anmeldelser - Dansklærerforeningens Folkeskolesektion

Wung-Sungseen

Udsnit af Kristian Eskild Jensens forsideillsration på “Ottoseen”

Mens vi venter på Jesper Wung-Sungs næste store roman, der er inspireret af Martin A. Hansens “Løgneren”, er der blevet luft i skrivemanien og -magien til at give os en fin lille, rigt illustreret fortælling, “Ottoseen”.

Som titlen signalerer er inspirationen hentet fra Homers “Odysseen”, fordi den handler om Ottos daglige tur i virkeligheden fra den ene udfordring til den anden, hvor han savner Odysseus styrke. Den finder han på nettet hos influenceren Victor, der lykkes med alt her i tilværelsen. De eneste Otto regerer over er en flok vandrende pinde.

Otto, der lyver sig stor og stærk og succesfuld, kontakter Victor og får en aftale om, at de skal mødes. Her falder maskerne, og Jesper Wung-Sungs bog er en afdækning af de sociale mediers snydepelseagtige selvpromovering og en ømhed i forhold til hverdagen. Derfor er bogen sund læsning midt i en trivselsdebat.

Men den er også vedkommende i en litteraturdebat, for nok er H.C. Andersen, Vilhelm Hammershøi og nu om lidt Martin A. Hansen inspirationerne til hans nyeste romaner, men tydelige spor af de klassiske forfattere er også afsat i mange af hans bøger, der henvender sig til børn og unge. Kig efter i hans fine bog om “Læsehunden”. Og se selv, hvor ofte han optræder i seneste nummer af Klods Hans, tidsskriftet fra IBBY, der denne gang har temaet “Genfortællinger”.

Jesper Wung-Sungs markering af inspirationskilderne til hans bøger rummer for mig at se en markering af, hvordan den ældre litteratur bliver gangbar i grundskolen. Stop obligatoriske kanonlister, der kaster eleverne ud i litterære ørkenvandringer, og giv dem i stedet veje til litterære oaser via ny børne- og ungdomslitteratur, der af forfatterne eller af belæste formidlere inddrager det, den aktuelle litteratur står på skuldrene af.

Første kuld fra Tallulah

Forleden blev et nyt forlag født. Tallulah er vokset ud af asken efter Gutkinds affyrede børnebogsafdeling. Og det er dansk børnelitteratur, der skal fokuseres og satses på. Dette er interessant for dansk børnelitteratur i almindelighed og for tidens undervisere og formidlere i særdeleshed nu, hvor bogen som medium bliver forsøgt relanceret i undervisning og børnekultur.

Rebecca Bach-Lauritsen har begået en meget personlig poetik om at skrive for børn. “Når jeg bliver lille igen” er titlen, og hold da op, hvor hun er ved sine metaforers fulde fem. Man får sat ordbilleder på det, der ikke findes ord for, og det gør en til en bedre læser og formidler, tror jeg.

Samme Rebecca Bach-Lauritsen lægger ord til “Kitte Kitte”, som er en værdig efterkommer af Egon Mathiesens kanoniske “Mis med de blå øjne”. Her møder vi en kat, der leder – ikke efter landet med de mange mus – men efter sig selv. Tilgangen er eventyrlig som i Louis Jensen og Hanne Vibeke Jensens “Hør her stær”, men det, der virkelig smyger sig eventyrligt ind i ens øjne, er samspillet mellem ordne og Charlottes Pardis kat; den der også er blevet forlagets logo. Katten bevæger sig rundt i de ledige pladser mellem tekstens ord, og ordene får katten til at spinde. Hvis der er retfærdighed til, sidder vi her med en nyfødt klassiker.

De næste bog i kuldet er Cecilie Ekens “Søren fra Sønderslev”. Det er en rigtig drengerøvsroman, ville jeg skrive. Men Søren har en ven fra byen, Siggi, som er en pige, der er rødstrømpe. Så jeg må korrigere: det er en personrøvsroman. Der er fuld fart over de begivenheder, som Søren og vennerne får til at opstå. Søren er fra byen, men familien er flyttet på landet, hvor han bliver kammerat med et par landbodrenge. Man få mindelser om Astrid Lindgrens tese om, at ens barndom skal være lidt livsfarlig for at føre til livsmod. Handlingen udspiller sig i “gamle dage”, og Cecilie Eken forklarer flere steder forskellene på dengang og nu. en teknik som ofte tager luften ud af handlingens drive, men ikke her. Hendes suveræne sprog- og fortællebeherskelse overvinder dette benspænd. Ja, faktisk bliver bogen både fængslende og oplysende. Denne dobbelte formåen understreges af illustrationerne af Peter Heydenreich, som leverer gamle dage i nutidig dynamikstreg.

Men der er også en herre i kuldkurven: Lars Daneskov. Han bidrager med “Der var engang et eventyr”. Og her er et tempo og en skævhed, der vækker mindelser om Rune Kiddes rablende (på den gode måde) skriverier. Men Lars Daneskov letter foden lidt på speederen, selv om han sine steder er på speed. Der er et væld af referencer til kendte eventyr. Men kender børnene dem? Hvis ikke, så er der her god anledning til at rette op på uvidenheden. Og denne øvelse er ikke mindre påtrængende, når blikket falder på de mange referencer til talemåder, som giver morskaben et ekstra krydderi, men måske mest for voksenlæseren. Her er der stof at hente i nogle af de små bøger om faste vendinger, som Den danske Sprogkreds har udgivet.

Til alle bøgerne i kuldet er der udgivet “Læs og tal sammen”-hæfter. De signalere oplagt undervisning, men forældre, der mener det alvorligt, at deres børn skal læse, får her en håndsrækning til at give deres ord troværsighed.

Det er for børn

Charlotte Pardis kat, som er logo for det nye forlag.

I går overværede jeg en fødsel. Ud af den børnebogsafdeling, som Gutkind for 9 måneder opgav, udsprang børnebogsforlaget Tallulah. Og det blev fejret med en reception, sådan lidt a la Holbergs barselstue, bortset fra at ophavskvinden Tine Flyvholm var oppegående og aktiv.

I sin velkomsttale understregede hun, at forlaget Tallulah er en holdsport, men hun blev dog i det humanistiske sprog, da hun skulle omtale de første udgivelser. Hun kaldte dem ikke for ‘vores katalog’. Hun kaldte dem ikke ‘vores første produktion’. Hun kaldte dem ikke ‘vores første udgivelser’. Nej, hun omtalte dem, som ‘vores første kuld’. Heri ligger en omsorg og en veneration, der til fulde matcher forlaget logo – en sort kat, Kitte Kitte, der undersøger verden, og ser ud, som om den er i familie med “Mis med den blå øjne”.

Forlaget vil koncentrere sig om at udgive dansk børnelitteratur. Og derfor er det vel ikke et tilfælde, at første kuld består af tre børnebøger og en art børnebogspoetik af Rebecca Bach-lauritsen. “Når jeg bliver lille igen” er titlen.

For år tilbage læste jeg “Selv om du er så voksen og klog bør du læse en børnebog” af Katherine Rundell (Jensen&Dalgaard 2021). Den fik mig til at blive findist, til at søge ind i børnebøger, der gav mig indsigt i barndommen. Nu, efter at have læst Rebecca Bach-Lauritsens bog, ved jeg, ikke alene, at man som voksen bør læse børneboger, men også hvorfor.

I bogen læser jeg et essay om de sprogsansninger, som trækker tråde til barndom og andre urtider, som giver næring til sprog på det ordløse; akkurat som det er alle børn forundt at erobre verden. “Når jeg bliver lille igen” er essayets titel. En bekendelse i fire afsnit, “Mit arbejde”, beretter om det “noget, der skal skrives”. Her er en beskrivelse af skrivenødvendigheden, som fanger de celler, sprogskindet er gjort af.

I bogens tredje afsnit beskæftiger Rebecca Bach-Lauritsen sig med litteratur og sociale medier. “En rolig linje” kalder hun det, og er herligt overgivende til den store verden, som sociale medier tilbyder, men sætter så trumf på digtets (Bogens) styrke: Den starter et sted, og den slutter et sted. Det er da befriende!

I fjerde afsnit, “Tis, trods og turkise termostøvler”, erindrer hun barndom og lover at os sandheden, når hun digter og finder på. “Dødløft” hedder opfølgeren, som beskriver læsning som fitnesscentrets dødløft, hvor forfatterens ord er stangen, mens resten er op til det barn, der skal læse teksten. Derfor skal der være noget at komme efter, som “igler, der bider sig fast i låret”.

Endelig bekender Rebecca Bach-Lauritsen i “Hvor skriver jeg fra, når jeg skriver til børn”, at hun skriver “fra et sted med flere spørgsmål end svar”, “fra barnet til barnet”, “fra mørket”, “med lys”, “fra et sted lige under huden”, “fra sproget”, “fra grænsen” og “fra friheden” – alt sammen stillet op som afrundingen af en prosasonet.

Det er en overvældende lille bog, der skaber metaforer, som sætter ord på det ordløse, som giver læseren mod på at finde de vibrationer mellem linjerne i børnelitteraturen, som masserer ens verden.

Tak for den!

Det nære og det store

Når man for tiden læser faglige tidsskrifter, som omhandler undervisning i grundskolen og i ungdomsuddannelserne, er det i vidt omfang usikkerhed omkring samspillet med AI, der springer i øjnene. Hvordan skal vi bedømme elevarbejder, der i vidt omfang er blevet til med AI-støtte? Hvordan vil det påvirke elevernes viden, kunnen og dannelse, hvis de i det faglige arbejde har skudt mange AI-genveje? Disse diskussioner og erfaringsudvekslinger er væsentlige, når uddannelserne skal geares til de nye muligheder.

Men der er også et andet perspektiv, som foldes ud i en interessant bog, der er skrevet af to BA’er i filosofi, Markus Giessing og Viktor Udbye. De har kaldt deres bogen “Den korte historie om kunstig intelligens”. Den giver et godt vue over menneskets stræben efter at blive aflastet for arbejde, som det bliver beskrevet på lertavler i Messoponanien og frem til dagens udmeldinger fra Silicon Valley. Her optrækkes historiske linjer, beskrives filosofi, forskning og politiske initiativer og gives en lang række eksempler, som fremmer forståelsen.

I et afsnit får vi beretningen om Vaucansons automatiske metaland (1899), som skulle bidrage til indsigt i fordøjelsen. Han fodrede den med andefoder, og efter nogen tid sked den. Mange år senere fandt man den hengemt på et loft, og den viste sig at indeholde to rum: et til det spiste foder og et med afføring. Her fik vi nok et syn for vejen fra korn til lort, men helt holdt forholdet mellem teori og virkelighed ikke. Men Vaucansn blev hyret af magthaverne til at opbygge og lede silkespinderier.

På samme vis søger forfatterne at berolige os i forhold til påstandene om, at den kunstige intelligens kan udvikle en selvstændig bevidsthed og true os som art. De betragter fænomenet på linje med andre tekniske og teknologiske frembringelser som noget, der ikke kan hamle op med mennesket, selv om udviklerne søger at give deres produkter menneskelignende udtryk.

Der, hvor de ser de reelle risici, er i den magtcentrering, som kommer til udtryk i de amerikanske techgiganters ejere. De har fået frit spil til at berige sig, mens de har lovet øget velfærd til alle. I 1950erne oplevede USA fremskridt i teknologisk udvikling og i befolkningens levestandard, men siden Reagan er uligheden steget støt. Samtidigt er tech-oligarkernes politiske indflydelse vokset. Og her peger forfatterne på parallellen til fabriksejerne i England i industrialismens vorden. Her blev grådigheden tæmmet ved at arbejderne fandt sammen i modstand.

På AI-området ser forfatterne muligheder for at tage ved lære af den engelske kamp. Men lige nu bidrager vi ved at bruge giganternes kunstige intelligent til både at berige dem og sikre dem adgang til at stjæle vores data, som de bruger til ny udvikling.

Det er disse milliardærer, der får USAs vicepræsident til at kalde os fodslæbende på grund af demokratiske processer. Og det er dem USAs udenrigsminister vil gå enegang med, hvis vi ikke vi samarbejde.

Dette kalder på europæiske løsninger i en vis fart, hvor vi så kan bruge vores nære erfaringer!

Nye begyndelser

Udsnit af forsiden på Anja Hitz’ ungdomsroman “Den dag vi var helte” (abc forlag 2025)

Der er gang i salget af papirbøger, hvis man da skal tro på de mange meldinger, der er fulgt i kølvandet på kulturministerens bogstøtte. Og det er fint, at der bliver købt klasse- og gruppesæt ind til dansktimerne. Men lige så vigtigt er det, at der kommer bøger på reolskelettet på det, der nu atter bærer navnet ‘skolebiblioteket’. Det er herfra et belæst personale kan stimulere læsningen og læselysten ved at have en mangfoldighed af titler til mangfoldigheden af læsere.

Som et udspring af den opfattelse har jeg vendt blikket på en række mindre forlag, der ofte har blik for andre titler end de store mainstream-udgivere

Jeg er lige faldet over et par nye titler fra ‘abc forlag’, som ofte har overrasket med en sikker sans for kvalitet. Det har således været påfaldende så ofte en vinder af Nordisk Råds Børne- og Ungdomsbogspris er blevet udgivet her – før prisen var besluttet.

Blandt de seneste ungdomsbøger herfra er jeg blevet grebet af Anja Hitz’ ungdomsroman ‘den dag vi var helte’ om en pubertetsdreng, hvis far dør, og hvis verden derfor krakelerer. Han kan ikke tage imod kærlighed fra hverken farmoren eller en jævnaldrende pige, men bliver besat af en færden på sociale medier – lige frem til dette får uforudsete og voldsomme konsekvenser. Han får brug for en ny begyndelse, hvilket bliver muligt som følge af farmorens og venindens kærlighed og en dåsering. Han begynder på efterskole.

Anja Hitz skriver i et let, men aldrig overfladisk sprog, og hun kan komponere en historie, så det ene kapitel fordrer det næste. Faktisk er hun i stand til at spille på sproget, så selv en bedaget læser bliver opslugt af handlingen, må slå op for at lære nye ord at kende og af og til må bekæmpe en snigende grådlabilitet. Dertil kommer, at hun rammer markante temaer i tiden: tab, kærlighed, sociale medier, skolevægring og meget mere.

Her er undervisningsstof til mange lektioner – og titler, der kan perspektivere står i kø, som fx Jesper Wung-Sungs ‘ Det år sjæle slår smut’, en anden ny begyndelsesbog fra ‘abc forlag’ Daniel Zimakoffs ‘Papbrødre’, som også beskæftiger sig med det, der er værre end skilsmisse: sammenbragte børn, og norske Iben Akerlies ‘Nils non grata’, om at starte i ny klasse for ottende gang.

Nåe jeg nævner flere titler, så er det for at pege på det oplagte, for nu at bruge et Jesper Wung-Sung-citat: at lade den ene bog tænde den næste, at skabe lystne kædelæsere.

Kig mod de små forlag, hvor det spirer. Derfor må jeg også lige nævne Dansklærerforeningens serie ‘LÆSBAR’, hvor hver titel er letlæst og er blevet til i sambejde mellem forfatteren og en ung læser,

HCA & USA

HCA & USA

H.C. Andersen kom aldrig til Amerika trods stor rejselyst; selv begrundede han det med en ”vandskræk”, som nok stak dybere end som så. Han længtes ikke som Tom Kristensen mod skibskatastrofer.

Men til trods for at han aldrig kom derover, fornemmede han det store lands dobbeltheder, idet kulturen var præget af både fremdrift og overfladiskhed, et modsætningspar som vi helt aktuelt skal håndtere som følge af pågående politiske proklamationer, der bygger på en løsagtig omgang med facts. HCA forudså, at amerikanerne ville overhale et Europa, som kerede sig om sin historie, og at de ville komme hertil i luftskibe og se vores verdensdel på en uge. Og helt aktuelt lider store byer i vores del af verden under masseturismen.

Sådanne markante registreringer fremgår af den interessante bog om ”H.C. Andersen i USA” (Syddansk Universitetsforlag 2025), hvori første tredjedels artikler beskriver H.C. Andersens tilstedeværelse og udbredelse i amerikansk kultur historisk og aktuelt. Professor Karin Sanders beskriver Andersens fascination af amerikanernes fremtidstro, men også forholder sig kritisk til deres slavehandel og fordrivelse af den oprindelige befolkning. Professor emeritus Johs. Nørregaard Frandsen beretter om Andersens betagelse af de teknologiske fremskridt, som dog endnu mangler poesi i et første afsnit og i et andet om Hollywoods, her eksemplificeret ved skuespiller Danny Kaye, overstadige dyrkelse og respektløse dyrkelse. Professor Julie K. Allen fortæller om de ret mange HCA-monumenter, der er opstillet rundt om i USA; mange af dem blevet til på foranledning af indvandrere med danske rødder. Lektor Claus Elholm Andersen giver med eksempler fra sin undervisning på et universitet i Wisconsin et indblik i, hvordan HCA fortsat kan gøres vedkommende for unge amerikanere. Professor Poul Houe tager læseren med omkring den modtagelse, som HCAs indtog i USA blev til del. Han beskriver her blandt andet, hvordan moralsk korrekthed og puritanisme bidrag til at henvise adapterede eventyr til at være børnelitteratur. Disse fem artikler tegner et nuanceret og interessant billede af vores store digters status i USA og antyder, hvad vi får retur deroverfra.

Denne udveksling bliver speedet op i de kommende artikler, hvor mag.art. Torsten Bøgh Thomsen giver læseren et indblik i arbejdet med det særegne eventyr om ”De røde sko”, samt i amerikanske studerendes reaktioner på dette eventyr. Lektor Anne Klara Bom og PHD. stipendiat Sara Bruun Jørgensen retter blikket mod amerikanske tidlige filmadaptioner af en håndfuld af de mest ikoniske eventyr, mens professor Elisabeth Oxfeldt bringer Disneys filmene om ”Frost” og deres nye tolkninger og værdier af ”Snedronningen”, som nu skildres i økofeministisk skær. Disse tre artikler bringer læseren på sporet af et kulturmøde, der på en gang lader os se den kendte H.C. Andersen i nyt lys og giver et stærkt indtryk af den amerikanske kultur, som i høj grad dominerer vores forbrug af medier og forbrug.

I den tredje del af bogen præsenterer professor Sven H. Rossel i et essay, der eksemplificerer med fine citater, fire oversætteres arbejder med kendte eventyr, mens cand.mag. Lise Bostrup overbevisende gør rede for de tidlige og stadigt anvendte oversættelser er blevet til på baggrund af tyske forlæg, mens forsker og oversætter Marthe Hult giver et indblik i nogle af de overvejelser, man må gøre sig, når man skal oversætte en så sprogligt kompleks digter som HCA. Disse tre artikler giver tilsammen et godt indtryk af de hæl- og tåklip, der er forbundet med oversættelse fra dansk/germansk til engelsk/amerikansk. Dette afsnit af bogen vil efter min opfattelse være en glimrende inspiration til en tværsproglig undervisning.

”H.C. Andersen i USA”, redigeret af Claus Elholm Andersen, Johs. Nørregaard Frandsen og Torsten Bøgh Thomsen) føjer sig fint i den række af udgivelser, som kvalitativt stærkt er udkommet på det seneste, og som i mange belysninger viser digterens format. Det må stå klart, at hvis vi skulle have en litteraturkanon med kun ét navn, måtte den bestå af Hans Christian Andersen!

Andersen vokser sig endnu større

Udsnit af forside på bogen “H.C. Andersen ved skrivebordet”

For det akademisk utrænede øje kan det udfordre at kaste sig over en udgivelse som ”H.C. Andersen ved skrivebordet” (Nord Academic 2025), hvori forskere giver et indblik i forskningen af digterens manuskripter og deres vej frem til udgivelser. Men hold da op, hvor har det været berigende at tage udfordringen op og holde ved: Andersens storhed vokser for hvert kapitel.

Professor Johnny Kondrup indleder med et kapitel om skrivestrategier og skelner mellem dem, der har hele historien i hovedet før skrivning, og dem, der skriver og retter og skriver. Vi kommer rundt om skriveprocessen ved bl.a. at se på Kierkegaard, Grundtvig og Ingemann. Med et forstår man, hvor tåbeligt det var at kræve udarbejdelse af disposition af alle.

Seniorforsker Ejnar S. Askgaard giver indblik i Andersens optegnelser i kladdehæfter og på løse blade. Lad det være en inspiration til at give elever ideen til at samle på særlige ord, vendinger og citater til senere brug på papir eller digitalt.

Seniorforsker Finn Gredal Jensen beskriver arbejdet med at klassificere manuskripterne og fører læseren ind i en forskning, hvor blæktyper og vandmærker spiller en rolle.

Endnu vildere bliver det, når fotograf Maja T. Ronnell og konservator Birgit V. Hansen bruger ny billedteknologi til at trænge ind i skrift, der ellers er ulæselig pga. tidens nedbrydning af blæk og papir. Jeg spekulerer på, hvordan man sikrer bevarelsen af nutidens digitale materialer.

Lektor Ane Grum-Schwensen beskriver H.C. Andersens skiftende arbejdsformer og hans digteriske særkender. Dette kapitel har for mig været det lettest tilgængelige, fordi Grum-Schwensen sprogligt er en unik formidler. Derfor vil jeg foreslå læsere, der ikke er vant til akademiske skrifter, at starte her for at få mod på hele bogen og dermed de mange aspekter af Andersen-forskningen.

Historiker Holger Berg tager os med helt ind i trykkeriet og i Andersens samarbejde med de ansatte hos trykkeren, hvor han i øvrigt var venlig over for alle, høj som lav. Det er fin læsning om en rasende produktiv forfatters følgen manuskripterne til tryks med rettelser og tilføjelser frem til sidste øjeblik.

Denne første halvdel af bogen giver et fascinerende indtryk af den H.C. Andersen-forskning, der udfoldes her i landet. For mig giver det både et mere nuanceret syn på Andersen og nogle oplagte inspirationer til at berige folkeskoleelever med Andersens tilgange – til aktiv efterfølgelse, ikke for at ville gøre dem til digtere, men for at styrke deres sproglige bevidsthed og fortælleglæde.

I bogens anden del analyserer fem Andersen-kendere, Kathrine Vig Nielsen, Jacob Bøggild, Frederike Felcht, Josefine Hilfling og Helena Brezinovà tilblivelsen af syv eventyr/historier med skyldig hensyntagen til den forskning, som er beskrevet her i bogen.

Fordi jeg har overværet flere end 100 elevoplæsninger af ”Sneglen og rosenhækken”, har jeg her især hæftet mig ved de bearbejdelser, Andersen har foretaget. Og for mig tyder elevernes forskelligartede tolkninger på, at nogle tidlige tanker forbliver aktive i den endelige tekst. Måske er det min efterrationalisering, men vel ikke helt skæv.

Tak for formidling af en forskning, der gør Andersen større og dermed beriger os alle.

Bevar roen

Udsnit af forsiden på “Roepolakkerne satte spor”, Lollandsbibliotekerne, Forlaget Bostrup

Medlemmer af forfattergruppen “Os hernedefra” har bidraget til at udbrede fortællingen om de polske/galiciske arbejdere, som fra 1893 til 1929 kom som sæsonarbejdere for at arbejde i de roemarker, som især på Lolland og Falster blev dyrket for at skaffe sukker nu, hvor sukkerproduktionen på De vestindiske Øer aftog i betydning.

Mange af de polske sæsonarbejdere tog med årene fast bolig her i landet, nogle fordi de fandt en ægtemage, andre fordi krig afskar dem fra at vende hjem, og atter andre fordi de befandt sig godt her eller blev efterspurgt som helårsarbejdere. De polske løsarbejdere bidrog til den rigdom, som blev jordbesidderne på Sydhavsøerne til del.

I bogen skildres roearbejdernes liv dels i faktuelle, historiske bidrag, dels i kortere fiktive tekster, sange og digte og endelig i erindringer. Bogen er rigt illustreret dels med fotos fra perioden og dels med AI-genererede farveillustrationer.

Jeg har nydt at granske de sort/hvide fotografier, som giver den autenticitet, der lader øjet gå på opdagelse. Derimod har jeg det dobbelt med AI-billederne, som dels er fængslende på grund af fine miljødetaljer, og dels er sært ugebladsagtige i deres persontegninger. Navnlig kvinderne virker sarte og forfinede i forhold til de medsøstre, som ses på fotografierne, og til de polske efterkommere, som jeg selv har mødt. Den råstyrke og udholdenhed, som var karakteristisk for de polske kvinder, får ikke kredit i de idealiserede farvebilleder.

Bogens tekster tegner fra mange vinkler de vilkår, som blev sæsonarbejderne og deres efterkommere til del: hårdt arbejde til ringe løn, mobning i skolen, overgreb og udnyttelse, overrepræsentation i kriminalstatistikken, religiøs mobning.

Mange af de korte tekster kan mageligt anvendes i undervisning – også ud over i skolerne på Sydhavsøernes, da mange af problemstillingerne har nutidige paralleller i vores indvandrerdebat. Tag fx overrepræsentationen i kriminalitetsstatistikken. Var katolikker mere voldelige end os danske protestanter? Var de mere be´drageriske eller tyvagtige? Nej, men de var fattigere og havde i højere grad et liv på kanten.

Brug bogen som en parallelvej til undervisning i indvandrerdebatten – og gør jeres lokale hardlinere i indvandrer-/flygtningedebatten opmærksom på den. Eller læs den bare for fornøjelsens og indsigtens skyld.

I den vidunderlige, syngende dialekt, der tales neden for stødgrænsen syd for Vordingborg, udtales ordet ‘roen’, så det både kan betyde rodfrugten, ro(lighed)en og hovedet. Derfor nød jeg engang at høre lollikken Claus Meyer opfordre til, at man skulle ‘bevare roen”. Ja til sukker. Nej til stress. Og nej til halshug.

Tryghed og frihed, de vandrer til hobe

udsnit af forsiden på Thorkild Thejsens barndomserindringer, “Er det dig, der har kastet op på mine roder?”, Forlaget Fjordager

Flere gange har jeg været jurymedlem i børnebogskonkurrencer, hvor forlag har ønsker manuskripter til nye børnebøger; ja, det er flere år siden, mens der var plads til andre end bestsellere på bibliotekerne. Blandt de fremsendte bidrag var flere, der var skrevet af bedsteforældre. Historierne havde greb om børnebørnene, og opfordringerne til at få dem udgivet havde været mange, fremgik det af ledsagende breve. Men hvor de dog lukkede sig om sig selv og lignede de tø-hø-historier, der i nogle kredse fortælles til konfirmationer i taler eller i sange.

Derfor er den med en vis bæven, jeg går i gang med læsningen af Thorkild Thejsens barndomshistorier. Og hurtigt bliver min frygt gjort til skamme. Lad det være sagt fluks: Thorkild kan fortælle, og han kan med udvalgte episoder berige os med et tidsbillede, med et børneliv og med et sprog, der folder sig ud som en fryd i sig selv og et perspektiv, der må, kan og skal gøre dagens samtale om børn, voksne og opdragelse mere sansende og seriøs.

Allerede ved bogens start får man et gok i sjælen, når man falder i staver over Thorkilds erindringskort over Gørding, som var hans vestjyske lands- og barndomsby. Der var seks købmænd og en parade af specialforretninger og -virksomheder. Her var en ramme om et liv, som man i dag end ikke finder i middelstore provinsbyers kvarterer. Her kendte alle alle. Hvem råber så op om stordriftens velsignelser ud over kapitalen og udviklingen-kræver-politikere? Det er da nok en panderynke værd, når man i dag kan undgå at skulle tale med mennesker ved at scanne selv.

I denne lille stationsby trådte Thorkild sine barndomsskridt. Gjorde de erfaringer, som et barn skal gøre for netop at blive erfaren. Det skete i den særlige blanding af tryghed og frihed, som skabes, når alle kan følge med, og ingen er buret inde. Jeg husker, at Erik Sigsgaard i et foredrag fortalte om en dreng, der havde været med sin mor på ferie i Tyrkiet og med store øjne konstaterede, at her var fritgående børn. Det er de rammer, som også Astrid Lindgren omtaler som sine kilder til at skrive, når beretter om, at livsmod opstår, når ens barndom også var livsfarlig. Thorkild beskriver den balance mellem at være beskyttet og at have frihed med eksempler og i en tone, der peger frem mod det, som Poul Nyrop sagde: ”Vi må kunne gøre det bedre?”

Hos Thorkild er der ingen forloren nostalgi, men små finurlige indskudte ord og sætninger, som peger på, at en balance mellem det trygge og det opdagende er værdifuld. Her er det især moren, der står som garanten for tryghed og opbakning, når fx Thorkild er blevet uretfærdig behandlet af lærere i skolen, og når han senere ønsker at læse til lærer. Men det er også hende, der pakker hans kuffert, da hun opdager, at han har røget cigaretter, for når han er gammel nok til at ryge, er han også gammel nok til at klare sig selv. Med små vink peger fortællingerne frem mod samtaler om opdragelse, om børns behov og om kærlighed, mens de på samme tid holder fast i tidsbilledet.

Thorkild er lærer, men også journalist. Og han mestrer at fængsle med sit sprog. Hvert kapitel har en overskrift, der vækker undren, og en mellemrubrik, der pirrer denne undren og gør den til en forventningens nysgerrighed. Og så er sproget en herlig vekslen mellem rolig fremadskriden og en svingom i tid og tema; mere herom senere, som der ofte står. Endelig kan man bruge en rum tid på at kigge de billeder, som både fanger tiden og tager billedet seriøst, fordi der ikke blev taget så mange, at ingen af dem var noget særligt.

Thorkild Thejsen har skrevet barndomserindringer, der er en godbid i sig selv, men som også bygger på et børnesyn, som kan tilføre den aktuelle debat en del, og til de unge lærerstuderende som mener, at vi boomere har et helt fejl børnesyn. Se lige her, hvad det er for værdier, der er i spil: tryghed og frihed!

Så vidt om jorden høres danskens sang

Udsnit af Elin Lis Johansens maleri på forsiden af Modersmål-Selskabets bog, “Er der en sendelektor til stede?”

Dannebrogsspileren er vindfyldt. Vi sejler i læseretningen, hvilket giver mere fart. Og der synes at være en laber brise fra vest, som fører vores sprogbåd østover. Således signaleret er vi stået til søs med kurs mod sendelektorernes erfaringer med dansk sprog i det oversøiske.

Den aktuelle anledning er, at sendelektorerne har modtaget Modersmål-Prisen 2025; den perspektivrige anledning er, at sendelektorordningen er udtryk for et unikt arbejde, der understøtter dansk sprog, kultur og erhvervsliv i de lande, hvor udsendte lektorer kan supplere det traditionelle diplomati på ambassaderne.

Men forsideillustrationen sender vel også et vel optimistisk billede af situationen, idet man fra politisk hold har formindsket spileren ved at beskære tilskud til ordningen; en manglende politisk indsigt i, hvad det vil sige at værne om det danske sprog og dets muligheder. Mens vi opruster militært, kerer vi os forholdsvis lidt om det, der binder os sammen: modersmålet.

Og det kan mere, end vi tror. Vi synger begejstret med på den egentlige fædrelandssang, hvori H.C. Andersen skriver om sproget, der “som en sød musik mit hjerte når” og som trods vores lidenhed høres rundt om på jorden, akkompagneret af danske mejselslag. Hermed mente han kunst personificeret i billedhuggeren Thorvaldsen. H.C. Ørsted tilføjede et ekstra vers, fordi han mente, at Andersen havde glemt videnskaben. Derfor foreslog Ørsted som supplement:

”Se tankelyn gik ud fra danske hjerner, / og lyste for den hele vide jord, / De vendte øjet op mod himlens stjerner, / og ned i løndomskraftens dunkle spor; / Du danske friske Strand, / Hvor øjet frit omsvæver, /Og frie blik til tankeflugt os hæver, / Dig elsker jeg! – Danmark, mit fædreland!”.

Og sendelektorerne giver for så vidt Ørsted ret. Det at arbejde med sproget blandt udenlandske universitetsstuerende giver en væsentlig kulturel effekt med tolkning, oversættelser af litteratur, møder mellem mennesker af kød og blod, events og mange andre fine, bløde effekter, der ambasaderer for Danmark. Men det giver også anledning til videnskabeligt og forskningsmæssigt samarbejde, som beriger dansk erhvervsliv og akademisk virksomhed. At spare her, er at braklægge den fedeste jord.

I bogen hører vi stemmer fra de steder, hvor vi har sendelektorer. Og på slående vis ser vi en linje, der følger i kølvandet på omslagets sejlbåd. Nok blæser vinden fra vest, og vi påvirkes af kommerciel og digital (hvad der her er det samme) kultur fra USA, men universiteterne er der under pres – og med dem de små sprog. Anderledes synes der at være interesse for de små sprog og kulturer i Europa, især i den østlige del, hvor sendelektorordningen viderebringer dansk sprog og danske værdier som et væsentligt supplement til de danske ambassaders arbejde. Også her synes det ubetænksomt at spare.

Derfor tak til Modersmål-Selskabet for at tildele årets pris til den sendelektorordning, som bringer dansk sprog og kultur ud i verden, og som henter frugtbare impulser hjem til berigelse af os. Måtte der som en udløber af dette gå en prås op for de politikere, som skal styrke Danmarks sprog og beredskab.