Det blev mig forundt at være ghostwriter på Otto Dickmeiss’ bidrag til serien med barndomserindringer, Min historie, hvori en række af børnelitteraturens forfattere og illustratorer har beriget Dansklærerforeningens udgivelsesprogram.
Bogen fik titler Uden lineal, fordi Otto Dickmeiss, som i skolen havde tale- og læsebesvær, havde en mor, der forsynede ham så rigeligt med papir og farver, så han kunne udtrykke sig på denne måde – uden lineal, i modsætning til broren, der tegnede med lineal og blev ingeniør.
Jeg kom til at tænke på denne fine bog, da jeg læste Egon Clausens fortælling om vestjydernes guder i bogen Fjordens kant. Her skriver han, at først var der Odin og Thor, så kom Paven i Rom, dernæst Luther fra Wittenberg og i hans kølvand Vilhelm Beck, som svingede med sin indre missionske knaldepisk. Og senere kom der så en ny gud: linealen, hvor alting skulke rettes ud, rørlægges eller gennemskæres efter rette linjer. Men nu har turisme overtages, og alting skal gøres krumt og ligne noget, det aldrig har været… “og det hører fremtiden til”.
Se, det er her vi står line nu i opgøret med linealens tid. Det er ikke skolen som valfartssted for turismen, der stiller krav om denne ændring; forhåbentlig ikke, hvor det landskab, børn og unge færdes i, når de ikke er i skolen, måske kunne friste os til at søge at plagiere influencere og underholdningsindustri – forsøg, der er dømt til at mislykkes, men vi må være vidende disse påvirkninger om som noget indvirkende, men også som noget, vi skal skabe alternativer til ved at tilbyde fordybelse, udeskole, eksperimenteren, sansninger og ikke mindst fællesskab.
Det er nogle af de ingredienser, der må bidrage til at gøre de lige linjer organiske i et fremtidigt opgør med linealen. Derved kan kan undervisningen bidrage til at give de mangeartede erfaringer, som børnene bringer ind i skolen perspektiv. Hvis vi overlader perspektiveringerne til den kommercielle underholdningsindustri risikerer vi, at menneskelig udvikling afløses af fordummelse. Jeg så for første gang i utallige år det europæiske Melodi Grandprix, hvilket for mig underbygger denne antagelse til fulde!
Og hvorfor griber jeg nu fat i denne problematik? Jo, fordi jeg mener, at alle de pensionerede lærere, som har praktisk erfaring med undervisning og derfor besidder en praktiske fornuft, vil kunne bidrage til at finde nogle af de frugtbare krumninger, som skal afløse den lineære tænknings hærgen i skolen.
Bemærk, at det, der kom før linealen, havde at gøre med ånd! En ånd, der var rummelig nok til at indse, hvor linealen har sin berettigelse.