Anden refleksion over Politikens opmærksomhedssøgende kampagne
Forældrene og andre voksne omkring børns læsning har tilsyneladende valgt at glide ud af tænkningen om at være sammen med børnene om læsning. Læsepædagogen Mogens Jansen beklagede for mange år siden, at børnene mangler rollemodeller, når vi taler om læsning. Alle siger, at det er vigtigt at læse, men børnene ser ingen voksne gøre det – og da slet ikke af lyst; ingen forældre, ingen lærere, ingen pædagoger gør det i fuldt dagslys eller med aftenspot på.
Kultursociologen Jacques Blume forudsagde allerede i 1970erne, at vi ville få problemer i børneopdragelsen, fordi fri abort og effektiv prævention bevirkede, at der ikke længere ville blive født børn, der var et vilkår, men kun ønskebørn. Og ønskebørn er projekter, der skal lykkes i uddannelsessystemet med en overskuelig indsats fra forældreside, fx uden den indsats at fordybe sig i læsning sammen med sit barn hver dag. Forældrene har investeret deres ønskebørn i skolen, som så har til opgave at sørge for et passende afkast.
I skolen kan lærerne understøtte et læsesamvær ved oplæsning af faglige og skønlitterære tekster, der udfordrer elevernes læseniveau. Det fremmer fællesskabet og oplevelsen af, at bogstaverne kan aftvinges hemmeligheder, det er værd at komme efter.
Således har jeg selv gjort erfaringer med oplæsning af fx. Lindgrens Brødrene Løvehjerte på 2., 4., 6. og 9. klassetrin, som så på alle trin er blevet fortolket gennem elevernes tegninger af det sted i historien, som hver enkelt har udvalgt som det foretrukne. Det har for mig som lærer været forunderligt, at ingen i nogen af klasserne valgte samme sted i fortællingen som “deres sted”, og at begrundelserne for valgene (selvfølgelig) skiftede karakter alt efter om vi oplevede en trøstebog i 2. klasse eller arbejdede med et hovedværk i 9. klasse. (Det kan man læse om i min lille pamflet Læs og brænd på. Dansklærerforeningen)
Et andet eksempel er oplæsning af Karen Blixens De blå øjne i 8. klasse, men med udeladelse af slutafsnittet, som eleverne hver især skulle komme med et bud på.(Det kan man se mere om i filmen Modersmålet er fuldt…. (Musisk udvalg)
Når jeg i plæderer for oplæsning, oplæsning og oplæsning, både over for forældre og undervisere, skyldes det, at børn i dag har adgang til mange medier, der ikke kræver meget ud over tryk på en knap for at underholde. Hvis vi skal vise, at læsning har noget berigende at byde på, må vi kompensere og give børnene indhold, der ofte overstiger deres læsetekniske formåen.
En udveksling af oplæsningens herligheder kunne være en givtig tråd på skolens svar på Facebook, AULA, også som et bidrag til at lave knuder på curlingforældres tråde.
Jens Raahauge