Det skulle have været audiensens og velsignelsens dag, men for Ole Dalgaard og mig druknede det hele i et romersk vandfald fra over, ledsaget af lyn og torden, som cirkulerede lige over os, der ventede på velsignelse.
Det er ærgerligt. Men som Oles mormor havde broderet på en klokkestreng: “At ærgre sig er gratis, og det er faktisk skidt, for hvis det kostede penge, så ærgrede man sig ikke så tit”.
Det var den mormor, som stod for husholdningen i det hjem, som Ole om sommeren besøgte og ferierede i. Vi bordet var der faste pladser. Morfaren var musiker. Han kom hjem et godt stykke ud på aftenen, og en dag havde han en kollega med hjem. Det betød, at Ole fik en anden plads ved bordet end vanligt. Og her gik det op for ham, at verden kan se helt anderledes ud, når man skifter plads.
Denne epokegørende opdagelse beskriver han i den af Dorte Karrebæk så smukt illustrerede erindringsbog “Og så var der verden som den var” (Dansklærerforeningen, i serien Min historie”. Dette er for mig at se denne smukke bogs clou, og det peger på nogle af de litterære greb, som Ole / OscarK anvender i sine tekster. Og det gør han ikke for at komplicere, men for at nærme sig den virkelighed, vi er bundet til – så godt som det nu lader sig gøre.
Hvis jeg skulle råde de skolebiblioteker, der nu måske får penge til bøger, så ville jeg pege på OscarK’s værker til børn og unge – fra Hugo & Holger over Ungerne fra Strandholt til Biblia Pauperum Nova – fordi de kan anfægte både børn, unge og undervisere. Og den fælles anfægtelse er måden at nærme sig virkeligheden på!
Og apropos vores audiens: Det kan godt være, at de himmelske tegn udviklede sig anderledes end forventet. Men da vi gennemblødte søgte ind på en cafe nær Vatikanet, havde en andet også søgt ly for styrtregn og donnerwetter: en gråspurv, der satte sig på vores bord. Og med ét var ærgrelsen afløst af smil.