Inspireret af den vellykkede filmatisering af Lampedusas roman Leoparden forærede jeg min kone den udgave af romanen, som udkom i Rosinantes Klassikerserie, og benyttede lejligheden til at genlæse den. Den kan anbefales.
Mikkel Fønsskov har skrevet et veloplagt forord. Heri beretter han om en eksamen i historie, han var til ved et universitet i Rom. Han trak spørgsmålet: “Fortæl, hvad du ved om Italiens samling i 1861”. Efter en lidt brainstorming indledning prikkede hans professor på en bog, der lå på bordet, Lampedusas Leoparden, og så kunne eksaminanden samle sig om en sammenhængende præstation. for der “er nemlig både det sælsomme og vidunderlige ved det italienske uddannelsessystem, at studerende på samfundsvidenskabelige uddannelser også skal læse skønlitteratur”.
Den sætning rungede i mit hoved, da Bjarne Corydon proklamerede, at han som ny generaldirektør for DR ville fokusere på det faktabaserede. Og tankerne løb videre til en overvejelser om, hvorvidt det danske folketing, som jo er domineret af medlemmer med samfundsfagsuddannelser, ville agere anderledes, hvis skønlitteratur havde været en del af pensum.
Og hvad om folkeskolereformens mødre og fædre havde haft samme fortrolighed med skønlitteratur som med statistik?
Men også et markant foredrag ved Dansklærerforeningens nyligt afholdte generalforsamling randt mig i hu: Thomas Illum Hansen præsterede et fornemt slalomløb i læsningens bjerglandskab. Og da han kom i mål, blev jeg ud over en fornemmelse af begejstring ramt af den sære tanke, at udviklingen i folkeskolens omgang med læsning og litteratur kan ses som et initiativ, der går ud på at minimere dybdelæsningen og skønlitteraturens værdi gennem en instrumentalisering.
Lad min blot nævne to eksempler fra afgangsprøvens univers. Da man ved den skriftlige afgangsprøve afviklede de litterære genrer med begrundelsen, at eleverne jo ikke skulle være forfattere, svingede vægten over til journalistiske genrer. Og når man ved afgangsprøven i læsning har et særligt fokus på læsehastighed, lyder begrundelsen, at det er vigtigt, at eleverne lærer at skimme, at søge oplysninger.
I dag lyder det fra undervisere på ungdomsuddannelserne og nogle af de videregående uddannelser, at de unge nok er i stand til at søge, men at de på den anden side har vanskeligt ved at læse indholdet i det, de finder – især da, hvis det har en længde af mere end nogle få linjer.
I konkurrencestatens navn er det lykkedes at fuldbringe den ulidelige lethed, som er blevet åndslivet til del siden det angreb, som skolen blev udsat for i 2006, da Bertel Haarder gjorde Niels Egelund til pennefører på formålsparagraffen, hvorved folkeskolen mistede sin egenværdi; den skulle nu forberede eleverne på videre uddannelse.
Man har altid forsøgt at styre folkeskolen gennem udformningen af prøverne, men efter 2006 fik denne bestræbelse mere autoritet. Og nu ser vi resultatet af, at fiktion afløses af journalistik, og dybdelæsning erstattes af skimning: skriftsprogsarmod.
Lad os få en kampagne, der satser på at sætte fantasien fri i skrivningen og at læse langsomt og læse om, pausere og genlæse det læste. Det vil kunne give skriftsprogsrigdom.