Der er grund til at lykønske de vedholdende dansklærere i gymnasiet, som har fået sat en revision af den litterære kanon på dagsordenen. Det er tiltrængt, finder jeg, der var medlem af de to tidligere kanonudvalg i 1994 0g 2004.
Når den fra 2004 har holdt så længe, beror det givetvis på, at en del af den blev gjort obligatorisk. Selv foreslog vi ved udgangsdøren fra udvalgsarbejdet, at den ville have en levetid på omkring 10 år; for en kanon er tidsbunden.
Og også det at en del af kanonen blev gjort obligatorisk havde en uddannelsespolitisk bevæggrund, idet vi ville sikre en bedre overgang mellem grundskole og gymnasiale uddannelser. Derfor var de forfatterskaber, som blev gjort obligatoriske, ikke et udtryk for, hvem udvalget fandt væsentligst, men alene hvem, der kunne læses på begge sider af overgangen mellem de to institutionsformer. Læg mærke til, at den samlede kanon havde Tove Ditlevsen på grundskoledelen og Inger Christensen på gymnasiedelen.
En kanon kan retfærdiggøres af en politisk dagsorden, og derfor er det på sin plads, at man nu søger at etablere en ny kanon i gymnasiet, fordi den nuværende er udtryk for en historisk kønsskævhed.
Men fordi den hidtidige var udtryk for et ønske om at skabe sammenhæng mellem grundskole og gymnasium, giver det ingen mening at fastholde den obligatoriske kanon i folkeskolen; tværtimod er den skadelig i den forstand, at den er så gymnasietung, at den skygger for litteratur, der er relevant for elever i grundskolen.
Hvad der er behov for i grundskolen, er en ramme, der sikrer, at der læses ældre litteratur, for at eleverne også kan kigge gennem det historiske vindue i det historiske spejl. Men når jeg skriver ramme, så beror det også på erfaringerne fra debatten i det kanonudvalg, som i 1994 bragte en vejledende kanon, som inspirere lærerne til nogle valg. Denne inspiration er måske ikke så ringe endda i dag heller, da lærer- og pædagoguddannelserne just ikke er tynget af værklæsning eller af animering til belæsthed. Men en inspirationsliste vil inspirere forlag til at udgive anvendelig undervisningsmaterialer.
Men vigtigst er det, at rammerne udfyldes lokalt, for det er ikke nødvendigvis den samme ældre litteratur, der fænger i Roskilde og i Ringkøbing eller i Maribo og på Mors. Hvis vi skeler til Danske digterruter, kan vi finde inspirationer til lokale læsninger, og hvis vi fx ser på Susanne V. Knudsen og Else Bisgaards Limfjordsdigterne, møder vi en litteraturhistorie, der har rod i stedet.
Irene Vallejos Evigheden i et siv, der fortæller bogens historie, og som i min optik er en af de seneste års væsentligste udgivelser, tager også hånd om kanonbegrebet. Titlen refererer måske til de tidlige bøger, som blev skrevet på papyrusruller, men også til de høstede kæmpesiv, arundo donax, som blev skåret op i rør (kanon betyder opret som et rør) af en bestemt længde, hvilket blev brugt til at afgøre tvistigheder mellem handlende. Senere fik kirken annekteret begrebet for at kunne måle den rette lære. Og atter senere fandt kanon-begrebet vej til alle, som mente at vide bedre end andre.
Så efter at have bidraget til to undervisningsministerielle kanonrapporter finder jeg det på sin plads at opfordre til at foreslå den eksisterende folkeskolekanon afviklet og erstattet af nogle rammer, der kan suppleres med inspirationslister.
Lad mig til støtte for dette synspunkt citere Irene Vallejo, som betegner kanon, som en forkert anvendt metafor: “Sivets stive, oprette stængler passer ikke til kanons snørklede vej. Det er snarere floden, der ændrer sit slyngede løb og aftegner mæandere, svulmer af vand og tørrer ud, men bliver ved med at løbe; den synger sin utrættelige sang, altid den samme, men aldrig med det samme vand.”
Lad os bade i det foranderlige vand i litteraturens flod, og ikke rørlægge den!
Jens Raahauge