I dag har Rønne lagt skoler til mine besøg, og 4. klasse på Peterskolen og 6. klasse på Åvangskolen har nok en gang gjort det svært at tro på pressens skriverier om de håbløse tilstande i skolen. Her som på de øvrige bornholmske skoler har jeg kun mødt nysgerrige, frimodige og lærevillige børn.
Når jeg mellem P-pladsen og skolegården på Åvangskolen passerer et trådhegn rundt om SFOen, rinder en situation mig i hu. For nogle år siden blev jeg der mødt af et par gutter, 1. klasse velsagtens, som spurgte mig om min alder. Jeg bad dem gætte. En mente 30 år, den anden 100. Da jeg så fortalte dem det rette svar, blev den ene tænksom og spurgte: “Var der farver på verden da du var barn?”
Derfor er det vigtigt at have historien med i sin undervisning, fordi eleverne – og vi andre – er så flasket op med fremtidsprognoser, at vi forfalder til også at tro på fortidsprognoser; at fortiden er som nu, bare med lidt mangler.
Derfor blev jeg glad, da jeg lige over for kirken i Rønne gjorde holdt ved billedmageren Anna Margrethe Kjærgaards vinduer, som emmer af billedkunst til børn. Neden i det højre vindues højre hjørne fik jeg øje på “En hugorm i hånden”, den illustrerede bog om Martin Andersen Nexøs barndom, som var med i Dansklærerforeningens seneste bogpakke.
Min kone og jeg kom forleden til øen med den kæmpestore katamaran Expressen 5, men fik forinden en sms fra rederiet om muligheden for ombookning pga. hårdt vejr. Og så kan man se Anna Margtethe Kjærgaards billede af passagerer i bugen på den træbåd, som fragtede drengen Martin og hans familie til øen; båden ruller, staldlamperne svinger kraftigt i rummer og folk er brækblege i ansigterne. Her er historieformidling af højeste karat.
En af oplæserne havde i øvrigt valg at læse H.C. Andersens “Prinsessen på ærten”, og det vanskelige for en dansk oplæser er at læse langsomt og tilpas artikuleret til, at tilhørerne får smukt dansk i ørerne.
På en CD, jeg har med mange forskellige nationaliteters oplæsning af samme tekst, er tydeligheden markant, hvad enten oplæserne har tysk, fransk, engelsk, svensk eller arabisk som modersmål. Det er sprog uden mumlen. Men ét ord volder alle vanskeligheder: edderdynsduner – eller hvad det nu hedder med bløde d’er og mange ø-lyde.