Når jeg i midten af 1950’erne nyfigent kastede mig over ugebladenes brevkasser, skete det ofte, at et læserbrev sluttede med spørgsmålet: ”Hvad synes De om håndskriften?”
Spørgsmålet var spændende, for måske kunne håndskriften fortælle mere om spørgeren end selve spørgsmålet; man sagde jo, at håndskriften er sjælens spejl.
Jeg husker, at jeg selv for en fadøl på værtshuset Laurits Betjent fik en grafolog – det sagde han, at han var – til at analysere min håndskrift. Og hans udsagn om, hvad mine buer i mine n’er og m’er, fik mig virkelig til at bruge mange timer på min håndskrifts forskønnelse.
Måske er denne fornemmelse af, at man gennem håndskriften blotter noget af sig selv, en medvirkende årsag til den vægring ved at skrive i hånden, som mange børn og unge har. For det kræver øvelse at tilkæmpe sig billedet af en smuk sjæl!
Men selvfølgelig er den væsentligste grund til håndskriftens tilbagegang, at vi har fået adgang til at skrive på tastatur. Det er nemmere at lære. Det er forbundet med mindre fysisk belastning. Og det giver normalt et hæderligt resultat.
Men, men, men. Det skaber også en mindre sanselig tilgang til det at skrive. Det er nemmere at få tastet noget ned, og dermed er filtrene mindre. Man får skrevet noget, som måske ikke var så gennemtænkt. På sociale medier kan dette være beskæmmende. Ja, det er ofte værre end det. I private skriverier hører man ofte argumentet, at det også er nemmere at rette, når teksten er skrevet digitalt. Som journalisten Frederik Dessau imidlertid anførte, så var det måske en idé at tænke sig om, inden man skrev.
Hvorom alting er, så er håndskrivning en kompetence, der er på hastig tilbagegang. Det er en årtusind gammel kulturteknik, som har båret vores tanker og bundet os sammen, der står for fald. Jeg har i vinter haft kurser for 350 lærere, hvor nogle af de nyuddannede gjorde indsigelser, da kravet var, at al digital skrivning var bandlyst. Væk med mobil, iPad og bærbar. Nogle havde ikke bedrevet håndskrivning i årevis, ja, nogle havde ganske enkelt besvær med at skrive.
Jeg fortalte om det til bekendte, og her kunne et par stykker fortælle om børnebørn, der ikke formåede at skrive i hånden overhovedet eller for den sags skyld at læse håndskrift.
Og ærlig talt. Når man sidder med beredskabets liste over, hvad depoterne skal rumme for det tilfælde, at alt må lukke ned, så savner jeg håndskrivningen. Hvad skal vi gøre, når strømmen går, nettet går ned, og behovet for at kunne neddele sig på skrift går op?
Det burde være en væsentlig del af vores prepping, at håndskriften er i orden. Men det kræver, at vi har lært det og har øvet den så meget, at vi vover at anvende den til skrivning og til læsning – af både formskrift, skråskrift og stejlskrift.
Som bivirkning får vi mulighed for at signalere, at vi har sjæl; måske et meget konkret bidrag til åndelig oprustning.