Her til morgen sad jeg og læste om det politiske teater, der blev opført i Folketinget med udlændingepolitik som omdrejningspunkt. Det var en hastedebat, som på ingen måde så ud til at haste. Og ved udsigten til mere af den slags må man bede til, at Folketinget vil satse på et mere relevant repertoire.
Men midt under min hovedrysten udbrød min kone, som sad med en anden avis: “Nu bomber russerne børnebogsforlag!” Og russerne ved nok, hvad de gør, for de har fostret nogle af verdenslitteraturens største forfattere, og samtidigt har de en rig tradition for historieomskrivning og eksilering af forfattere. Forfattere er værdifulde, fordi deres skriftsprog bevarer historien, og de er skadelige, hvis historien ikke passer ind i vores kram.
Irene Vallejo beskriver i “Evigheden i et siv” om disse forhold og gør netop forfattere, boghandlere og bibliotekarer til de væsentligste søjler i vores histories hus. Nazisterne vidste det og brændte bøger, og før dem har alverdens erobrere søgte at fjerne de slagnes sprog og historie gennem bogdestruktion.
Nu er det ukrainske børne- og skolebogsforlag, der må holde for. Og disse bombardementer river masken af de russiske forsøg på at signalere, at Rusland ledes af civiliserede folk. De ukrainske børnebøger har fin kvalitet, hvilket man kan overbevise sig om ved at anskaffe sig “Min tvungne skoleferie” af Kateryna Yehorushkina, som forlaget Hjulet har udgivet på dansk – og med den ukrainske tekst bag i bogen. Den er smukt illustreret af Sofia Avdeeva. Alle skoler, der har berøring med ukrainske elever, burde have den i klassesæt!
Men skatter vi selv bøgerne nok? For år tilbage, da Dansklærerforeningen havde eget laget, oplevede vi to gange indbrud, men ingen af gangene var der stjålet noget – ikke en eneste bog. Det kan nok give et gok i selvforståelsen, eller få en til at føle sig åndeligt hævet over tyvene.
Og når man går på genbrugspladsen, så er der godt læs på den container, som rummer bøger, selv om den tømmes ugentligt. Mange af dem burde kunne glæde læsere, således fandt jeg forleden Halfdan Rasmussen og Ib Spang Olsens “Fem små trolde” fra 1948 – dengang man manglede papir i en grad, at man udelod titelblad og kolofon. I dag dropper vi boghandleren og bruger det dyrebare papir på pap, som står ophobet i nethandlens udleveringssteder.
Mens russerne bomber, burde vi andre gøre meget mere for at bevare forfatterne, boghandlerne og bibliotekerne.