I mandags publicerede folkeskolen.dk min anmeldelse af bogen om Samarbejde i folkeskolen. Det er en tankevækkende bog, der især pointerer bestræbelserne på at styrke lærernes dømmekraft og påpeger det uformaliserede samarbejdes betydning. Læs bogen og få et blik for det, der er foregået i de senere år omkring lærersamarbejdet.
Her er link til anmeldelsen: https://www.folkeskolen.dk/ledelse-laererliv-skoleledelse/samarbejde-styrker-dommekraften-men-hvor-bliver-drommekraften-af/4806917
Her vil jeg imidlertid reflektere over nogle af de spørgsmål, jeg efterlyser svar på i sidste halvdel af min anmeldelse.
Først og fremmest finder jeg det forgrovende, at begrebet ‘den privatpraktiserende lærer’ bliver taget for pålydende i debatten op til skolereformen, og altså også i den efterfølgende forskning, som bogen her er et eksempel på. Jeg har arbejdet i folkeskolen som lærer, pædagogisk konsulent og leder i en menneskealder, og jeg har altid oplevet kollegialt samarbejde, både fagligt, pædagogisk og socialt. Selvfølgelig var der nogle kolleger, der hverken var ydende eller nydende. Men de var et fåtal. Og det er mit indtryk, at de, da ledelsesfastlagt samarbejde kom på tale, var i stand til at mobilisere et parallelt åndsliv under møderne. De, der til gengæld hostede engagement hos eleverne, var de personligt praktiserende lærere.
I den anmeldte bog konstaterer man, at der finder et stigende lærersamarbejde sted uden for, men ikke så meget i lektionerne. Tilsyneladende er meget ved det gamle.
Hvorfor bliver det strukturerede samarbejde besunget i så høj grad? Kan det skyldes, at lærere som altid beriger hinanden gennem samarbejde? Eller dækker det også over noget andet? I den periode, hvor det lederstyrede samarbejde er øget, er lærernes adgang til faglige og pædagogiske kurser reduceret kraftigt, lige som deres forberedelse er blevet reduceret. Er formaliseret samarbejde og skemalagt forberedelse i virkeligheden glasur på en nedskæringskage af dimensioner?
i samme afviklingsperiode er lærerråd, fælleslærerråd og skolekommission nedlagt, og som Anders Bondo Christensen skriver i sin seneste bog blev skolen frataget den udtaleret, læs samarbejdsret, som fremsynede skoleskabere i 1899 skrev ind i loven.
Endelig har de mange lederbestemte gøremål tømt mange lærerværelser for liv. Og lige netop her, hvor frikvarterssnak og grin og trøsten hinanden og udveksling af alskens personlige interesser har foldet sig ud, været næring til lærernes drømmekraft. Her er sået mange ideer hinsides al målstyring.
Hvornår giver A.P. Møller-Fonden millioner til en forskning i, hvad reformen har ødelagt, og hvordan vi støtter den genoplivning, som er undervejs?
For ærlig talt: hvad lærer vi af ekkokammer-undersøgelser søgelser søgelser?