anmeldelser - Dansklærerforeningens Folkeskolesektion

Pyha, man bliver forpustet og ramt

Udsnit af forsiden på “Smukke unge mennesker”. A Mock Book 2025.

I sidste uge hørte jeg Egon Clausen fortælle begejstret om en ny roman, der forudsiger skolens krise, som kan føre til dens død. Den bog måtte jeg se at få fingre i, for den skriver sig ind i de debatter, som er sktuelle lige nu om “den nye børnesyn”, om “pissedårlig opdragelse”, om “lærernes muligheder for magtanvendelse” osv. osv.

Og hvor er den bog en veritabel bladvender. Suverænt sprog, fint flow og indgående indsigt i skolens hverdag. Ja, bogen formår at nuancere, at perspektivere og at autenticitere alle debatterne med betragtninger, der både rammer og skræmmer tilpas til, at man ikke kan lægge den fra sig, og når den er slut, ikke kan lade være at vende tlbage til nogle af dens udsagn.

Faktisk er det en krimi, og allerede i indledningen åbenbares det, at en elev forgiftet falder død om på skolens grund. Og vi får snart at vide, at han har været utålelig og destruktiv; en prøvelse for de andre elever og for det lærerteam, som har været sammen om hans 8. klasse. Men i fritidjobbet i et supermarked er han en fin medarejder.

Ledelsen på skolen er veg, coaching- og konsulentorienteret og ikke til megen nytte. Faktisk er der mere hjælp at hente i pedeluniverset end hos den selvisolerende ledelse.

Når jeg føler mig frugtbart påvirket af bogen, skyldes det, at den til trods for en karikerende stil har så godt fat i både voksne og unge personers handlinger og overvejelser og i de opløsninger af fællesskaber, som både elever og ansatte er en del af, at der uafladeligt er hændelser, man kan spejle sig og og blive ramt af, når man har arbejdet i skolen.

Selvfølgelig har jeg læst bogen med lederbriller. Og forskellige situationer er dukket op, hvor jeg må spørge mig selv, om jeg har trukket for store veksler på nogle ansatte. Men der er også begivenheder, der får mig til at ryste på hovedet over de mange, bekostelige lederkurser, hvor vi skulle blive “verdensklasse”.

Selvfølgelig kender jeg til det, at nogle elever er destruktive i skolen, men ordentlige i andre sammen hænge. Jeg husker en specialklassedreng i overbygningen, som både i skolen og i lokalsamfundet var destruktiv, men, fik jeg nys om, var alles drøm af en ung, når han var på ferie i sin anatolske landsby*. Han fortalte mig, at man var nødt til at være gangster her for at blive accepteret, men at han bedre kunne lide at være sød. Vi blev afbrudt i vores konstruktive samtaler, da jeg forlod skolen pga. skolesammenlægning. Men jeg fik et brev fra ham: “Jeg har to moer. En derhjemme og en på skolen. Og det er dig.” Dette blot for at pointere, at jeg tror, at der er håb for skolen, hvis vi griber de signaler frugtbart an, som de nuværende debatter lægger op til.

Stefan Herman beskriver i dagens Politiken (02.11.25), at skolen er på vej ind i en dødsspiral, hvis lærerne, som de altid har gjort frem til 2013, ikke igen går forrest i kampen for at udvikle skolen. Lad mig tilføje, at det nok heller ikke gør noget, hvis andre af skolens parter besinder sig og lægger kræfter i at udvikle, frem for at pleje egne interesser.

Jeg kunne godt tænke mig, at alle der lige nu lufter skråsikre meninger om skolen, giver sig selv et par refleksionsrynker ved at læse denne herlige, satiriske roman.

Tak for “Smukke unge mennesker”.

*Det er befriende, at handlingens utilpassede dreng er pæredansk, Det er min erfaring, at uroen i skolen snarere beror på amerikansk end på muslimsk påvirkning.

H.C. Andersen på bornholmsk – hvorfor nu det?

I disse dage arbejder jeg på Bornholm og har her erfaret, at der er udkommet en samling med fem eventyr af H.C. Andersen, oversat til bornholmsk. Nu har jeg via den unikke Olivarius-boghandel i Svaneke fået skaffet mig et eksemplar. Jeg har læst ”Prønsæssan på artan”, ”Fyrtoied”, Va fâr gjorr e ømmer de rætta”, Lijlla Klaws å stora Klaws” og ”Dæjn styggja ællijn” og remser her titlerne op for at give en fornemmelse af den toning, digteren får igennem oversættelsen.

Det er interessant at læse dialekten, men bogen føjer intet nyt til digteren; så hvad skal man mene?

I aftes var jeg til en komsammen på kulturinstitutionen Svanekegården, hvor forfatteren Lars Holmsted optrådte med tekster fra en læserbrevkasse, som han underholder med i Bornholms Tidende. Og jeg skal hilse og sige, at han er morsom, så det forslår. Nogle af hans tekster kommer på højde med Herman Bangs ”Kunstrejse på Bornholm”, både hvad angår det underspillede, det selvudleverende og det barokke.

Under en pause fortalte jeg en ældre rønnebo, som jeg sad ved siden af, at jeg havde læst oversættelsen af de fem H.C. Andersen-eventyr. Og han rystede på hovedet: ”Man skal da altid læse god litteratur på originalsproget, hvis man mestrer det. Og alle bornholmere kan læse dansk.”

Selvfølgelig har han ret. Jeg har mødt kursister fra Polen, Japan, Tyskland, Rusland og USA, som frekventerede Den internationale Højskole i Helsingør. De havde lært dansk for at kunne læse H.C. Andersen på originalsproget. Så faktisk giver det ingen mening at oversætte ham til en dansk dialekt.

Alex Speed Kjeldsen, som står for oversættelsen, har i øvrigt begået bogen ”Mina fossta tuzen or på borrijnholmst”, udgivet af Modersmål-Selskabet. Det er en oplagt bog at sætte øjnene i, hvis man vil arbejde med dialekter. Han har endvidere oversat fire historier af Martin Andersen Nexø til bornholmsk. Og med dem har jeg det som med H.C. Andersen; de bør læses på originalsproget.

Det er så interessant at læse tekster på dialekt, så lad os få nogle originale. Bornholm kan levere myriader af gode fortællinger.

Det skal i øvrigt nævnes, at Ane Cecilie Mogensen har illustreret de ”fæm eventyr” med papirklip. Hun er en ferm papirklipkunstner, men kommer godt nok til kort over for H.C. Andersen selv. Også her: Giv os noget originalt!

Og endelig: tak til min sidemand fra Rønne, som fik mig til at droppe mine betænkeligheder ved at være hård i bedømmelsen af denne udgivelse fra forlaget Bornholmiana.

Mere (om) Andersen

Udsnit af omslag på En dissonans i denne verden. Læsninger i H.C. Andersens tidlige eventyr

Det, der dybest set kanoniserer et forfatterskab, er, at det til stadighed tilføres nyt liv af nutidige forfattere, undervisere, forskere og læsere. Derfor er H.C. Andersens forfatterskab uomgængeligt, spillevende som det fortsat er 150 år efter forfatterens død.

På det seneste har Anne-Marie Mai vist os en anderledes Andersen. Otte nutidige børne- og ungdomsbogsforfattere har bidraget til antologien Et barn i verden. I samme gyldendalske Andersen-serie er tegneserieskildringen af hans barne- og ungdomsår, I digterens skygge, udkommet. Det er dem, jeg for nylig har anmeldt her. Og nu føjer sig endnu en livgiver og øjenåbner til rækken: Andersen-forskeren Claus Elholm Andersens En dissonans i denne verden, hvori han læser og analyserer de tidlige eventyr.

Her påviser han, at H.C. Andersen intuitivt fornemmede datidens opkommende borgerskabs skrøbelige harmoni, den spirende industrialismes konsekvenser med den gryende kapitalismes dyrkelse af penge. Selv er forfatteren ikke politisk, men hans iagttagelsesevne gør hans tekster politiske og kritiske i en grad, vi har været tilbøjelige til at overse.

Dette råder Claus Elholm Andersen bod på i analyser, der inddrager et væld af forskerkollegers iagttagelser i en pejling af kompleksiteten og modsigelserne i eventyrene. Det er fornemt gjort, og det har fået mig til at genlæse de 12 eventyr, han giver et nærmere eftersyn. Og i hans lys kommer de rent faktisk til at tage sig moderne ud.

Lad mig give et par eksempler:

Kejseren har ikke noget på, men selv om det afsløres i fuld offentlighed, får det ingen konsekvenser. Magtens repræsentanter kører magtfuldt videre. Er dette ikke ganske nutidigt?

Pigen, der sælger svovlstikker, og som måske kommer fra den sundhedsskadelige fabrik, der lå tæt på H.C. Andersens værelse på Hotel du Nord, fik måske indflydelse på en arbejderbeskyttelseslov. Men kender vi alligevel fortsat til udnyttelse af arbejdskraft?

Brødrene Claus læser vi tit som udtryk for, at den lille smarte narrer den store dumme. Men læst i en kapitalistisk optik er det snarere den griske lille, der trækker et blodigt spor efter sig. Har vi for nylig set eksempler på, at ikke alle svaner er hvide?

Igennem Claus Elholm Andersens analyser får vi et blik for de mange mislyde, som H.C. Andersen virtuost spiller på med fortællerpositioner, vekslen mellem ydre og indre monolog og indlagte indfald og historier som instrumenter. Det er ganske enkelt mageløst at blive inddraget i en sådan genoplivningsproces, hvor en af litteraturforskningens ”paramedicinere” udfolder sig.

Han er knyttet til University of Wisconsin-Madison, hvor han bidrager til H.C. Andersens fortsatte liv i den del af den store verden. Hans bog, som i øvrigt er lækker og håndvenlig, er udkommet på Aarhus Universitetsforlag, som hermed bør få rusket op i den danske undervisningsverden og offentlighed, så vi kan beskæftige os lige så meget med vores store digter, som det sker i mange andre lande.

Dette er ganske enkelt en kanon bog!

Der er mere i ham end det, de andre ser

Udsnit af forsiden på I digterens skygge

I den danske sommersol gik jeg forleden en tur med mit treårige barnebarn. Han løb frem, så hans skygge blev højere end min, og han rakte sin skyggehånd ned på mit skyggehoved. Han var fascineret af skyggelegen. Om aftenen læste jeg ”I digterens skygge”, den tegneseriebog, som udkom på dagen for 150 året for H.C. Andersens død.

Her indgår, som titlen angiver, digterens betagelse af skyggen dels som en næring til fantasien og dels som en fortid, vi bærer med os. Det er tre garvede tegneserieskabere, Niels Roland, Peter Snejbjerg og Ole Comoll, der har beriget Gyldendals H.C. Andersen-ungdomsserie med dette værk, som omhandler digterens unge år.

Fortællingen indrammes af H.C. Andersens ophold i Napoli, hvor det i indledningen er så hedt, at skyggen skrumper, og fantasi og virkelighed smelter sammen, så en fattig blomstersælger associeres med en lille pige med svovlstikker. Slutscenen er derimod en sval og livfuld aften, hvor digteren drømmer om at lade sin nu lange skygge vandre med ind ad altandøre og vinduer, mens han tænker på at skrive sin livshistorie, sådan som han har lovet sin tyske forlægger.

Imellem de to Napoli-scenarier får vi beretningen om H.C. Andersens barndom og unge år i en naturalistisk streg, der kun omkring rektor Meisling, hans kone og andre letlevende kvinder glider over i karikaturen. Andersen selv er en ganske pæn dreng, befriet for den bodyshaming, som Brandes – og han selv i øvrigt – lagde grunden til.

Hans barndoms- og ungdomsforløb er kronologisk beskrevet og holdt inden for tegneseriens faste rammer. Dog lader nogle få afgørende øjeblikke sig ikke holde indespærret i en ramme; det gælder fx hans farfars gale vandring i Odenses gader, hans fars dukketeatergave, Madam Bunkeflods bogsamling, hans optræden på kongeslottet, hans afgørende oplevelser med rektor Meisling og fruen.

I den fortløbende historie træder skygger, drømmescener og silhuetter ind i hans virkelighed og lader læseren fornemme, at der rører sig mere i drengen/ynglingen end det, de andre personer ser. Der bliver leget godt med mediets sprog!

Det kan være vanskeligt at få H.C. Andersens poesi til at komme til sin ret, når sproget skal lukkes inde i bobler. Og visse steder får læseren også behov for at gnide øjne, når almindelige tegneserielydord optræder ved siden af direkte HCA-citater. Måske kunne det have løsnet lidt på stilbruddene, hvis bogen havde været forsynet med få og enkle noter, som peger fra citater og maskerede referencer til de tekster, der ligger til grund, sådan som man gjorde omkring figurerne i Annos ordløse ”Danmarksrejsen” (Høst & Søn 2005), som også havde eventyrene som tema. Dette kunne måske have forstærket vejen fra denne bog til Andersens egne eventyr, sådan som citaterne synes at lægge op til. Barndommens og ungdommens oplevelser gøres her til inspirationer for digterens digtning, og på den måde bliver begivenhederne en slags litterære fremtidsskygger, som H.C. Andersen drager frem og giver liv.

Det er lykkedes at lave en fin og sympatisk tegnet skildring af H.C. Andersens børne- og ungdomsår, men jeg er i tvivl om, hvorvidt man opdager forfatterskabsspor, fordi man kender til teksterne, eller om man bliver inspireret til at finde Andersens egne tekster.

Jeg er tilbøjelig til at mene det første, for jeg har i de senere år truffet mange børn og unge, der desværre kender meget lidt til eventyrstoffet.

Forlaget burde spore unge læsere ind på det, som gemmer sig i citaternes skygger. For det er værd at sætte øjnene i.

Den 6. august kl. 8.15

I dag har jeg hentet Toshi Marukis ekspressionistiske billedbog ”Lynet over Hiroshima” frem fra reolen, for hvert år den 6. august kl. 8.15 læser jeg den for at huske. Og i år, hvor både galninge i Rusland og USA skryder løs om muligheden for at udslette hinanden, er den nok mere relevant end i lange tider.

For mange år siden skrev jeg følgende anmeldelse i Folkeskolen

”Glem alt om satiren i filmen Dr. Strangelove. Glem alt om poesien i Coerrs Sadako og de tusind papirtraner. Akvarelkunstneren Toshi Maruki, Japan, har skabt en unik billedbog, Lynet over Hiroshima, med en enkel beretning og flere end tyve ekspressive akvareller.

Vi ser kaos, kamp, vanvid, død, brand, ødelæggelse. Men det der gjorde størst indtryk på de børn i 6. klasse, som jeg i sin tid læste bogen sammen med, var en såret svale, hvis vinger satte blodspor på flodbredden.

En pige, Mi-chan, bliver reddet, men moren opdager, at hun stadig her på fjerdedagen efter lynet har sine røde spisepinde fra morgenmåltidet låst fast mellem sine forkrampede fingre. Moren får hånden og dermed Mi-chan låst op.

Flere år senere oplever Mi-chan af og til, at det klør. Og så kan hendes mor fjerne de glassplinter, der gror ud gennem hendes hud.

Men bogen slutter med et smukt, smukt billede af de røde papirlamper, som Hiroshimas beboere den 6. august sætter ud på byens syv floder. På lamperne er skrevet navnene på dem, der døde.

Dette er konkret erindring og forsoning. Bogen slutter med morens ord: ”Dette sker ikke igen, medmindre nogen kaster en ny atombombe.”

Det, der har brændt sig fast i børnelæserne, var den sårede svale. Det, der har brændt sig fast i mig, er ikke al gruen, men billedet på gruens effekt: De røde spisepinde i den lukkede barnehånd – og forløsningen, da moren vrister pindene fri.

Bogen er et lille kunstværk, der kan hæve undervisning op over den kødløse faglighed.”

Jeg har prøvet at søge denne bog i antikvariater – uden held, men ser nu, at den fortsat figurerer på Forlaget Hjulets hjemmeside. Så man kan få bogen her for 70 kroner (plus forsendelse) ved at sende en bestilling pr mail til mail@hjulet.nu

ps. I dag ville jeg nok vente med at bruge bogen i undervisningen til 8. klasse

En bog det er værd at slå på tromme for!

På 150-årsdagen for H.C. Andersens død bidraget professor Anne-Marie Mai til at gøre ham mere levende end længe, når hun får udgivet bogen om ”En anderledes Andersen”.

Hun går til kamp mod det ensidige billede af HCA, som ikke mindst Georg Brandes er ophav til: en forfængelig, barnlig, naragtig og behagesyg person.

I sine første artikler om HCA ser Brandes ham som en nyskabende digter, der varsler det som Brandes senere betegner som ”det moderne gennembrud”. Men efter HCAs død er det, at Georg Brandes finder de nedgørende karakteriseringer frem; i følge Anne-Marie Mai måske begrundet i den bestræbelse på at introducere en maskulinitet, som Brandes selv ønskede at være eksponent for.

De nedgørende adjektiver har klæbet til vores billede af HCA, men i undersøgelsen af nutidige kunstneres inspirationer fra HCA fremhæver Anne-Marie Mai en ganske anden side af digteren: modig, skarpsindig, miljøbevidst, normoverskridende.

Dette belyses ved præsentationer af Kim Fupz Aakeson og Signe Kjærs fortælling om hans liv ”i medgang, modgang og en masse eventyr” (2022), af Harald Voetmanns ”Quarantaine-Dagbog” (2020) fra coronadagene, af Jesper Wung-Sungs romaner i jeg-form ”Hans Christian” (2024) og ”Ungdomsforsøg” (2025), af Joakim Garffs rejsebog ”Solisterne” (2023), af novellesamlingen ”Et barn i verden” (2025), af Bjørn Rasmussens ”Forgabt” (2021), af Simon Grotrians ”Eventyrdigte” (2023), af Anastasia Nørlunds teaterfortolkning af ”Den lille havfrue” (2024) og af balletfortolkninger af samme eventyr af John Neumeier og af Kim Brandstrup.

Når jeg remser alle disse titler op, skyldes det, at Anne-Marie Mai til hver knytter iagttagelser, som vil gøre det attraktivt for enhver læser i almindelighed og enhver dansklærer i særdeleshed at kaste sin ud i den nyfortolkede Andersen og opleve, at han i den grad har noget at sige vores tid. Dette kan i øvrigt også ses ved passende tekstsammenstillinger, som det gøres af Tony Andersen og Anne Marie Christensens i bogen ”Den etiske Andersen”. Opgøret med Brandes-indsnævringen bidrager til at gøre HCA kanonisk og tidløs på Shakespeare-niveau.

Anne-Marie Mai trækker mange tråde til moderne litteraturforskning, og ikke mindst krydrer hun sin gennemgang med særdeles velvalgte citater, ja, det er måske dem, der er maddingen på krogen.

På bogens omslag er er forfatternavn, bogtitel og en lille tromme forsynet med lak på den i øvrigt smukt udformede flade. På den måde signalerer layouteren, at her er en bog, det er oplagt at slå på tromme for.

Ps.

Jeg savner måske en kort omtale af maleren Lars Ravns smukke bog om ”H.C. Andersens billedkunst”, hvori han plæderer for, at HCA er en fuldt ud så markant billedkunstner som forfatter, hvilket indtil nu har været underbelyst.

Hallehoi, siger Klods Hans

Udsnit af forside på Klods Hans #2, 2025, af Bernardo P. Cavalho

I går lå IBBY Danmarks (Selskabet for børnelitteratur) medlemsblad Klods Hans i min postkasse. Temaet er Fællesskaber. Og så opdagede jeg, at jeg selv har bidraget til bladet med en artikel om oplæsning; denne disciplin, som bygger bro mellem tale- og skriftsprog, som er et bud på en fællesskabende aktivitet, men som uvilkårligt også rummer en fortolkning af teksten.

Men temaet “Fællesskaber” er væsentligt i en tid, hvor individorienteringen har taget overhånd. Børn vil gerne være sammen, ja, mange udtrykker, at det bedste ved at gå i skole er at være sammen med kammeraterne. Derfor er det velgørende at læse om forskellige bidrag til at gøre læsning til et fælles anliggende, hvad enten det sker på skolens eller andre institutioners initiativ, som udløber af spil-aktiviteter, eller på børns og unges egne initiativer.

Den tidligere biskop i Roskilde Jan Lindhardt sammenlignede læsning med at gå ind i sit hjertes lønkammer. Og ja, man kan blive opslugt af en bog – en frydefuld fornemmelse. Og bogen er skabt til opslugthed med den udformning, den har: to skyklapper, der tilmed er syet sammen. Men Lindhardt tilføjede, at hvis du kommer derind, så få benene på nakken og kom ud igen.

Pointen er klar: det er berigende at komme ind i et nyt univers, hvor ens tanker og synspunkter bliver udfordret. Men lige så godt er det at komme ud igen og få den nye oplevelse og erfaring sat i spil i den verden, der er ens dagligdag. Det er dette fællesskaberne omkring læsning kan bidrage til.

Et omfattende ps: Fra 2013 og 8 år frem var jeg medlem at den dengang nyetablerede komité, der skulle vælge modtageren af Nordisk Råds Børne- og ungdomslitteraturpris. I de år læste jeg en dansk børne- eller ungdomsbog om dagen. Det var på sin vis en lettelse, da beskikkelsen sluttede, for langtfra alt, som ser dagens lys, er berigende. På den anden side giver en brat afslutning en underlig form for abstinenser. Og her er der hjælp at hente i Bogbotten, som er IBBYs anmeldersite.

Børne- og ungdomslitteraturen får mindre og mindre spalteplads i de trykte medier, men i Bogbotten kan man finde inspiration til, hvor der er noget at komme efter.

Bogbottens anmeldelser er en uvurderlig håndsrækning til dansklærere, pædagoger, skole- og børnebibliotekarer og forældre, når man ønsker at finde en farbar vej i udgivelsesjunglen.

Tak for Bogbotten!

Om Peter Seeberg

I disse tider, hvor en del forfattere tager markante faderopgør, er det velgørende at dykke ned i den brede filmpræsentation af forfatteren, museumsmanden og mennesket Peter Seeberg, som hans datter, antropolog Ditte Seeeberg, har tilrettelagt under fællestitlen Vidnefortællinger.

Teknikken er enkel: vidnet sidder over for kameraet (og Ditte Seeberg) og fortæller direkte til os; enkelte gange afbrudt af spørgsmål fra tilrettelæggeren. Denne enkle fremstillingsform kan forekomme nogle at være statisk, men faktisk kan man nærmere kalde genren for podcast med levende billeder.

Netop de levende ansigter tilfører vidneudsagnene en ekstra dimension, for hvor bliver meget udtrykt og afdækket gennem vidnernes mimik. Stærkest kommer det måske til udtryk i fotografen Jørgen Borgs udsagn, når han grinende kommenterer nogle fotos af Seeberg med ordene: “Jeg mangler ord”, mens han klart kan se, når samspillet mellem ord og billeder fungerer.

Tilsammen tegner de fem vidnefortællinger et billede af et menneske, der var omgængeligt, men markant. Når folk forsamles om et rundt bord, vil Peter Seeberg altid sidde for bordenden, ler vennen Niels Barfoed, men uden anvendelse af et magtsprog, som var Seeberg aldeles fremmed. Tværtom fortæller Aino Kann Rasmussen, at hans uselviskhed gav deltagerne en fornemmelse af at løfte i flok. Og man kan så overveje hvor dette bord så skulle stå, for det går igen i udsagnene, at alt alvorligt bør man tale om under åben himmel, men diskussioner under tag kun er for forretnings- og embedsfolk.

Og netop samtalen om hvem vi er, lærte Peter Seeberg måske som ung besøgende i et hus på Strandvejen, der var samlingssted for unge, der af husets ældre kvindelige ejer (og mor til Seebergs kone Hanne) blev mødt med åndsnærværelse og ægte interesse. Og dette spørgsmål gennemsyrer hans forfatterskab i en grad, der får en til at betegne ham som utillært eksistentialist.

Han bliver venner med Carl-Göran Ekerwald efter en dansk skolebesøg i Sverige kort tid efter Danmarks besættelse. De bliver pennevenner, og det bliver starten på, at de lærer således hinanden at kende personligt og litterært.

Den måde at lære hinanden at kende på indgår i forskeren Jeppe Barnwells vue over Peter Seebergs forfatterskab, da han besvarer spørgsmålet om forfatterskabets relevans i dag. Svaret er dels et nej, for forfatterskabet foregår i en anden tid uden digitale kommunikationsmidler; man skrev breve! Dels må svaret også være ja, fordi Seeberg insisterer på, at det er væsentligt at være til stede i verden; dette er mere relevant end tidligere. Og så plæderede Seeberg for det acceptable i at begå fejl, at acceptere at man er uperfekt.

Vennen Niels Barfoed gør meget ud af at fremhæve, at Peter Seeberg så den enkle livsførelse som det, der var nærmest sandheden; ikke noget med økologi og andre ideologiske mærkater, man kunne komme i ugebladene med, men det drejede sig om blot at leve sådan uden selvpromoverende bagtanker.

De fire film giver hver for sig et kig ind i Peter Seeberg, som ven, som litterat, som museumsmenneske, som samarbejdspartner og som en forfatter, der hører til blandt dansk litteraturs store.

Men tilsammen tegner de et portræt af en facetteret menneske, der uegennyttigt gav så meget til så mange på utallige områder. Og så sker formidlingen i et enkelt format og i et roligt tempo helt i Peter Seebergs ånd. Podcast med fotograferede levende ansigter! De burde ses og høres under åben himmel, for her foregår noget væsentligt!

Tak til Ditte Seeberg for at have taget initiativet det disse vidnespyrd, som forhåbentlig finder en stor seerskare, der gerne vil inspireres litterært, historisk, sprogligt, formidlingsmæssigt og pædagogisk.

filmene er her:

Carl-Göran Ekerwald, (1923-2025) svensk forfatter, som havde et nært og livslangt venskab med Peter Seeberg fra de var gymnasieelever.

Niels Barfoed (f. 1931) fortæller om et livslangt venskab, om ungdomstid i København, om besøg på Rømø, om Peters rejse til Berlin og om forfatterskabet.

Aino Kann Rasmussen (f. !937) mag.art. i forhistorisk arkæologi, fortæller om udgravninger på Failaka og om Peter Seebergs mange initiativer i museumsverdenen.

Jørgen Borg (f. 1945) fotograf, der fortæller om mange års samarbejde med Peter Seeberg om projekter, bøger og udstillinger på Viborg Stiftsmuseum – og om deres farverige venskab.

Jeppe Barnwell (f. 1978) Seniorredaktør ved Det Danske Sprog- og Litteraturselskab, redaktør på det store værk på 11 bind med Peter Seebergs samlede værker. desuden er han formand for Peter Seeberg Arkivet på Hald Hovedgaard.

Tiden står stille, tror du.

Fotograf Bjørn Hernes har i løbet af godt et års tid kørt rundt i området omkring Ringkøbing Fjord, standset sin blå Renault Clio på forskellige steder, hvor vandet og landet mødes. Dér har han knipset 1500 billeder, hvoraf de 50 bringes i bogen Fjordens kant, hvor de betegnes som et billedessay. Og det genrevalg er nemt at følge, idet hvert eneste foto er et forsøg på at skildre et NU – tilsyneladende uden handling og uden arrangeret skønhed, men på nuernes egne betingelser.

Umiddelbart sænker roen sig i beskuerens sind. Men efter en behagelig stund med fred i sjælen melder en eftertænksomhed sig. Billederne skildrer ganske rigtigt mødet mellem vand og land, men en tredje part melder sig i synsfeltet: spor af menneskelig aktivitet eller mennesket selv. Der er menneskeliv her på kanten, og man kan fundere over om det bygger på tilkæmpet tilværelse eller våde drømme eller begge dele. Bogens undertitel, Midlertidigheden, nærer tankerne, og billederne giver, som billeder nu engang har for vane, anledning til både dvælen og refleksion. Derfor er det oplagt at have bogen liggende inden for rækkevidde, så man kan række ud og blive ramt af lidt vandkant.

De 50 fotos står ikke alene, for forfatteren Egon Clausen har skrevet et tilsvarende antal tekster. De er ikke direkte koblet på fotografierne, men giver alligevel næring til de tanker, der er blev sat i gang af billedsproget. Dog er det værd at notere sig det, som Egon Clausen selv skriver i forordet, at teksterne står i egen ret. Og ja, de kan læses uafhængigt af billederne. Langt omkring kommer man i de vellykkede forsøg på med ømhed, lune og indføling at skildre vestjyders sprog og karaktertræk, med stor viden at tage læseren med til skelsættende begivenheder og med undertrykt vemod at udsige noget om det, der hører fremtiden til. Mange af disse korte tekster er værd at gribe ud efter i stunder, hvor man lider af enten pessimisme, optimisme eller det, der ligger imellem.

Bogen skildrer, som nævnt, mødet mellem land og vand. Og helt konkret afspejles dette i det møde mellem billed- og verbalsprog, som vi er vidner til i bogen. Begge sprog fungerer “i egen ret”, men får tilført en ekstra dimension ved at mødes.

Bogens undertitel om midlertidigheden kradser i den ro, som billederne tilsyneladende afdækker, og får næring af de registreringer, som teksterne sætter ord på. Måske er det hele anderledes om få år, sådan som det hele tiden har været: kanten flytter på sig.

Bogen har fået mig til at interessere mig for det folkefærd, som har befolket den vestlige vandkant af Danmark.

Det har ført til læsning af H.C. Andersens beskrivelse i En historie fra Klitterne, som Lemvig Gymnasium og Lemvig Bogtrykkeri udgav i 2005. Hvor kan han dog skrive! Og hurra for et gymnasium, som beriger os med en mindre kendt, dragende rejseaffødt beskrivelse fra HCA’s hånd.

Videre har jeg læst Anders Bunes Bøvling Klit. En vestjysk fortælling, som er udgivet på Forfatterskabet.dk i 2019. Den fortæller om det liv, som blev levet på det golde stykke klitland, og hvoraf der nu kun er nogle få stednavne tilbage. Men engang var der mulighed for at fornemme det barske liv derude, idet forfatteren og Fjaltring-læreren A. Chr. Westergaard skrev Klit Per-bøgerne. Måske en idé til en grafisk novelle?

Se, det var også, hvad dobbelthederne i Hernes og Clausens fine vandkantbog inspirerede til.

Fra reformens ekkokammer

https://www.folkeskolen.dk/ledelse-laererliv-skoleledelse/samarbejde-styrker-dommekraften-men-hvor-bliver-drommekraften-af/4806917

I mandags publicerede folkeskolen.dk min anmeldelse af bogen om Samarbejde i folkeskolen. Det er en tankevækkende bog, der især pointerer bestræbelserne på at styrke lærernes dømmekraft og påpeger det uformaliserede samarbejdes betydning. Læs bogen og få et blik for det, der er foregået i de senere år omkring lærersamarbejdet.

Her er link til anmeldelsen: https://www.folkeskolen.dk/ledelse-laererliv-skoleledelse/samarbejde-styrker-dommekraften-men-hvor-bliver-drommekraften-af/4806917

Her vil jeg imidlertid reflektere over nogle af de spørgsmål, jeg efterlyser svar på i sidste halvdel af min anmeldelse.

Først og fremmest finder jeg det forgrovende, at begrebet ‘den privatpraktiserende lærer’ bliver taget for pålydende i debatten op til skolereformen, og altså også i den efterfølgende forskning, som bogen her er et eksempel på. Jeg har arbejdet i folkeskolen som lærer, pædagogisk konsulent og leder i en menneskealder, og jeg har altid oplevet kollegialt samarbejde, både fagligt, pædagogisk og socialt. Selvfølgelig var der nogle kolleger, der hverken var ydende eller nydende. Men de var et fåtal. Og det er mit indtryk, at de, da ledelsesfastlagt samarbejde kom på tale, var i stand til at mobilisere et parallelt åndsliv under møderne. De, der til gengæld hostede engagement hos eleverne, var de personligt praktiserende lærere.

I den anmeldte bog konstaterer man, at der finder et stigende lærersamarbejde sted uden for, men ikke så meget i lektionerne. Tilsyneladende er meget ved det gamle.

Hvorfor bliver det strukturerede samarbejde besunget i så høj grad? Kan det skyldes, at lærere som altid beriger hinanden gennem samarbejde? Eller dækker det også over noget andet? I den periode, hvor det lederstyrede samarbejde er øget, er lærernes adgang til faglige og pædagogiske kurser reduceret kraftigt, lige som deres forberedelse er blevet reduceret. Er formaliseret samarbejde og skemalagt forberedelse i virkeligheden glasur på en nedskæringskage af dimensioner?

i samme afviklingsperiode er lærerråd, fælleslærerråd og skolekommission nedlagt, og som Anders Bondo Christensen skriver i sin seneste bog blev skolen frataget den udtaleret, læs samarbejdsret, som fremsynede skoleskabere i 1899 skrev ind i loven.

Endelig har de mange lederbestemte gøremål tømt mange lærerværelser for liv. Og lige netop her, hvor frikvarterssnak og grin og trøsten hinanden og udveksling af alskens personlige interesser har foldet sig ud, været næring til lærernes drømmekraft. Her er sået mange ideer hinsides al målstyring.

Hvornår giver A.P. Møller-Fonden millioner til en forskning i, hvad reformen har ødelagt, og hvordan vi støtter den genoplivning, som er undervejs?

For ærlig talt: hvad lærer vi af ekkokammer-undersøgelser søgelser søgelser?