I H.C. Andersens eventyr om To jomfruer er rambukken kæreste med den ene. Men da jomfruernes ejer beslutter, at de for fremtiden skal kaldes stempler, slår rambukken op; han vil ikke være kæreste med et stempel.
Og hvis vi siger, at vi forstår ham, så lad os vende blikket indad.
På H.C. Andersens fødselsdag i 1968 oprettede den danske stat Det Centrale Personregister, blandt venner benævnt CPR-registret. Så mens den almindelige opfattelse af 1968 er tiden, hvor ungdomsoprøret slog til lyd for et opgør med autoriteter og for individets frihed til selv at forme sit liv, fik magthaverne indført det redskab, som giver så mange gevinster, men som også rummer muligheden for masseovervågning. (STASI må i graven skrumpe af misundelse). Og mens vi nyder gevinsterne i dagliglivet og i sundhedsvæsnet, pønser en socialdemokratisk justitsminister på masseovervågning via netop de registre, hvis samkøring CPR-systemet er afgørende for.
Så fra at have været mennesker, der har haft et behageligt redskab i hænde, bliver vi til talkoder, der kan registreres; vi går fra jomfruer til stempler.
Og det er måske en udvikling vi har næret ved vores barm i skoleverdenen. Lad mig give et eksempel:
Da jeg startede i skole i 1951, fik jeg plads ved en pult i en SKOLESTUE. Da jeg senere i 1971 begyndte mit arbejde som lærer, mødte jeg elever, der sad ved borde i et KLASSEVÆRELSE. Da jeg startede som underviser ved en provinsafdeling af Danmarks Lærerhøjskole, fandt jeg årskursisterne i et KLASSEKOKALE. Og forleden var jeg på skolebesøg, hvor eleverne var placeret i et FÆLLESRUM.
Altså en glidende udvikling fra det nære STUE over det mere private, men dog nære VÆRELSE til det humant neutrale LOKALE og RUM, som måske er mere håndterbare for en skemalægger. Vi har i sproget været vidne til en glidende afhumanisering af de rammer, som børn i skolen skal leve under.
Hvordan har dette påvirket elevernes og lærernes liv og velbefindende? Hvordan har det påvirket sansen for det nære, for samhørigheden og for dannelsen?
Tænk, at alt dette er gået under vores radar. Man får lyst til at råbe: Er der en rambuk til stede?