Fotograf Bjørn Hernes har i løbet af godt et års tid kørt rundt i området omkring Ringkøbing Fjord, standset sin blå Renault Clio på forskellige steder, hvor vandet og landet mødes. Dér har han knipset 1500 billeder, hvoraf de 50 bringes i bogen Fjordens kant, hvor de betegnes som et billedessay. Og det genrevalg er nemt at følge, idet hvert eneste foto er et forsøg på at skildre et NU – tilsyneladende uden handling og uden arrangeret skønhed, men på nuernes egne betingelser.
Umiddelbart sænker roen sig i beskuerens sind. Men efter en behagelig stund med fred i sjælen melder en eftertænksomhed sig. Billederne skildrer ganske rigtigt mødet mellem vand og land, men en tredje part melder sig i synsfeltet: spor af menneskelig aktivitet eller mennesket selv. Der er menneskeliv her på kanten, og man kan fundere over om det bygger på tilkæmpet tilværelse eller våde drømme eller begge dele. Bogens undertitel, Midlertidigheden, nærer tankerne, og billederne giver, som billeder nu engang har for vane, anledning til både dvælen og refleksion. Derfor er det oplagt at have bogen liggende inden for rækkevidde, så man kan række ud og blive ramt af lidt vandkant.
De 50 fotos står ikke alene, for forfatteren Egon Clausen har skrevet et tilsvarende antal tekster. De er ikke direkte koblet på fotografierne, men giver alligevel næring til de tanker, der er blev sat i gang af billedsproget. Dog er det værd at notere sig det, som Egon Clausen selv skriver i forordet, at teksterne står i egen ret. Og ja, de kan læses uafhængigt af billederne. Langt omkring kommer man i de vellykkede forsøg på med ømhed, lune og indføling at skildre vestjyders sprog og karaktertræk, med stor viden at tage læseren med til skelsættende begivenheder og med undertrykt vemod at udsige noget om det, der hører fremtiden til. Mange af disse korte tekster er værd at gribe ud efter i stunder, hvor man lider af enten pessimisme, optimisme eller det, der ligger imellem.
Bogen skildrer, som nævnt, mødet mellem land og vand. Og helt konkret afspejles dette i det møde mellem billed- og verbalsprog, som vi er vidner til i bogen. Begge sprog fungerer “i egen ret”, men får tilført en ekstra dimension ved at mødes.
Bogens undertitel om midlertidigheden kradser i den ro, som billederne tilsyneladende afdækker, og får næring af de registreringer, som teksterne sætter ord på. Måske er det hele anderledes om få år, sådan som det hele tiden har været: kanten flytter på sig.
Bogen har fået mig til at interessere mig for det folkefærd, som har befolket den vestlige vandkant af Danmark.
Det har ført til læsning af H.C. Andersens beskrivelse i En historie fra Klitterne, som Lemvig Gymnasium og Lemvig Bogtrykkeri udgav i 2005. Hvor kan han dog skrive! Og hurra for et gymnasium, som beriger os med en mindre kendt, dragende rejseaffødt beskrivelse fra HCA’s hånd.
Videre har jeg læst Anders Bunes Bøvling Klit. En vestjysk fortælling, som er udgivet på Forfatterskabet.dk i 2019. Den fortæller om det liv, som blev levet på det golde stykke klitland, og hvoraf der nu kun er nogle få stednavne tilbage. Men engang var der mulighed for at fornemme det barske liv derude, idet forfatteren og Fjaltring-læreren A. Chr. Westergaard skrev Klit Per-bøgerne. Måske en idé til en grafisk novelle?
Se, det var også, hvad dobbelthederne i Hernes og Clausens fine vandkantbog inspirerede til.