“Jeg elsker mit Modersmaal, der frigjør min Tanke, jeg finder, at hvad jeg kan have at sige i Verden, kan jeg ypperligt udtrykke deri.” Dette Kierkegaard-citat fra “Enten-eller” er nok en eftertanke værd, når man beskæftiger sig med danskundervisning, men så sandelig også når man er bruger af modersmålet, hvad enten det er til hverdagsbrug eller til digtning eller forskning.
Det er modersmålet, der binder os sammen som folk, og det er derfor, det er værd at værne om og at være bevidst om. Vores fælles sprog er måske det det mest værdifulde, vi ejer.
I flere andre lande hegner man sproget ind. Jeg kommer i tanke om en historie fra et nordisk møde, hvor man fortalte, at en markant færøsk sanger og kædedanser fik et hjerteanfald og blev fra til hospitalet, hvor man fortalte ham, at han var nødt til at få indopereret en pacemaker. Men nej, han ville ikke have et sådant fremmedlegeme i kroppen. Man sammenkaldte gode sprogmennesker, som gav pacemakeren den færøske betegnelse “hjartastartari”, og den var acceptabel. Så med sproglig hjælp fik han sangen og dansen tilbage.
I Danmark er vi sprogligt åbne, akkurat som vi har været det på andre humane områder. Det er derfor, vi gennem handel og indvandring har fået høj levefod, hvilket bliver tydeligt, når vi ser på danske ords udspring af nordisk, tysk, fransk, arabisk, grønlandsk og nu ikke mindst engelsk/amerikansk. Men den åbne tilgang til sprog kræver årvågenhed og rettidig omhu i omgangen med nye udviklinger.
Et sådant arbejde udføres ved vedligeholdelsen og udviklingen af “Den danske Ordbog”, som derved fremstår som det mest guldrandede af alle danske værdipapirer.
Mange forfattere frekventerer ordbogen. Mange forskere er nødt til det. Og mange oversættere, fx af Bibelen, er ilde stedt uden. Derfor er det forunderligt, for ikke at sige for underligt, at en sådan guldrandet investering ikke er at finde på årets finanslov.
Indtil jeg blev opmærksom på dette, troede jeg, at snakken om danske værdier var andet end mundsvejr, og at vores kulturminister var mere seriøs, end tilfældet tilsyneladend er.
Den frigørende tanke og den ypperlige udtrykken sig er der måske ikke stemmer i, men der er kummerlig armod, hvis disse dynamoer med ordbogen forsvinder fra daglig tale, undervisning, forskning, journalistik og digtning.