Tanker udsprunget af Politikens kampagne
Politikens kampagne har valgt at samle sig om begrebet LÆSEHAD, hvilket på ingen måde er frugtbart for debatten om elevers læsning. Snarere er det et forsøg på at stemple ind i kampen om opmærksomhed ved hjælp af et forgrovet begreb, akkurat som når Ekstrabladet taler om chok, når et undertippet hold scorer eller op, at nogle smadrer andre, hvis de vinder med to mål. Men det skal medgives, at der i kampagnens løb har været bragt fornemme artikler, så “organet for den højeste oplysning”, som Politiken ynder at kalde sig selv, har noget at byde på, selv om indpakningen er vulgær.
Men læsehad? Snarere end had er der måske tale om voksenafmagt og spolerede børnehjerner. Så hvad kan vi gøre?
Der er grund til at grave ned under hadet, hvis vi skal finde veje til børns læsning.
Det såkaldte had udspringer nok i at skulle være tvunget til at sidde og læse i 20 minutter hver dag, hvilket ikke adskiller sig ikke afgørende fra den type uforståelige lektier, der avler skoletræthed.
Pointen i det oprindelige, svenske En kvart om dagen, som blev introduceret i Danmark i 1980erne af af lærer Gunilla Wallenskjöld, som havde succes med at lave kontrakter med sin klasses forældre om at læse et kvarter hver dag. Ideen blev vel modtaget, selv om nogle tvivlede på, at danske forældre var lige så autoritetstro som svenske og ville føle sig dagligt bundet af kontrakten, så blev udgav foreningen Skole & Samfund hæftet Et kvarter om dagen, som i øvrigt fortsat kan findes i en moderniseret udgave på Forældre & Skoles hjemmeside. Ideen går ud på, at forældre og børn er sammen om læsningen. Forældrene læser op for børnene, indtil de er klar til at overtage dele af eller hele oplæsningen, og sidenhen selvlæsningen. Men det er først og fremmest et samvær omkring bogen med oplæsning og samtale, det drejer sig om; ikke at eleverne skal lades alene med læsebøvlet i det oprindelige kvarter, nu plus moms: 20 minutter.
Tvangen derimod er fint i familie med den kontraktfilosofi, som ikke mindst læringsmålstyringen cementerede i skolen. Men måske er tiden inde til at tænke nye tanker?
Man kunne fx spørge sig selv om, hvorfor skal alle børn lære at læse på samme tid og tidligt, også dem for hvem læsning er belastende? Tænk på de mange voksne, også blandt dem, der arbejder professionelt med sprog og formidling, som beretter om, at de først blev læsere sent i skoletiden.
Argumentet for tidlig læseindlæring er, at det gavner eleven i alle fag. Ja, men er dette argument reelt, eller er det et udslag af, at skolen er blevet ekstremt boglig, at en tilegnelse af viden og kundskaber er noget, man skal læse sig til, og ikke noget man kan opnå gennem håndens arbejde eller kreative eksperimenter, der taler til alle fem sanser?
Jeg sad i forbindelse med udarbejdelse til undervisningsmateriale til OscarKs Ungerne fra Strandholt og talte med forfatteren om det, der er sket siden skolen i 1950erne. Dengang var der ikke mange i klassen, der læste, og læreren underviste især de fire-fem, der havde flair for bogstaver, og som i øvrigt skulle videre i boglig linje. Siden har samfundsudviklingen stillet større krav om læsning, og siden har mange flere fået undervisning i læsning og er blevet læsere. Men alle?
Vi skal tilpasse skolen til eleverne og ikke omvendt, udtalte tidligere formand for skolelederne Claus Hjortdal.
De fleste elever kan lide at knække koden, men behøver vi at kræve det af dem, der knækker halsen?
Jens Raahauge