På 150-årsdagen for H.C. Andersens død bidraget professor Anne-Marie Mai til at gøre ham mere levende end længe, når hun får udgivet bogen om ”En anderledes Andersen”.
Hun går til kamp mod det ensidige billede af HCA, som ikke mindst Georg Brandes er ophav til: en forfængelig, barnlig, naragtig og behagesyg person.
I sine første artikler om HCA ser Brandes ham som en nyskabende digter, der varsler det som Brandes senere betegner som ”det moderne gennembrud”. Men efter HCAs død er det, at Georg Brandes finder de nedgørende karakteriseringer frem; i følge Anne-Marie Mai måske begrundet i den bestræbelse på at introducere en maskulinitet, som Brandes selv ønskede at være eksponent for.
De nedgørende adjektiver har klæbet til vores billede af HCA, men i undersøgelsen af nutidige kunstneres inspirationer fra HCA fremhæver Anne-Marie Mai en ganske anden side af digteren: modig, skarpsindig, miljøbevidst, normoverskridende.
Dette belyses ved præsentationer af Kim Fupz Aakeson og Signe Kjærs fortælling om hans liv ”i medgang, modgang og en masse eventyr” (2022), af Harald Voetmanns ”Quarantaine-Dagbog” (2020) fra coronadagene, af Jesper Wung-Sungs romaner i jeg-form ”Hans Christian” (2024) og ”Ungdomsforsøg” (2025), af Joakim Garffs rejsebog ”Solisterne” (2023), af novellesamlingen ”Et barn i verden” (2025), af Bjørn Rasmussens ”Forgabt” (2021), af Simon Grotrians ”Eventyrdigte” (2023), af Anastasia Nørlunds teaterfortolkning af ”Den lille havfrue” (2024) og af balletfortolkninger af samme eventyr af John Neumeier og af Kim Brandstrup.
Når jeg remser alle disse titler op, skyldes det, at Anne-Marie Mai til hver knytter iagttagelser, som vil gøre det attraktivt for enhver læser i almindelighed og enhver dansklærer i særdeleshed at kaste sin ud i den nyfortolkede Andersen og opleve, at han i den grad har noget at sige vores tid. Dette kan i øvrigt også ses ved passende tekstsammenstillinger, som det gøres af Tony Andersen og Anne Marie Christensens i bogen ”Den etiske Andersen”. Opgøret med Brandes-indsnævringen bidrager til at gøre HCA kanonisk og tidløs på Shakespeare-niveau.
Anne-Marie Mai trækker mange tråde til moderne litteraturforskning, og ikke mindst krydrer hun sin gennemgang med særdeles velvalgte citater, ja, det er måske dem, der er maddingen på krogen.
På bogens omslag er er forfatternavn, bogtitel og en lille tromme forsynet med lak på den i øvrigt smukt udformede flade. På den måde signalerer layouteren, at her er en bog, det er oplagt at slå på tromme for.
Ps.
Jeg savner måske en kort omtale af maleren Lars Ravns smukke bog om ”H.C. Andersens billedkunst”, hvori han plæderer for, at HCA er en fuldt ud så markant billedkunstner som forfatter, hvilket indtil nu har været underbelyst.