Foto: fra omslaget på Jens Skou Olsens bog Lad underviseren være kunstner. Det lille grønne R signalerer, at bogen er kommet på det bornholmske forlag Ringedal.
Der er et udsagn fra Mac Barnetts fremragende bog om Barnetts hemmelige dør (Jensen & Dalgaard), der med korte mellemrum griber fat i mig og rusker: didaktik er god børnelitteraturs fjende. https://grundskolesektionen.dk/barnetts-hemmelig-doer/
Jeg har jo fornemmet dette i min egen skoletid med læs og forstå-opgaver og notetyggede fortolkninger. Og jeg har set det i mine elevers øjne under min egen undervisning, som fx da en klasse fandt en ventil i mit undervisningsdifferentierede forløb over Goldings Fluernes herre, da de fandt på at oversætte titlen Lord of the Flies med Fluelorten. I mange år bestræbte jeg mig for at finde en måde at kombinere litteraturundervisning med glæden ved litteratur, altså ved at oplive eleverne med god litteratur. Jeg fandt min vej, da jeg inspireret af receptionsforskningen fandt frem til en metode, som jeg betegnede som og beskrev i Læs og brænd på (Dansklærerforeningen). Senest har jeg beskrevet den i Dansklærerforeningens opgavemateriale til OscarK’s Ungerne fra Strandholt, som findes på dansklf.dk.
Nu er jeg så via en artikel af det seneste nummer af DANSK #1, 2025, Folkeskolesektionens medlemsblad, af kunstskoleunderviser, forsker og jazzbassist Jens Skou Olsen, hvori han plæderer for, at læreren skal være kunstner, ikke af profession, men af tilgang til det at skabe sammen med eleverne og til at sætte sin faglighed i spil – på dybt vand.
Det fremgår af hans artikels referenceliste, at han har skrevet bogen Lad underviseren være kunstner – kunst og undervisning gennem tilegnelse og fremkaldelse (Forlaget Ringedal). Den bog har udvidet min fagbladsartikelinspiration til en overbevisning om, at vi kan finde trædesten imod en skole, der ikke gør skoletræt og skaber mistrivsel, min giver oplivning af både elever og lærere.
Jens Skou Olsen har tilegnet sig kunstteori fra kunstneren Joseph Beuys og pædagogiske overvejelser fra forskeren Gert Biesta, som sidste år udkom med sin bog om Beuys: Lad kunst undervise – kunstundervisning ”efter” Joseph Beuys (Klim).
Og på den baggrund fremkalder Jens Skou Olsen et undervisningssyn, der vil kunne sætte op ”mod firs tusinde undervisere og op mod trekvart million elever fri til at finde hjem: til at finde sig selv, hinanden, fagligheden, magien og glæden ved at undervise og tilegne sig”, hvis de opgiver ” kontrol, målinger, evalueringer, målsætninger og såkaldt kvalitetssikring”.
Det lyder for enkelt, men er det bestemt ikke, fordi vi kender det trygge og vægrer os ved at forlade dette, selv om vi kan få øje på de dårligdomme, det afstedkommer. Derfor er rådet også at anvende de små skridts tilgang.
Med utallige filosoffer, tænkere, digtere og poeter, basale etymologiske analyser af grundbegreber og velvalgte cases udfoldes en idé om undervisning, hvor alle er kunstnere i den forstand, at de – elever og lærere – er sammen om at skabe.
Der er tale om en personlig indsigt, som Jens Skou Olsen har opnået som kunstskoleunderviser og udøvende improvisationsmusiker. Men hans påpegning af det betydningsfulde i at høre til i sig selv og i verden, i at være vågen og til stede og i at lade det åndelige bygge bro mellem os moderne mennesker og det mytiske giver resonans i mig, når jeg genkalder mig følelsen af det, der lykkedes, da jeg forsøgte mig med læs og brænd på-metoden til litteraturundervisning.
Fordringen om at være vågent til stede betoner selvfølgelig det sanselige, det mundtlige, nærværet og er således et opgør med vores topprioritering af skriftligheden, som gør det oplagt for os at skrive os ud af nærværet. Men det skal ikke forstås som en afvisning af det skriftlige. Jens Skou Olsen fortæller jo netop dette i en bog, som blot ikke må blive en teoretisk undvigemanøvre for at komme i gang.
Start med små skrift, hvor der fornemmes en frugtbar sprække i den instrumentelle, skemabundne og ufri hverdag, og kom i gang; ikke ved at reparere og bygge videre på de eksisterende dårligdomme. Her henviser han til den spaghettieffekt, man oplevede, da man i programmeringens barndom konstant søgte at reparere på fejlbehæftede programmeringer. Til sidst mistede man overblikket, fordi de mange justeringer samlede sig i en spaghettiklump af uoverskuelighed.
Man må finde sprækker, begynde forfra og sammen med sine elever vove sig ud i det uforudsigelige – til gunst for verden i den enkelte og for os alle i verden.