Jævnligt tager jeg en af Jørn Lunds bøger ned fra reolen for at læse et kapitel om vores sprog og om det, det dækker. Fordi netop han har fanget min langtidsopmærksomhed, valgte jeg på dagen efter hans 80 års fødselsdag at tage et kapitel fra bogen “Kampen om opmærksomhed”; den bog, der på omslaget blot har en lille rød prik og titlen skrevet med meget små bogstaver.
Han skriver i 2020 om, at “det politiskeliv består i at fange vores opmærksomhed, ofte på måder, der er beslægtede både med underholdningsindustriens og reklameverdenens. Man bruger sproget som redskab, kæmper om sendetid, taletid, om ordet”.
Vi har netop oplevet en tidligere showman forsøge at anvende de tillærte virkemidler herfra ved konsekvent at forgrove, at lyve og at nedgøre, som da han for nylig påstod, at allierede soldater nok vat kommet til kampområder, men havde holdt sig på afstand af frontlinjen. Det var amerikanerne, der havde kæmpet.
For det første kommer dette statement fra en mand, der som ung fuskede sig til en kassation angiveligt på grund af en hælspore. For det andet beroede udtalelsen fra denne helt på løgne i flere lag. og for det tredie vakte ordene, som blev udtalt på hans vanlige halvkælne facon*, vrede, bedrøvelse og hovedrysten hos de nedgjorte.
De nedgjorte valgte i dag i tusindtal at møde op foran den amerikanske ambassade for at protestere; vel at mærke ved en protest, der i sin substans bestod i stilhed: Nul ord. Stærkere kan det ikke siges!
Og det vakte berettiget opmærksomhed blandt mennesker. Spørgsmålet er, om det også ramte en åre i den amerikanske ambassadør og hans stab. Jeg tænker på, at det må være besynderlig at tjene en løgner, forhåner og despotisk braldrerøv, hvis man da er et menneske. Hvis ikke, hvad er man så?
Det må være op til os alle at vise, at ikke al opmærksomhed er af det gode!
ps* bemærk, at den kælne med langsomme mundbevægelser omtaler sit parti som “rape-up-licans”; måske forklarer denne freudianske talefejl hans og deres serieovergreb?