Når man for tiden læser faglige tidsskrifter, som omhandler undervisning i grundskolen og i ungdomsuddannelserne, er det i vidt omfang usikkerhed omkring samspillet med AI, der springer i øjnene. Hvordan skal vi bedømme elevarbejder, der i vidt omfang er blevet til med AI-støtte? Hvordan vil det påvirke elevernes viden, kunnen og dannelse, hvis de i det faglige arbejde har skudt mange AI-genveje? Disse diskussioner og erfaringsudvekslinger er væsentlige, når uddannelserne skal geares til de nye muligheder.
Men der er også et andet perspektiv, som foldes ud i en interessant bog, der er skrevet af to BA’er i filosofi, Markus Giessing og Viktor Udbye. De har kaldt deres bogen “Den korte historie om kunstig intelligens”. Den giver et godt vue over menneskets stræben efter at blive aflastet for arbejde, som det bliver beskrevet på lertavler i Messoponanien og frem til dagens udmeldinger fra Silicon Valley. Her optrækkes historiske linjer, beskrives filosofi, forskning og politiske initiativer og gives en lang række eksempler, som fremmer forståelsen.
I et afsnit får vi beretningen om Vaucansons automatiske metaland (1899), som skulle bidrage til indsigt i fordøjelsen. Han fodrede den med andefoder, og efter nogen tid sked den. Mange år senere fandt man den hengemt på et loft, og den viste sig at indeholde to rum: et til det spiste foder og et med afføring. Her fik vi nok et syn for vejen fra korn til lort, men helt holdt forholdet mellem teori og virkelighed ikke. Men Vaucansn blev hyret af magthaverne til at opbygge og lede silkespinderier.
På samme vis søger forfatterne at berolige os i forhold til påstandene om, at den kunstige intelligens kan udvikle en selvstændig bevidsthed og true os som art. De betragter fænomenet på linje med andre tekniske og teknologiske frembringelser som noget, der ikke kan hamle op med mennesket, selv om udviklerne søger at give deres produkter menneskelignende udtryk.
Der, hvor de ser de reelle risici, er i den magtcentrering, som kommer til udtryk i de amerikanske techgiganters ejere. De har fået frit spil til at berige sig, mens de har lovet øget velfærd til alle. I 1950erne oplevede USA fremskridt i teknologisk udvikling og i befolkningens levestandard, men siden Reagan er uligheden steget støt. Samtidigt er tech-oligarkernes politiske indflydelse vokset. Og her peger forfatterne på parallellen til fabriksejerne i England i industrialismens vorden. Her blev grådigheden tæmmet ved at arbejderne fandt sammen i modstand.
På AI-området ser forfatterne muligheder for at tage ved lære af den engelske kamp. Men lige nu bidrager vi ved at bruge giganternes kunstige intelligent til både at berige dem og sikre dem adgang til at stjæle vores data, som de bruger til ny udvikling.
Det er disse milliardærer, der får USAs vicepræsident til at kalde os fodslæbende på grund af demokratiske processer. Og det er dem USAs udenrigsminister vil gå enegang med, hvis vi ikke vi samarbejde.
Dette kalder på europæiske løsninger i en vis fart, hvor vi så kan bruge vores nære erfaringer!