Der kan godt være format over en lille bog; virkeligt format!
Den amerikanske børnebogsforfatter Mac Barnett, som på danske er udkommet med flere end 10 titler, har skrevet en meget personlig og alligevel alment gyldig bog om, hvorfor vi skal tage børnebøger alvorligt.
Kort inde i bogen står en enkelt sætning alene på en side: “En børnebog er en bog skrevet for børn.” Og den modstående side er uden andet indhold end en opfordring til at reflektere over det tilsyneladende tautologiske udsagn. Nej, det er ikke så oplagt, som det lyder. For der er ganske mange voksne, der involverer sig i en bog til børn: forfatteren, forældrene, bibliotekarerne, lærerne, pædagogerne og mange flere.
Og det, der er karakteristisk for dem, er, at de i modsætning til børn ikke længere er voksende, men netop voksne, hvilket som oftest indebærer, at de ikke længere er i stand til at stå med et ben i virkeligheden og et i fantasiens mange muligheder.
Mac Barnett plæderer for, at børnebogen skal tage denne egenskab hos børnene alvorligt, så de mange facetter af følelser og oplevelser, som har hjemme i en sådan tobenet måde at nærme sig verden på, bliver imødekommet.
Derfor kan han overbevisende argumentere for, at didaktik er den gode børnebogs fjende. Tag lige den, og overvej, hvilke andre fjendtlige indgreb i barndommens land didaktiske tilgange kan afstedkomme.
Mac Barnett medgiver, at der udkommer meget bras, der kan kategoriseres som børnelitteratur, men understreger, at noget tilsvarende gør sig gældende for litteratur til voksne. Vi voksne har bare bedre redskaber til at finde frem til det, der vedkommer os, men børnene ofte er afhængige af os.
Mac Barnett beretter også om, at hans mor, som egentlig ikke selv brød sig om fiktion, ville ham det bedste, og derfor fik installeret en bogreol med børnebøger i deres hjem. Og som Kaalund siger: “Oh, har du en moder, da skøn derpå!” Alle voksne burde sikre, at ethvert barn har adgang til en bogreol med mulighed for at vælge noget, der er vedkommende.
Han inddeler børnelitteraturen i tre kategorier: 1) De tekster, som er skrevet af børnene selv, og som ofte er “ventil for alt det voksne foretrækker at lade, som om børn aldrig tænker på”. 2) De bøger, som er propaganda for voksenlivet, og som ikke giver børnelæserne “den mindste smule litterær oplevelse”. Og 3) De bøger, som er skrevet til børn, “sådan som de faktisk er, og ikke som voksne gerne vil have dem til at være”.
“Barnet, der ‘lader som om’, skræver over en hemmelig dørs dørtrin, står med den ene fod i virkeligheden og den anden i fiktionen”. Grib denne bog, og bliv grebet – og reflekter over, om vi som voksne kan få øje på andre hemmelige døre i vores omgang med børn.
Bogen er udkommet på forlaget Jensen & Dalgaard, som i gyldne øjeblikke virker til at have benene plantet på begge sider af virkelighedens og kreativitetens skillelinje. De kalder bogen for Barne(t)s hemmelige dør, oversat fra amerikansk The Secret Door af Barnett.
En tanke om “Barnet(t)s hemmelig dør”