Den 4. august er det 150 år siden, H.C. Andersen døde.
Denne begivenhed markerede H.C. Andersen-Samfundet i København med en kransenedlæggelse på hans gravsted på Assistens Kirkegård.
Til den lille ceremoni var mødt ganske mange mennesker op. HCA-Samfundets formand sagde ord om digterens sidste dage. Hun omtalte i den forbindelse den vurdering af hans sygdomsforløb, som lægen Arne Portman har beskrevet i bogen ”H.C. Andersens sidste dage” (1952). Her afviser han den dødsårsag, som er anført på Andersens dødsattest: leverkræft. De symptomer, som Andersen beskriver i sine dagbøger, åndenød, hævede ben og hjerteproblemer, tyder snarere på en almindelig svækkelse efter en akut tyktarmskatar og tilstødende gulsot, som han blev ramt af i november 1872. Hans forfatterskab gik i stå, men han skrev fortsat breve og dagbogsnotater, hvoraf de sidste blev dikteret, fordi han var for svækket til selv at skrive.
Formandens hele tale vil blive lagt på H.C. Andersen-Samfundet i Københavns hjemmeside.
En sygeplejerske blandt deltagerne spurgte, om det var korrekt, at to sygeplejersker vågede over HCA omkring hans død, fordi han var bange for at blive begravet levende. Det var en historie, hun havde hørt blandt kolleger. Formand Kirsten Dreyer kunne afkræfte dette, idet det var fru Melchior selv, der til det sidste var hos digteren.
Efter kransenedlæggelsen fortalte bestyrelsesmedlem, gymnasielærer Lars Kaaber kort om gravstenens historie, fordi det jo tydeligvis er en gravsten af nyere dato, vi stod ved. Den er en nøjagtig kopi af den oprindelige sten, som blev slået i stykker ved et uheld i forbindelse med Virtus Schade og venners forsøg på at få etableret af farens, August Schades gravsted, efter at de i første omgang havde anbragt en gravsten af forgængeligt materiale.
Den originale, men tvedelte gravsten af rød Nexø-sandsten er just overført til H.C. Andersen-museet i Odense, hvor den nu er langtidsdeponeret.