Kommentar til Rå¨dudkastet til ny fagplan for dansk
Udsnit af Dorte Karrebæks billede af Jeppes børn, hvoraf de to ligner Per Degn. Fra Kåre Bluitgens gendigtning af Holbergs jeppe på Bjerget.
Som medlem af det kanonudvalg, der indførte begrebet obligatoriske forfatterskaber i folkeskole og gymnasium, må jeg i afsæt i håndteringen af denne bestemmelse i folkeskoleloven medgive, at den har vist sig at være en dræbersnegl i læsningens urtebed.
For det første var de obligatoriske forfatterskaber ikke tænkt som væsentligere end dem, der optrådte på de vejledende lister for de to skoleformer, snarere tværtimod. Den obligatoriske liste skulle lette overgangen fra grundskole til gymnasium ved at pege på det, der kunne være en fællesmængde for litteraturundervisningen på de to niveauer. Det obligatoriske element var desuden et rent politisk initiativ, som udvalgsformanden Jørn Lund med vanlig politisk tæft så kunne sikre, at undervisningsminister Ulla Tørnæs fik tilgodeset både højskolevenstres og handelshøjskolevenstres synspunkter. Der var altså tale om et tidsbundent og kontekstafhængigt forslag.
I gymnasiet er kanon nu blevet ændret efter en vedvarende kritik blandt andet af, at der var for få kvindelige forfattere på listen. Men man har altså bibeholdt en obligatorisk liste; for som Uffe Ellemann Jensen udtalte (om a-våben), at når noget er opfundet, kan det ikke nedfindes igen.
Da nu begrundelsen for en fælles kanonmængde i grundskole og gymnasium er endegyldigt afskaffet, er det tid til at se krav om historisk læsning i grundskolens litteraturundervisning.
Den væsentligste begrundelse for at læse skønlitteratur i folkeskolen er, at børn skal lære at læse og gerne opbygge en læselyst, ja, måske endog en læseglæde ved at arbejde med vedkommende, inspirerende og øjenåbnende litteratur, der dels kan tjene som en spejl, dels som et vindue mod verden. I den forbindelse er en obligatorisk kanon en rigid tilgang til en sådan skitseret læseindsats, fordi mange af de obligatoriske forfattere bliver det must, der overtrumfer det meningsfulde.
At læse eller høre historiske tekster er en væsentlig del af den dannelse, som opstår ved, at vi fornemmer, hvor og hvad vi kommer fra. Men det bør ske i en kontekst, der kaster et forklarelsens lys af sig, og ikke tænder for meningsløshedens mørkelygte. Derfor foreslår jeg, at der stilles krav til de lutteraturhistoriske perioder, man skal have berørt i løbet af grundskoletiden, men at det måske er mere inspirerende, hvis der i den enkelte klasse af og til tages afsæt i lokale forhold.
Jeg ved, at elever kan få aha-oplevelser af ældre tekster. Som fx en kurdisk dreng fra 5. klasse, som kiggede på Dorte Karrebæks illustrationer til Jeppe på Bjerget og udbrød, da han så Jeppes børn: “Jeg ved, hvorfor Jeppe drikker. Hans kone har haft for meget skole/hjemsamarbejde med Per Degn!”
Men under daglige samtaler med elever i skolens kantine har jeg også hørt, at historiske tekster kan forekomme som litteraturdræbere, når de optræder i sammenhænge, som ikke får dem til at leve i eleverne. Og litteraturdræbere er det vi har mindst brug for i den skole, der skal fremme læsning, læselyst (og læseglæde).
Jeg har bidraget til at indslæbe den invasive dræbersnegl i litteraturundervisningens urtegård. Jeg håber, at gode kræfter i pædagogik og politik vil bistår med bekæmpelsen.