inspiration - Dansklærerforeningens Folkeskolesektion

Ramt på smag, lugt og følelse

tegning med pen og blæk – af Jens Skou Olsen

“Ramt på smag, lugt og følelse” er titlen på en bog, jeg nu får udgivet på Forlaget Ringedal. Ideen til bogen udspringer af en undren over, at nogle sanseindtryk med mellemrum rammer og lader en strøm af billeder fra tidligere tider løbe gennem ens tanker.

Det interessante er, at det der er tale om en ramthed, som er uredigerbar, fordi den beror på de tre sanser, der ligger inde i kroppen; altså de sanser, som spiller sammen med de to, synet og hørelsen, og får os til at tale om at være ved sine fulde fem.

Men når jeg har set mig omkring som lærer, som skoleleder og som menneske i det hele taget, så bygger vores skole og vores moderne samspil på, at vi er ved vores fulde to; vi prioriterer synet og hørelsen, ikke mindst fordi vi har et sprog, der bygger på den ydre verden, som kan iagttages, måles og vejes.

Men måske derfor går vi ofte fejl af hinanden, har ikke blik for hinandens erfaringer med de kropsbundne sanser. Det er det, jeg med mig selv som afsæt søger at indfange i “Ramt på smag, lugt og sanser”.

Bogens tilblivelse i sig selv er for mig en bekræftelse på, at det er muligt og uforudsigeligt, hvis man søger at mødes på sådanne præmisser: Da jeg lod Jens Skou Olsen læse mine betragtninger, sagde han ikke alene, at han gerne ville udgive dem, men også at et enkelt udsagn om skråskrift med pen og blæk havde vækket hans erindring om en tid, hvor han selv netop tegnede med pen og blæk. Han ville genoptage denne måde at udtrykke sig på, og hvis det faldt i min smag, ville han gerne illustrere mine tekster.

Og det faldt i min smag! Ingen af tegningerne svarer til mine erindringer, men gør dem anderledes og større. I modsætning til fotografier fra lokalarkiver springer pennetegningernes sanselighed op fra sidernes papir. Det er det hurtige knips over for pennens møj- og langsommelighed.

Ved en gennemlæsning i fredags slog det mig, at den kunstige intelligens aldrig kan komme ind i dette univers. AI har hverken smagsløg, lugtesans eller følsom hud!

Bogen kommer fra trykken i ugens løb, og den kan bestilles hos Forlaget Ringedal eller hos en af de mange netboghandler. Personligt vil jeg sætte pris på, at man køber den hos den lokale boghandler. Den har en vejledende udsalgspris på 199,95 kroner – altså 200 kr.

Ramt – på smag, lugt og følelse

Tanker efter et besøg i Island. 4.

Kort tid før afrejsen til Island med mit barnebarn havde jeg en lyrikworkshop ved Meyers Verdens bedste Skovtur i Udsholt. Og her deltog omtalte barnebarn. Og hun var fyldt op af forventning til vores rejse.

I et digt skrev hun: ” Første gang jeg skal til Island, / skal jeg vælte mig / i fementeret grønlandshaj….” Og sådanne længsler må man ikke sidde overhørigt, så jeg inviterede, så snart vi var ankommet, til et besøg på den fine gode restaurant Loki ved Hallgrimskirken; her serverer de traditionel islandsk mad. Og på vores platte var der foruden vidunderligt røget fladbrød med lammerullepølse og en skål med netop fementeret haj, som de anbefalede at tage en snaps til, hvilket vi afslog. Hun fik en lille bid af det fermenterede i munden, og ansigtet vred sig i væmmelse, hvorefter hajen fortsatte ud i servietten.

Servitricen smilede og fortalte, at vældig godt kunne lide fermenteret haj, og at hun ikke tog snaps til, for det overdøvede smagen. Det fik mig til at mindes en scane fra Matador, hvor Daniels franske ven er til frokost i det skjernske hjem, hvor han får en bid rugbrød med sild i munden. Og det er så fjernt fra fransk gastronomi, at det bare kører rundt og rundt, indtil man er klar til at sluge det.

I den finuelige bog, “Man tager en krokodille eller en leguan af passende størrelse” (Forlaget Vandkunsten, 2006) præsenteret Jesper Kurt-Nielsen retter fra alverdens eksotiske lande, og der er mange sider imellem, at tænderne løber i vand.

Vores smagsløg spores givetvis ind af den mad, vi vokser op med. Det er derfor, jeg er betaget af det slogan, der står på tuberne med Mills kaviar: “Samken vi er vokst opp med”. Prøv at sige det med norsk skihop-tonefald, Det er da forunderligt.

Inden længe får jeg udgivet en lille bog om at være “Ramt på smag, lugt og følelse”. Den vil jeg skrive mere om senere, men lige nu blot hæfte mig ved, at netop de tre sanser, der er bundet til kroppen, er forbeholdt det virkelige menneske. Her har kunstig intelligens ikke noget at gøre, for AI kan ikke smage eller lugte eller føle!

Tanker efter et besøg i Island. 3.

Den unge spanske filolog Irene Vallejo har skrevet den forrygende bog om skriftsproget og bogen “Evigheden i et siv”. Her er pointen, at hvis bogen ikke fandtes, ville vi ikke have haft en bevidsthed om, at vi har en historie. Bogen har givet os kilder, som står prentet.

De islandske sagaer er blandt verdens mest overbevisende udtryk for netop dette synspunkt: islændingene har en historie, som står prentet på kalveskind og i enhver islændings selvforståelse.

At besøge landnammsudstillingen i Adelstræti i Reykjavik og fortsætte til Borganes, hvor der er indrettet et fint Settlement Center, og videre til Reykholt, hvor der i kirken er en fornem Snorre-udstilling, kan ikke andet end give vingesusets åndenød. Det er ganske enkelt storslået – historisk, kulturelt og politisk. Derfor er det værd at hæfte sig ved, at Annette Lassen i år modtog Det Danske Akademis pris for formidling af sagaerne. Her er læsning for hele sommeren og frem til jul – og begynd med Harald Voetmanns forrygende motiveringstale på akademiets hjemmeside.

Denne unikke historie har sammen med den bølgende undergrund ført til en strøm af turister. Og turismen er vigtig for et land, der især har historie, vulkaner og termiske kilder at byde på. Og så fiskeri – torsken i deres Fish and Chips er så frisk og velsmagende, at man tror, at det er deres opfindelse.

Men turismen sætter også sine spor, sådan som det er tilfældet andre steder i verden, og som er eminent beskrevet af Ilja L. Pfeiffer i “Grand Hotel Europa”. I Europa lever vi af fortiden, men Amerika og Asien satser på fremtiden, er hans pointe.

På den stolte erhvervsmole i Reykjavik er der opstillet boder, der sælger billetter og udlejer våddragter til hvadsafarier. Og de gamle hæderkronede forretninger viger for souvenir- og uldvarebutikker. En undtagelse er dog antikvariatet Bokin, som bekræfter Irene Vallejos pointe om, at vores historie er holdt i live af forfattere og boghandlere.

Men bogen kan også fortrænge betagende kultur. Jeg havde glædet mig til at vise mit barnebarn det storslåede rockmuseum Rokksafn Islands tæt ved Reykjavik. Men det er reduceret til en ordinær udstilling i forhold til min erindring fra et tidligere besøg. Nu er det vilde, betagende og interaktive inddraget til fordel for et folkebibliotek. Bjørk er blevet sat til vægs – og den tidligere dansehal tæt ved den amerikanske forlægning er blevet reoliseret. Øv!

Tanker efter et besøg i Island. 2.

For mig er det et must at aflægge Halldor Laxness’ hus et besøg, når jeg besøger Island. Sådan også denne gang, hvor jeg var der sammen med et barnebarn, der ellers er optaget af geologi – og geografi. Derfor var det også fint at få øje på den globus, der er udstillet forfatterens hjem. Her fylder Island den halve klode. Pendanten finder vi i Piet Heins globus, hvor Danmark fylder overvældende meget. Selvfølelsen og -billedet i vores småstater fejler ikke noget!

Op til besøget havde jeg denne gang læst hans “Salka Valka”, som er oversat af Gunnar Gunnarsson, der engang troede, at han skulle modtage Nobelprisen i litteratur i sådan en grad, at han gjorde alle forberedelser, men blev snydt: Laxness fik den. Og det forekommer mig, at Nobelkomiteen så rigtigt. Laxness er uovertruffen!

Et af de aspekter, som betager os danske besøgende, er at høre Laxness tale dansk. Min unge ledsager var betaget af hans tydelige udtale og varierede, præcise sprog. Og jeg huskede, at jeg engang foreslog, at der skal ansættes færing eller islænding på hver skole for at modvirke mumledansk. At have lært et sprog via skriftsproget betyder tilsyneladende, at man undgår den stavelseskannibalisme, som følger af at have lært modersmålet af mumlende voksne.

En løsning kan være at træne oplæsning som et oplæg til fremlæggelsesdansk.

Apropos. Dansk står godt nok på det islandske skoleskema, men de fleste af de unge, vi mødte, ville hellere tale engelsk. “Vi fulgte ikke så meget med i dansk!”

Men ved en bod med Fish and Chips, som havde asiatisk betjening, henvendte vi os på engelsk, og en anden kunde spurgte, om vi var tyskere. “Nej, vi er fra Danmark.” Og han slog over i perfekt, tydeligt dansk og sagde, at han elskede Danmark, hvor han havde arbejdet og gerne ville tilbage til.

Når man kører rundt, kan man glæde sig over at kunne se betydningen af mange islandske ord, men når de taler sammen, virker Laxness’ globus dækkende. Men når man så møder en islænding, der taler ens eget modersmål på smukkeste vis, så er Heins globus ikke helt ved siden af.

Man kan nok mødes i et fælles handicap og tale det fælles fremmedsprog engelsk, men hvor er det berigende at kunne mødes i et sprog, som er en af parternes modersmål. Derfor må vi forhindre, at tysk og fransk udsultes i den danske skole.

Fortælling på skovturen

I mandags havde jeg lyrikworkshop ved Udsholt Strand, hvor Meyers afholder Verdens bedste skovtur. Det var på udkanten af regn og under utæt sejldug, men digtet blev der. Og sådan en workshop gentager jeg på fredag (17.7.) kl. 16-18.

Men i morgen, torsdag den 16.7. fra kl. 15.30-16.30 skal jeg fortælle om fortælling og illustrere med fortællinger af forskellig art.

Mit formål er at formå nogle af de forældre, bedsteforældre, oldeforældre, lærere og pædagoger, som møder op, til at vælge den levende og analoge fortælling. Den har et nærvær, som en nok så god lydfortælling ikke kan hamle op med. Man vil nemlig opleve, at tilhørerne er med til at skabe fortællingen. Den tager farve af de reaktioner, som ordene fremkalder. Det kan man da kalde fællesskab!

Da mange har fået deres fortællerepertoire visket ud, vil jeg vise, hvordan man kan tage afsæt i skrevne kilder, men gøre historierne til sine egne.

Et par eksempler:

Nils Hartmann opsøgte på et tidspunkt den boghandel i Rangoon, hvor Kipling hørte alle de historier om dyr, som bidrog til hans berømmelse. Her stødte Hartmann ind i en kvinde, der kunne fortælle lignende historier, og de blev bl.a. til bogen “Hvordan fuglene blev venner”. Den er illustreret af Dorte Karrebæk, som han i øvrigt har begået omkring 20 billedbøger sammen med. De fleste forærer os klassiske fortællinger. Her henter jeg inspiration.

Thyge Christensen besøgte engang Burkina Faso, hvor han skulle med bus fra en mindre by til hovedstaden. En ung mand og flere gamle koner skulle også med. Bussen var forsinket i 7 timer, så konerne benyttede lejligheden til at fortælle historier, der skulle værne den unge mand mod storbyens fristelser. Thyge skrev dem ned og udgav dem i bogen “Mand – kvinde”. Her og i andre afrikanske fortællinger finder jeg også inspiration.

Sammen med Nils Hartmann og Kirsten Borberg fik vi udgivet “Med åbne øjne”, hvor børns rettigheder blev belyst gennem bl.a. fortællinger fra forskellige steder i verden. Her er også øjenåbnende inspiration at hente.

Endelig har jeg kigget efter nordiske fortællinger, dels hos Evald Tang Kristensen i “Skattegraveren” og i “Barn i Norden”, som Kirsten Borberg har været dansk redaktør på.

Og så har biblioteket hyldemeter af inspirationer, hvis man ønsker at tanke sit fortælledepot op. Nyd det nærvær og fællesskab, der bliver frugten af din fortælling!

Fiktion og fakta

Fra forsiden på Nils Hartmanns nye bog “Efterladt i Sibirien”

For 44 år siden debuterede Nils hartmann som børnebogsforfatter. Indtil da havde han udgivet en lang række fagbøger med formidling af hovedsagelig historisk og ulandsrelateret stof.

Men så fik han en skibslæges dagbog fra en sørejse i 1672-73. Den havde farm af dagbogsoptegnelser og tegninger; alt sammen udført af skibslægen Cortemünde. Rejsen gik fra Danmark til kongeriget Bantam i nuværende Indonesien. Formålet var at hente krydderier. Og den næsten 3 år lange tur kostede flere end 125 søfolk livet. Men det, der satte Nils Hartmann i gang, var en note om, at Helsingørs bartskærer, Gregorius Smidt, placerede sin 11 årige søn om bord for at gøre ham til mand.

Den handling krævede mere end en fagbog, hvis man skulle sætte sig ind i drengens liv i de 1000 dage rejsen varede. Nils besluttede sig for at pejle sandheden ved at skrive en roman, hvori han anvendte sin historiske viden, sine rejseoplevelser sin forskellige ulandsdestinationer og sit menneskekendskab.

Med bogen kunne læseren opleve en indlevelse, der bragte nærhed til den tilværelse, som drengen må have haft ombord.

Nu, 44 år senere, er Nils Hartmann atter blevet ramt af en undren, der rækker ud over de sparsomme historiske kilder, der er tilgængelige, om den danske botaniker Wormskiold, der i 1815 påmønstrer det russiske skib Rurik. Han er af den danske konge blevet bedt om at udforske plante- og dyreliv i det østlige stillehav og ved Beringsstrædet. Men på turen er også en tysk naturforsker og digter von Chamisso, som er Wormskiolds foresatte. En voldsom kontrovers mellem de to betyder, at Wormskiold bliver sat i land på Kamsjatka. Her venter han på skibslejlighed til hjemrejsen i to år. Og da han endelig kommer hjem er han nedbrudt. Han opgiver sin videnskabelige karriere og dør på Gavnø Slot i 1845.

Det er en mindetavle i Vejlø Kirkes østgavl, der satte Nils Hartmann på sporet af Wormskiold. Og det lidt, der kunne findes om ham i kilderne, rejste en række spørgsmål, som Nils Hartmann satte sig for at søge svar på – i fiktionens form. Hvordan overlevede han i Sibirien? Hvordan var han liv, efter at han kom nedbrudt hjem?

Disse svar kan læseren blive delagtiggjort i genne læsning af den roman “Efterladt i Sibirien”, som kan forudbestilles nu, og som udkommer til 1. september på forlaget Ringedal. Den ligger allerede på de store netoboghandlers hjemmesider, og den kan i øvrigt bestilles hos forlaget Ringedal.

Jeg har haft fornøjelsen af at læse manuskriptet til den 672 sider lange roman. Og for mig vendte bladene sig af sig selv. Fiktionen kan bringe en historisk virkelighed ind i læseren, når forfatteren bruger sin viden og sin menneskekundskab i digtningens tjeneste.

Skovturen findes

Om kort tid inviterer Claus Meyer & CO til Verdens bedste Skovtur ved Udsholt Strand på A.P. Møller-grunden.

Der er et varieret program med nogle oplevelser, man skal betale for – fx sanketure, og mange, som er gratis. Blandt de gratis har jeg igen i år tre indslag:

Et oplæg (det hedder på nudansk “en talk”) om Fortælling, hvor jeg gerne vil inspirere til, at skovtursgæsterne fortæller historier, når de kommer hjem eller går en tur i skoven eller ….. Det sker torsdag den 16. juli kl. 15-30-16.30.

To gange lyrikworkshop: mandag den 13. juli kl. 16-18 og fredag den 17. juli kl 16-18. Jeg kommer med oplæg, stiller spørgsmål og tilbyder rammer. Deltagerne skriver løs, og alle får derefter tilsendt alle årets skovtursdigte pr mail.

StormP havde forleden en kalendertekst, der lød: “- Det må ikke være så vanskeligt at skrive et digt! – men det må være svært at vide, hvornår det skal holde op.”

Det skal vi prøve at finde ud af på skovturen. Så hvis du er i nærheden af Udsholt Strand mellem den 11. og 26. juli, så læg turen om ad Verdens bedste Skovtur. Og selvfølgelig gerne til Fortælling og til Lyrikworkshop.

På cykel gennem Juelsminde med to krager

Forleden åbnede Juelsminde Bibliotek en udstilling i anledning af Dorte Karrebæks forestående 80 årsdag. Og pomeransen i min turban var invitationen til at holde åbningstalen om “Dorte Karrebæks verden”. Og det er ikke så ligetil.

Meget af det åbentbare er, at Dorte har store fødder og er ordblind. Begge dele er der mange spor af i hendes billeder og tekster.

Men jeg fandt åbningen til talen i et citat af Erlend Loe fra forordet til R.L.Stevensons “Vandringer med et æsel i Cevennerne”: “…svagelige børn kan drive det vidt, simpelthen fordi de slipper for den intense socialisering, som skolen fremtvinger, og i stedet kan bruge tiden på at tænke”.

Se, Dorte har drevet det vidt, fordi hun i skolen har brugt tiden på at øjentænke. Og dette kan gennem hendes billeder ramme os andre, så verden pludselig tager sig anderledes ud.

Hun har illustreret Kåre Bluitgens gendigtning af “Jeppe på Bjerget”. De billeder fik jeg til ophængning på “min” skole, og en dag i kommer en tyrkisk dreng fra mellemtrinnet og siger: “Jeg ved, hvorfor Jeppe drikker!”. “?” “Det er fordi hans kone har for meget skole/hjem-samarbejde med læreren!”

På samme skole havde jeg Dorte til at undervise hele indskolingen samlet i at tegne “kroppen i bevægelse”. På udrullet papir og udstyret med pensler og blæk skulle de iagttage Dortes datter, som i stram trikot dansede i midten, og med enkle streger gengive den dansenes arm- og benstillinger. For det første forløb det uden gnidninger af nogen art, og desuden forekom det mig, at børnene bevægede sig anderledes i dagene efter.

Det er ikke tilfældigt, at det er Juelsminde Bibliotek, der introducerer udstillingen. For Dorte er faldet til i byen, selv om hun er en invasiv art, indslæbt af gemalen og Juelsmindedrengen Ole Dalgaard / OscarK. Akkurat som med hybenrosen finder de lokale hendes væsen og kunst velgørende. Hendes stentigre står overalt i byen og lægger op til tigerjagt. Og de er stolte af hendes nyeste malerier, tegninger og fortællinger.

Og så har hun (som Odin, der ikke var ordblind, men enøjet) to krager, som hun fodrer, og som derfor følger hendes færden.

Jo, citatet er ok, hvis man erstatter æslet med krager og Cevennerne med Juelsminde.

Herligt, at der lever en så stor kunstner blandt os – og at hun har en gemal, der får hende promoveret på behørig vis. Tak for det hele!

Ronkedorerne i juni

Den2radios ronkedorer trompeterer igen i deres fagbogssnabler på denne uges udsendelsesflade, https://den2radio.dk/udsendelser/ronkedorerne-sommer-2026/

Egon Clausen beretter om bogen “Pest, tyfus og hedenskab” om de risici og modstande, der mødte danske missionærer i Kina i begyndelsen af 1900-tallet.

Georg Metz dykker ned i den indsats, som “Niels Thygesen. Danskeren bag euroen” har ydet, som en af vores mest fremtrædende økonomer, og som tjenestemand. Og netop dette begreb er måske en tanke værd, når man sammenholder manden med den faglige indsigt, politiske integritet og uopsigelighed med den kontraktansatte embedsmands mere sårbare position, for ikke at tale om mellemlaget af spindoktorer.

Selv har jeg medbragt “Vandringer med et æsel i Cevennerne”, hvor R.L. Stevenson i 1878 begiver sig ud på en gå-tur med æsel det franske Centralmassiv. Det var før turismens tid, så alt lå uberørt af fremmede, når man ser bort fra kongens og kejserens og kirkens undertrykkelse af befolkningen, som bekendte sig til protestantismen. Stevenson iagttager natur, befolkning og reflekterer over mindretals overlevelse trods overmagtens forsøg på knægtelse.

En sådan tur vil være uladsiggørlig i vores tid, hvor turismen har skabt trampestier overalt. Så, hvis man skal have blot et pust af kriblen i hjernen, vil jeg foreslå, at man kaster sig over “De danske digterruter”, hvor litteraturen går i pardans med stederne.

Hurra for de små forlag

I går var jeg til et bogmøde på Christianshavn og skulle videre til en komsammen på Østerbro; jeg valgte at tage turen på gåben.

Da jeg efter en god tids vandren lidt varmetræt kastede et blik til venstre, følte jeg mig pludselig hensat til Donald Trumps “Reflecting pool”, men da jeg fik gnedet øjnene, gik det op for mig, at jeg spejdede ud over de søer, som Københavns Kommune står over for at skulle rense; ingen maling på bundet, ingen mafiøs entreprenør involveret!

Men efter en sådan sjæleryster kender jeg kun én medicin: at besøge den første boghandel, jeg støder på. Og heldigvis ligger Bog og Idé på Østerbrogade, skråt til venstre for udgangen fra søerne, og ikke fjernt fra den tunnel, som Lilian Brøgger lader en Strunge-lignende ung mand færdes i i den udgave af Goethes “Den unge Werthers lidelser”, som udkom i Dansklærerforeningens unikke serie “Illustreret Verdenslitteratur”.

Boghandelmedicinen virkede. Efter lidt kiggen mig omkring på må og få blev mit blik fanget af en reol, hvor boghandleren havde samliet bøger under overskriften Mikroforlag. Her fandt jeg opstillet lodret mange af de titler, som ved årets BogForum kan ses placeret vandret på borde ved indgangspartiet til messehallerne.

Og hvor er der grund til at lovprise de indsjæle, som kaster sig over at berige os andre med kvalitet fra nicherne. Disse passionerede bogelskere bidrager på hver deres måde til, at vi har adgang til en kvalitetslitteratur med et væld af facetter.

Selv om boghandlen på Østerbrogade både har bestseller-lister og stakkevis af krimier, så afsætter de plads til det, der måske ikke er det store salg i, men som kan gøre læsersjælen til mere og andet end en reflecting pool.

Da jeg bevæger mig længere nordpå ad Østerbrogade og østpå ad Nordre Frihavnsgade dukker pludselig Tarps Boghandel op. Den er lige så lille som den er sejlovet. Og her kan personalet tale med om bøgerne.

Tænk på en vandretur i København at finde to så forskellige boghandler, og så har jeg endog passeret flere antikvariater. Det er altså muligt at få læseglæden stimuleret!