For 25 år siden bad Danmarks Lærerforening Johannes Møllehave om at skrive en tekst til foreningens fejring af den 125-års jubilæum. Han skrev blandt andet ”Og miraklet ligger jo i ordet under-visning”, en hyldest til læreren som den, der er katalysator for, at miraklerne sker for eleverne.
25 år senere beder foreningen Stefan Hermann om at skrive en bog om læreren. Og det har han gjort i et historisk vue, der er fængslende for sådan en som mig, der har taget en stor del af turen med – som elev, som lærer, som pædagogik konsulent og som skoleleder. Og måske i længere tid end det, for ved min skolestart i 1950 levede vi fortsat med markante efterklange af førkrigstiden. Mange af de nye strømninger, som Stefan Hermann beskriver, giver større resonans på de politiske og administrative gange end i skolens hverdag.
Men til det frugtbare overblik: Vi starter med folkelæreren, der som enhedslærer er med overalt, også i det lokale samfundsliv og i politik. Folkelæreren afløses af forsøgslæreren, der i mellem- og efterkrigstiden skulle bidrage til at udvikle skolen med blik for mennesket først. Og som en naturlig følge kom den demokratiske klasselærer, som oplever udvikling indadtil og politiske kampe, udhuling af autoriteten og svækkelse af indflydelsen udadtil. Læreren bliver coach, siden ekspert i undervisning og nu at lande som trivselssnedker.
Med kærlig underlæsningsmusik fra barndommens håndboldhal og Kim Larsens sange fortæller Stefan Hermann levende og i et flydende sprog om overgange fra tillidsfuldt samarbejde mellem politikere og lærerforening til kampe, som ikke blot drejer sig om økonomi, men også om skolens indhold.
Det, der for mig gør det særligt interessant at læse, er at læse om de mange pædagogiske ”fluer”, som er blevet udklækket af eksperter, forskere og politikere i årenes løb, og reflektere over, hvor jeg selv er blevet fedtet ind i nogle af fluefangerne. Jeg har fx bidraget til ”Klare mål” og ”Fælles mål”, som har vist sig som forløbere for den bindende målstyring. Jeg troede naivt, at det var muligt at dæmme op for den omsiggribende individualisering af undervisningen. Og ja, jeg har været med til at foreslå den obligatoriske litteraturkanon, som jo var fællesstof for folkeskole og gymnasium; igen en naiv tro på, at det obligatoriske ses i sammenhæng med det væsentlige – det væsentlige grundskolerettede.
Så tak til Stefan Hermann for et fint vue og nogle opsamlinger, som kalder på refleksioner. Dette savner jeg så til gengæld fra forfatterens side. Han har været central rådgiver i mange af de udviklinger, som har fundet sted i de senere tiår. Men han nævner alene et par slogans, som ikke blev taget imod, men som han fortsat finder relevante.
Derimod er han tydelig i nogle værdidomme. Fx kalder han de Vanløse-forsøg, som blev standset af en konservativ skoleborgmester, for galskab. Det til trods for at det socialdemokratiske åndsmenneske, Hartvig Frisch, som eneste socialdemokrat brød partidisciplinen og var imod nedlæggelsen. Og han skriver, at 2023-reformens Fællesmål blev trukket gennem sølet af blandt andre ”pædagogiske hedsporer”, ligesom han angiver, at Magtudredningen 2,0 anfører, at de skoler, der fulgte reformens logik, fik forbedrede resultater. I lyset af de valgte termer aner man, hvad forfatteren mener, ville være det bedste for skolen. Det kan vi diskutere, men hans budskab tilslutter jeg mig: lærerne må placere sig i midten, stoppe med offerrollen og være villige til også at se på sig selv i kritisk belysning. Se, det er bogens væsentligste pointe og troværdige bud.
For mig at se er det forudsætningen for, at vi i skolen kan under-vise – i Møllehaves forstand.