kommentar til Råudkast til ny fagplan for dansk.
Mundtlig dansk har gennem tiden været overfladisk behandlet med den uheldige følge, at elever ofte, når de kom hjem fra skole og blev spurgt om, havd de havde lavet (lært?) i skolen i dag, blot svarede: “Vi har bare snakket.”
En stor del af undervisningen i dansk har gennem tiden bestået af mundtlighed, men med en underlig uafklarethed omkring det mundtlige sprog som fagligt område. Først med “Faghæfte i dansk, 1993” fik fagfeltet “mundtlig dansk” en grundig og faglig behandling, hvilket blev videreført i “Faghæfte i dansk, 2003”, hvor man nu bruger betegnelsen “det talte sprog”, og i undervisningsvejledningen virkelig fylder faglighed og inspiration på mundtligheden.
Alt dette fortonede sig med de mange læringsmåls indtog ved reformen i 2013. Og man må da lade reformisterne, at det levende sprog ikke blev næret af styrende læringsmål, test og kontroller. Det hører til den inderste kerne i det talte sprogs natur, at det har karakter af “nærhed, smidighed, samtidighed og flygtighed”, som det står skrevet i undervisningsvejledningen i 2003. Og disse begreber råber jo af den ustyrlige kraft, som vi mennesker udfolder, når vi forsøger at skabe vores verden gennem sprog.
Dan Turèll skrev sit forunderlige digt i “Alhambra Blues”: “Om jeg tror på Gud? / Ja, da – / Jeg skriver jo selv!” Men, han burde retteligt have skrevet, at han selv var fortæller. Fortællingen har fra sprogets morgen været det, der har knyttet mennesker til hinanden og til deres historie. Og derfor bør man i udarbejdelsen af den nye fagplan være opmærksom på, at det netop er fortælling i skolen, der er afsættet for det faglige arbejde med modersmålet.
Ud fra den mundtlige fortælling er det oplagt – ud over glæden ved både at høre og at fremføre – at skrive ned for at fornemme den forskel, der er på talt og skrevet sprog, at optage det talte for at kunne nyde og vurdere den fortalte, at læse op for at fornemme, hvordan talt og nedskrevet sprog ligger forskelligt i munden, og at udfolde skriftligheden for at opnå et varieret sprog i formidlingen af viden, synspunkter og æstetiske udtryk.
Som jeg læser råudkastet, virker det, som om der ved udeladelse af fortællingen som det, den er: en trædesten i nærhedens, smidighedens, samtidighedens og flygtighedens mundtlige univers, er en risiko for en tilbagevenden til tiden før 1993; altså til en manglende bevidsthed om, at mundtlighed er mere end “at snakke sammen”, at netop fortællingen er al sprogarbejdes kilde.
I håbet om at der rettes op på dette, vil jeg udtrykke min ellers udelte glæde over, at vores fag igen ser ud til at skulle forvaltes ud fra dansklærernes pædagogiske dømmekraft og kendskab til deres elever og den kontekst, man sammen optræder i.
Tak for den udvikling!