Det kan altså lade sig gøre

I går lancerede Dansklærerforeningens Forlag et 4 nye nye engangshæfter til træning af nogle af dansk skriftsprogs lumskheder: Drillevokaler. Frække konsonanter. Rødder og ordklasser. Morfemer og sammensatte ord.

Hæfternes titler angiver på en frisk måde det indhold, der skal arbejdes med. Og antyder på samme tid, at der er plads til flere hæfter; det dansk skriftsprog er ikke så ligetil. Men det er godt nok nogle af de væsentlige drillerier, der her tages hånd om.

Hæfterne er ikke undervisningsmateriale, men er tænkt som et arbejdsmateriale, der ligger i forlængelse af undervisning i de omhandlede områder. Og det er her hæfterne viser styrke: De er grafisk udformede, så overskuelighed inviterer eleven til at turde gå i gang. Opgaverne udtrykker på en gang progression og gentagelse, men ud fra flere indfaldsvinkler, så eleven kan fordybe sig i stoffet. Og trods hæfternes lave pris får eleven mulighed for at håndskrive på egnet papir.

Jeg må indrømme, at jeg var skeptisk, da jeg hørte, at Dansklærerforeningens Forlag nu kastede sig over denne materialetype, for jeg har siden 1970erne haft en aversion imod sådanne engangsmaterialer, som giver sig ud for at kunne erstatte undervisning. Da de første “Skriftlig for….” udkom, blev de storsælgende; ja, det siges, at de solgte flere eksemplarer pr årgang, end der var elever. “Hvis der nu skulle komme tilflyttere,” sagde de indkøbende viceinspektører.

Disse hæfter og de mange efterlignere, der søgte at få del i successen, var prægede af en udpræget variation; det måtte jo ikke være kedeligt. Men dette gjorde arbejdet flagrende og stort set uden effekt. I den af Bertels Bregnebøger, der vurderede kvaliteten af skriftlig dansk-materialerne prædikatet: ingen faglig effekt. Men de gav ro i klassen. Kort forinden deres tilsynekomst var spanskrøret blevet endeligt forbudt, og man manglede et disciplinærmiddel. Og hæftet er jo dybest set gjort at træmasse.

Derfor min skepsis. Men jeg overgiver mig efter at have fordybet mig i “Meget Mere Dansk”. Og se på billedet, der indleder denne blog: De smilende ophav til hæfterne ser ganske fornøjede ud. Og det vil mange elever også gøre, når de opdager, at de har fået styr på nogle af de drilske facetter i skriftlig dansk.

Men husk: Forudsætningen for disse hæfter brug er forudgående undervisning. De erstatter ikke, men uddyber. Og derfor foreslår jeg, at eleven opfordres til at genlæse de regler, som indleder hvert nyt felt. For regler er efter min mening intet værd, hvis man skal styre efter dem; men de er gode til at holde sammen på det, man har lært.

Eksempel: der skal dobbeltkonsonant efter kort, trykstærk vokal. Hør elever bakse med ordene ‘damen’ og ‘dammen’. De kan få det til at være hvad som helst.

Men altså: Tillykke med et vellykket materiale, der kan komme mange underviste elever til gavn. Og tak for at underløbe en af mine fordomme!

Jens Raahauge

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *