Kategori: anmeldelser

Brug denne beskrivelse til at fortælle brugerne, hvilken slags blogindlæg de kan finde i denne kategori.

Kunst og pædagogik ifølge Olsen

Foto: fra omslaget på Jens Skou Olsens bog Lad underviseren være kunstner. Det lille grønne R signalerer, at bogen er kommet på det bornholmske forlag Ringedal.

Der er et udsagn fra Mac Barnetts fremragende bog om Barnetts hemmelige dør (Jensen & Dalgaard), der med korte mellemrum griber fat i mig og rusker: didaktik er god børnelitteraturs fjende. https://grundskolesektionen.dk/barnetts-hemmelig-doer/

Jeg har jo fornemmet dette i min egen skoletid med læs og forstå-opgaver og notetyggede fortolkninger. Og jeg har set det i mine elevers øjne under min egen undervisning, som fx da en klasse fandt en ventil i mit undervisningsdifferentierede forløb over Goldings Fluernes herre, da de fandt på at oversætte titlen Lord of the Flies med Fluelorten. I mange år bestræbte jeg mig for at finde en måde at kombinere litteraturundervisning med glæden ved litteratur, altså ved at oplive eleverne med god litteratur. Jeg fandt min vej, da jeg inspireret af receptionsforskningen fandt frem til en metode, som jeg betegnede som og beskrev i Læs og brænd på (Dansklærerforeningen). Senest har jeg beskrevet den i Dansklærerforeningens opgavemateriale til OscarK’s Ungerne fra Strandholt, som findes på dansklf.dk.

Nu er jeg så via en artikel af det seneste nummer af DANSK #1, 2025, Folkeskolesektionens medlemsblad, af kunstskoleunderviser, forsker og jazzbassist Jens Skou Olsen, hvori han plæderer for, at læreren skal være kunstner, ikke af profession, men af tilgang til det at skabe sammen med eleverne og til at sætte sin faglighed i spil – på dybt vand.

Det fremgår af hans artikels referenceliste, at han har skrevet bogen Lad underviseren være kunstner – kunst og undervisning gennem tilegnelse og fremkaldelse (Forlaget Ringedal). Den bog har udvidet min fagbladsartikelinspiration til en overbevisning om, at vi kan finde trædesten imod en skole, der ikke gør skoletræt og skaber mistrivsel, min giver oplivning af både elever og lærere.

Jens Skou Olsen har tilegnet sig kunstteori fra kunstneren Joseph Beuys og pædagogiske overvejelser fra forskeren Gert Biesta, som sidste år udkom med sin bog om Beuys: Lad kunst undervise – kunstundervisning ”efter” Joseph Beuys (Klim).

Og på den baggrund fremkalder Jens Skou Olsen et undervisningssyn, der vil kunne sætte op ”mod firs tusinde undervisere og op mod trekvart million elever fri til at finde hjem: til at finde sig selv, hinanden, fagligheden, magien og glæden ved at undervise og tilegne sig”, hvis de opgiver ” kontrol, målinger, evalueringer, målsætninger og såkaldt kvalitetssikring”.

Det lyder for enkelt, men er det bestemt ikke, fordi vi kender det trygge og vægrer os ved at forlade dette, selv om vi kan få øje på de dårligdomme, det afstedkommer. Derfor er rådet også at anvende de små skridts tilgang.

Med utallige filosoffer, tænkere, digtere og poeter, basale etymologiske analyser af grundbegreber og velvalgte cases udfoldes en idé om undervisning, hvor alle er kunstnere i den forstand, at de – elever og lærere – er sammen om at skabe.

Der er tale om en personlig indsigt, som Jens Skou Olsen har opnået som kunstskoleunderviser og udøvende improvisationsmusiker. Men hans påpegning af det betydningsfulde i at høre til i sig selv og i verden, i at være vågen og til stede og i at lade det åndelige bygge bro mellem os moderne mennesker og det mytiske giver resonans i mig, når jeg genkalder mig følelsen af det, der lykkedes, da jeg forsøgte mig med læs og brænd på-metoden til litteraturundervisning.

Fordringen om at være vågent til stede betoner selvfølgelig det sanselige, det mundtlige, nærværet og er således et opgør med vores topprioritering af skriftligheden, som gør det oplagt for os at skrive os ud af nærværet. Men det skal ikke forstås som en afvisning af det skriftlige. Jens Skou Olsen fortæller jo netop dette i en bog, som blot ikke må blive en teoretisk undvigemanøvre for at komme i gang.

Start med små skrift, hvor der fornemmes en frugtbar sprække i den instrumentelle, skemabundne og ufri hverdag, og kom i gang; ikke ved at reparere og bygge videre på de eksisterende dårligdomme. Her henviser han til den spaghettieffekt, man oplevede, da man i programmeringens barndom konstant søgte at reparere på fejlbehæftede programmeringer. Til sidst mistede man overblikket, fordi de mange justeringer samlede sig i en spaghettiklump af uoverskuelighed.

Man må finde sprækker, begynde forfra og sammen med sine elever vove sig ud i det uforudsigelige – til gunst for verden i den enkelte og for os alle i verden.

En bog til tiden

Anders Bondo Christensen har skrevet en lille, letlæselig bog om den betydning, som lærerprofessionens betydning for at udvikle en god folkeskole.

Bogen tager afsæt i den historiske omstændighed, at dansk lærere for omkring 150 år siden samledes for at bidrage til en forbedring af skolen – for eleverne og for lærerne. Dette dobbeltsigte har siden været basalt for den forening af lærerne, sådan som det fremgår af Danmarks Lærerforenings professionsideal.

Efter 25 år arbejde lykkedes det for lærerne at få skrevet ind i skoleloven, at lærerne havde ret til at blive hørt i skoleanliggender. Denne ret eksisterede med lærerråd, fælleslærerråd og skolekommission frem til 1993, hvor lærerne blev frataget denne ret til at blive hørt. Og udviklingen med at få lærerne placeret som lønarbejdere snarere end professionsudøvere toppede, da KL og regeringen i et koordineret angreb lockoutede lærerne for at gennemtvinge en overenskomst, der skulle skaffe penge til en skolereform, der blandt andet satsede på en læringsmålstyring.

Det at holde lærerne uden for indflydelse må siges ikke at have været en succes, og nu blæser der nye vinde. Der er igen udsigt til at parterne omkring skolen skal være SAMMEN om skolen.

Derfor er denne historiske oversigt, som Anders Bondo Christensen leverer et velkomment bidrag, når lærerne igen skal finde deres ståsted i et samarbejde med mange forskellige interesser som understrøm til den fælles interesse: at skabe en god skole.

Det er prisværdigt, at forfatteren formår at holde denne gennemgang i en sober tone, når man tænker på, at han har været en central figur i den seje kamp for lærerprofessionens fane højt, også når de politiske vinde fra både regering, folketing og KL var heftigst.

Når man som Anders Bondo Christensen har været en central aktør over mange år i denne kamp, er bogen selvfølgelig på sin vis et partsindlæg, men som sagt et urbant et af slagsen. Men det væsentligt i denne tid, hvor de fleste har indset, at reformen på mange måder med dens konkurrencestatsfilosofi var en dårlig idé, og at måden lærernes blev tromlet på var en særdeles dårlig idé.

I den relation kommer bogens eneste skævert, og det skyldes en banal korrekturfejl: Pernille Rosenkrantz-Theil ser med skepsis på reformen, når hun ser i bagspejlet. Selvfølgelig er det bakspejlet, hun har øjnene rettet imod, men fejlen giver dog anledning til forunderlig billeddannelse!

Når bogen i mine øjne er væsentlig, beror det på tre ting: 1) den giver et fornemt, historisk overblik, 2) den viser, at man skal være vedholdende og byde sig til, og ikke som det skete tidligere, at Danmarks Lærerforening tilkendegav, at man ikke længere kunne tage ansvar for skolens udvikling; og skolens lærere blev behandlet derefter, 3) den viser glimtvis, at personlige relationer er væsentlige.

Og hvorfor er det så grundlæggende betydningsfuldt at lytte til lærerne: fordi de hver dag står midt i arbejdet for at få det umulige til at lykkes. Filosoffen Jørgen Husted citeres for at sige, at “for mange lærere er det at lykkes som lærer en vigtig del af det at lykkes som menneske”.

Men skal det lykkes at give lærernes stemme en gennemslagskraft, så viser historien også, at det er af betydning, at man har en fælles forståelse for professionens aktuelle og langsigtede muligheder og udfordringer.

Læs denne velskrevne, lille bog og få lyst til at bidrage til professionens fællesskab og ane de risici, der lurer i en ensidig økonomisk tænkning, hvad enten det drejer sig om udgifter til skolen eller til kontingent til fællesskabets styrke.

Inde i H.C. Andersens eventyrlige dobbeltheder

Jesper Wung-Sung beriger os med endnu en genoplivning af HCAs person

I 1822 udkom bogen Ungdoms-Forsøg af William Christian Walter. Bag forfatternavnet gemte sig den dengang mis- og ukendte Hans Christian Andersen, som havde konstrueret navet med henvisning til idolerne Shakespeare og Scott og med eget mellemnavn klemt ind.

Denne titel har Jesper Wung-Sung med vanlig sans for det velvalgte anvendt på romanen, der følger op på Hans Christian, der i jeg-form fortæller om H.C. Andersens barndom. Beretningen om hans ungdom fortælles logisk nok fortsat med Hans Christian som fortæller; logisk fordi den kraftpræstation, det var at leve sig ind i den krøllede barnesjæl, har alle forudsætninger for nysgerrigt at se nærmere på, hvordan drengen vil udvikle sig. Og det kommer der en roman ud af, som er lige så vellykket som forgængeren, vil jeg mene efter anden gennemlæsning.

Ved den første læsning fandt jeg indledningen en kende anstrengt med anvendelse af lidt for mange sært konstruerede ord. Men efter en ny læsning forekom ordene ganske andersenske; et ændret syn, som måske beroede på, at jeg havde læst andre romaner mellem Hans Christian og Ungdomsforsøg. Jeg var ganske enkelt gledet ud af Jesper Wung-Sungs indlevelsesunivers, som ellers havde bjergtaget mig i Hans Christian.

Jesper Wung-Sung formår at give et troværdigt og dragende indblik i den drivkraft og den sårbarhed, som denne unge mand udvikler sig til at være i besiddelse af. Det forunderlige ved H.C. Andersens person er, at den har et ben i såvel virkelighedens som fantasiens verden; ja, mere end det: Han er mangebenet, idet han også har ben plantet på hver side af skellene mellem angst og mod, mellem følelsen af utilstrækkelighed og storhedstro, mellem blufærdighed og nysgerrighed, mellem generthed og grænseoverskridende adfærd, mellem erotik og skræmthed og mellem kærlighed og kunstens kald. I det ene kapitel efter det andet blotlægger bogens jeg springende, hudløst og naivt alle disse i væremåde og tanker i kampen for at få foden indenfor i teaterverdenen som danser, som sanger, som skuespiller og endelig som forfatter. Vejen må gå fra afslag på afslag via skolegang, dog betalt af kongen, og gryende digtning til en stormende, men umulig forelskelse i Riborg. Her slutter ungdomsforsøgene på en måde, der antyder, at flere bind vil se dagens lys.

Og det er en glæde, for Jesper Wung-Sung har placeret sig så indsigtsfuldt i H.C. Andersens modsætningsfyldte tænke- og væremåde, at science fiction-forfattere kan gå hjem og vugge, når de spekulerer på at genoplive dinosaurer af fundne gener, eller når kvantefysikere forudser, at de på et tidspunkt vil kunne give Søren A. Kierkegaard ny gang på jorden ud fra få levninger. Det lykkes nemlig Jesper Wung-Sung her og nu at give vores store digter et liv, som ikke blot gør ham stor i sin tid, men i al tid – altså også i vores nutid, hvor mange, der surfer på sociale medier, kan få sat både spørgsmåls- og udråbstegn ved deres angst for ikke at få det hele med.

Og til dem, der ikke er net-surfere, kan der måske være en sport i at gå på opdagelse i de mange eventyrreferencer, som Jesper Wung-Sung anvender som pejlemærker i jeg’ets tanker, som om frøene til nogle af eventyrene, romanerne og operaerne bliver sået lige her.

Det er den type digterisk frihed, der virkelig får det hele til at virke troværdigt.      

Jens Raahauge

Barnet(t)s hemmelig dør

Der kan godt være format over en lille bog; virkeligt format!

Den amerikanske børnebogsforfatter Mac Barnett, som på danske er udkommet med flere end 10 titler, har skrevet en meget personlig og alligevel alment gyldig bog om, hvorfor vi skal tage børnebøger alvorligt.

Kort inde i bogen står en enkelt sætning alene på en side: “En børnebog er en bog skrevet for børn.” Og den modstående side er uden andet indhold end en opfordring til at reflektere over det tilsyneladende tautologiske udsagn. Nej, det er ikke så oplagt, som det lyder. For der er ganske mange voksne, der involverer sig i en bog til børn: forfatteren, forældrene, bibliotekarerne, lærerne, pædagogerne og mange flere.

Og det, der er karakteristisk for dem, er, at de i modsætning til børn ikke længere er voksende, men netop voksne, hvilket som oftest indebærer, at de ikke længere er i stand til at stå med et ben i virkeligheden og et i fantasiens mange muligheder.

Mac Barnett plæderer for, at børnebogen skal tage denne egenskab hos børnene alvorligt, så de mange facetter af følelser og oplevelser, som har hjemme i en sådan tobenet måde at nærme sig verden på, bliver imødekommet.

Derfor kan han overbevisende argumentere for, at didaktik er den gode børnebogs fjende. Tag lige den, og overvej, hvilke andre fjendtlige indgreb i barndommens land didaktiske tilgange kan afstedkomme.

Mac Barnett medgiver, at der udkommer meget bras, der kan kategoriseres som børnelitteratur, men understreger, at noget tilsvarende gør sig gældende for litteratur til voksne. Vi voksne har bare bedre redskaber til at finde frem til det, der vedkommer os, men børnene ofte er afhængige af os.

Mac Barnett beretter også om, at hans mor, som egentlig ikke selv brød sig om fiktion, ville ham det bedste, og derfor fik installeret en bogreol med børnebøger i deres hjem. Og som Kaalund siger: “Oh, har du en moder, da skøn derpå!” Alle voksne burde sikre, at ethvert barn har adgang til en bogreol med mulighed for at vælge noget, der er vedkommende.

Han inddeler børnelitteraturen i tre kategorier: 1) De tekster, som er skrevet af børnene selv, og som ofte er “ventil for alt det voksne foretrækker at lade, som om børn aldrig tænker på”. 2) De bøger, som er propaganda for voksenlivet, og som ikke giver børnelæserne “den mindste smule litterær oplevelse”. Og 3) De bøger, som er skrevet til børn, “sådan som de faktisk er, og ikke som voksne gerne vil have dem til at være”.

“Barnet, der ‘lader som om’, skræver over en hemmelig dørs dørtrin, står med den ene fod i virkeligheden og den anden i fiktionen”. Grib denne bog, og bliv grebet – og reflekter over, om vi som voksne kan få øje på andre hemmelige døre i vores omgang med børn.

Bogen er udkommet på forlaget Jensen & Dalgaard, som i gyldne øjeblikke virker til at have benene plantet på begge sider af virkelighedens og kreativitetens skillelinje. De kalder bogen for Barne(t)s hemmelige dør, oversat fra amerikansk The Secret Door af Barnett.

Med afsæt i Andersen

I år er det 150 år siden, H.C. Andersen døde. Og den begivenhed er en oplagt anledning til at lade sig inspirere af hans eventyr; en anledning som Gyldendal har grebet ved at lade 8 forfattere af bedste karat vælge hver et eventyr, som de har mod på at skrive ovenpå.

Det er der kommet en fin samling ud af, og for at understrege relevansen for undervisning har Trine May skrevet et efterskrift, der giver ideer til arbejde med novellerne i skolesammenhæng; ideer som nok giver afsæt, men som giver god plads til dansklærerens egen ageren og dømmekraft.

De 8 noveller fortolker de temaer, som H.C. Andersen inspirerer til i eventyrene Lille Claus og store Claus, Tommelise, Den lille pige med svovlstikkerne, Grantræet, Den lille havfrue, Kejserens nye klæder, De vilde svaner og sangen I Danmark er jeg født.

Søren Jessen lader godmodige store Alf snøre den selvpromoverende lille Alf og giver god anledning til at reflektere over, hvordan vi behandler hinanden, og hvad gold magtudøvelse kan afstedkomme. Gid dog Trump ville læse med!

Susanne Munk Jensen lader en kæmpestor pige udsætte for omsorgssving, men finder til sidst en plads, hvor hun føler sig set og anerkendt; hos en hjemløs med hund. Gid dog landets opholdssteder ville læse med!

Jesper Wung-Sung beskriver livet og døden om bord på en flygtningesejlads over noget, der kunne være Middelhavet. I skæret fra den sidste nødraket ser en overlevende lillebror sin døende mormor i det rige land. Han falder over bord. Gid dog alle Folketingets strammere ville læse med!

Mette Vedsø har skrevet en poetisk novelle om Anemone, der tror, at alt er skønnere andre steder end der, hvor hun er. Man må gribe hvert nu med det, det byder, og se med accept på sig selv. Gid dog alle SoMe-brugere ville læse med!

Malene Sølvsten har skrevet en forunderlig og mangetydig havfruehistorie, som blandt andet kan læses som et korrektiv til de undertrykkende kropsidealer, der gør tilværelsen trist for mange unge. Gid dog alle influencere og deres følgere ville læse med!

Kim Fupz Aakeson har en rigtig fupzet udgave af en forfængelig bandeleders pludselige selvindsigt, da nogle svindlere konfronterer ham med hans egen moral. Gid alle bandeledere, deres håndlangere og deres advokater ville læse med!

Mads Ananda Lodahl har skrevet et eventyr om en dreng og hans elleve søstre, der forvandles af en ond stedfar. Både det litterære greb og handlingens referencer til nutiden er oplæg til fine refleksioner. Gid alle, der vil bestemme, hvordan andre skal være, ville læse med!

Endelig har Cecilie Eken skrevet en fædrelandssang, som på forunderlig og poetisk vis forbinder os med den natur, dens planter og dyr, som vi skal leve og overleve sammen med. Vis en QR-kode får vi smuk melodi på. Efter min mening er dette bogens højdepunkt. Gid alle vil synge med!

Denne bog er en fin novellesamling, som kan give anledning til fordybelse og refleksion i undervisningen, men som også snildt kan fungere uden for klasseværelset, hvilket jeg har antydet ved at pege på andre grupper af læsere.

Denne bog er noveller til tiden, hvor H.C. Andersens eventyr er historier til altiden. Men det gør vel ikke denne udgivelse mindre væsentlig, at den forfatter, der døde for 150 år siden, er mere levende end de nuskrivende.

Med blik for Andersen

Lars Ravns maleri Hybelkanin som pryder bogens omslag

Maleren Lars Ravn lukker sin egen kunst og vores øjne op for H.C. Andersen som billedkunstner

”Jeg håber, at denne bog vil sætte gang i processen, der peger mod en bredere forståelse af H.C. Andersen som kunstner og som menneske” ved ”at den kan være med til at åbne øjnene for, at det ikke kun er det skrevne, der undersøger verden”. Dette håb, maleren Lars Ravn formulerer i bogen om H.C. Andersen som billedkunstner bliver til fulde indfriet, hvad angår påvisningen af billedets formåen udi undersøgelsen af verden, mens processen omkring den bredere forståelse nu er op til bogens læsere, som skal være både hårdhjertede og koldøjede for ikke at kaste sig ind i processen. Lars Ravn har gjort sit til, at synet på H.C. Andersen uvægerligt må tillægges endnu et lag – nemlig som en billedkunstner, hvis kunst peger mod strømninger, der ligger forude.

I bogen får Lars Ravn hjælp gennem to ekspertkapitler, hvori museumsinspektør, cand.mag. Niels Bjørn Friis skriver om H.C. Andersens dannelsesrejse til Italien, mens mag.art. Ejnar Stig Askgaard skriver om H.C. Andersen som billedkunstner. Bogen er blevet til i samarbejde med kunstfotograf Claus Kofoed, som også har skrevet forordet.

Men det, der har rusket i mine øjne, er Lars Ravns blik for H.C. Andersens mangeartede billedkunstneriske udtryk og teknikker i tegninger, klip, collager og de billedværker, som han skabte til venners børn. Lars Ravn har en sjælden formidlingsevne, der så at sige tager en ved øjnene og fører ind i billederne med en kombination af indsigt og begejstring, som smitter. Læseren får blik for Andersens billedkunst, som man bliver overbevist om at have haft for lidt blik for, hvor det har udfoldet sig i skyggen af hans eventyr – fortalte for børn. (Lars Ravn grunder i øvrigt over om en tilsvarende skyggetilværelse er blevet romanerne, skuespillene og poesien til del.)

Lars Ravn har som så mange af os fået H.C. Andersen ind gennem sproget fra barnsben. Men i de seneste mange år har han været optaget af Andersens billedkunst; en fascination, der nok udspringer af deres beslægtethed i som selvlærte at vægte det folkelige, legende og frihedssøgende i den billedskabende proces. Bogen skildrer Lars Ravns mange fortolkninger af Andersens billeder, hvor han også lader et andet forbillede, maleren Paul Klee, indvirke på fortolkningerne.

Ved at se H.C. Andersens, Paul Klees og Lars Ravns’ billeder stillet til skue ved siden af hinanden, får man blik for de kunstneriske kvaliteter, som de hver især rummer. Her er tale om en øjenåbnende synergieffekt, som gør, at H.C. Andersens billedkunst er en bog, man ikke kan få nok af!

Det tjener Syddansk Universitetsforlag til ære, at de har udgivet dette forunderlige værk, som trækker H.C. Andersens billedkunst ud af skyggen og lægger alen til ham som fri, legende og autodidakt kunstner; kvaliteter som her genfindes hos fortolkeren Lars Ravn.

Jens Raahauge

En cykelmyg der tager alle stik hjem

Foto: Kærlighed ved første blik. Bellevue Teater og Christina Hauschildt

Cykelmyggen Egon har atter indtaget Bellevue Teater og driver sine kunster dér frem til den 28. marts. Ved premieren i går var jeg på plads i teatret sammen med tre børn mellem 3 og 4 år. Og det blev en oplevelse med anledning til umiddelbar nydelse og efterfølgende refleksioner.

Handlingen udfolder sig i overdådige rammer: overvældende kulisser, fantasifulde kostumer i arkitekt Arne Jacobsens smukke teatersal. For at bruge et af tidens nedslidte ord, men her i dets egentlige betydning: det var teatermagisk! (Gå ind på Bellevueteatrets hjemmeside og se nogle af de fine billeder fra forestillingen).

Mine tre ledsagere kendte alle Flemming Quist Møllers historie, og den ene af den havde endog forberedt sig ved at få læst bogen som godnatlæsning og om formiddagen inden teaterbesøget set filmen. Så jeg var faktisk spændt på, om teaterversionen kunne fængsle. Og det gjorde den i øjenopspilende og mundåbnende grad. Her var fuld koncentration i samtlige minutter. Den yngste lo højt og inderligt, også på steder, hvor ingen andre i salen havde opfattet netop dette morsomme. Og hun understregede derved, at børn kan opleve på andre måder end voksne; et vigtigt indspil til pædagoger og forældre. Den ældste måtte forlade sædet og op at stå, da edderkoppens spind strakte sig ud over hele scenerummet og fangede dansemyggen. Hun glemte ganske at tygge på sine popcorn. Og den mellemste henrykt for de kropslige udfoldelser på scenen, som satte hans egne lemmer i bevægelse. Men efter forestillingen fandt han, at dansemyggen var den bedste.

Disse tre børns reaktioner genspejlede faktisk det, man fornemmede i salen: at stykket blev oplevet forskelligt af publikum afhængigt af alder. På den vis har Flemming Quist Møllers værk samme kvaliteter som fx H.C. Andersens eventyr. Og teaterversionen formår at bevare dette. For den er på sin vis ganske anderledes end bogen og filmen, idet den består af en – i øvrigt indfangende – oplæsning af historien og en intens kropslig udfoldelse på scenen, hvor det forunderlige insekt- og dyreunivers blev legemliggjort af artister, der iført fantasifulde og betagende kostumer formåede at få personlige karakteristika til at fylde i historien.

Oplevelsen fik mig til at genopleve de gange min kone og jeg var med et ungt barnebarn til undervisning på cirkusskolen i Avedøre, som viste sig at være en kreativt alternativ til gymnastik, boldspil og dans; her er det hele i en kombination, der kan glæde andre. Og hvor udøverne først og fremmest konkurrerer med sig selv. Her er ingen ledsagende forældre, der råber ad dommeren!

Når Bellevue Teatrets forestilling i den grad betog trods børnenes kendskab til både bog- og filmversioner, så skyldes det givetvis, at den benyttede sig af et helt andet udtryk, som hører teatret til: det kropslige. Jo, ordene betød noget, drev handlingen frem, men det var de sanselige kropsudtryk, der gjorde, at publikum fik lagt et slidstærkt lag mere på historien.

At Cykelmyggen lægge spurt til dette, skyldes givetvis de kvaliteter, som bar den oprindelige historie, som Flemming Quist Møller udgav i børnelitteraturens gyldne år, 1967, hvor også Ole Lund Kirkegaard, Cecil Bødker, Benny Andersen og Halfdan Rasmussen bidrog til revolutionen. Børnelitteraturen har heldigvis ikke været den samme siden. Og Bellevue Teatret bidrager originalt og medrivende til, at Cykelmyggen fortsat spurter ind i børn og barnlige sjæle.

Jens Raahauge