Anders Bondo Christensen har skrevet en lille, letlæselig bog om den betydning, som lærerprofessionens betydning for at udvikle en god folkeskole.
Bogen tager afsæt i den historiske omstændighed, at dansk lærere for omkring 150 år siden samledes for at bidrage til en forbedring af skolen – for eleverne og for lærerne. Dette dobbeltsigte har siden været basalt for den forening af lærerne, sådan som det fremgår af Danmarks Lærerforenings professionsideal.
Efter 25 år arbejde lykkedes det for lærerne at få skrevet ind i skoleloven, at lærerne havde ret til at blive hørt i skoleanliggender. Denne ret eksisterede med lærerråd, fælleslærerråd og skolekommission frem til 1993, hvor lærerne blev frataget denne ret til at blive hørt. Og udviklingen med at få lærerne placeret som lønarbejdere snarere end professionsudøvere toppede, da KL og regeringen i et koordineret angreb lockoutede lærerne for at gennemtvinge en overenskomst, der skulle skaffe penge til en skolereform, der blandt andet satsede på en læringsmålstyring.
Det at holde lærerne uden for indflydelse må siges ikke at have været en succes, og nu blæser der nye vinde. Der er igen udsigt til at parterne omkring skolen skal være SAMMEN om skolen.
Derfor er denne historiske oversigt, som Anders Bondo Christensen leverer et velkomment bidrag, når lærerne igen skal finde deres ståsted i et samarbejde med mange forskellige interesser som understrøm til den fælles interesse: at skabe en god skole.
Det er prisværdigt, at forfatteren formår at holde denne gennemgang i en sober tone, når man tænker på, at han har været en central figur i den seje kamp for lærerprofessionens fane højt, også når de politiske vinde fra både regering, folketing og KL var heftigst.
Når man som Anders Bondo Christensen har været en central aktør over mange år i denne kamp, er bogen selvfølgelig på sin vis et partsindlæg, men som sagt et urbant et af slagsen. Men det væsentligt i denne tid, hvor de fleste har indset, at reformen på mange måder med dens konkurrencestatsfilosofi var en dårlig idé, og at måden lærernes blev tromlet på var en særdeles dårlig idé.
I den relation kommer bogens eneste skævert, og det skyldes en banal korrekturfejl: Pernille Rosenkrantz-Theil ser med skepsis på reformen, når hun ser i bagspejlet. Selvfølgelig er det bakspejlet, hun har øjnene rettet imod, men fejlen giver dog anledning til forunderlig billeddannelse!
Når bogen i mine øjne er væsentlig, beror det på tre ting: 1) den giver et fornemt, historisk overblik, 2) den viser, at man skal være vedholdende og byde sig til, og ikke som det skete tidligere, at Danmarks Lærerforening tilkendegav, at man ikke længere kunne tage ansvar for skolens udvikling; og skolens lærere blev behandlet derefter, 3) den viser glimtvis, at personlige relationer er væsentlige.
Og hvorfor er det så grundlæggende betydningsfuldt at lytte til lærerne: fordi de hver dag står midt i arbejdet for at få det umulige til at lykkes. Filosoffen Jørgen Husted citeres for at sige, at “for mange lærere er det at lykkes som lærer en vigtig del af det at lykkes som menneske”.
Men skal det lykkes at give lærernes stemme en gennemslagskraft, så viser historien også, at det er af betydning, at man har en fælles forståelse for professionens aktuelle og langsigtede muligheder og udfordringer.
Læs denne velskrevne, lille bog og få lyst til at bidrage til professionens fællesskab og ane de risici, der lurer i en ensidig økonomisk tænkning, hvad enten det drejer sig om udgifter til skolen eller til kontingent til fællesskabets styrke.