I sidste uge hørte jeg Egon Clausen fortælle begejstret om en ny roman, der forudsiger skolens krise, som kan føre til dens død. Den bog måtte jeg se at få fingre i, for den skriver sig ind i de debatter, som er sktuelle lige nu om “den nye børnesyn”, om “pissedårlig opdragelse”, om “lærernes muligheder for magtanvendelse” osv. osv.
Og hvor er den bog en veritabel bladvender. Suverænt sprog, fint flow og indgående indsigt i skolens hverdag. Ja, bogen formår at nuancere, at perspektivere og at autenticitere alle debatterne med betragtninger, der både rammer og skræmmer tilpas til, at man ikke kan lægge den fra sig, og når den er slut, ikke kan lade være at vende tlbage til nogle af dens udsagn.
Faktisk er det en krimi, og allerede i indledningen åbenbares det, at en elev forgiftet falder død om på skolens grund. Og vi får snart at vide, at han har været utålelig og destruktiv; en prøvelse for de andre elever og for det lærerteam, som har været sammen om hans 8. klasse. Men i fritidjobbet i et supermarked er han en fin medarejder.
Ledelsen på skolen er veg, coaching- og konsulentorienteret og ikke til megen nytte. Faktisk er der mere hjælp at hente i pedeluniverset end hos den selvisolerende ledelse.
Når jeg føler mig frugtbart påvirket af bogen, skyldes det, at den til trods for en karikerende stil har så godt fat i både voksne og unge personers handlinger og overvejelser og i de opløsninger af fællesskaber, som både elever og ansatte er en del af, at der uafladeligt er hændelser, man kan spejle sig og og blive ramt af, når man har arbejdet i skolen.
Selvfølgelig har jeg læst bogen med lederbriller. Og forskellige situationer er dukket op, hvor jeg må spørge mig selv, om jeg har trukket for store veksler på nogle ansatte. Men der er også begivenheder, der får mig til at ryste på hovedet over de mange, bekostelige lederkurser, hvor vi skulle blive “verdensklasse”.
Selvfølgelig kender jeg til det, at nogle elever er destruktive i skolen, men ordentlige i andre sammen hænge. Jeg husker en specialklassedreng i overbygningen, som både i skolen og i lokalsamfundet var destruktiv, men, fik jeg nys om, var alles drøm af en ung, når han var på ferie i sin anatolske landsby*. Han fortalte mig, at man var nødt til at være gangster her for at blive accepteret, men at han bedre kunne lide at være sød. Vi blev afbrudt i vores konstruktive samtaler, da jeg forlod skolen pga. skolesammenlægning. Men jeg fik et brev fra ham: “Jeg har to moer. En derhjemme og en på skolen. Og det er dig.” Dette blot for at pointere, at jeg tror, at der er håb for skolen, hvis vi griber de signaler frugtbart an, som de nuværende debatter lægger op til.
Stefan Herman beskriver i dagens Politiken (02.11.25), at skolen er på vej ind i en dødsspiral, hvis lærerne, som de altid har gjort frem til 2013, ikke igen går forrest i kampen for at udvikle skolen. Lad mig tilføje, at det nok heller ikke gør noget, hvis andre af skolens parter besinder sig og lægger kræfter i at udvikle, frem for at pleje egne interesser.
Jeg kunne godt tænke mig, at alle der lige nu lufter skråsikre meninger om skolen, giver sig selv et par refleksionsrynker ved at læse denne herlige, satiriske roman.
Tak for “Smukke unge mennesker”.
*Det er befriende, at handlingens utilpassede dreng er pæredansk, Det er min erfaring, at uroen i skolen snarere beror på amerikansk end på muslimsk påvirkning.