Med blik for Andersen

Lars Ravns maleri Hybelkanin som pryder bogens omslag

Maleren Lars Ravn lukker sin egen kunst og vores øjne op for H.C. Andersen som billedkunstner

”Jeg håber, at denne bog vil sætte gang i processen, der peger mod en bredere forståelse af H.C. Andersen som kunstner og som menneske” ved ”at den kan være med til at åbne øjnene for, at det ikke kun er det skrevne, der undersøger verden”. Dette håb, maleren Lars Ravn formulerer i bogen om H.C. Andersen som billedkunstner bliver til fulde indfriet, hvad angår påvisningen af billedets formåen udi undersøgelsen af verden, mens processen omkring den bredere forståelse nu er op til bogens læsere, som skal være både hårdhjertede og koldøjede for ikke at kaste sig ind i processen. Lars Ravn har gjort sit til, at synet på H.C. Andersen uvægerligt må tillægges endnu et lag – nemlig som en billedkunstner, hvis kunst peger mod strømninger, der ligger forude.

I bogen får Lars Ravn hjælp gennem to ekspertkapitler, hvori museumsinspektør, cand.mag. Niels Bjørn Friis skriver om H.C. Andersens dannelsesrejse til Italien, mens mag.art. Ejnar Stig Askgaard skriver om H.C. Andersen som billedkunstner. Bogen er blevet til i samarbejde med kunstfotograf Claus Kofoed, som også har skrevet forordet.

Men det, der har rusket i mine øjne, er Lars Ravns blik for H.C. Andersens mangeartede billedkunstneriske udtryk og teknikker i tegninger, klip, collager og de billedværker, som han skabte til venners børn. Lars Ravn har en sjælden formidlingsevne, der så at sige tager en ved øjnene og fører ind i billederne med en kombination af indsigt og begejstring, som smitter. Læseren får blik for Andersens billedkunst, som man bliver overbevist om at have haft for lidt blik for, hvor det har udfoldet sig i skyggen af hans eventyr – fortalte for børn. (Lars Ravn grunder i øvrigt over om en tilsvarende skyggetilværelse er blevet romanerne, skuespillene og poesien til del.)

Lars Ravn har som så mange af os fået H.C. Andersen ind gennem sproget fra barnsben. Men i de seneste mange år har han været optaget af Andersens billedkunst; en fascination, der nok udspringer af deres beslægtethed i som selvlærte at vægte det folkelige, legende og frihedssøgende i den billedskabende proces. Bogen skildrer Lars Ravns mange fortolkninger af Andersens billeder, hvor han også lader et andet forbillede, maleren Paul Klee, indvirke på fortolkningerne.

Ved at se H.C. Andersens, Paul Klees og Lars Ravns’ billeder stillet til skue ved siden af hinanden, får man blik for de kunstneriske kvaliteter, som de hver især rummer. Her er tale om en øjenåbnende synergieffekt, som gør, at H.C. Andersens billedkunst er en bog, man ikke kan få nok af!

Det tjener Syddansk Universitetsforlag til ære, at de har udgivet dette forunderlige værk, som trækker H.C. Andersens billedkunst ud af skyggen og lægger alen til ham som fri, legende og autodidakt kunstner; kvaliteter som her genfindes hos fortolkeren Lars Ravn.

Jens Raahauge

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *