Cecilie Eken kan noget helt særligt

I en ny bog benytter hun et litterært greb, der binder historie og nutid sammen

For et par uger siden udkom Dansklærerforeningens seneste bogpakke med flere end 30 titler. Et par af dem har jeg bidt særligt mærke i – eller rettere de har bidt et mærke i mig. Den ene af dem vil jeg omtale i denne blog, fordi den er noget helt specielt i dagens børnelitteratur. I Dansklærerforeningens folkeskolesektion arbejder vi på at fastholde et fokus på det dannelsesorienterede danskfag og dets kerneområder. Det er en hovedopgave at sikre og skabe rum for det danskfag, vi alle brænder så meget for. Det gør vi gennem åbenhed og samtale. Vi tror på, at det er det, der skal til for at sikre et spændende danskfag sammen med grundskolens dansklærere. Dét at være en del af fællesskabet i Dansklærerforeningen har en værdi for den enkelte lærer. Dansklærerforeningen har fortsat en stærk stemme i den fagpolitiske og i den uddannelsespolitiske debat, hvilket kommer danskfaget og dansklærerne ude på skolerne til gode. Læs med her på siden og giv din mening til kende.

Det er Cecilie Eken, der har forfattet en historie om englændernes fejlbombardement af Den franske Skole i København; målet var Gestapos hovedkvarter i Shell-huset. Og bogen er illustreret af Els Cools, som formår at matche og udvide en tekst af litterært kvalitet.

Bogen fører os nok tilbage i den historiske tragedie, men sætter læseren på et andet spor samtidigt. Ved bogens begyndelse fanger en syrisk skolepiges blik gennem en busrude i et glimt en pige, der er dækket af gråt støv. Da hun kommer tilbage fra en ekskursion, er pigen væk. Senere ser hun et gråt monument med en søster, der breder sine arme ud over to børn.  

Og nu tager historien fart: Vi hører om to søskende, der er på den franske skole i 1945. Parallelt hermed hører vi om livet i syriske Monas hjem, hvor livet er præget af oplevelserne i den krig, de er flygtet fra. De to spor løber sammen, da Mona møder en gammel dame, Gerda, som blev gravet fri af murbrokkerne efter bombardementet i 1945, mens hendes søster omkommer.

De to, Gerda og Mona, finder sammen som følge af det skæbnefællesskab, som krige har påført dem. Og det må vi sætte ord på, for som Gerda siger: “Børn glemmer ikke, selvom man ikke taler om det” – men fortællingen skal ikke forceres: “Det kan være du har lyst til at komme og besøge mig en anden dag:”

Gerdas – og Cecilie Ekens – pointe er, at børn er de stærkeste. Og derfor er bogens titel De stærkeste. Dette understreger Cecilie Eken i en epilog, som jeg godt kunne være foruden, for det fremgår af historien; ikke mindst som følge af det litterære greb med de to parallelhistorier, som giver læseren et indblik i rædslerne under bombardementet i 1945, men som i sammen moment minder om, at der er børn i dagens skole, som bærer rundt på lignende erfaringer, og som lever med forældre, der er traumatiserede.

Bogen er fortalt som et langdigt. Denne hybrid mellem prosa og poesi giver beretningen en særlig nerve, fordi den kun fungerer, når forfatteren som Cecilie Eken er fortrolig med sprogets bærekraft. Dertil kommer, at nogle elever, som ikke just er lystlæsere, opdager, at man kan boltre sig i de korte sætningers univers.

Til bogen har Katja Gottlieb udarbejdet et arbejdsmateriale, som dels fører undervisningen ind i bogen, og dels fører bogen ud i den sanselige virkelighed, fx ved at gå på monument- og skulpturjagt i skolens lokalområde for at finde historierne bag.

Dette er en væsentlig bog om begivenheder, der udfolder sig hver eneste dag i Mellemøsten, i Ukraine og i de mange lande rundt om i verden, som ikke når danske medier. Efter at have læst bogen kan jeg ikke åbne en avis eller se en nyhedsudsendelse uden at tænke på den: vores håb må være, at børn er de stærkeste.

Måske er det også en idé at læse ukrainske Min tvungne skoleferie, der har tekst på både dansk og ukrainsk, og smukke illustrationer. Den er anmeldt af Bodil Christensen på Bogbotten

Undervisningsforløbet til De stærkeste kan downloades her.