Cykelmyggen Egon har atter indtaget Bellevue Teater og driver sine kunster dér frem til den 28. marts. Ved premieren i går var jeg på plads i teatret sammen med tre børn mellem 3 og 4 år. Og det blev en oplevelse med anledning til umiddelbar nydelse og efterfølgende refleksioner.
Handlingen udfolder sig i overdådige rammer: overvældende kulisser, fantasifulde kostumer i arkitekt Arne Jacobsens smukke teatersal. For at bruge et af tidens nedslidte ord, men her i dets egentlige betydning: det var teatermagisk! (Gå ind på Bellevueteatrets hjemmeside og se nogle af de fine billeder fra forestillingen).
Mine tre ledsagere kendte alle Flemming Quist Møllers historie, og den ene af den havde endog forberedt sig ved at få læst bogen som godnatlæsning og om formiddagen inden teaterbesøget set filmen. Så jeg var faktisk spændt på, om teaterversionen kunne fængsle. Og det gjorde den i øjenopspilende og mundåbnende grad. Her var fuld koncentration i samtlige minutter. Den yngste lo højt og inderligt, også på steder, hvor ingen andre i salen havde opfattet netop dette morsomme. Og hun understregede derved, at børn kan opleve på andre måder end voksne; et vigtigt indspil til pædagoger og forældre. Den ældste måtte forlade sædet og op at stå, da edderkoppens spind strakte sig ud over hele scenerummet og fangede dansemyggen. Hun glemte ganske at tygge på sine popcorn. Og den mellemste henrykt for de kropslige udfoldelser på scenen, som satte hans egne lemmer i bevægelse. Men efter forestillingen fandt han, at dansemyggen var den bedste.
Disse tre børns reaktioner genspejlede faktisk det, man fornemmede i salen: at stykket blev oplevet forskelligt af publikum afhængigt af alder. På den vis har Flemming Quist Møllers værk samme kvaliteter som fx H.C. Andersens eventyr. Og teaterversionen formår at bevare dette. For den er på sin vis ganske anderledes end bogen og filmen, idet den består af en – i øvrigt indfangende – oplæsning af historien og en intens kropslig udfoldelse på scenen, hvor det forunderlige insekt- og dyreunivers blev legemliggjort af artister, der iført fantasifulde og betagende kostumer formåede at få personlige karakteristika til at fylde i historien.
Oplevelsen fik mig til at genopleve de gange min kone og jeg var med et ungt barnebarn til undervisning på cirkusskolen i Avedøre, som viste sig at være en kreativt alternativ til gymnastik, boldspil og dans; her er det hele i en kombination, der kan glæde andre. Og hvor udøverne først og fremmest konkurrerer med sig selv. Her er ingen ledsagende forældre, der råber ad dommeren!
Når Bellevue Teatrets forestilling i den grad betog trods børnenes kendskab til både bog- og filmversioner, så skyldes det givetvis, at den benyttede sig af et helt andet udtryk, som hører teatret til: det kropslige. Jo, ordene betød noget, drev handlingen frem, men det var de sanselige kropsudtryk, der gjorde, at publikum fik lagt et slidstærkt lag mere på historien.
At Cykelmyggen lægge spurt til dette, skyldes givetvis de kvaliteter, som bar den oprindelige historie, som Flemming Quist Møller udgav i børnelitteraturens gyldne år, 1967, hvor også Ole Lund Kirkegaard, Cecil Bødker, Benny Andersen og Halfdan Rasmussen bidrog til revolutionen. Børnelitteraturen har heldigvis ikke været den samme siden. Og Bellevue Teatret bidrager originalt og medrivende til, at Cykelmyggen fortsat spurter ind i børn og barnlige sjæle.
Jens Raahauge