slanger i opgørets paradis. Dette kan blot tjene som et eksempel på, at Thomas Aastrup Rømer er en vidende og skarp analytiker, som formår at lade eftertænksomheden sprede sig.

Så tak for en uforfærdet kamp for dansk pædagogisk tradition, som er udviklet over mange generationer, og som fik en instrumentel mavepuster, som fortsat skaber iltmangel fra vuggestue til universitet.

Men, der er også et men. Forfatterens opgør med Aarhus Universitet i almindelighed og DPU i særdeleshed er forståelig, fordi der herfra er udgået initiativer, der har været destruktive for de værdier og traditioner, som forfatteren og mange med ham stiller op for. Men opgøret med institutleder på DPU, Claus Holm, og hans følgere antager efter min opfattelse et omfang, der giver den saglige analyse et skær af personlig ramthed. Når man har fulgt med i historien, er det nok forståeligt, men også for meget.

Jeg havde gerne set, at en del af den plads, der anvendes på opgøret med DPUs ledelse, var blevet anvendt til en præsentation af de mange skadesvoldere, der bliver nævnt som baggrunde for forfægterne af læringsrevolutionen. Fx John Hattie, Niklas Luhmann, Synlig Læring, James Heckmann og andre navne, som indgår hist og pist. Jeg tror, at en kritik står stærkere, hvis man kender modstanderen godt.

Men endnu en tak for dette bind to af “Pædagogiske steder”, som både fremkalder frugtbare tanker og ferigende eftertanker.

De bomber børnebogsforlag

Her til morgen sad jeg og læste om det politiske teater, der blev opført i Folketinget med udlændingepolitik som omdrejningspunkt. Det var en hastedebat, som på ingen måde så ud til at haste. Og ved udsigten til mere af den slags må man bede til, at Folketinget vil satse på et mere relevant repertoire.

Men midt under min hovedrysten udbrød min kone, som sad med en anden avis: “Nu bomber russerne børnebogsforlag!” Og russerne ved nok, hvad de gør, for de har fostret nogle af verdenslitteraturens største forfattere, og samtidigt har de en rig tradition for historieomskrivning og eksilering af forfattere. Forfattere er værdifulde, fordi deres skriftsprog bevarer historien, og de er skadelige, hvis historien ikke passer ind i vores kram.

Irene Vallejo beskriver i “Evigheden i et siv” om disse forhold og gør netop forfattere, boghandlere og bibliotekarer til de væsentligste søjler i vores histories hus. Nazisterne vidste det og brændte bøger, og før dem har alverdens erobrere søgte at fjerne de slagnes sprog og historie gennem bogdestruktion.

Nu er det ukrainske børne- og skolebogsforlag, der må holde for. Og disse bombardementer river masken af de russiske forsøg på at signalere, at Rusland ledes af civiliserede folk. De ukrainske børnebøger har fin kvalitet, hvilket man kan overbevise sig om ved at anskaffe sig “Min tvungne skoleferie” af Kateryna Yehorushkina, som forlaget Hjulet har udgivet på dansk – og med den ukrainske tekst bag i bogen. Den er smukt illustreret af Sofia Avdeeva. Alle skoler, der har berøring med ukrainske elever, burde have den i klassesæt!

Men skatter vi selv bøgerne nok? For år tilbage, da Dansklærerforeningen havde eget laget, oplevede vi to gange indbrud, men ingen af gangene var der stjålet noget – ikke en eneste bog. Det kan nok give et gok i selvforståelsen, eller få en til at føle sig åndeligt hævet over tyvene.

Og når man går på genbrugspladsen, så er der godt læs på den container, som rummer bøger, selv om den tømmes ugentligt. Mange af dem burde kunne glæde læsere, således fandt jeg forleden Halfdan Rasmussen og Ib Spang Olsens “Fem små trolde” fra 1948 – dengang man manglede papir i en grad, at man udelod titelblad og kolofon. I dag dropper vi boghandleren og bruger det dyrebare papir på pap, som står ophobet i nethandlens udleveringssteder.

Mens russerne bomber, burde vi andre gøre meget mere for at bevare forfatterne, boghandlerne og bibliotekerne.

Ballade, kaos og drys

Forlaget Fjordager har udgivet et værk af Thomas Aastrup Rømer, som formodentlig er kendt af de mange, som interesserer sig for “uren pædagogik”. Værket består af tre bind på hver er på omkring 440 sider, og jeg bliver nødt til at tage min omtale af dem i bidder. Første bind har titlen “Oplevelsens sted”.

Undertitlen er “Ballade, kaos og drys”, og her er ballade for alle pengene, hvis man med ballade forstår at opslå “sin ridderhjelm og fægte med åben pande”. Thomas Aastrup Rømer kæmper for den pædagogik, der har rødder i den danske tradition, som er udviklet i dannelsens, åndsfrihedens og kundskabens lys, og som til hans store vrede er blevet erstattet af konkurrencestats- og kompetencetænkning. Man kan sige, at kampen, som Rømer ser den, står mellem den frie tanke og den databaserede handling, mellem humanistisk dannelse og instrumentalisme.

De tanker, der er drysset ud over bogens 440 sider, består af kommentarer, korte analyser og synspunkter, som Thomas Aastrup Rømer har affattet i årene 2017-2025. Det er imponerende, hvad han har formået at følge med i – og sætte sig ind i. Den tydelige linje er helt klart en plæderen for dansk pædagogisk og filosofisk tradition og en hudfletning af den økonomi- og databaserede tænkning, der har sat dagsorden for de senere års danske undervisning, uddannelse og forskning. Jeg skæver just til et broderi, der hænger på min væg. Her broderer Helle Vibeke Jensen et Knud Romer-citat: dannelsen er fjernet fra uddannelsen, så nu er det bare UD.

Kaos kan opfattes som den tilstand, der er blevet undervisningen, uddannelserne og forskningen til del, efter at instrumentalisterne har erobret dagsordenen. Men det kan også ses som en kommentar til læsning af dette værk, som består af en række overvejelser, der optræder i kronologisk orden, men som ikke er forsynet med register eller tematiske angivelser. Det er irriterende i starten, men jeg blev grebet mere og mere af læsningen. Nogle gange har jeg måttet standse op for at få hold på en overraskende indfaldsvinkel. Andre gange har jeg bare skimmet, fordi der er tilbagefald til argumenter, der optræder igen og igen. Men mest af alt har jeg slugt ordene, som sad jeg med en spændingsroman.

Thomas Aastrup Rømer er vidende. Han er frygtløs. Og en gang imellem er han for meget. Men læsning af hans tanker tvinger alle til at reflektere over det, der sker i skole, læreruddannelse og forskning. Og ikke mindst må bogen være et must til alle, der aldrig har prøvet andet end at gå i den målstyrede skole. Her er frugtbar kraftfoder til tanken!

Strikket af brændenælder med hjerteblod

Fra uv-materiale til Brændenællernes sang. Måle Fortælleteater

Fortælling i skolen ser ud til at få en kærkommen og nødvendig plads i den nye fagplan for faget dansk. Og fortællingens udtryksformer er mangeartede, men karakteristisk for mundtligheden er, at den har flygtighedens, smidighedens og det situationsbundnes karakter.

En af de professionelle udtryksformer kan man opleve, når Anette Jahn fra Måle Fortælleteater optræder.

For et par år siden skabte hun fortællingen om “Fyrtøjet – som HCA’s farmor fortalte det”, og Dansklærerforeningen udgav det som billedbog med inspiration og undervisningsideer efterskrevet. Bogens titel er “Den forheksede prinsesse og Fyrtøjet”.

Anette Jahn kviede sig ved de elementer i HCA’s eventyr, som lod soldaten bedøve prinsessen og kysse hende, og ønskede i stedet at få prinsessen til at lære den materialistiske soldat om kærlighedens væsen. Hun fandt belæg for denne drejning af fortællingen i en lang række beslægtede historier, som hun fandt på Det kongelige Bibliotek.

Nu har hun gentaget kunststykket med en bearbejdelse af HCA’s eventyr om “De vilde svaner”. Titlen på hendes nye fortælling er “Brændenældernes sang”. Jeg har haft mulighed for at læse maniskriptet og må sige, at Anette Jahn har skabt en poetisk og intens fortælling, der er strikket af brændenæller og gjort med hjerteblod. På hendes hjemmeside kan man læse om forestillingen og om dens tilblivelse.

Også her går hun i rette med Andersens tidstypiske eventyrtræk, som Anette Jahn ikke ønsker at formidle til dagens børn, fx om den fremmede konges overgreb på de forvandlede prinsers lillesøster, da han røver hende for at gøre hendes til sin brud. Også her finder Anette Jahn andre udgaver af eventyret, som i øvrigt har pendanter mange steder i verden.

Men smukt og betagende forbliver eventyret som den enestående søskendekærlighed, som lyser op i en eventyrverden af svig og svigt.

Dyrk Fortælling i skolen – også i den dramatiske form, som Måle Fortælleteater tilbyder.

Så landede RAMT

Forleden ramte min lille bog RAMT forlaget Ringedal – og slog smut videre til min, så jeg nu har et lille håndlager, som jeg kan tage med ud til møder og ikke mindst til boghandlere, som vil give plads til en præsentation.

Jens Skou Olsen, som har illustreret, og jeg starter i Olivarius Boghandel i Svaneke lørdag den 5. september kl. 16-17. Derefter er vi i Langes Boghandel på Torvet i Næstved lørdag den 12. september kl. 11-12.30. Og når vi har flere aftaler i hus, skriver jeg en note om det.

Vi har i øvrigt Nils Hartmanns imponerende roman om botanikeren Wormskjold, der bliver “Efterladt i Sibirien” med på vores rundtur. Læs om den på Ringedals hjemmeside.

Jeg har genlæst min bog og må tilstå, at jeg er vældig glad for den, fordi den på er et vidnespyrd om, hvad det betyder for ens liv, at være blevet ramt af lugte, smage og følelser i kroppen. For mig er den både en påvisning af, hvor mennesket er AI overlegent, og et argument for en styrkelse af de æstetiske fag i skolen.

Ramt på smag, lugt og følelse

tegning med pen og blæk – af Jens Skou Olsen

“Ramt på smag, lugt og følelse” er titlen på en bog, jeg nu får udgivet på Forlaget Ringedal. Ideen til bogen udspringer af en undren over, at nogle sanseindtryk med mellemrum rammer og lader en strøm af billeder fra tidligere tider løbe gennem ens tanker.

Det interessante er, at det der er tale om en ramthed, som er uredigerbar, fordi den beror på de tre sanser, der ligger inde i kroppen; altså de sanser, som spiller sammen med de to, synet og hørelsen, og får os til at tale om at være ved sine fulde fem.

Men når jeg har set mig omkring som lærer, som skoleleder og som menneske i det hele taget, så bygger vores skole og vores moderne samspil på, at vi er ved vores fulde to; vi prioriterer synet og hørelsen, ikke mindst fordi vi har et sprog, der bygger på den ydre verden, som kan iagttages, måles og vejes.

Men måske derfor går vi ofte fejl af hinanden, har ikke blik for hinandens erfaringer med de kropsbundne sanser. Det er det, jeg med mig selv som afsæt søger at indfange i “Ramt på smag, lugt og sanser”.

Bogens tilblivelse i sig selv er for mig en bekræftelse på, at det er muligt og uforudsigeligt, hvis man søger at mødes på sådanne præmisser: Da jeg lod Jens Skou Olsen læse mine betragtninger, sagde han ikke alene, at han gerne ville udgive dem, men også at et enkelt udsagn om skråskrift med pen og blæk havde vækket hans erindring om en tid, hvor han selv netop tegnede med pen og blæk. Han ville genoptage denne måde at udtrykke sig på, og hvis det faldt i min smag, ville han gerne illustrere mine tekster.

Og det faldt i min smag! Ingen af tegningerne svarer til mine erindringer, men gør dem anderledes og større. I modsætning til fotografier fra lokalarkiver springer pennetegningernes sanselighed op fra sidernes papir. Det er det hurtige knips over for pennens møj- og langsommelighed.

Ved en gennemlæsning i fredags slog det mig, at den kunstige intelligens aldrig kan komme ind i dette univers. AI har hverken smagsløg, lugtesans eller følsom hud!

Bogen kommer fra trykken i ugens løb, og den kan bestilles hos Forlaget Ringedal eller hos en af de mange netboghandler. Personligt vil jeg sætte pris på, at man køber den hos den lokale boghandler. Den har en vejledende udsalgspris på 199,95 kroner – altså 200 kr.

Ramt – på smag, lugt og følelse

Tanker efter et besøg i Island. 4.

Kort tid før afrejsen til Island med mit barnebarn havde jeg en lyrikworkshop ved Meyers Verdens bedste Skovtur i Udsholt. Og her deltog omtalte barnebarn. Og hun var fyldt op af forventning til vores rejse.

I et digt skrev hun: ” Første gang jeg skal til Island, / skal jeg vælte mig / i fementeret grønlandshaj….” Og sådanne længsler må man ikke sidde overhørigt, så jeg inviterede, så snart vi var ankommet, til et besøg på den fine gode restaurant Loki ved Hallgrimskirken; her serverer de traditionel islandsk mad. Og på vores platte var der foruden vidunderligt røget fladbrød med lammerullepølse og en skål med netop fementeret haj, som de anbefalede at tage en snaps til, hvilket vi afslog. Hun fik en lille bid af det fermenterede i munden, og ansigtet vred sig i væmmelse, hvorefter hajen fortsatte ud i servietten.

Servitricen smilede og fortalte, at vældig godt kunne lide fermenteret haj, og at hun ikke tog snaps til, for det overdøvede smagen. Det fik mig til at mindes en scane fra Matador, hvor Daniels franske ven er til frokost i det skjernske hjem, hvor han får en bid rugbrød med sild i munden. Og det er så fjernt fra fransk gastronomi, at det bare kører rundt og rundt, indtil man er klar til at sluge det.

I den finuelige bog, “Man tager en krokodille eller en leguan af passende størrelse” (Forlaget Vandkunsten, 2006) præsenteret Jesper Kurt-Nielsen retter fra alverdens eksotiske lande, og der er mange sider imellem, at tænderne løber i vand.

Vores smagsløg spores givetvis ind af den mad, vi vokser op med. Det er derfor, jeg er betaget af det slogan, der står på tuberne med Mills kaviar: “Samken vi er vokst opp med”. Prøv at sige det med norsk skihop-tonefald, Det er da forunderligt.

Inden længe får jeg udgivet en lille bog om at være “Ramt på smag, lugt og følelse”. Den vil jeg skrive mere om senere, men lige nu blot hæfte mig ved, at netop de tre sanser, der er bundet til kroppen, er forbeholdt det virkelige menneske. Her har kunstig intelligens ikke noget at gøre, for AI kan ikke smage eller lugte eller føle!

Tanker efter et besøg i Island. 3.

Den unge spanske filolog Irene Vallejo har skrevet den forrygende bog om skriftsproget og bogen “Evigheden i et siv”. Her er pointen, at hvis bogen ikke fandtes, ville vi ikke have haft en bevidsthed om, at vi har en historie. Bogen har givet os kilder, som står prentet.

De islandske sagaer er blandt verdens mest overbevisende udtryk for netop dette synspunkt: islændingene har en historie, som står prentet på kalveskind og i enhver islændings selvforståelse.

At besøge landnammsudstillingen i Adelstræti i Reykjavik og fortsætte til Borganes, hvor der er indrettet et fint Settlement Center, og videre til Reykholt, hvor der i kirken er en fornem Snorre-udstilling, kan ikke andet end give vingesusets åndenød. Det er ganske enkelt storslået – historisk, kulturelt og politisk. Derfor er det værd at hæfte sig ved, at Annette Lassen i år modtog Det Danske Akademis pris for formidling af sagaerne. Her er læsning for hele sommeren og frem til jul – og begynd med Harald Voetmanns forrygende motiveringstale på akademiets hjemmeside.

Denne unikke historie har sammen med den bølgende undergrund ført til en strøm af turister. Og turismen er vigtig for et land, der især har historie, vulkaner og termiske kilder at byde på. Og så fiskeri – torsken i deres Fish and Chips er så frisk og velsmagende, at man tror, at det er deres opfindelse.

Men turismen sætter også sine spor, sådan som det er tilfældet andre steder i verden, og som er eminent beskrevet af Ilja L. Pfeiffer i “Grand Hotel Europa”. I Europa lever vi af fortiden, men Amerika og Asien satser på fremtiden, er hans pointe.

På den stolte erhvervsmole i Reykjavik er der opstillet boder, der sælger billetter og udlejer våddragter til hvadsafarier. Og de gamle hæderkronede forretninger viger for souvenir- og uldvarebutikker. En undtagelse er dog antikvariatet Bokin, som bekræfter Irene Vallejos pointe om, at vores historie er holdt i live af forfattere og boghandlere.

Men bogen kan også fortrænge betagende kultur. Jeg havde glædet mig til at vise mit barnebarn det storslåede rockmuseum Rokksafn Islands tæt ved Reykjavik. Men det er reduceret til en ordinær udstilling i forhold til min erindring fra et tidligere besøg. Nu er det vilde, betagende og interaktive inddraget til fordel for et folkebibliotek. Bjørk er blevet sat til vægs – og den tidligere dansehal tæt ved den amerikanske forlægning er blevet reoliseret. Øv!

Tanker efter et besøg i Island. 2.

For mig er det et must at aflægge Halldor Laxness’ hus et besøg, når jeg besøger Island. Sådan også denne gang, hvor jeg var der sammen med et barnebarn, der ellers er optaget af geologi – og geografi. Derfor var det også fint at få øje på den globus, der er udstillet forfatterens hjem. Her fylder Island den halve klode. Pendanten finder vi i Piet Heins globus, hvor Danmark fylder overvældende meget. Selvfølelsen og -billedet i vores småstater fejler ikke noget!

Op til besøget havde jeg denne gang læst hans “Salka Valka”, som er oversat af Gunnar Gunnarsson, der engang troede, at han skulle modtage Nobelprisen i litteratur i sådan en grad, at han gjorde alle forberedelser, men blev snydt: Laxness fik den. Og det forekommer mig, at Nobelkomiteen så rigtigt. Laxness er uovertruffen!

Et af de aspekter, som betager os danske besøgende, er at høre Laxness tale dansk. Min unge ledsager var betaget af hans tydelige udtale og varierede, præcise sprog. Og jeg huskede, at jeg engang foreslog, at der skal ansættes færing eller islænding på hver skole for at modvirke mumledansk. At have lært et sprog via skriftsproget betyder tilsyneladende, at man undgår den stavelseskannibalisme, som følger af at have lært modersmålet af mumlende voksne.

En løsning kan være at træne oplæsning som et oplæg til fremlæggelsesdansk.

Apropos. Dansk står godt nok på det islandske skoleskema, men de fleste af de unge, vi mødte, ville hellere tale engelsk. “Vi fulgte ikke så meget med i dansk!”

Men ved en bod med Fish and Chips, som havde asiatisk betjening, henvendte vi os på engelsk, og en anden kunde spurgte, om vi var tyskere. “Nej, vi er fra Danmark.” Og han slog over i perfekt, tydeligt dansk og sagde, at han elskede Danmark, hvor han havde arbejdet og gerne ville tilbage til.

Når man kører rundt, kan man glæde sig over at kunne se betydningen af mange islandske ord, men når de taler sammen, virker Laxness’ globus dækkende. Men når man så møder en islænding, der taler ens eget modersmål på smukkeste vis, så er Heins globus ikke helt ved siden af.

Man kan nok mødes i et fælles handicap og tale det fælles fremmedsprog engelsk, men hvor er det berigende at kunne mødes i et sprog, som er en af parternes modersmål. Derfor må vi forhindre, at tysk og fransk udsultes i den danske skole.

Fortælling på skovturen

I mandags havde jeg lyrikworkshop ved Udsholt Strand, hvor Meyers afholder Verdens bedste skovtur. Det var på udkanten af regn og under utæt sejldug, men digtet blev der. Og sådan en workshop gentager jeg på fredag (17.7.) kl. 16-18.

Men i morgen, torsdag den 16.7. fra kl. 15.30-16.30 skal jeg fortælle om fortælling og illustrere med fortællinger af forskellig art.

Mit formål er at formå nogle af de forældre, bedsteforældre, oldeforældre, lærere og pædagoger, som møder op, til at vælge den levende og analoge fortælling. Den har et nærvær, som en nok så god lydfortælling ikke kan hamle op med. Man vil nemlig opleve, at tilhørerne er med til at skabe fortællingen. Den tager farve af de reaktioner, som ordene fremkalder. Det kan man da kalde fællesskab!

Da mange har fået deres fortællerepertoire visket ud, vil jeg vise, hvordan man kan tage afsæt i skrevne kilder, men gøre historierne til sine egne.

Et par eksempler:

Nils Hartmann opsøgte på et tidspunkt den boghandel i Rangoon, hvor Kipling hørte alle de historier om dyr, som bidrog til hans berømmelse. Her stødte Hartmann ind i en kvinde, der kunne fortælle lignende historier, og de blev bl.a. til bogen “Hvordan fuglene blev venner”. Den er illustreret af Dorte Karrebæk, som han i øvrigt har begået omkring 20 billedbøger sammen med. De fleste forærer os klassiske fortællinger. Her henter jeg inspiration.

Thyge Christensen besøgte engang Burkina Faso, hvor han skulle med bus fra en mindre by til hovedstaden. En ung mand og flere gamle koner skulle også med. Bussen var forsinket i 7 timer, så konerne benyttede lejligheden til at fortælle historier, der skulle værne den unge mand mod storbyens fristelser. Thyge skrev dem ned og udgav dem i bogen “Mand – kvinde”. Her og i andre afrikanske fortællinger finder jeg også inspiration.

Sammen med Nils Hartmann og Kirsten Borberg fik vi udgivet “Med åbne øjne”, hvor børns rettigheder blev belyst gennem bl.a. fortællinger fra forskellige steder i verden. Her er også øjenåbnende inspiration at hente.

Endelig har jeg kigget efter nordiske fortællinger, dels hos Evald Tang Kristensen i “Skattegraveren” og i “Barn i Norden”, som Kirsten Borberg har været dansk redaktør på.

Og så har biblioteket hyldemeter af inspirationer, hvis man ønsker at tanke sit fortælledepot op. Nyd det nærvær og fællesskab, der bliver frugten af din fortælling!